Martin Andersen skrev:
> ThomasB wrote:
>> "orla69" <madskering@vegemail.com> skrev i en meddelelse
>> news:1157362828.391279.160600@74g2000cwt.googlegroups.com...
>>
>>> der findes ingen guder, nisser eller paradis og liv efter døden.
>>> der findes kun videnskab
>>
>>
>> Det var da fornuftigt sagt
>>
>>
> Synes du? Jeg er ateist og synes det var dumt sagt. Videnskab er en
> abstraktion og "findes" ikke ude i naturen. Hvis han mente at der kun
> findes hvad der kan konstateres empirisk, så skulle han have sagt det i
> stedet for. Påstånden i sig selv er forresten heller ikke videnskabelig.
Nej, for så havde Videnskaben jo NETOP heller ikke haft nogen som helst
mulighed for at bidrage til ny erkendelse, hvis den i udgangspunktet
afskærer sig derfra!
Det er nu engang lidt sørgeligt med denne ret mærkelige, søgte
"Videnskabsortodoksi" som jeg i mange henseender (jeg er godt nok
kristen, men bestemt ikke Ungjordskreationist!) opfatter som et
misforstået forsøg på ligefrem at udnævne Videnskaben til "Vor tids
religion", hvilket i sandhed må siges at være en ganske grotesk
bjørnetjeneste: Hele det videnskabelige princip ligger jo i
udgangspunktet NETOP i at man kan føre (SAGLIG!) videnskabelig
diskussion på videnskabelige betingelser, hvis man altså har andre
holdbare teser end de herskende.
(Desværre er der så blandt visse kristne en udpræget tendens til både
stærkt redutionistiske "tankespring" i stil med f.eks. Jehovas Vidners
"Hvorfor er blomsten så flot? Jo, fordi Jehovah - som personificeret,
specifikt judæokristen Skaber-guddom - i Sin uudgrundelige Visdom har
skabt den sådan!"-retorik og dertil den berygtede "omvendte
bevisførelse" med Bibelen som "herskende tese", hvor alle lødige
indsigelser blankt afvises som "ukristelig lære", hvis de strider imod
den...)
Jeg må sige at jeg stadig - i kraft af at have læst både Filosofi og
Idehistorie som delfag på Universitetet - er ganske fascineret af,
hvordan de gamle grækere ganske iskoldt kunne _deducere_ sig frem til
viden, som altså på dèt tidspunkt ikke kunne verificeres empirisk, da
det hverken kunne måles eller vejes, men som alligevel siden synes
bevist: Tag nu blot sådan noget som Demokrits "atom-lære", der netop i
det tyvende århundrede først er blevet kraftigt bestyrket af vor egen
Niels Bohr, som vel at mærke fremsatte sine geniale teorier om
atommodeller FØR man ligefrem "visuelt" kunne iagttage enkelte atomer i
et moderne elektronmikroskop!
Menneskets tankeevne går dog således i denne henseende (heldigvis!)
langt forud for materien, hvilket jeg for så vidt selv kan få religiøs
gåsehud over...
Men dertil skal det altså også være sagt, at det er noget rigtigt skidt,
når man hhv. vil diskutere religion på videnskabelige betingelser eller
videnskab på religiøse betingelser: Det ene er TRO og det andet VIDEN og
disse to ting synes for så vidt at henhøre i totalt forskellige områder
af vor erkendelsesverden.
Af samme årsag plejer jeg, med en måske knapt så elegant omformulering
af en kendt dansk talemåde at sige følgende, når det kommer til
religion: "Man _skal_ ikke nødvendigvis VIDE Gud, men man kan så umærket
TRO på Ham!"
Jeg mener at erindre at den kristne kirkefader, historiker og teolog
Augustin (354-430), som betegnes som "kristen ny-platoniker" også engang
har været inde på noget af det samme angående den mere kvalitative
forskel mellem kristen tro (der immervæk er af temmelig
eksistensialistisk karakter i spørgsmålet om Frelse) og
(proto-)videnskabelig (dengang filosofisk præget) erkendelse.
--
Mvh
Anders Peter Johnsen