At være medlem af religiøs forening =
sekt fx den katolske kirke er rystende ligegyldigt ifølge Jesus, der
siger at vi er præster for hinanden og man skal give gud hvad guds er
og kejser hvad kejsers er.
Men som folkekirkemedlem er man landsforrædder og støtter muslimerne -
paven har derimod vist nosser mht at præcisere farer ved Islam,der jo
er voldelig erobringsbevægelse mere end privat gudstro.
Tro er en måde at få orden i sagerne ved at vælge nogle
dogmer=fordomme, altså en falliterklæring.
Men sådanne illusioner er livet fuldt af, og der kan være hyggelig
samvær forbundet med gudstjeneste,hvis man er til sådant (hvad jeg
ikke er - ritualer keder).
Tro gejler nogle troende op til ekstase og følelse af overlegenhed,og
helt som rusmidler har kunstig ekstase ofte en nedtur, tømmermænd.
Bilder man sig ind at egen tro er bedre end andres, kan man let
skuffes og indse at fx buddhisme, scientology, lutheranisme og andet
er et fedt.
Al selvskabt ekstase kan være kunstige temperaments-udsving og
højdepunkt-konstruktion og nedtur er uundgåelig, men afveksling fryder
og på det jævne, på det jævne kan være kedeligt. Men praktisk for
medmennesker,når man er som en klippe og stabil og troværdig.
"Vil du kunne juble af glæde, må du også være parat til at blive
nedbøjet til døden. Nietzsche
|