http://e-avis.avisen.dk/index.php?s=80&p=1244
Anti-muslimer vil demonstrere ulovligt i Vollsmose
Demo - Frit Danmark og Modstandsbevægelsen Stop Islamiseringen Af
Danmark vil demonstrere uanmeldt - og dermed ulovligt - i Vollsmose,
fordi de mener, at politiet knægter deres grundlovssikrede
ytringsfrihed
Hverken Flakhaven eller Munke Mose er velegnede platforme for de to
anti-muslimske organisationer Frit Danmark og Modstandsbevæglsen Stop
Islamiseringen...
Af Jacob Vestergaard jave @avisen.dk
Hverken Flakhaven eller Munke Mose er velegnede platforme for de to
anti-muslimske organisationer Frit Danmark og Modstandsbevæglsen Stop
Islamiseringen Af Danmark (SIAD), mener organisationerne.
Derfor varsler de fra og med fredag uanmeldte og dermed ulovlige
demonstrationer i Vollsmose.
De vil nemlig demonstrere, dér hvor muslimerne er, siger formanden for
Frit Danmark, Michael
Ellegaard.
»Hvis du vil protestere mod politikerne i Folketinget, nytter det jo
ikke noget at gøre det ved en pølsevogn i Kerteminde. Så skal det ske
foran Christiansborg,« siger han.
Afslag fra politimester
Han planlagde sammen med SIAD i foråret flere demonstrationer rundt i
Danmark mod den palæstinensiske Hamas-organisation.
Dengang fik SIAD afslag på at demonstrere på en parkeringsplads ved
Center Øst fra politimester Lars Rand Jensen, der skrev:
»...) da forsamlingen det pågældende sted må befrygtes at føre til
fare for den offentlige fred og fare for betydelig forstyrrelse af den
offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige
sikkerhed (...), afvises anmodningen.«
SIAD ikke farlig
»Vi skønnede, at den største koncentration af palæstinensere i Odense
bor i Vollsmose. Derfor var det naturligt at demonstrere dér,« siger
formanden for SIAD, Anders Gravers.
På grund af afslaget sendte SIAD for nylig samtlige politikere i
Folketinget et brev, hvor SIAD-formanden påstår, at blandt andre
Odense Politi overtræder Grundloven.
»Det er ikke os, der udgør en fare, men derimod en eventuel
moddemonstration. Så hvem beskytter Grundloven egentlig? Politiet kan
højst bruge loven til at forbyde en voldelig moddemonstration,« siger
Anders Gravers, som tidligere har taget til takke med Flakhaven som
demonstrationsplads.
Kalder Vollsmoe 'besat'
Han har givet de 179 folketingspolitikere frist til på fredag til
at »gøre noget ved denne uholdbare situation«.
»Hvis politiet ikke reagerer, har vi planlagt demonstrationer blandt
andet i Vollsmose. Vi vil holde en kort tale og på skilte forlange de
besatte områder tilbage,« siger formand for SIAD, Anders Gravers.
Formand for Frit Danmark, Michael Ellegaard, siger:
»Om nødvendigt skal Hjemmeværnet, Hæren, Flyvevåbnet og endda Flåden
sættes ind, for at vores ytringsfrihed kan sikres.«
Politi vil ikke spekulere
Vicepolitimester Doris Jensen, Odense Politi, ønsker ikke at oplyse,
hvordan politiet vil reagere på en spontan, ulovlig demonstration i
Vollsmose.
»Vi svarer ikke på hypotetiske spørgsmål. Slet ikke, når det drejer
sig om nogen, som offentligt bebuder, de vil gøre noget ulovligt,«
siger vicepolitimesteren.