"Jesus-loves-you skrev
(Sent: Wednesday, September 20, 2006, CET 01:10)
5693 ... was NOT on-line at 2006-09-20, CET 01:23 ...
Last censor:
5692 news:rL_Pg.81$6O2.19@news.get2net.dk
[ ... ]
> Domkirkeklokker amok i Ribe i nat
[ ... ]
> Hmm ... einem "rykker" ?
>
> Undskyld DADDY!
>
> The message 12:10 will be send out, soon.
Indhold (i denne fil):
Pavens tale den 12. september 2006
Pavens tale den 12. september 2006 (resumé)
-
Heaven-Break:
(2006-09-19, Tuesday, CET 14:17:05, delay -00h01m56s)
- " ... (OUTPUT KD-artikel) ... "
Okay:
Kristeligt Dagblad skrev Tirsdag d. 19. september 2006, side 4, følgende:
=== citat start ===
Oldlyden af talen
Pave Benedikt XVI's forelæsning den 12. september ved et møde med
videnskabsfolk i Regensburgs Universitets aula.
Enkelte passager er slettet af pladshensyn. dette er markeret med kursiv
Tro, fornuft og universitetet
Mine damer og herrer!
Det er et bevægende øjeblik for mig endnu engang at stå ved
Universitetets talerstol og nok engang holde en forelæsning.
( .... passage om pavens erindringer fra universitetet i Bonn sletter,
red.)
Det var en ubestridt holdning på hele universitetet, at stillet over for
så radikal, skepsis er det både nødvendigt og fornuftigt at bruge fornuften
til at forstå Gud med - og gøre det i sammenhæng med den overleverede
kristne tro.
Alt dette randt mig i hu, da jeg for nylig læste en udgivelse af
professor Theodore Khoury af en del af den dialog, som den lærde byzantinske
kejser Manuel II Palacologos førte med en dannet perser om kristendommen og
islam og sandhedsindholdet i de to.
Dialogen fandt formentlig sted i 1391 i vinterlejren ved Ankara, og
kejseren menes at have nedtegnet den under belejringen af Konstantinopel
mellem 1394 og 1402. Dialogen berører bredt de religiøse strukturer, som
Bibelen og Koranen indeholder og kredser især om Gudsbilledet og
menneskeopfattelsen. Men også nødvendigvis igen og igen mellem de tre love:
Det Gamle Testamente, De Nye Testamente og Koranen.
I denne forelæsning vil jeg kun behandle et enkelt punkt, som i
princippet er marginalt placeret i dialogen. Det har fascineret mig i
forbindelse med emnet tro og fornuft og har fungeret som udgangspunkt for
mine overvejelser om emnet.
I den syvende samtalerunde, som professor Khoury har udgivet, kommer
kejseren ind på temaet jihad (hellig krig).
Kejseren vidste sikkert, at der i sura 2, 256 står skrevet: ingen tvang i
trosanliggender. Det er en af de tidlige suraer, fra dengang Muhammed selv
var magtesløs og truet. Men kejseren kendte naturligvis også de senere
bestemmelser i Koranen om hellig krig. Uden at indlade sig på de detaljer om
forskelsbehandlingen af "skriftbesiddere" og "vantro" slår kejseren
forbavsende brysk ned på det centrale spørgsmål om religion og vold.
Han siger til sin samtalepartner: "Vis mig, hvad Muhammed har bragt af
nyt - og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Så som at
han foreskrev, at troen, som han prædiker, skal udbredes med sværdet".
Kejseren begrunder derefter indgående, hvorfor udbredelsen af tro med
vold og magt er fornuftstridigt. Volden står i modsætning til Guds natur og
sjælens natur. "Gud finder ikke behag i blodsudgydelse, og det er mod Guds
natur at handle ufornuftigt. Troen er frugt af sjælen, ikke af kroppen.
Den, som vil have andre til at tro, har brug for evnen til at tale godt og
tænke retsindigt - ikke vold og trusler ... For at overbevise en fornuftig
sjæl, behøver man hverken fysisk styrke eller slagvåben eller noget andet
middel, hvormed man kan true nogen med døden...".
