http://www.uriasposten.net/?p=3633
Fordanskede Anahita: "Jeg ser foragten i deres øjne, når de støder ind i
mig på gaden"
Fra Chili Magazines juli-nummer [via Snaphanen] - barske ord om islam og
muslimer, i en artikel der næsten kunne være det multikulturelle
samfunds gravskrift. Her lidt fra Anahita smed tørklædet og tolerancen -
Farvel islam.
"- Danskerluder!
Fire unge, etniske fyre har stoppet deres bil og råber efter Anahita,
der går på fortovet.
- Ad for helvede, hvor er du klam.
Normalt er hun hurtig til at forsvare sig selv, men hun er slet ikke
forberedt på angrebet og tør ikke svare igen. Hun er sikker på, at den
mindste lyd vil få dem til at fare på hende.
De nedværdigende kommentarer varer ved i flere minutter. Fyrene er
forargede, fordi hun lige har kysset sin danske kæreste på en offentlig
gade i det indre København. For få minutter siden kom én af dem gående
forbi. Han råbte af Anahita, da han så hende og kærestens kærlige
gestus. Kort efter vendte han tilbage i bil med tre venner.
Det er episoder som denne, Anahita står model til, efter hun har valgt
at blive så dansk, at hendes iranske udseende ikke længere er nok til at
kamuflere hendes vestlige mentalitet. Samtidig er det sådanne
oplevelser, der bekræfter hende i overbevisningen om, at religion er en
rod til ondskab. Derfor har hun valgt et liv som ateist, men alligevel
bærer hun et kors om halsen.
- Lige børn leger bedst, så derfor bliver jeg i offentligheden opsøgt af
muslimer. Især af det andet køn. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg vil
ikke involveres i et forhold til en muslimsk dreng, for jeg har lagt den
religion bag mig. Det signalerer jeg med korset.
Muslimsk foragt
Jeg møder Anahita, eller Ana som hun gerne vil kaldes, i den
penthouselejlighed, hvor hun bor med sin danske kæreste og colliehvalpen
Nasdaq, opkaldt efter den amerikanske børs. Et blik rundt i lejligheden
afslører en skarp kontrast til de fattige kår, hun levede under i Iran.
Fire sorte Wegner-lænestole omkring et lille, rundt cafébord fremstår
som en hybrid af et hjemmekontor og minimalistisk upperclass-hygge, mens
helvægspanoramavinduet med udsigt over Københavns beskedne skyline
danner en Letterman-lignende baggrund. Der er ingen tæpper, intet
mellemøstligt, absolut ingen indikationer på Anas tidligere tilknytning
til Iran og islam. Ana har ryddet ud i sit liv.
Kaster man et blik på Ana selv, er hendes fortid ikke til at tage fejl
af. De brune øjne med turkis øjenskygge, det mørke hår med de gyldne
striber og trækkene i hendes kønne ansigt afslører, at de etniske rødder
ikke er groet i den danske muld. Først som syvårig kom hun til Danmark
sammen med sin mor og lillebror for at blive familiesammenført med
faren, der et år forinden måtte forlade Iran som politisk flygtning. Da
Ana forlod sit hjemland, forlod hun samtidig et islamistisk styre og et
livssyn, hun i dag kun har foragt for.
- Jeg forbinder Islam med smerte. Den smerte, den har forvoldt folk på
verdensplan. Den smerte, den har forvoldt mig og min familie.
Anas far måtte flygte. Det nåede hendes moster og onkel ikke. De blev
fængslet på grund af politisk uenighed med regeringen, og Ana fortæller,
at der var højttalere i fængselscellerne med en konstant og monoton
oplæsning af Koranen.
- Det er ren indoktrinering. Sådan er det også i skolen. Religionen er
der hele tiden. Man skulle gå med tørklæde og måtte ikke bære smykker;
heller ikke selvom der ingen drenge var til stede.
Jeg spørger Ana, om hun ejer en Koran.
