---

Puha - i tirsdags måtte vi sige farvel til vores elskede schæferhund, der
ikke længere kunne bevæge sig rundt. Kors, hvor er det hårdt! Alt her i
huset minder om den skønne hund, der har været min nærmeste allierede i de
sidste 12 år. Det er jo næsten sygeligt - vi har endnu ikke støvsuget og jeg
kan se hans hundehår her og der. Kan faktisk ikke overskue, at de skal
støvsuges væk. Også hans madras, som han altid har ligget på i stuen er
urørt. Der er stadig spor efter ham på den, og jeg kan ikke få mig selv til
at røre ved den...

Hvordan hulen kommer man dog over dette? Jeg er fuldstændig ude af stand til
at gøre andet end at tude og mit mine øjne ligner noget der er løgn -
bevæger mig helst ikke uden for min hoveddør for ikke at skræmme folk fra
vid og sans med mit hærgede udseende.

Jeg ville ønske, jeg havde børstet hunden lidt inden han tog herfra - så
havde jeg da noget af ham, som jeg kunne kigge på og røre ved en gang i
mellem...

Kors, hvor jeg dog savner min skønne hund....

Jeg vidste, det ville blive slemt, men ikke så slemt...

CH :(

---

Hej CH

Jeg kan godt følge dig. Du er selvfølgelig ked af at have mistet en
god ven gennem mange år.

Med hensyn til støvsugning, så kan jeg trøste dig med, at du i mange
måneder frem stadig vil finde hår efter din hund.
Min lab blev aflivet i februar, og jeg finder indimellem stadig hår
på noget tøj, der hænger i skabet + et par andre steder. Og jeg vil
straks sige, at jeg altså har gjort rent, men hundehår har det med at
dukke op.

K.h. Lone
www.makker.dk

---

C.H wrote:
> Puha - i tirsdags måtte vi sige farvel til vores elskede schæferhund,
> der ikke længere kunne bevæge sig rundt. Kors, hvor er det hårdt! Alt
> her i huset minder om den skønne hund, der har været min nærmeste
> allierede i de sidste 12 år.

Trist at hører, jeg føler med dig
Men 12 år må vel trods alt siges at værer godt gået for en Schæfer.

/Jens

---

"C.H" <vaxen7@hotmail.com> skrev i en meddelelse

> Hvordan hulen kommer man dog over dette? Jeg er fuldstændig ude af stand
> til at gøre andet end at tude og mit mine øjne ligner noget der er løgn -

Det gør mig rigtig ondt på jeres vegne, at i har mistet jeres dejlige hund.


Desværre kommer man nok aldrig rigtigt over det. Tænker stadig næsten
dagligt på vores dejlige labrador, der kun nåede at blive knapt 2 år.
Heldigvis har man stadig de gode minder + hjemmevideoen, at se tilbage på,
men det er stadig hårdt, selvom det snart er 2 år siden vi mistede hende.

Som Jens skriver, så er 12 år jo en pæn alder for en schæfer, så det må
trøste jer lidt, at jeres hund har haft et langt og godt liv...

--
Mvh. www.tjekmig.dk
http://tjekmig.dk/forum/
Beskriv din hund på:
http://tjekmig.dk/hotornot/

---

>Hvordan hulen kommer man dog over dette?

I vores familie kender vi kun ét middel mod den store sorg det er at miste
et skattet familiemedlem: at få en lille, ny afløser så hurtigt som muligt.
Den metode har virket for os gennem de 38 år, hvor vi har haft hund.
For 2½ år siden måtte vi også sige farvel til vores næsten 12-årige
schæferhund, men en lille colliehvalp hjalp både os og katten igennem savnet
af vores elskede bedste ven.
Jeg føler med jer!

--
Venlig hilsen, Ragna

http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=446

---

On Mon, 3 Jul 2006 12:59:33 +0200, "C.H" <vaxen7@hotmail.com> wrote:


>Jeg vidste, det ville blive slemt, men ikke så slemt...

Du vil savne din hund i lang tid fremover, og det ER ikke nemt at sige
farvel, men prøv lige at vende situationen rundt...

Du havde en gammel hund, som dårligt kunne slæbe sig rundt, så dit
alternativ ville være at skulle se på en dybt plaget hund, forsøge at
slæbe sig igennem smerterne. Dér er det en gave, at kunne give sin
gamle ven, gennem mange år, fred.

At du er ved at tude øjnene ud, er noget af det der hører med. Når man
anskaffer sig en hund anskaffer man sig samtidig en stor sorg, men
tiden ind imellem plejer gerne at være det hele værd - både for hund
og menneske.

