Hermed en ganske spændende "indre-folkekirkelig" kritik imod visse
affældige appeasement-dyrkende biskopper:
http://www.jp.dk/morgenavisen/mmeninger:aid=3750988/
"KRONIK: DIALOGENS INDHOLD ER AFGØRENDE, HR. BISKOP
Af Katrine Winkel Holm, medstifter af islam-kritisk netværk i
folkekirken, Odense
Kirkens forhold til islam og muslimen må være båret af to ting:
modsigelse og mission. Det må gerne ske gennem spandevis af dialog. Det
afgørende er bare, hvad indholdet af dialogen er, skriver dagens
kronikør og retter et direkte spørgsmål til Københavns biskop: Hvis
valget står mellem integrationsfremmende virksomhed og
evangelieforkyndelse, hvad vælger du så?
Kære Erik Norman Svendsen.
I dit svar til Sven Ove Gade i JP 14/5 skriver du, at dialog mellem
forskellige religioner i dag og til alle tider er en forudsætning for
forståelse og fred mellem folk af forskellig tro.
Du har så evigt ret i, at det kan være en god ting at tale sammen. For
dialog betyder jo bare samtale på græsk. Men nok så vigtigt er det, hvad
man siger til hinanden. Hvad det er kristne biskopper siger til
muslimske imamer.
Det er også indlysende, at man skal respektere, at andre har en anden
tro. Det ligger i begrebet religionsfrihed, noget vi har haft i Danmark
siden 1849.
Så når du siger respekt og dialog med andre religioner, så siger du
noget, som næsten ingen kan være uenig med dig i. Man kan også sige, at
du dermed siger meget, meget lidt.
Dit svar til Sven Ove Gade rejser derfor flere spørgsmål, end det giver
svar.
Og da du er Københavns biskop, altså den første blandt dine biskoppelige
ligemænd,
(Indskydning fra APJ: Hov, dèt troede jeg egentligt at Roskildebispen
Jan Lindhardt var?)
i en tid, hvor islams indflydelse vokser ikke mindst i dit eget stift,
så vil jeg gerne vide lidt mere om, hvad du mener, der skal siges i den
dialog med islam, der skal føres.
Jeg kan også spørge på en anden måde. Sammen med en række andre yngre
præster og teologer er jeg ved at etablere et islamkritisk netværk i
folkekirken. Det burde egentligt slet ikke være nødvendigt. Folkekirken
i sig selv er et islamkritisk netværk, fordi troen på den treenige Gud
er en modsigelse af islams bekendelse til Allah og hans profet. Men vi
har syntes, det var nødvendigt at slå nogle basale ting i kristendommen
fast. Nemlig
# at muslimen og den kristne ikke tror på den samme Gud
# at islam udtrykker foragt for Kristus ved at udnævne ham til en
inferiør profet, underordnet Muhammed
# at islams renhedsforskrifter, der sætter skel mellem rene og urene
mennesker, er udtryk for menneskeforagt og i diametral modsætning til
budet om at elske næsten - også den urene næste - som sig selv.
# at Muhammed var en falsk profet, der misbrugte Guds navn til at slå
kvinder og børn ihjel (hvis vi skal tro de islamiske kilder selv).
# at islams forkyndelse af shariaen som vejen til frelse er en fatal
misforståelse. Vejen til frelse går gennem tro på Jesus Kristus
Disse elementære ting, som er selvindlysende kristenteologiske
sandheder, fører os frem til den konklusion, at konfrontationen med
islam er uundgåelig. Vi kan ikke snakke os til enighed med imamerne uden
at forråde den Herre, vi har lovet at tjene.
Derfor må kirkens forhold til islam og muslimen være båret af to ting:
modsigelse og mission. Det må gerne ske gennem spandevis af dialog. Det
afgørende er bare, hvad indholdet af dialogen er.
Det er det, vi ønsker at slå fast med vores netværk, der derudover ser
det som sin opgave at studere og kritisere islam. Jeg vil hermed gerne
invitere dig til at være med i netværket. Du behøver ikke lægge en masse
arbejde i det. Der er sikkert rigeligt at se til som biskop over
Københavns stift. Men din opbakning vil vi gerne have.
Hvis du kan tilslutte dig mine fem teser sender du nemlig et klart
signal om, hvad det er du mener, når du siger "dialog med islam".
Situationen i folkekirken i dag er så uklar, når det gælder forholdet
til islam, at din tilslutning til teserne kunne være klargørende.
Lad mig nævne nogle eksempler, der har bidraget til at give
offentligheden indtryk af, at ledende dele af folkekirken mener, at
muslimer og kristne tror på den samme Gud.
Lederen af islamtisk-kristent studiecenter, Lissi Rasmussen, der også er
sognepræst i København, har sammen med Abdul Wahid Pedersen, slået fast,
at kristne og muslimer bekender sig til den samme Gud og hun siger
videre, at »det ikke er frugtbart at starte med de åbenlyse forskelle«.