- NEJ, kommer det hurtigt og næsten råbende fra Ana. Hun griner.
- Faktisk vil jeg gerne læse både Koranen og Biblen for at have et bedre
grundlag for at argumentere for, hvad jeg er uenig i. Men lige nu, når
jeg ser Koranen, ser jeg bare en bog. Det ville være ren go´natlæsning.
For mig burde den begraves!
Brændte Stars and Stripes
Koranen betyder ingenting for Ana, men i hendes barndom oplevede hun, at
der kan være stærke følelser forbundet med religiøse og nationale
symboler. Det skete på den iranske pigeskole, hvor hun var med til at
brænde det amerikanske flag. Hele skolen stod i en stor rundkreds og så
på, at skoleinspektøren satte ild til Stars and Stripes. Det har
muligvis været under Iran-Irak krigen. Jeg husker ikke, hvad der blev
sagt, men jeg husker fællesskabsfølelsen.
Som barn forstod Ana ikke begrebet religion og var meget glad for
skolen. I dag afskyr hun det, hun blev udsat for.
- Jeg kan især ikke lide islam, fordi jeg synes, det er en primitiv og
lukket religion. Man må aldeles ikke sætte spørgsmålstegn ved noget. Det
er ikke længe siden, muslimerne var ved at blive mere moderne i deres
livssyn og begyndte at adskille religion og politik. Men i de seneste år
er det gået i den forkerte retning.
Frit valg, min bare!
Eksemplet med de fire etniske fyre, der råber efter Ana, er ikke
enestående. Hun oplever en del racisme fra muslimer. - Jeg ser foragten
i deres øjne, når de støder ind i mig på gaden. Det er lidt paradoksalt,
for da jeg kom til Danmark, oplevede jeg først racisme fra danskerne. Da
jeg så lærte sproget og begyndte at klæde mig som danskerne, mødte jeg
racisme den anden vej rundt. NÃ¥r man er integreret det ene sted, er man
det ikke det andet, siger Ana, der dog ikke kun er genstand for
fordomme. Hun har selv en masse fordomme om troende.
- Jeg får en dårlig smag i munden, når jeg ser en muslim på gaden.
Muslimer, der taler deres eget sprog eller går med tørklæde. Så ved jeg,
de efterlever deres tro. De siger, det er deres frie valg. Frit valg,
min bare. Du tror, du har et valg, men du er blevet så indoktrineret med
religionen, at du aldrig ville vælge anderledes.
[…]
Ana tror aldrig, troende muslimer og den almindelige dansker vil kunne
leve sammen.
- SÃ¥ skal vi leve isoleret, hver for sig i et opdelt samfund. Vi vil
aldrig komme til at leve sammen som en homogen gruppe.
Man kunne tro, at Anas overbevisning fik hende til at sætte krydset ved
Dansk Folkeparti, men sådan hænger det ikke sammen for hende. For hende
er religionshadet et personligt anliggende, ikke en del af en
populistisk partipolitik. Hun holder hadet for sig selv, og mener ikke,
hun er med til at hælde benzin på Dansk Folkepartis bål.
- Jeg synes sjældent, Dansk Folkeparti kommer med noget positivt. De
ytrer sig forkert og vil stramme de forkerte steder. Men jeg synes, det
er fedt, at de har taget udlændingeproblematikken op. For eksempel mener
jeg også, udlændinge skal smides ud, hvis de laver vedvarende
kriminalitet eller begår en grov, kriminel handling.
Ana mener, at danskerne er for tolerante over for muslimer. Hun mener,
det er forkasteligt, at man ikke overvåger Hizb-uth-Tahrir mere, end man
gør, og at personer som Abu Laban og Ahmed Akkari skal sendes ud af
landet."
--
regards, Peter B. Perlsø - liberterran.org, siad.dk
"The politicians don't just want your money. They want your soul. They
want you to be worn down by taxes until you are dependent and helpless."
- James Dale Davidson, National Taxpayers Union