Den afgørende læresætning i denne argumentation mod tvungen omvendelse
lyder: "Det er mod Guds natur at handle ufornuftigt". Udgiveren Khoury har
dertil denne kommentar: "Kejseren er opvokset med den græske filosofi, og
for ham er læresætningen selvindlysende. For den muslimske lærde, derimod,
er Gud fuldkommen transcendental. Hans vilje er ikke bundet til nogen af
vores kategorier - heller ikke fornuften".
(... et yderligere citat af Khoury er slettet, red.).
Denne skillevej i opfattelslen af Gud og således i den konkrete
virkeliggørelse af religionen udfordrer os stadig i dag: Er det særligt
græsk at mene, at det er mod Guds væsen at handle fornuftstridigt? Eller
gælder det altid og i sig selv?
Jeg mener, at den dybe samklang mellem det bedste af den græske filosofi
og den på Bibelen grundede gudstro bliver synlig her. I
skabelsesberetningens første vers indleder Johannes sit evangelium således:
"I begyndelsen var ordet". Det er netop den formulering, kejseren bruger:
Gud handler ved hjælp af logos, som både er fornuft og ord.
( ... en uddybning af evangelistens brug af fornufts-begrebet slettet,
red.).
Sammenfaldet mellem det bibelske budskab og den græske filosofi var intet
tilfælde. Paulus' åbenbaring viste ham, at vejen til Asien var lukket, og
siden så han en makedoniers ansigt og hørte ham råbe: "Kom hertil og hjælp
os" (Ap.G. 16, 6-10). Denne åbenbaring kan tydes som et krav af den indre
nødvendighed af en tilnærmelse mellem den bibelske tro og de græske
spørgsmål.
Reelt var denne tilnærmelse for længst i gang. Guds underfulde navn, der
blev afsløret i kraft af den brændende busk; et navn, der adskiller denne
Gud fra alle andre guddomme i forskellige afskygninger og nøjes med at
undsige hans væren. Dette er en bestridelse af mythos, myten, på samme måde
som med Sokrates' forsøg på at overvinde og nå videre end mythos.
Den proces, der tager sin begyndelse med den brændende tornebusk, kommer
i Det Gamle Testamente til ny modning på grund af eksilet. Israels Gud - et
Israel uden land og gudsdyrkelse - bliver udråbt som Gud over himlen og
jorden og præsenterer sig med en enkel formel, der viderefører ligningen om
tornebusken: "Det er mig".
Denne nye forståelse af Gud går hånd i hånd med en art oplysningstid, der
giver sig udtryk i en drastisk spotten af de menneskeskabte guder (for
eksempel sk 115).
Trods den bitre konflikt med de hellenistiske herskere, der med tvang
forsøgte at passe den bibelske tro til grækernes traditioner og afgudskult i
den hellenistiske periode, mødes bibelsk tro også med de allerbedste af de
græske idealer og tanker, hvilket resulterede i en gensidig berigelse, der
særligt er tydelig i den seneste litteratur.
I dag ved vi, at Det Gamle Testamente, der blev oversat i Alexandria -
Septuaginta - er mere end blot en simpel oversættelse af den hebræiske
tekst. Den er et selvstændigt skriftligt vidnesbyrd og en vigtig del af
åbenbaringshistorien. Mødet mellem kristendom og græsk filosofi har i
Septuaginta realiseret sig på en måde, der har fået afgørende betydning for
kristendommens fødsel og udbredelse.
I bund og grund handler det om mødet mellem tro og fornuft, om den rette
lære og religion. Manuel II har i sandhed kunnet sige, som han sagde, ud fra
den kristne tros indre væsen og tillige ud fra det hellenistiske væsen. Det
er mod Guds væsen at handle uden logos.
(.... passage om tendenser i senmiddelalderen indenfor teologien til at
sprænge syntesen mellem græsk tonkning og kristen tro er slettet, red.)
