Humanisme blir ond af nul-intuition
Omkring reformationens start lærte genopdagede europæere den græske og
romerske tænknings kvaliteter med størst mulig lykke for flest
MENNESKER i centrum i stedet for gudens ære. Den kloge
menneskekærlighed blev som alle ny tankespor misbrugt af snedige
demagoger, der gav ordene dobbelt betydning og brugte dem dygtigt
underholdende, så folk ikke opdagede (selv)bedragerisk begrebsflydning
(som Cicero viste vedr snu demagogi)
Derfor har Søren Krarup ret, når han bebrejder humanister for især at
skade mennesker.
Jeg tror ikke, Tidehvervspræsten har ret i at Struensee og hans
læremester Rousseaus medlidenhed med de svage var lutter vildspor, men
megen medynk er egoistisk/vildledt spekulation i følelser og gør
skade, fx når muslimer importeres til DK udfra præk om
menneskerettigheder/lighed.
Det skal være lysten der driver værket og både individer og folk skal
realisere sig selv gradvist og spontant og ikke udfra stive
logik-konstruktioner.
Afskaffelse af tortur kom i DK på et tidspunkt hvor københavnerne var
modne til det - censurophævelse forsøgtes lidt for tidligt og
revolutionært og gav bagslag.
God humanisme er ikke spekulativ men gror frem af folks egen afvejning
af modstående behov, og et upolitisk "Care" og "Folkekirkens Nødhjælp"
kan opfylde folks givelyst til ulandsfolk, uden at stat og skat
indblandes.
Velgørenhed bør ikke trækkes fra i skat - er det noget værd, bærer det
lønnen i sig selv. Opofrelse bør være folks egen skjulte sag. Godhed
skal kunne betale sig og japansk ulandshjælp virker bedre end vor,
fordi de investerer og ikke giver gaver.
|