Hævn-nid og ynk er om passivitets-katastrofer
Samvittighedsnag&nid rammer os, når moralbud gør os deprimerede og
selvhadende, fordi vor indre domstol siger vi ikke har holdt os fri af
synd.
Nagfølelsen er ofte om fortrængte aggressioner og misundelse kan være
en kilde til had, som vi fortrænger, og ved passende lejlighed bryder
vulkanen ud fra underbevistheden med sadistisk aggression, uden særlig
meget konstruktiv saglighed.
Hævn er gengældelse og er for fjolser med god tid, for har man travlt
med produktive sysler, så gider man ikke skrue vendetta i vejret og
risikere evige onde cirkler af aggression og gen-aggression og lade
sit sind forkrøble af følelsernes meningsløse infighting.
Ynk, altså medlidenhed er også om gustent overlæg og dum moral, der
ikke adlyder fornuft om hvad styrker fællesskabet, men blot vil
brillere med godhed. Fordi man har flygtet fra arbejdsglæde og plages
af kedsomhed og derfor går mere op i facade end den ægte vare,
spontanitetens ærlighed og fællesskabets langsigtede styrkelse.
Hvis vi styredes af markedet og havde travlt og havde det sjovt, så
ville skadelig ynk og nid/nag ikke se dagens lys. Men lovreligion
søger at frustrere borgerne med destruktiv medlidenhed og misundelse
og vidt forskellige tænkere har set forbindelsen mellem disse to slags
ondskab.
" Medlidenhedens forgyldte skede dækker over misundelsens dolk,
Friedrich Nietsche
" "Uforskammet!", sagde den portugisiske and, "ligner De mig
med katten, det rovdyr! Ikke en ond blodsdråbe er der i mig; jeg har
taget mig af Dem og god omgang skal jeg lære Dem". Og så bed hun
hovedet af sangfuglen, den lå død. "Hvad er nu det!", sagde hun, "kunne
han ikke tåle det Ja, så var han såmænd ikke for denne verden. Jeg har
været som en moder mod ham, det ved jeg! For hjerte har jeg! Og alle
ænderne samlede sig om den lille døde sangfugl; ænderne har stærke
passioner, enten har de det med misundelse eller med medlidenhed, og
da der her ikke var noget at misunde, så var de medlidende."
H.C. Andersen
|