Den her antydede tilnærmelse mellem bibelsk tro og græsk filosofi er ikke
blot en religionshistorisk, men også en verdenshistorisk afgørende proces,
der forpligter os helt op til i dag. Dette møde taget i betragtning kan det
ikke undre, at kristendommen - trods dens oprindelse og store udbredelse i
Orienten - har fået sit historisk afgørende præg i Europa. Omvendt kan vi
sige: Dette møde, som arven fra Rom føjer sig til, har skabt Europa og er
blevet grundlag for det, man med rette kan kalde Europa.
Den tese, at den græske arv, som på afgørende vis er blevet bearbejdet,
udgør en meget vigtig del af den kristne tro, står over for udfordringen om
en afhellenisering af kristendommen, som siden begyndelsen af nyere tid har
behersket de teologiske kredse stadigt mere. Ser man nærmere efter, kan man
iagttage tre bølger i afhelleniserings-programmet, der - skønt indbyrdes
forbundne - har klart forskellige begrundelser og mål.
Afhelleniseringen manifesterer sig første gang i forbindelse med det 16.
århundredes reformations grundanliggender. Ser man på den klassiske,
skolastiske teologi, var reformatorerne af den opfattelse, at de havde at
gøre med et trossystem fuldstændig betinget af filosofien, nærmere betegnet
en artikulation af troen baseret på et fremmedartet tankesystem.
Resultatet blev, at troen ikke længere eksisterede som et levende
historisk ord, men derimod som et element inden for en dominerende
filosofisk tankegang. Princippet i "sola Scriptura" var på den anden side
at søge efter troen i sin reneste og oprindelige form, som troen oprindelig
forefindes i det bibelske ord. Metafysikken fødtes som præmis fra en anden
kilde, hvorfra troen nødvendigvis måtte frigøres for igen at kunne blive sit
enestående selv.
(....sætning om Kant slettet, red.)
Det 19. og 20. århundreders liberale teologi bragte den anden bølge i
afhelleniseringsprogrammet med sig. Adolf von Harnack stod som fremtrædende
repræsentant for denne bølge. I min studietid og i de første år af mit
akademiske virke var dette program også meget virksomt i den katolske
teologi - med udgangspunkt i Pascals skelnen mellem filosoffernes Gud og
Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. ( ...sætning om Benedikt XVI's
tiltrædelsesforelæsning i 1959 slettet, red.).
Som grundtanke står hos Hamack en tilbagevenden til mennesket Jesus og
til hans enkle budskab, der ligger forud for alle teologiens dække og for
helleniseringen: Dette enkle budskab tydeliggør omfanget af menneskets
religiøse udvikling. Jesus har taget afsked med tilbedelsen til fordel for
moralen - i det mindste bliver han fremstillet som faderen til et
menneskevenligt, moralsk budskab.
I grunden handler det om at bringe kristendommen i overensstemmelse med
den moderne fornuft igen - netop ved at befri den fra tilsyneladende
filosofiske og teologiske elementer som troen på Kristi guddommelighed og
Guds treenighed. For så vidt indordner Det Nye Testamentes historiskkritiske
udlægning på ny teologien i universitetets kosmos: Teologien er for Harnack
i alt væsentligt historisk og dermed strengt videnskabelig. Hvad der
formidles af kritik af Jesus, er så at sige udtryk for den praktiske fornuft
og dermed også forsvarligt i universitetssammenhæng.
(.... passage om den nyere tids tilbageholdenhed med fornuften, som den
fandt sit klassiske udtryk i Kants kritik og siden er blevet yderligere
radikaliseret af den naturvidenskabelige tænkning, slettet, red.).
Før jeg kommer til de afsluttende konklusioner - det, som jeg vil frem
til med alt dette - vil jeg i al korthed komme ind på den tredje
afhelleniserings-bølge. Den, der finder sted for øjeblikket.
I lyset af det aktuelle møde mellem mange kulturer, siger man i dag ofte,
at den syntese med det græske, som blev fuldbyrdet i den gamle kirke, var en
første kulturtilpasning af det kristne, som man ikke bør forpligte de andre
kulturer på. Det må være deres ret at gå bagom denne kulturtilpasning til
Det Nye Testamentes enkle budskab for at integrere det på ny i deres
kulturområder.
