der burde rejses en niddingstang mod Uffe Elleman Troels Kløvedal og
alle de andre nyttige idioter som undsagde Jyllandspostens
ytringsfrihed
<<<<<
http://www.berlingske.dk/kultur/artikel:aid=797234/
Frie ord i en fri verden er ikke længere en selvfølge. Heller ikke i
Vesten. Bogmessen i Göteborg handlede om ytringsfrihed, og budskabet
var klart: Der er ikke meget grund til optimisme.
GÖTEBORG: Det er ikke, fordi der er så meget at glæde sig over. For
tiden sidder 184 forfattere, journalister og forlæggere i fængsel.
Alene fordi de har sagt eller skrevet ting, myndighederne ikke brød
sig om. I Iran er det en pestilens at være forlægger. I Tyrkiet
fortsætter reaktionære kræfter med at chikanere publicister, der
mener, at folkemord er noget, man skal tale om. I Europa og USA er
muligheden for at ytre sig frit, uden at pådrage sig fundamentalistisk
vrede, ikke længere nogen selvfølge.
»Tingene har ændret sig. Til det værre,« siger Ursula Owen, der er
chefredaktør for verdens mest anerkendte tidsskrift om ytringsfrihed,
Index on Censorship.
»Noget af det mest bekymrende er, at det i manges øjne er blevet helt
legitimt at påberåbe sig krænkelser. Når som helst og hvor som helst.
Man siger, at man er blevet krænket, og kræver i samme ombæring, at
der skal lægges bånd på ytringsfriheden.«
Ursula Owen er i Göteborg for at forsvare det frie ord. Årets bogmesse
har nemlig ytringsfriheden som tema, og man kunne - ifølge Ursula Owen
- ikke have valgt et mere passende og aktuelt emne. Desværre.
»I vore dage sker der ting i mit eget land, Storbritannien, der ville
have været utænkelige for 25 år siden. I Birmingham lykkedes det for
et par år siden fanatiske sikher at få standset et teaterstykke, de
ikke brød sig om simpelthen ved at kaste med brosten. For ikke så
længe siden var det britiske parlament tæt på at kriminalisere al
religionskritik. Der manglede kun én stemme i at få lovforslaget
vedtaget. Det er skræmmende. Mareridtsagtigt. Religioner er ideer, og
diskussioner af ideer er selve demokratiets åndedræt. Men vi er oppe
imod stærke kræfter.«
Kun sandheden
Orhan Pamuk - Tyrkiets betydeligste nulevende forfatter - kunne ikke
være mere enig. Han var selv tæt på at havne i fængsel sidste år,
fordi han havde opfordret til åbenhed om det ottomanske riges
folkemord på armenerne i begyndelsen af det 20. århundrede. Hans
landsmand, den unge forfatterinde Elif Shafak, er netop blevet
frikendt for lignende anklager. Da Orhan Pamuk bliver spurgt, om der
er grænser for ytringsfriheden, er hans kompromisløse svar, at det
ikke er hans opgave - som forfatter - at definere, hvor grænserne går:
»Jeg er forfatter. Min opgave er at fortælle sandheden. Intet andet.«
Skal man da finde sig i hvad som helst? Har folk ikke krav på ikke at
blive krænket?
»Hvis du tænker på religiøse mindretal i Europa, så er det oplagt, at
man skal tilstræbe, at de ikke bliver svinet til. Men denne
bestræbelse må aldrig blive et påskud for at begrænse ytringsfriheden.
Aldrig. I historien om den vestlige civilisation er det frie ord
essentielt. Det fuldt udviklede civiliserede samfund er et samfund,
hvor ytringsfriheden er fundamental. Det står jeg fast på, også selv
om der er kræfter i mit hjemland, der forsøger at bremse mig. Om det
er risikabelt at være så insisterende? Tjah. Jeg har skrevet bøger i
32 år, og jeg er her jo endnu,« siger Orhan Pamuk.
Tilfældet Irving
Det store spørgsmål - det spørgsmål, som hele tiden diskuteres her i
Göteborg - er, om der da ikke et eller sted går en grænse alligevel?
Om grænsen ikke går der, hvor man taler hadefuldt om andre mennesker
på grund af deres religion, deres seksualitet eller deres etnicitet?
Ytringsfrihedsorganisationen International PEN kalder den slags tale
for hate speech. Og fordømmer den.
»Og det er også fair nok,« siger ungarske Miklós Haraszti, der
beskæftiger sig med frie medier i den europæiske
samarbejdsorganisation OSCE.
»Enhver form for opfordring til vold og overgreb mod andre er
naturligvis uacceptabelt. Omvendt ligger svarene på, hvordan man skal
reagere i en given situation, ikke altid lige for. Forsøger vi at
begrænse de ubehagelige synspunkter, risikerer vi at skade os selv.«
Miklós Haraszti giver et eksempel: Den berygtede britiske historiker
David Irving blev for nylig idømt fængselsstraf i Østrig, fordi han i
bog efter bog havde sat spørgsmålstegn ved eksistensen af Holocaust. I
Østrig og Tyskland er sådanne ytringer - af let forståelige historiske
årsager - forbudte. Men er det nu også fornuftigt og rimeligt at
kriminalisere dem? Nej, mener Miklós Haraszti.
