/ Forside / Interesser / Fritid / Film / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Film
#NavnPoint
IceCap 9240
tedd 6796
refi 6795
ans 6773
Klaudi 5447
dova 4574
Nordsted1 3973
o.v.n. 3080
ThomasCSR 2881
10  granner01 2400
Kal Ho Naa Ho (spoilers)
Fra : Carsten Agger


Dato : 10-08-06 22:00

Det er ikke spor morsomt at hedde Naina Catherine Kapur og bo i Queens,
New York.

Hendes mors restaurant er ved at gå fallit, hendes bedste ven Rohit er
lidt småfjollet i sine ustandselige forsøg på at _date_ de andre
studerende på hendes MBA-hold, hendes veninde Sweetu tænker mest på sig
selv, hendes farmor forsøger uafladeligt at få hende gift med en sikh
hjemme fra Punjab, og livet i familiens hjem forpestes af ustandselige
skænderier mellem hendes mor og farmor, der i sidste ende bunder i
skyldfølelse og uudtalte gensidige beskyldninger efter hendes fars
selvmord for år tilbage.

Naina (spillet af Preity Zinta) er ikke overraskende trist og
reserveret, og kun de daglige møder med Rohit (Saif Ali Khan) kan kvikke
hende lidt op, i hvert fald til hun igen skal tilbage til den (let
komisk skildrede) spidsrod mellem ægteskabstilbud pr. postordre,
søskende, skænderier og farmoderens "skønsang" til gudinden Lakshmi.

Sådan er tingenes tilstand, da Aman Mathur (Shahrukh Khan) flytter ind
hos naboen, hvor han skal bo, mens han ordner nogle ting i New York.

Aman er på én gang charmerende og irriterende påtrængende, og har
pludselig til Nainas fortrydelse inviteret sig selv på middag,
indsmigret sig hos hendes mor og charmeret hendes søskende. Som
månederne går, vender hans livsglæde og charme op og ned på alt, og også
Naina må til sidst give sig og bliver forelsket i Aman, netop samtidig
med at Rohit bliver forelsket i hende.

Men Aman har en hemmelighed: Han er ikke taget til New York for at blive
gift, som han ellers har bildt alle ind, men i et forgæves forsøg på at
blive helbredt for en hjertesygdom.

Han har kun få uger tilbage, og det er ham derfor magtpåliggende, at
Naina ikke forelsker sig i ham, men i Rohit - for Rohit kan gøre hende
lykkelig i mange år fremover, mens han selv snart vil forsvinde.

Kal ho naa ho betyder "I morgen kommer måske ikke", og dette bliver
dermed filmens tema: Hvad skal man gøre, hvis man er forelsket head over
heels, og samtidig gerne vil sikre den, man elsker, fordi man selv kun
har kort tid tilbage?

For Aman er svaret klart: Rohit er en god mand og elsker Naina, så han
må sørge for, at de to finder sammen - og opgive den lykke sammen med
Naina, han allerhelst selv havde haft.

Kal Ho Naa Ho er, som man vil forstå, en romantisk komedie med
betydelige elementer af melodrama. Det er samtidig en meget flot film,
der først og fremmest bæres af hovedrolleindehaverne og den lette humor
i filmens første halvdel.

Preity Zinta er overbevisende som den utilnærmelige og hårdtkæmpende
Naina, Shahrukh Khan glimrer igen i en stor romantisk rolle, men den
største præstation yder Saif Ali Khan som Rohit, der yderst elegant
spænder fra det småfjollede og ikke helt checkede til det storladent
forelskede (I know that you don't have love for me right now, but I know
that you will have, because I know I have love enough for both of us).

Dette plot er, kombineret med flot komponerede scenerier fra New York
(hvor der, om man skal tro filmen, åbenbart bor så mange indere, at det
officielle sprog lige så godt kunne være hindi) og noget meget flot
musik, nok til at gøre filmen mere end rigeligt værd at se.

Desværre er det også en film med betydelige svagheder: For det første
går melodramaet mod filmens slutning over gevind med alt for megen sorg
og for mange close-ups af tårevædede ansigter, for det andet er filmens
bipersoner (bortset fra Nainas mor, stærkt portrætteret af Jaya
Bachchan) rene karikaturer, der giver anledning til en lang række
komiske sidehandlinger, hvoraf mange ganske vist er morsomme, men som i
sidste ende stjæler for meget "fokus" fra hovedhandlingen.

Først som sidst er Kal Ho Naa Ho en rimeligt traditionel Bollywood-film,
et romantisk drama i glamourøse omgivelser - med stærke elementer af
komedie, indlagte sange og dansenumre, og næsten tre timer lang.

Men trods disse svagheder er den stadig en film med et stort og smukt
budskab, som bl.a. udtrykt ved titelsangen:

Har Ghadi Badal Raha Hai Roop Zindagi
Chaav Hai Kabhi Kabhi Hai Dhoop Zindagi
Har Pal Yahan Jee Bhar Jiyo
Jo Hai Samaa Kal Ho Na Ho

Life changes its form every minute
Sometimes it’s cool and sometimes sunny
Live life to the fullest every moment here
The time you have now may not be there tomorrow

Det, du skal nå, skal du nå i dag - det liv, du skal leve, skal du leve
i dag, for det er den chance, du har: I morgen kommer måske ikke.

KAL HO NAA HO, Indien 2003. Instrueret af Nikhil Advani med manuskript
af Naranjan Iyengar og Karan Johar. Hindi med engelske undertekster.
Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.
--
http://www.modspil.dk/film/
- fordi tiden kræver et MODSPIL!

 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177577
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6409071
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste