http://politiken.dk/udland/article194452.ece
Muslimske lufthavnsansatte i terror-forbindelse
72 muslimske arbejdere i Paris-lufthavnen Charles de Gaulle er blevet
suspenderet. Nogle anklages for at have været på besøg i terror-lejre i
Pakistan og Afghanistan.
72 ansatte i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris er blevet suspenderet
på grund af mistanke om terror-forbindelser. - Foto: REMY DE LA
MAUVINIERE
72 medarbejdere i Paris' største lufthavn Charles de Gaulle udgør en
sikkerhedsrisiko for passagererne.
Personalet har øjensynligt besøgt terror-træningslejre i Pakistan og
Afghanistan. Én mand siges at have været venner med den britiske
sko-bomber Richard Reid, som forsøgte at sprænge et fly i luften på en
rute mellem Paris og USA i 2001.
Det vurderer de franske myndigheder, som har inddraget de muslimske
ansattes adgangskort til sikrede områder i lufthavnen og suspenderet
dem, skriver BBC.
Overvåget i måneder
Tidligere på året udførte embedsmænd i Charles de Gaulle-lufthavnen nord
for Paris en gennemgang af sikkerheden i forbindelse med de ansatte og
udspurgte flere af de muslimske arbejdere.
Mere end 100 bagagearbejdere og fly-rengøringsfolk har været under
overvågning i flere måneder.
Ialt fik 72 personer senere besked på at aflevere deres adgangskort til
lufthavnens afsikrede områder.
Forbindelse til al-Qaeda
Lufthavnsmyndighederne siger, at én af medarbejderne har haft en nær
relation til en af de ledende figurer i en algerisk terror-gruppe med
bånd til al-Qaeda.
Nogle af de berørte har valgt at lægge sag an mod lufthavnen. De mener,
at de bliver diskrimineret på grund af deres religion.
Omkring 12 medarbejdere, som bliver vurderet som en sikkerhedsrisiko har
dog stadig adgang til de sikrede områder. Ifølge fransk lovgivning skal
de nemlig have mulighed for at reagerer på anklagerne, før de bliver
suspenderet.
--
Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres
hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands
uafhængighed og for Deres folks lykke...
Anker Jørgensen til Nordkoreas Præsident, 1984