BAGHBAN (2003) er noget så sjældent som en indisk film inspireret af et
besøg i Danmark.
Da den legendariske indiske filmskaber B.R. Chopra (f. 1914) nemlig
opholdt sig i København i 1973, boede han overfor et plejehjem, hvis
beboere han af og til gik over og talte med. Chopra blev rystet over de
gamles ensomhed og hvad han oplevede som familiernes og især børnenes
svigt af de mennesker, der havde givet dem alt, og besluttede at lave en
film om det - Dilip Kumar var allerede udvalgt til hovedrollen.
Denne film blev dog atter skrinlagt, og først i 2003 blev ideenført ud i
livet med Baghban ("Gartneren"), produceret af B.R. Chopra og instrueret
af hans søn Ravi.
Filmens hovedperson Raj Malhotra (spillet af Amitabh Bachchan) har livet
igennem givet alt til sin familie og sine fire sønner - han har arbejdet
gennem hårde tider, og i kampen for at give børnene den bedst mulige
start i livet har han intet lagt til side til sig selv.
Livet igennem har han set sig selv som en gartner og familien som en
have, under hvis skyggefulde træer han kan hvile sig, når han bliver gammel.
Nu er tiden kommet, hvor han skal på pension, og sammen med sin hustru
Pooja (Hema Malini) beslutter han, at de gerne vil tilbringe deres
sidste år med deres børn og børnebørn, og inviterer følgelig deres fire
sønner på besøg, så de i fællesskab kan afgøre, hos hvem af dem de først
kan bo.
Børnene og deres ægtefæller er imidlertid alt andet end begejstrede og
finder på en lumsk plan, der skal få de to gamle på bedre tanker: Deres
far og mor kan godt bo hos dem, men ingen af dem har plads til hele to
nye beboere, så de må derfor bo hver for sig, hos hver sin familie efter
tur: Først bor de seks måneder hos de to ældste, herefter seks måneder
hos de to yngste, osv.
Dette indvilliger de i med tungt hjerte, men lider frygteligt under
adskillelsen efter fyrre års ægteskab. Raj finder efterhånden også ud
af, at han åbenbart er sunket en del i sine børns agtelse nu, hvor det
viser sig, at han ikke har flere penge.
Han finder dog en ven i indehaveren af en lokal café (Paresh Rawal) og
udøser sit hjerte til en gammel skrivemaskine i form af et manuskript,
hvori han fortæller om gartnerens drømme og frygtelige skuffelse.
Filmen ender med, at Raj og Pooja genforenes og søger tilflugt hos
adoptivsønnen Alok (Salman Khan), der netop er kommet hjem fra sine
studier i England.
I modsætning til sine adoptivbrødre har Alok ikke noget højere ønske end
at have sine forældre boende og elske og ære dem over alt på denne jord.
Da Rajs manuskript pludselig dukker op og får stor succes som bog og
faderen dermed er kommet til penge igen, kommer hans fire biologiske
sønner i tanker om slægtskabet og forsøger at forsone sig med deres
gamle far - men de skal blive klogere ...
Baghban er en film om værdiernes kollaps, om familiesammenholdets demise
midt i moderne tiders travlhed og karrierejag, og for et vestligt
publikum kan det sagtens virke som en dybt reaktionær film. Den har dog
altid hjertet på rette sted: Sønnernes fejl er ikke, at de lever deres
eget liv, men at de kun tænker på sig selv og glemmer at elske den, der
gav dem livet.
Dette kunne have været unødigt melodramatisk og over-the-top, og det er
det vel egentlig også i et vist omfang - somme tider er pointerne i form
af sønnernes nederdrægtighed og adoptivsønnen Aloks ubetingede villighed
til at bruge resten af livet på at tilbede sin fader trukket lovligt
hårdt op.
Men det gør faktisk ikke så meget, for i det store og hele er historien
fortalt med et let hjerte.
Filmens smukkeste element er kærlighedshistorien, for en gangs skyld
ikke mellem to teenagere, men mellem to gamle mennesker, der har levet
sammen i fyrre år og stadig er som nyforelskede. Amitabh Bachchan og
Hema Malini er fortryllende i rollen som det gamle ægtepar, som ikke kan
leve uden hinanden.
De er måske dog lidt for ungdommelige (begge omkring de 60 år, da filmen
blev indspillet) til helt at passe til rollen som svagelige ældre.
Til gengæld bæres filmen i høj grad igennem af netop Amitabh Bachchans
præstation; hans klovnerier, fortvivlelse, sang, dans og indtrængende
tale mod filmens slutning er en fornøjelse at se.
Æstetisk fungerer filmen godt, og der er en række gode sange, hvoraf et
par stykker dog måske godt kunne have været sparet væk for at få tiden
til at glide lidt hurtigere.
Ikke nogen stor film, men alt i alt en tankevækkende komedie, med en for
mange sikkert provokerende venden op-og-ned på egne værdier, og en stærk
præstation af Amitabh Bachchan, der ikke for intet betegnes som den
største indiske skuespiller gennem tiderne.
--
http://www.modspil.dk/film/
- fordi tiden kræver et MODSPIL!