Glæd dig over alle de gode år I havde sammen, og over at du nu har
kunne udfri din gamle ven fra hans (m/k) pinsler.
--
Leyna
http://www.tungogsmuk.dk
Foreningen for den brede del af befolkningen

---

"C.H" <vaxen7@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:e8atai$2u8a$1@newsbin.cybercity.dk...
> Puha - i tirsdags måtte vi sige farvel til vores elskede schæferhund, der
> ikke længere kunne bevæge sig rundt. Kors, hvor er det hårdt! Alt her i
> huset minder om den skønne hund, der har været min nærmeste allierede i de
> sidste 12 år. Det er jo næsten sygeligt - vi har endnu ikke støvsuget og
> jeg kan se hans hundehår her og der. Kan faktisk ikke overskue, at de skal
> støvsuges væk. Også hans madras, som han altid har ligget på i stuen er
> urørt. Der er stadig spor efter ham på den, og jeg kan ikke få mig selv
> til at røre ved den...
>
> Hvordan hulen kommer man dog over dette? Jeg er fuldstændig ude af stand
> til at gøre andet end at tude og mit mine øjne ligner noget der er løgn -
> bevæger mig helst ikke uden for min hoveddør for ikke at skræmme folk fra
> vid og sans med mit hærgede udseende.
>
> Jeg ville ønske, jeg havde børstet hunden lidt inden han tog herfra - så
> havde jeg da noget af ham, som jeg kunne kigge på og røre ved en gang i
> mellem...
>
> Kors, hvor jeg dog savner min skønne hund....
>
> Jeg vidste, det ville blive slemt, men ikke så slemt...
>
> CH :(
> Føler virkelig med dig - kender alt til situationen, vores "Rotte" døde
> for 2 år siden, vi havde dengang ikke tid til at tage en ny hvalp ind, men
> overtog en 1 år gammel D/S gårdhund han for at mildne savnet, det lykkedes
> rimeligt, men hentede i sidste uge endnu en ny rottweilerdame - nr. 4 af
> slagsen i de sidste 39 år jeg har haft hund, jeg regner med at kunne slide
> 2 mere op i mit liv(man er vel optimist).
> Så den bedste kur er at tage en ny hund ind. Og husk, som min gamle mor
> sagde: Du køber en glæde og køber en sorg!
Så husk de lyse timer/sjove episoder.
Ryddede op på vores datters værelse for 2 dage siden (hun er gravid og
flyttet sammen med sin kæreste), her fandt jeg en plasticpose med vores
gamle hunds tæppe, snor, legetøj etc. Det har ligget i 2 år, så vi har vist
alle vores egen måde at takle sorgen på.
Jeg sned alt ud som mindede om hende - datteren gemte.
Hilsen Pax/Tine/Cæsar/Ritza/Dina/Buller og lille nye Emmas madmor

>

---

Tak for jeres indlæg!

Jo, selvfølgelig er det da en rar tanke, at han blev så gammel, og jeg ved,
at han havde et godt liv. Han var det bedste i vores verden, det er der
ingen tvivl om.

Men en trøst føler jeg det slet ikke som - jeg savner ham fuldstændig
vanvittigt og der er intet som helst, der kan gøre det savn mindre...
Desværre..

I dag har vi samlet det meste af hans ting sammen. De bliver gemt, så jeg
kan kigge på det og røre ved det, når jeg nu ikke har ham. Det er helt
vildt, at det, at miste sin hund kan rive og slide så meget i sjælen - jeg
er ihvertfald overrasket.

Endnu en gang tak for indlæggene :)

CH

---

Hej!

Jeg forstår udmærket hvordan du har det.
Vi fik selv tage en frygtelig beslutning den 29 maj.
Vores dejlige cockerspaniel var ved dyrelægen og når
vi skulle hente hende fik vi det besked at de havde fundet
en kæmpestor kræft knude i hendes mave. Vi kunne så ha´taget
hende med hjem og fået sagt forvel til hende, hvad vi først sagde ja til,
men efter at vi havde besindet os lidt valgte vi at tage afsked med
hende med en gang, det havde været synd for Taja at tage hende med
hjem da hun jo ikke havde kunnet forstå hvorfor vi var så kede af det.
Jeg tror aldrig at jeg har været så ked af det som jeg var og jeg har
også grædt meget, Taja var jo kun 7 1/2 år og det kom jo som en
stor chok for os.
Vi tog så den beslutning efter et stykke tid at kigge efter en ny hund og
idag har vi så fået dejlige Catti som bliver 9 uger på fredag, det er også
en cockerspaniel. Det har taget noget af sorgen efter Taja da man får andet
at tænke over men Taja vil altid være i mit hjerte.
Så mit råd til dig er se dig om efter en ny hund.
MVH Ulla



"C.H" <vaxen7@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:e8atai$2u8a$1@newsbin.cybercity.dk...
> Puha - i tirsdags måtte vi sige farvel til vores elskede schæferhund, der
> ikke længere kunne bevæge sig rundt. Kors, hvor er det hårdt! Alt her i
> huset minder om den skønne hund, der har været min nærmeste allierede i de
> sidste 12 år. Det er jo næsten sygeligt - vi har endnu ikke støvsuget og
> jeg kan se hans hundehår her og der. Kan faktisk ikke overskue, at de skal
> støvsuges væk. Også hans madras, som han altid har ligget på i stuen er
> urørt. Der er stadig spor efter ham på den, og jeg kan ikke få mig selv
> til at røre ved den...
>
> Hvordan hulen kommer man dog over dette? Jeg er fuldstændig ude af stand
> til at gøre andet end at tude og mit mine øjne ligner noget der er løgn -
> bevæger mig helst ikke uden for min hoveddør for ikke at skræmme folk fra
> vid og sans med mit hærgede udseende.
>
> Jeg ville ønske, jeg havde børstet hunden lidt inden han tog herfra - så
> havde jeg da noget af ham, som jeg kunne kigge på og røre ved en gang i
> mellem...
>
> Kors, hvor jeg dog savner min skønne hund....
>
> Jeg vidste, det ville blive slemt, men ikke så slemt...
>
> CH :(
>
>
>