Denne tese er ikke blot falsk, men også klodset og upræcis. For Det Nye
Testamente er skrevet på græsk og bærer i sig selv den kontakt med den
græske ånd, som var modnet i den forudgående udvikling af det gamle
testamente. Ganske vist gives der lag i den gamle kirkes
tilblivelsesproces, der ikke behøver indgå i alle kulturer. Men det
grundlæggende, som netop omhandler troens sammenhæng med den menneskelige
fornufts søgen - det hører til selve denne tro og er udfoldet i
overensstemmelse med den.
Dermed er vi fremme ved min konklusion. Det forsøg på med brede
penselstrøg at fremlægge en kritik af den moderne forståelse af fornuften
har intet at gøre med at ville stille uret tilbage til før oplysningstiden
og afvise den moderne tids erkendelser. Det store ved den moderne
åndsudvikling bør anerkendes uformindsket.
Vi er alle taknemmelige for de store muligheder, som den har åbnet for
menneskene, og for de fremskridt i menneskelighed, som er blevet os skænket.
Videnskabens ethos er ønsket om at være lydig over for sandheden og som
sådan udtryk for en grundholdning, der hører med til kristendommens
fundament. Det er ikke ment som negativ kritik.
Min intention er hverken bagstræben eller negativ kritik. Hensigten er at
udvide vort fornuftbegreb og vores brug af fornuften.
For trods al glæden over menneskets nye muligheder ser vi også truslerne,
som udspringer af disse muligheder, og må spørge os selv, hvordan vi kan
blive herrer over dem. Det kan vi kun, hvis fornuft og tro finder hinanden
på ny; hvis vi overvinder den selvvalgte indskrænkning af fornuften til kun
at gælde det, der kan efterprøves i eksperimenter, og på ny åbner fornuften
i hele sin bredde. I den forstand hører teologien rettelig til ikke blot i
universitetet og videnskabernes dialog som en historisk og humanistisk
disciplin, men også som egentlig teologi - i sin spørgen til troens fornuft.
Kun på den måde bliver vi også virkelig i stand til den dialog mellem
kulturerne og religionerne, som er bydende nødvendig. I den vestlige verden
er det en udbredt holdning, at kun den positivistiske fornuft og de hertil
hørende former for filosofi er universelle. Men verdens dybt religiøse
kulturer betragter allerede denne udelukkelse af det guddommelige fra
fornuftens universalitet som en forseelse mod deres inderste
overbevisninger.
En fornuft, der er døv over for det guddommelige og trænger religionen ud
i subkulturernes område, er ude af stand til at gå i dialog med andre
kulturer. Desuden har jeg også søgt at vise, at den moderne
naturvidenskabelige fornuft med dens iboende platoniske elementer, peger ud
over sig selv og ud over rammerne for sin metode. Den moderne videnskabelige
fornuft bliver simpelthen nødt til at acceptere materiens rationelle
struktur og den overensstemmelse, der er mellem ånden og de herskende
rationelle strukturer i naturen, som noget, der er givet, og som dens metode
må bygge på.
Den må selv tage materiens rationelle struktur som korrespondance mellem
vor ånd og den i naturen gældende rationelle struktur for noget givent,
hvorpå dens metode beror.
Men spørgsmålet om, hvorfor det er sådan, består og må gives videre fra
naturvidenskaben til andre af tænkningens felter og former, nemlig
filosofien og teologien. For filosofien og på anden vis for teologien er
menneskehedens religiøse traditioners store erfaringer og indsigter, især
dog den kristne tros, en kilde til erkendelse. At afvise dem ville være en
utilladelig begrænsning.
Det minder mig om noget, Sokrates sagde til Phaedo. I den foregående
samtale er mange falske filosofiske holdninger blevet berørt, og nu siger
Sokrates: "Det ville være forståeligt, om man, i bar ærgrelse over så meget
falsk, hadede og hånede al tale om Væren resten af sit liv. Men på den måde
ville man gå glip af sandheden af Væren og lide stor skade."
Vesten har længe været truet af denne afvisning af sin fomufts
grundlæggende spørgsmål og kan kun lide skade derved. Modet til fornuftens
bredde - til ikke af frasige sig dens storhed - det er det program, en på
den bibelske tro forpligtet teolog går ind på i nutiden.
"Det er mod Guds vilje at handle ufornuftigt," sagde Manuel II ud fra sit
kristne forståelse af Gud til sin persiske samtalepartner. I dette store
logos, denne brede fornuft, indbyder vi kulturerne til at være vore
samtalepartnere. Altid at finde sig selv igen er universitetets store
opgave.
Hele talen kan læsles på
www.vatican.va
Oversat af Sara Høyrup og Malene Muusholm
=== citat slut ====
Se evt. også:
http://www.catholica.dk
http://www.catholica.dk/fileadmin/1134/catholica.dk_1134-16.09.2006-Benedikt_XVI-Hvad_sagde_pave_Benedikt_egentlig.pdf
-
Pavens tale den 12. september 2006 (resumé)
Heaven-Break:
(2006-09-19, Tuesday, CET 22:33:56, delay -00h01m56s)
- " ... (OUTPUT KD-artikel) ... "
Okay:
Kristeligt Dagblad skrev Lørdag d. 16. september 2006, side 5, følgende:
=== citat start ===
600 år gammelt citat sætter muslimske følelser i kog
af Andreas Rude
[ ... ]
Det sagde Paven
* I sin forelæsning om temaet tro og fornuft på Regensburg Universitet
citerede pave Benedikt XVI en gammel dialog mellem mellem den byzantinske
kejser og en lærd muslimsk perser fra 1391, hvor kejseren berørte
forestillingen om hellig krig.
* Uden at fortabe sig i detaljer som for eksempel forskellene i den måde
'Bogens folk" og vantro behandles på, henvender han (kejseren sig med
overraskende bryskhed til sin samtalepartner (den lærde muslim) om det
centrale spørgsmål om det generelle forhold mellem religion og vold og
siger: 'Vis mig, hvad nyt Muhammed bidrog med, og du vil opdage, at det kun
var ondskab og umenneskelighed, for eksempel hans ordre til at den tro, han
prædikede, skulle spredes ved sværdet."
* ( ... Kejseren siger videre) 'Gud bliver ikke glad ved synet af blod, og
ikke at handle fornuftigt strider mod Guds natur. Tro er født af sjælen,
ikke af kroppen. Den, som vil lede en anden til troen, har brug for gode
talegaver og fornuftig argumentation uden at forfalde til vold og trusler.
( ... ) For at overbevise en fornuftig sjæl behøver man ikke en jernnæve,
våben af nogen art eller andre former for metoder, hvormed man kan true et
menneske med døden ..."
* Pavens konklusion på denne samtale er: "Det afgørende synspunkt i dette
argument imod konversion med vold er dette: Det er imod Guds natur at handle
ufornuftigt."
=== citat slut ====
.... apropos det *úlogiske* tankegang, at en *kærlig* Gud overhovedet kan
finde på at skabe mennesker, hvis de blot skal lemlæstes og myrdes (Det har
jo INTET med kærlighed at gøre).
-
Coming up:
5695, Re: Pave-krisen
Kommentarer og kritik af Pavens tale (heriblandt the 12:10 message)
Last file-OUTPUT:
5693 news:TN_Pg.82$d%2.36@news.get2net.dk
This file could NOT be send on-line at ...
2006-09-20, Wednesday, CET 04:01
across denied ...
Med venlig hilsen,
Mogens Kall, The servant of Michael
--
Info: 5676 news:IZTKg.32$lO5.27@news.get2net.dk
(use
http://groups.google.dk/group/no.kultur.folklore.ufo/ ).
(or
http://groups.google.dk/groups?q=Mogens+Kall&start=0&scoring=d& ).
File-number: 5694