Årets CIFF er slut. Jeg arbejdede som frivillig for festivalen og har
fået set ti film, hvilket er færre, end jeg havde håbet, men nok til
at have haft en god oplevelse ud af det. Især fordi ingen af filmene
var dårlige, men også fordi festivalen igen var med til at udvide min
filmhorisont en anelse.
Jeg så syv ud af ti konkurrencefilm. Mest begejstret var jeg nok for
den tyske vinder af publikumsprisen, "De andres liv" om DDR's
politistat. En både morsom og seriøs film, der er meget velfortalt og
emmer af menneskelighed, et træk jeg genfinder i adskillige af de
film, jeg så. Det passer fint med, at festivalens udvalg af film for
en generel betragtning må siges at være domineret af drama og
komediedrama i realistisk ånd. Samtidig er det fantastisk at se,
hvordan tysk film går til landets historie som stof.
Jeg var også glad for den britiske "Pierrepoint" med Timothy Spall som
bøddel i dødsstraffens sidste årtier i England. I festivalprogrammet
sammenlignes den rimeligt nok med "Vera Drake" om tiden før den frie
abort, men jeg synes, "Pierrepoint" rækker dybere i sin skildring af
bødlens konfrontation med både samfundets stigende modstand og hans
egen samvittighed. Af særlig interesse er den sidehistorie, hvor han
sendes til Tyskland efter krigen for at henrette dødsdømte nazister.
Mine tanker gik meget hurtigt til dels dødsstraffens stadige
anvendelser i mange dele af verden i dag og til nutidig krigsførelse
med Abu Ghraib m.m.
Jeg var behageligt overrasket over den rumænske "12:08 East of
Bucharest", da jeg så den, og tilsvarende overrasket, da den vandt
juryens hovedpris. Over halvdelen af filmen udspiller sig i et
tv-studie på en tv-station i en rumænsk provinsby og former sig som en
diskussion mellem studievært og gæster af, hvad der egentlig skete i
netop deres by dengang i 1989, da der var revolution i hovedstaden
Bukarest. Det viser sig at være suverænt morsomt i al dets absurditet,
samtidig med at man får en slags portræt af et land, der føles mere
fremmed, end det burde.
Ellers kan man nemt komme godt rundt i Europas geografi selv på et
begrænset udvalg af film. Den italienske "Along the Ridge" var en
smukt spillet, smukt instrueret historie om en dreng og hans
turbulente opvækst med en mor, der kommer og går, og en stolt far med
pengeproblemer. Den spanske "Princesses" fortalte med varme og
indføling om to prostituerede kvinder, som finder sammen i ønsket om
et andet liv. Svenske Björn Runges nye film "Mund mod mund" satsede på
at chokere publikum med forarmelse og fremmedgørelse for til sidst at
lade et lys tændes i mørket af menneskers handlinger og omsorg.
Sidstnævnte fungerede dårligst for mig, fordi det bliver for tørt og
virker for affekteret.
Enkelte andre film blev det også til. "One to Another" var en meget
fransk film, som egentlig handler om et mord, men snarere end en krimi
bliver til et følelsesportræt af ung pige, hendes bror og deres tre
drengevenner, som i dyb promiskuøsitet og med masser af nøgenhed i fri
natur udvikler nogle særegne indbyrdes forhold. "The Fine Art of Love"
var en symbolsk og dybt mystisk film om en afsondret pigekostskole,
som i programmet rimeligt nok sammenlignes lige så meget med Peter
Weirs "Picnic at Hanging Rock" som med mere almindelige kostskolefilm.
Og så var der "Direktøren for det hele", som jeg nød som en sjov
satire over såvel filmbranche som virksomhedskultur.
--
Peter Brandt Nielsen
http://brandtnielsen.adr.dk