Jan Andersen skrev:
> On 16 Nov 2006 13:34:23 -0800, "Brian P" <kanal@klog.dk> wrote:
>
> >Udover dem du har nævt tør jeg godt anbefale:
> >
> >Spellbound (1945)
> >
> >North by Northwest er meget overvurderet og ufattelig skuffende, når
> >man ser den med store forventninger. Mit råd er derfor at undgå den,
> >indtil du tilfældigt zapper forbi den en dag.
>
> Klonk. Lyden af min kæbe der røg på gulvet
>
> Og så nævner du Spellbound! Det er da noget af det mest kedelige
> psychobabble Hitch nogensinde lagde navn til.
> Det eneste interessante ved den er da Dali.
>
> Og jo jeg har den. Man er vel samler
Jamen, jeg synes Spellbound er fed og at North by Northwest er træg.
Har engang i 2002 skrevet denne anmeldelse af Spellbound og jeg tror
nok, at jeg stadig er enig med mig selv:
"Gak på kolbøttefabrikken"
Troldbunden (orig.: Spellbound) er didaktisk vulgær-freudianisme og
lommepsykologi for begyndere, men det er samtidig en velkomponeret
filmisk totaloplevelse - og en rigtig god indgang til Hitchcock.
Dr. Peterson (Ingrid Bergman) er psykolog på et velrenommeret
nervesanatorium, hvor den nye overlæge, Dr. Edwardes (Gregory Peck)
indfinder sig. De forelsker sig. Men Dr. Edwardes viser sig ikke at
være den, han giver sig ud for at være: Han lider af hukommelsestab.
Alt tyder på, at han har myrdet den rigtige Dr. Edwardes og overtaget
dennes identitet. Da "JB" - den falske Edwardes rigtige initialer -
flygter, vælger Dr. Peterson at følge efter ham, overbevist om hans
uskyld, og om at en psykoanalyse kan klarlægge hvad der er sket...
Alfred Hitchcocks producent, David O. Selznick, havde haft meget
positive oplevelser med at gå i psykoanalyse, og på den baggrund
ønskede han at lave en film om emnet. Hitchcock kom op med en roman,
som han selv havde rettighederne til, The House of Dr. Edwardes, en
horror-basker som udspillede sig blandt patienterne på et
sindssygehospital. Rettighederne til forlægget blev købt af Selznick
og omarbejdet til uigenkendelighed af Hitchcock og flere assistenter -
alt i mens producenten så nervøst til fra sidelinien og hans terapeut
blev tilknyttet som konsulent på filmen! Der er ingen tvivl om, at
manuskriptet er et eksempel på at for mange kokke fordærver maden,
men resultatet er ikke desto mindre et underholdende og til tider meget
nervepirrende filmeventyr.
Filmens fokus er flyttet fra patienter til psykoanalytikerne selv, der
til gengæld viser sig at have ligeså roterende kuppelkatar og ligeså
store problemer med deres seksualitet som deres patienter, og så ender
filmen jo for resten også med at det er patienten der helbreder
analytikeren! Man aner svagt at der sidder nogen - Hitchcock? - omme
bagved og morer sig gevaldigt. Eksempel: Ingrid Bergman bliver af
Gregory Peck spurgt, om hun vil have skinke eller leverpølse. I et
umotiveret, men meget betydningsbærende nærbillede-indklip svarer hun
henrevet: "leverpølse".
Guldscenerne er som perler på en snor, og selvom snoren sine steder
måske er lidt tynd, så er den der dog - og holdes i øvrigt godt
sammen af Miklós Rószas eksalteret-dirrende sav-score. Historien
holder på sine egne præmisser, ganske som tilfældet er med andre af
Hitchcocks hovedværker. Dette er ikke en film om psykoanalyse, det er
en film der bruger psykoanalyse som påskud for at forføre! Hitchcock
sagde: "Films must be stronger than reason." - og det er Troldbunden.
Når DVD'en ikke får topkarakter skyldes det udelukkende en underlig
kapitelinddeling samt de minimale ekstra-features. Således vil man
ikke kunne finde filmens omstridte drømmesekvens (med skitser af
Salvador Dali) som et selvstændigt kapitel - den er delt i to. Uhørt!
Det kunne i øvrigt have været interessant at se - i det mindste
eksempler fra - de 20 minutters optagede og sammenklippede
drømmemateriale, der ikke kom med i den færdige film.