af Daniel Pipes
New York Sun
10. Oktober 2006
http://dk.danielpipes.org/article/4050
Oprindelig engelsk tekst: Don't Bring That Booze into My Taxi
Oversat af Mette Thomsen
Et mindre problem ved Minneapolis-St. Paul's Internationale Lufthavn
(MSP) har potentielt store implikationer for islams fremtid i USA.
Det begyndte for godt ti år siden, da nogle muslimske taxachauffører, som
betjente lufthavnen, erklærede, at de ikke ville køre med passagerer, der
synligt medbragte alkohol, f.eks. i gennemsigtige told-fri vareposer.
Denne holdning stammede fra deres forståelse af Koranens forbud mod
alkohol. En chauffør ved navn Fuad Omar forklarede: "Det er vores
religion. Vi kan blive straffet i det hinsidige , hvis vi accepterer [at
køre med alkohol]. Det er et bud i Koranen. Det kommer fra himlen." En
anden chauffør, Muhamed Mursal, gentog hans ord: "Det er forbudt i islam
at medbringe alkohol."
Dette problem dukkede op i offentligheden i år 2000. Ved en bestemt
lejlighed afviste 16 chauffører på stribe en passager, som medførte
flasker med alkohol. Dette fik passageren – som ikke havde gjort noget
ulovligt – til at føle sig som en kriminel. De 16 taxabiler mistede på
deres side en indtægt. Som Josh L. Dickey fra Associated Press har sagt,
når chauffører ved MSP nægter at køre af en eller anden grund, så "kører
de om bagerst i køen. Laaangt bagud. Forbi terminalen, ned ad en lang
servicegade og ind på en bred parkeringsplads i Bloomington, pakket med
hyrevogne, hvor chaufførerne sidder ubeskæftiget i timevis og venter på
et udkald."
For at undgå denne knibe bad de muslimske taxachauffører Metropolitan's
lufthavnskommission (Metropolitan Airport Commission, MAC) om tilladelse
til at afvise passagerer, som medbragte alkohol - eller blot var mistænkt
for at medbringe alkohol – uden at blive forvist til enden af køen. MAC
afviste denne forespørgsel, fordi man var bekymret for, at chaufførerne
ville bruge deres religion som undskyldning for at nægte at køre korte
ture.
Antallet af muslimske chauffører er nu steget til et antal, hvor de
angiveligt udgør tre fjerdedele af MSP's 900 hyrevognschauffører. I
september 2006 afviste muslimerne et skønnet antal på tre ture om dagen
baseret på deres religiøse modstand mod alkohol, fortalte en
lufthavnstalsmand, Patrick Hogan, til Associated Press, idet han
tilføjede, at dette problem "med årene langsomt er vokset til det punkt,
hvor det er blevet til et væsentligt kundebetjeningsproblem."
"De rejsende bliver ofte overraskede og fornærmede," fortalte Mr. Hogan
til USA Today.
Med dette i baghovedet foreslog MAC en pragmatisk løsning: chauffører,
som var uvillige til at køre med alkohol, kunne få et særligt
farvelysskilt på bilens tag, som signallerede deres syn på alkohol til
både taxakørslens nybegyndere og kunderne. Set fra lufthavnens synspunkt
tilbyder denne plan en fornuftig og effektiv mekanisme til løsning af et
mindre irritationsmoment, idet det forhindrer, at passagererne bliver
fornærmede, og ingen chauffører mister deres forretning.
"Lufthavnsmyndighederne giver sig ikke af med at tolke hellige tekster
eller diktere nogen deres valg af religion," påpeger Hogan. "Vores mål er
blot at sikre, at de rejsende ved [lufthavnen] får en god betjening."
Idet man blot venter på godkendelse fra lufthavnens
taxarådgivningskomite, vil forslaget om de to lys sandsynligvis blive sat
i værk i slutningen af 2006.
Samfundsmæssigt betragtet har den foreslåede løsning imidlertid massive
og bekymrende implikationer. Nemlig, at to-lys-planen, med statens
sanktion, tvinger shari‘a, eller islamisk lov, ind i en verdslig
kommerciel transaktion i Minnesota. En regeringsmyndighed sanktionerer
således et signal om, hvem der følger islamisk lov, og hvem der ikke gør
det.
Hvad med andre taxachauffører ud over dem ved MSP? Andre muslimer i
Minneapolis-St. Paul og over hele landet kan meget vel kræve samme
privilegium. Buskonduktørerne kan følge trop. Hele transportsystemet kan
blive opdelt mellem dem, der er islamske observanter, og dem, der ikke er
det.
Hvorfor standse ved alkohol? Muslimske taxachauffører i flere lande tøver
allerede med at tillade førerhunde i deres biler. Fremtidige krav kunne
indbefatte ikke at køre med kvinder, der viser blottede arme eller hår,
homoseksuelle og ugifte par. For den sags skyld kunne de forbyde mænd
iført kippa, såvel som hinduer, ateister, bartendere, croupier,
astrologer, bankfolk og quarterbacks.
MAC har i taxa-spørgsmålet rådført sig med Minnesota-afdelingen af Muslim
American Society (Muslimsk Amerikansk Samfund), en organisation, som
Chicago Tribune har påvist er en ivrig tilhænger af omdannelsen af USA
til et land, som styres af islamisk lov. Hustruen til en tidligere leder
af organisationen har f.eks. forklaret, at dens mål er "at undervise alle
om islam og at følge islams lære i håbet om at etablere en islamisk
stat."
Det er præcist to-lys-taxaløsningens harmløse karakter, der gør den så
lumsk – og grunden til, at Metropolitan's lufthavnskommission bør
overveje sin stædige beslutning. Læsere, som ønsker at gøre MAC bekendt
med deres synspunkter, kan skrive til publicaffairs@mspmac.org .
--
Med venlig hilsen
GB