I dagens Kristeligt Dagblad kan man på:
<
http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/artikel:aid=306308>
læse en artikel om den mand, som de fleste regner med til næste år vil
blive Frankrigs næste præsident, 2. generationsindvandreren Nicolas
Sarkozy.
=
...
[Sarkozys tale i New York, ved markeringen af 5-Ã¥rsdagen for '911']
....
Nicolas Sarkozy beklagede det, hans kaldte den franske "arrogance " i
beslutningen om ikke at følge den amerikanske præsident i krigen mod
Irak.
– Det er upassende at bringe sine allierede i vanskeligheder eller at
fryde sig over deres vanskeligheder. Aldrig mere skal vi lade uenigheden
udvikle sig til en krise, sagde Nicolas Sarkozy.
[Chiracs reaktion]: "Ynkeligt, uansvarligt, og farligt for Frankrig",
lød den franske præsidents dom.
....
I Frankrig er indenrigsministerens udtalelser i New York blevet opfattet
som et brud med traditionel fransk udenrigspolitik, som siden de Gaulle
har haft det som ledestjerne at bevare Frankrigs kapacitet til at føre
en selvstændig udenrigspolitik, uden at tage hensyn til, hvad der siges
på den anden side af Atlanten.
Nicolas Sarkozy har aldrig lagt skjul på, at han ønsker at inkarnere en
nyorientering i fransk politik. Hvor præsident Jacques Chirac ønsker at
modernisere den franske sociale model, foreslår Nicolas Sarkozy et brud
med fortiden.
Nicolas Sarkozy vil bryde med det, som i 40 år har været referencen for
den franske højrefløj: gaullismen. Og det er ikke nemt at sige lige ud,
når man er formand for noget, der stadig går for at være et
gaullistparti, og hvis medlemmer fortsat bekender sig til gaullismen.
Med gaullismen som pejlemærke har den franske højrefløj været
forholdsvis uimodtagelig for den økonomiske liberalisme, som Ronald
Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien stod for.
Statsstyring og centralisme betyder i Frankrig, i De Gaulles ånd, en
garanti for social retfærdighed og ligebehandling af alle. "Angelsaksisk
liberalisme" er derimod et skældsord, selv på den franske højrefløj,
hvor socialgaullismen værner om den franske velfærdsmodel.
Med velrettede, præcise penselstrøg er det imidlertid lykkedes Nicolas
Sarkozy, i tale efter tale, at male billet af sin politik. Og det, der
viser sig på lærredet, er noget, som hidtil har været absolut ukendt i
fransk politik: neokonservatismen som den er blevet defender af kredsen
omkring George Bush.
I en tale til UMP-parties unge medlemmer for nylig leverede Nicolas
Sarkozy et regelret angreb på 68-generationen.
– Den der hyldede diktatorer som Mao og Castro, den der har vendt op og
ned på alle værdier, sagde Sarkozy og lancerede dermed den franske
udgave af den neo-konservative værdikamp.
– Jeg vil have elever, der rejser sig op, når læreren kommer ind, elever
der lærer klassikere som Verlaine og Hugo.
Nicolas Sarkozy vil have værdier som arbejdsomhed i højsædet. Og ingen
anden fransk politiker tør sige fra en talerstol, at ungdommens idol bør
være afdøde pave Johannes Paul. Også her er han tættere på den
neokonservative opfattelse af religionens plads i samfundet end på
traditionel fransk politik på området.
....
=
Ja, Sarkozy ville unægtelig gøre en forskel i Elysépalæet. Af mest
interesse her i Danmark er nok at han er stærkt modstander af tyrkisk
medlemskab af EU, så ham burde vi nok støtte.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk