Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff wrote:
> Ja, så skulle det vel ske.
>
> Mors dejlige røde mis, der elsker at ligge og flette fingre i sofaen,
> er ikke mere. Han har skrantet et stykke tid nu og har været på
> piller for skjoldbruskkirtlen, og han tog på. Det var bare huiiiiii.
> Her i weekenden krabbede han langs gulvet og var ikke interesseret i
> vådfoder, som ellers kunne få ham op at køre. Han harkede og
> snottede, så jeg tørrede næse på ham.
>
> Straks mandag morgen ringede jeg til Raiku, og hun ville gerne se
> ham. Hun havde haft en mistanke om kræft ud fra mine tidligere
> rapporter. Og da han kom ud, sagde hun bare, hvordan er det dog, at
> du ser ud. Dehydreret, indsunkne øjne, og hun hørte om hospitalet
> havde checket for kræft. Ikke hvad jeg har fået at vide, da de
> koncentrerede sig om skjoldbruskkirtlen. Han var bare skind og ben og
> krabbede rundt.
>
> Hun tilbød et 2 ugers smertestillende kur, for at se om det rettede
> sig om, men han var bare så lille og sart, at jeg bare sagde no way.
> Ikke flere ture til dyrlægen for hans vedkommende. Det var ikke min
> uvilje, der skulle skinne igennem der, det var hvad der var bedst for
> katten. Og han havde det virkelig ikke godt.
>
> Men nu har jeg mistet endnu en af mine gode misser. 3 stk. siden
> november, og Hampus i marts og Yazoo nu her er klart de værste. Men
> nu har de da i det mindste endnu flere af vennerne på Regnbuebroen.
>
> Og jeg har bare tudet og tudet. Heldigvis blev jeg underkendt af min
> bedste ven, så han stod herovre til kram og lidt vin og småpludren.
> Men jeg var jo klar over det. Han har skrantet længe, og jeg havde en
> grum fornemmelse i maven, da vi kørte til Raiku i eftermiddag. Men
> jeg kunne godt se, at det ville være at forlænge hans pinsler.
>
> Yazoo, mors lille flettefingremis, for hulen hvor jeg savner dig. Men
> jeg ved, at du nu tonser rundt med Harry og Hampus på den anden side
> af regnbuebroen, og jeg glæder mig, til vi mødes igen. Du har altid
> været min favoritmisser, og jeg vil virkelig savne det at flette
> fingre med dig, når du lå og hyggede på min mave.
>
> Yazoo, min lille engel, sovepestilens m.m., jeg håber, at jeg gjorde
> det bedste, men du kunne heller ikke lide turen til dyrlægen, så bare
> tanken om flere ture frem og tilbage til kontrol, var alt rigeligt
> til at sige stop. Jeg håber, at du forstår og tilgiver mig.
>
> Yazoo, jeg elsker dig over alt på jorden, og jeg savner dig bare SÅ
> meget. Lev vel, til vi mødes igen, mors dreng.
>
> De allerdrøveligste hilsener
> Lise ( og de nu resterende 4, som klart kan mærke, at noget er
> rivende galt)
Øv Lise, hvor er det trist. Og så mange i løbet af kort tid
Men hvor VAR det altså flot at dig at stoppe behandlingen, det må jeg sige,
der var du virkelig på missens side. Det håber jeg trøster dig en smule, det
var i hvert fald et fint træk. Ja, sådan noget kan man mærke i maven, og
hårdt er det og SÅ svært.
Mange kram fra Denise