For en måned siden spurgte jeg om gode råd vedrørende en tervueren og det
internat hvor jeg skulle hen og se på den.
Inden vi drog afsted for at se på den hund, var vi dog lige en tur forbi
Dansk Dyreværns Aalborg afdeling for at se på et 2½ år gl. flatcoated
retriever/bordercollie-kryds ved navn Fatalis, som var havnet på internatet
p.g.a. allergi hos den famillie der ejede ham.. Og nøøj han var sød. (et
billede ham kan ses her :
http://www.danskdyrevaern.dk/default.asp?id=2&mnu=2 hvis man scroller lidt
ned på siden). Kemien var fra starten rigtig god imellem os. I temperament
og opførsel virkede han helt rigtig og det var tydeligt at han var godt
præget på mennesker og havde fået nogen træning. I følge internatets
oplysninger var han vant til børn, glad for at køre i bil og kunne være
alene hjemme. Og vi så ikke noget der modsagde dette. På vej hjem snakkede
vi om, hvorvidt vi ikke bare skulle indstille søgningen her og vælge ham.
Men nu var han jo den første hund vi var ude at se på og man skal jo ikke
bare vælge den første, den bedste. Så vi tog til Frederikshavn for at se på
den her tervueren. Men der blev ingen pølse af det skind. Vi gik en tur med
den og det stod lynhurtigt klart, at det bare ikke var vores hund. Det er
svært at sige konkret hvad der var galt. Der var bare et eller andet ved
dens opførsel og væsen der sagde os, at det her er ikke vores hund. Mens vi
var der, så vi også et par andre hunde de havde, men heller ikke nogen af
dem var noget for os.
På vej i bilen sad vi så og snakkede om de hunde vi havde set. Og pludselig
siger vores 5-årige datter "Jeg ku' nu rigtig godt lide ham vi gik tur med -
han var sød". Vi troede selvfølgelig at hun mente den hund vi lige havde
været ude at bese og blev noget forbavsede. For under gåturen havde hun i
den grad tilkendegivet, at hun ikke brød sig om hunden. "Kunne du virkelig
godt lide Pelle (Tervueren) ?" spurgte jeg. "Neeej. Ik' den. Fata - ham vi
gik med i går". Og så var det stort set besluttet. Jeg var lige ude at se
ham en ekstra gang. Og han var stadig en rigtig dejlig hund. Så vi slog til
og fik Fata med hjem. Og vi har ikke fortrudt et sekund. Han har, som ventet
og håbet, vist sig at være en kanondejlig hund. Jeg har stor medfølelse med
den famillie som har måtte skille sig af med ham. Det er virkelig en dejlig
hund, de har måttet sige farvel til. Han er livlig og legesyg ude.Og stille
og rolig indendøre. Han er tålmodig og god med børnene. Han kan være med i
bilen og han kan være alene hjemme. Alle der har mødt ham fortæller os, at
"hvor har I dog bare været heldige". Selvfølgelig er der nogle småting der
skal forbedres og som både vi hunden skal vænne os til. F.eks. er han
altædende. Rå gulerod, rå kartofler, hårdkogte æg og nedfaldsæbler. Det hele
ryger lige ned i løgnhalsen. Han er, sammenlignet med vores gamle hund, et
rigtigt nussehoved. Han gider at sidde i laaaang tid og blive kløet på
ryggen eller bag øret. Og så flytter han sig ikke for ret meget uden at få
besked på det. Vores gamle hund.nærmest fløj op og til side bare man tænkte
på at plante en fod i nærheden hvor han lå. Fata - han bli'r bare liggende
til man beder ham flytte sig. Han trækker en smule i snoren når vi tur. Men
det er allerede blevet meget bedre på den måned vi nu har haft ham. 14 dage
til så har jeg fået ham vænnet helt af med det. Og når han går uden snor
skal jeg nogen gange kalde på ham hele 2 gange inden han kommer hen og
sætter sig ved siden af mig. Til gengæld har jeg på intet tidspunkt behøvet
at hæve stemmen når jeg kalder på ham. At man her i huset skal standse lige
inden for døren og vente med at gå videre til man har fået tørret poter
lærte han på 3 dage.Og jeg kunne blive ved med at nævne tonsvis af områder
og ting hvor han bare har vist at have den helt rigtige opførsel eller evne
til at lære den lynhurtigt. Men det kan vel hurtigst opsummeres i, at han
bare virker som hund der har været en del af vores famillie altid. Så ønsk
mig tillykke. Den første hund var virkelig også den bedste og jeg er igen
ejer af verdens dejligste hund.
mvh
Jesper