»Det allersværeste er at tillade ytringer, man ikke selv er enig i.
Jeg afskyr alt, hvad David Irving står for, men jeg er imod, at han
ikke må sige det, han siger. Sandheden om Holocaust er så fast
forankret i den vestlige civilisation, at man godt kan tåle, at
mennesker som David Irving siger noget andet. Når en mand som han
bliver fængslet, i hjertet af Europa, er det en foræring til vores
modstandere. Vi så det med det samme. Den iranske præsident misbrugte
tilfældet Irving, idet han hævdede, at sagen mod ham var et udtryk
for, at der heller ikke er ytringsfrihed i Europa. Det er skræmmende,
når et regime, der er mønstereksempel på manglende ytringsfrihed, kan
bruge vores egne begrænsninger mod os selv.«
Ytringsfriheden inkluderer altså - ifølge Miklós Haraszti - retten til
at sige vanvittige ting, som ethvert fornuftigt menneske må tage
afstand fra. Den indebærer også, siger han, at journalister skal have
ret til at videregive oplysninger, som stater vil holde hemmelige,
fordi, som han siger, »journalister repræsenterer ikke staten«. Og den
indebærer - ikke mindst - retten til at krænke.
»Da der blev ballade om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, så vi, at
liberale kræfter i Europa bakkede op om de mennesker, der følte sig
fornærmede på deres religions vegne. De gjorde det i den bedste
mening. Men det er en farlig vej,« siger Miklós Haraszti.
»Tankegangen synes at være, at når vi ikke kan give vores indvandrere
et godt liv, så kan vi da i hvert fald give dem nogle forbud. Det er
en billig måde at dulme skyldfølelsen på. Men det er ødelæggende for
friheden.«
Men er ytringsfrihed så også svaret på alle problemer? Garanterer
ytringsfrihed i sig selv demokrati? Spørgsmålet om, hvordan de to
størrelser spiller sammen, optager mange af deltagerne på årets
bogmesse. Én af dem er Hugh Miles, der er Mellemøst-korrespondent for
bl.a. Daily Telegraph og forfatter til en bog om den arabiske
TV-nyhedsstation Al Jazeera.
»Man kan ikke have demokrati uden ytringsfrihed. Men man kan godt have
ytringsfrihed uden demokrati,« fastslår Hugh Miles.
»Al Jazeera er et godt eksempel. Stationen kan frit fortælle, hvad den
vil, men det er den arabiske verden ikke blevet mere demokratisk af.
Al Jazeera har vundet slaget om ytringsfriheden, men TV-stationen har
tabt krigen om de grundlæggende civile rettigheder. Det er i det hele
taget en velkendt mekanisme, at arabiske regeringer løsner censuren,
mens de samtidig strammer grebet om det politiske liv. Medierne bliver
brugt til at lukke damp ud med. Samfundene forbliver ufrie.«
»Forskel på religioner«
Dér fik pessimisterne endnu en knage at hænge deres pessimisme på. Er
der da slet ikke noget, der peger i en anden - og mere positiv -
retning? Egentlig ikke, skal man tro den somaliskfødte forfatter og
eks-politiker Ayaan Hirsi Ali, der skrev manuskriptet til »Submission«
- den senere myrdede hollandske filminstruktør Theo van Goghs
voldsomme angreb på islamisk kvindeundertrykkelse. Ayaan Hirsi Ali
siger, at der er massive problemer. Hun siger også, at det er islam,
der udgør den største fare for ytringsfriheden.
»Der er forskel på religioner,« siger Ayaan Hirsi Ali, der - som den
eneste af bogmessens mange deltagere - er omgivet af svært bevæbnede
politifolk og sikkerhedsvagter.
»Problemet med ytringsfrihed er ikke særlig stort blandt kristne,
hinduer, buddhister og jøder. Til gengæld indtager problemet en meget
prominent plads inden for islam. Mange muslimer over hele verden
mener, at når religion og ytringsfrihed støder sammen, er det
ytringsfriheden, der skal bøjes.«
Dén holdning er selvfølgelig totalt uacceptabel, siger Ayaan Hirsi
Ali. Islam er jo blot nogle ideer, påpeger hun. Islam er ideer, som
man kan forkaste eller acceptere, ligesom man kan forkaste eller
acceptere kristendom, kommunisme, liberalisme og alt muligt andet
tankegods. Islam er ideer, der skal sættes under debat. Sådan som det
skete, da Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne.
»Mennesker bliver sprunget i luften i Muhammeds navn. Hvad galt er der
så i at bringe en tegning af profeten med en bombe i turbanen?,«
spørger Ayaan Hirsi Ali. Og hun giver selv dette svar på spørgsmålet:
»Jyllands-Posten lavede et stykke satire. Dette stykke satire skulle
forstås i den sammenhæng, det blev bragt i, nemlig en verden, hvor
islam bruges til at legitimere vold med. Jyllands-Posten havde både en
moralsk ret og en pligt til at publicere Muhammed-tegningerne.«
<<<<<
--
Et frit samfund er et samfund,
hvor det er ufarligt at være upopulær
/Adlai E. Stevenson/