Vi skal altså putte Kristus af lidt af vejen af hensyn til dialogen og
af hensyn til det "frugtbare samarbejde", der kan opstå mellem kirken og
moskeen, hvis man fokuserer på de "vigtige fællestræk" mellem kristendom
og islam.
Det kan være, jeg ikke har fulgt tilstrækkeligt nøje med, men jeg har
ikke hørt Lissi Rasmussens kristusforagtende påstande modsagt af dig.
Men det kan jo nås endnu.
Et andet eksempel på kirkelig foragt for Kristus ligger helt i
forlængelse af Lissi Rasmussens holdning og var det, som fik mig til at
indse nødvendigheden af at etablere et islamkritisk netværk i folkekirken:
I marts diskuterede jeg Muhammedkrisen med Fatih Alev og biskop Kjeld
Holm på Testrup Højskole. Her slog Kjeld Holm til lyd for, at vi -
kirken og moskeen - skulle fokusere på det, vi er fælles om. Men det, vi
er fælles om, er lige præcis ikke Kristus. Biskoppen opfordrer altså til
ikke at fokusere på Kristus. At Kjeld Holm ved samme lejlighed
sammenlignede den gammeltestamentlige lovgivning med islams sharia kan
forstås på to måder: At Århus-biskoppen enten ikke vidste, at Kristus er
lovens ophør, og at det ikke er af ugidelighed, kristne ikke følger
moseloven, men på grund af Kristi offerdød. Eller at han bevidst
misinformerer om kristendommen af høflighed mod islam. Man kan
diskutere, hvad der er værst.
Den form for dialog, som Kjeld Holm her slog til lyd for, er den
konsensussøgende dialog, hvor det afgørende er, at man forbliver venner
og at man forbliver enige. Er det den form for dialog, du tilslutter
dig? Eller er du enig med mig i, at dialogen aldrig må gå uden om
forskellen og konfrontationen? Og at det vel at mærke også skal ske af
hensyn til muslimen, som vi også har pligt til at række det frigørende
evangelium videre til.
Du beretter i dit svar til Sven Ove Gade med begejstring om
dialogmøderne i Leicester mellem de forskellige religiøse ledere, der
bidrog til at »opnå bedre forståelse og fremme integrationen«.
Så må jeg spørge: Ser du som biskop det som din primære opgave at fremme
integrationen? Og har du overvejet, at kristendommen kan være direkte
integrationshæmmende for muslimen. Massekonverteringen til islam ville
gøre det ulige lettere for muslimen at integrere sig her i landet. Med
andre ord: Hvis valget står mellem integrationsfremmende virksomhed og
evangelieforkyndelse, hvad vælger du så?
Har du også overvejet, at dialogmøderne kunne munde ud i andet end
"bedre forståelse". For når man taler sammen, kan uenighederne også
afsløre sig - hvis det vel at mærke er en åben samtale.
Jesus, hvis respekt for andre, du fremhæver med begejstring, veg ifølge
Matthæusevangeliet kap. 23 ikke tilbage fra at kalde sine religiøse
modstandere for »blinde vejledere«, og for »hyklere«, der lignede
»kalkede grave.« Er det udtryk for respekt at kalde sine religiøse
modstandere for blinde vejledere? Eller gik Kristus her over stregen,
set med dine øjne?
Når Jesus var så uforsonlig, var det fordi, det var ham livet om at
gøre, at sige det, han sagde. Tonen måtte vigen for sagen. Og sagen: at
Jesus er Kristus, der har forsonet Gud og mennesker, førte til
forargelse og krænkede religiøse følelser. Derfor endte historien i
første omgang med kors og død.
"Vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en
dårskab for hedninger", sådan siger Paulus, og et budskab, der gør folk
forargede, fører ikke nødvendigvis til "bedre forståelse" og
fordragelighed. Betyder det, at vi skal nedtone evangeliet af hensyn til
fordrageligheden? Eller skal vi forkynde uden at skele til hvilken
politisk effekt det vil have?
Jeg mener det sidste, men glæder mig til at høre din mening."
KOMMENTAR: Jeg synes selv at Katrine Winkel Holm har en ganske skarpt
rammende pointe i spørgsmålet om, hvorvidt Jesus virkelig overhovedet
kan gøres til dèn søgte rollemodel for direkte Kristendomsfornægtende,
såkaldt "multikulturalististisk" politisk korrekthed over for Ilam, som
visse popsmarte pladdernakker under direkte paradoksal påberåbelse af
netop Kristendommens basale trossandheder desværre desperat prøver på at
reducere Ham til i al tænkelig fornægtelse af Ham: Han hævdede faktisk
at være Messias, hvilket altså bare ikke er kompatibelt med muslimernes
modbydeligt manipulerende Muhammeddyrkelse.
Og jeg glæder mig da så sandelig også meget til at se, om Erik Norman
Svendsen overhovedet tør besvare denne kritik med en blot nogenlunde
teologisk konsistent modargumentation, hvis han ellers kan etablere
sådan een?
--
Mvh
Anders Peter Johnsen