struer skrev:
> Da Gud skabte mennesket for 6000 år siden ophørte skabelsen eller
> "udviklingen" som mange kalder skabelsen for.
>
> Alle arter er fuldtudviklet og har i jordens 6000 års historie altid
> været fuldtudviklet.
>
> kan nogen bevise mig forkert med acceptable beviser ?
Jeg kan fortælle dig så meget som at vi her i den lokale Hareskoven i så
fald har stendysser som helt sensationelt er ældre end selveste Jorden!
Nej, helt seriøst, så fatter jeg altså ikke, når nutidens bekymrende
ungjordskreationiske kristne i dèn grad ligger under for den irske
biskop James Usshers (påfaldende pinligt "udæskende"?) 1600-talsforsøg
på "beregning af Jordens Skabelsesalder" og derfor desperat prøver at
indrette hele deres videnskabelige Verdensopfattelse efter den.
Der står jo INTET STED i Bibelen at Jorden ikke skulle kunne være
væsentligt ældre end 6000 år!
Det eneste vi egentlig har som blot tilnærmelsesvist belæg for denne
påstand er Mr. Usshers FORTOLKNINGER af Skabelsesberetningen, som der i
øvrigt af gode grunde alligevel ikke kan have været andre vidner til end
Gud Selv før "Sjettedagen" :
Men hvem siger at Skabelsen nødvendigvis bogstaveligt talt skulle være
foregået sådan som den beskrives deri og at der IKKE - fuldstændig
ligesom med apokalypsen (ordet "apokalypse" betyder egl. kun "afsløring"
på græsk) i Johannesåbenbaringen - i princippet udelukkende måtte kunne
være tale om en SYMBOLSK udlægning?
(Man bør i øvrigt huske på at Gud faktisk ret konsekvent har det med at
manifestere sine åbenbaringer i symboler, gåder og mærkelige
drømmesynes, som det således er op til profeterne - her måske Moses? -
at fortolke!)
Jeg opfatter det i hvert fald som et chokerende stort problem for vor
kultur at vi lever i en tid, hvor man åbenbart frit kan forkaste enhver
saglig vidensbaseret autoritet og i stedet er nået ud i et
hyperrelativistisk pop-vanvid, hvor folk åbenbart frit kan VÆLGE hellere
at ville tro på "Maren i kjæret"s kulrede konspirationsteorier og
sørgelige sladderpåstande, såsom mere eller mindre "spændende"
selvopdigtede skabelsesforklaringer end at forholde sig objektivt til
dokumenterbar virkelighed og videnskab.
Igen er det vist endnu engang blevet tid til den gamle pædagogvittighed
med lille Peter, der spørger sin 'pædagok', hvad klokken er, og får det
rystende meningsløse svar: "Hvad synes DU?"
Jeg har det sådan ca. ligeså anstrengt med Ungjordskreationister som jeg
f.eks. har det med Holocaustfornægtere: Denne virkelighedsflugt langt
ind i noget der til umiddelbar forveksling ligner forrykte psykotiske
vrangforestillinger, forekommer de fleste nogenlunde normalttænkende og
rationelt anlagte mennesker direkte skræmmende, især fordi man altså
seriøst må spørge sig selv om, hvorvidt disse mennesker vitterligt selv
opfatter dèt vanvittige, vrangvidenskabelige vrøvl, de lukker ud, som
VIRKELIGHED?
I det givne tilfælde forstår jeg nemlig ganske enkelt ikke hvordan
angiveligt ellers blot nogenlunde mentalt raske mennesker i dèn grad kan
lyve sig ind i et åbenlyst selvbedrag, hvor de benhårdt - og endda ofte
fanatisk fornærmede - benægter at der er fundet tusindvis af forstenede
fossiler af bla. havdyr og dinosaurer som er millioner og atter
millioner af år gamle.
(Pseudo-argumentet om at "Gud bevidst har skabt Jorden med fossiler som
forekommer ældre" holder bare ikke, hverken videnskabeligt ELLER
teologisk: Det indebærer nemlig intet som helst ringere end at man gør
selveste Gud til en løgnagtig bedragertype, som dermed åbenbart skulle
være ude på at "snyde" vore videnskabsmænd!)
Imidlertid synes også selve grundpræmissen for alle disse
Ungjordskreationismediskussioner ganske tyndbenet, idet den åbenbart lyder:
"ALT hvad videnskaben ikke allerede _har_ forklaret kan _kun_ skyldes GUD!"
Imidlertid er det altså for undertegnede - og en del andre - at se et
par ret grelle fejl ved denne opfattelse:
1) Det må overordnet set siges at være udtryk for et roterende
judæokristent storhedsvanvid, når man foretager dette gevaldige
tankespring fra en _generel_ manglende naturvidenskabelig forklaring til
den specifikt _judæokristne_ Gud og Bibelens Skabelsesberetning.
I princippet KUNNE det jo nemlig NØJAGTIGT lige så godt være een eller
anden hinduistisk "Skabergud" eller een eller anden indiansk
"Trickster", som man passende kunne tilskrive det hele, hvis man da
altså selv kom fra een af disse to kulturer!
2) Videnskaben kan aldrig nogensinde bruge Gud som affærdigende, konkret
"hvordan"-forklaring (- lige så lidt som Kristendommen i øvrigt kan
bruge videnskabelige modeller som endegyldige "hvorfor"-forklaringer!)
Tværtimod ligger det _netop_ i videnskabens natur at blive ved med at
søge "hvordan"-forklaringer, som kan anskueliggøres gennem praktisk
påviselige teorier. Og ikke, hvad man måtte kunne læse i gamle
helligskrifter.
3) Det synes i denne tankegang forudsat at vi allerede på nuværende
tidspunkt står på den absolutte udviklingstop og at vi aldrig nogensinde
vil blive klogere: Imidlertid har naturvidenskaben altså i løbet af de
sidste blot 100 år begået sine nok hidtil absolut største opdagelser,
hvilket vi selvklart både må tro og håbe på fortsætter.
Så meget desto mere grotesk er det dog også, at vi ikke er et hak bedre
en primitive hulemands-heksedoktorer (eller endda deres nutidige
newage-kolleger, som bla. gør sig i noget så direkte hjernedødt som
såkaldt "numerologi" og salg af "helbredende sten"), hvis vi reaktionært
ønsker at stoppe videnskaben og bare affejende nøjes med at erklære at
dit og dat blot skyldes "Den Store Ånd" (Gud) og at det derfor måtte
være "tabu" at undersøge visse ting, endsige stille spørgsmål:
Vi havde jo f.eks. ikke haft moderne anatomi og dermed indgående
kendskab til menneskekroppens biologi, havde det ikke været for Leonardo
da Vinci og visse andre rennæsance-pionerer, som under risiko for
kætterbål dissekerede lig trods Kirkens direkte forbud: Hvis disse folk
ellers "havde holdt sig på måtten" havde vi nok stadig dyrket græsk
medicin med troen på balance mellem fire kropsvæsker og en
"videnskabelig" opfattelse af at følelser rent faktisk måtte sidde i
hjertet!
Hvis vi derfor strander på en primitiv og videnskabeligt set
grundlæggende totalt uduelig og dertil uhyggeligt naiv "Der står i
Bibelen og derfor ER det bare sådan!"-holdning som søgt "definitivt"
svar på alle de til stadighed allervigtigste videnskabelige spørgsmål -
lige præcis sådan som visse indskrænkede amerikanske
fundamentalist-ignoranter åbenbart ville foretrække det - så er vi for
mig at se hastigt på vej NEDAD i åndeligt udviklingsniveau.
Og i så fald bliver det da såmænd også først helt spændende at se om det
i sidste ende bliver Islam, der bliver enden på vor kultur eller om det
virkelig lykkes os selv at overhale dem indenom i en uhyggeligt
selvdestruktiv fundamentalismedyrkelse...
Vi kan for så vidt være ganske enige om PERSONLIG TRO på der nok står
mere og andet end rene tilfældigheder bag Universets Skabelse, Livets
Opståen og Menneskets Intelligens, men når det kommer til eventuel
konflikt mellem bibel og naturvidenskab i _videnskabelig_ - og dermed
_strengt objektiv_ - henseende (dvs. uafhængigt af eventuelle
forudgående kulturelle OG religiøse opfattelser), så er vi altså ude i
en fundamentalistisk forveksling af videnskab og personlige religiøse
trosforestillinger som ikke burde have nogen som helst anstændig plads i
et civiliseret, moderne samfund, men snarere synes at være udtryk for en
meget mærkelig "Mørk Middelalder"-nostalgi, hvor Kirken entydigt
bestemte, hvad der var "sandhed".
Man må egentlig lommefilosofisk spørge til, om det mon ikke netop er
selve menneskets kundskab _i sig selv_, der så at sige er vor
"Arvesyndsforbandelse", når så mange millioner, ja milliarder af
mennesker i øjeblikket tydeligvis forsøger at flygte ud i
fundamentaliske forestillinger, væk fra virkeligheden og bort fra denne
belastende, betændte bevidsthed, vi ellers er begavet med?
--
Mvh
Anders Peter Johnnsen