I dagens JP kam man på:
<
http://www.jp.dk/meninger/artikel:aid=3722076/>
læse Ralf Pittelkows bemærkelsesværdige vurdering af forskellene mellem
Anders Fogh Rasmussen og hans forgænger som Venstre-formand. Jeg citerer
fra slutningen:
==
[Danskernes provinsialisme]
Senest blev denne påstand fremført af tidligere udenrigsminister Uffe
Ellemann-Jensen i forbindelse med Muhammed-sagen. Karakteristisk nok
kunne Ellemann kun nå denne konklusion ved en ret speciel fortolkning af
globaliseringen. Han gjorde det til en provinsiel afvisning af
globaliseringen, hvis ikke man ville indordne sig under islamistiske
normer for ytringsfrihed.
Tilfredse danskere
En anden EU-måling viser, at den suveræne førsteplads i åbenhed over for
globaliseringen er kombineret med en lige så suveræn førsteplads, når
det gælder tilfredshed med tilværelsen. 64 pct. af danskerne erklærer
sig »meget tilfredse« - Holland/Sverige deler andenpladsen med bare 47
pct.
Der er en klar sammenhæng mellem åbenheden og tilfredsheden.
Samfundsforskningen viser, at tilfredsheden hænger sammen med en stærk
sammenhængskraft og tillid til hinanden i det danske samfund. Tilliden
skaber samtidig tryghed og økonomisk styrke i forhold til
globaliseringen og dermed åbenhed.
Danskerne er blevet kaldt lukkede, fordi de ønsker en stram styring af
indvandringen og er skeptiske over for meget vidtrækkende EU-integration
og meget omfattende udvidelsesplaner (Tyrkiet). Men disse holdninger
drejer sig tværtimod om at sikre forudsætningerne for en holdbar
åbenhed: et Danmark og et EU med solid sammenhængskraft.
For nylig holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen en tale, hvori han
forbandt sin EU-vision med disse folkelige holdninger.
Fogh advarede mod, at EU fortabte sig i luftige målsætninger og
projekter, og anbefalede, at man nu koncentrerede sig om synlige
forbedringer for borgerne, »resultaternes Europa«. Samtidig mente han,
at der er grænser for, hvor hurtigt og hvor langt EU kan udvides. Til
gengæld skal en række lande kunne deltage i dele af EU-samarbejdet.
Dette er en korrektion af den EU-linje, som var repræsenteret af Foghs
forgænger som Venstre-leder, Uffe Ellemann-Jensen. I en tale i søndags
svarede Ellemann indirekte igen ved at argumentere for fortidens
vidtrækkende mål om stadig EU-integration og omfattende udvidelse,
herunder Tyrkiet.
Da Ellemann var leder, spillede sammenhængskraft absolut ingen rolle i
de politiske overvejelser vedrørende EU, globalisering og det danske
samfund (herunder indvandring). Det gjorde den til gengæld i
befolkningen. Men dette blev i vidt omfang betragtet som befolkningens
bagstræb, der måtte retledes - ikke som noget, der faktisk var en pointe
i.
Den forskel mellem Ellemanns og Foghs tilgang, der nu træder frem i
EU-debatten, har præget deres resultater:
Ellemann blev aldrig statsminister - det blev Fogh. Ellemann tabte
folkeafstemningen om Maastricht-traktaten - Fogh fik fuldttonende
tilslutning til Øst-udvidelsen. Ellemann fik et entusiastisk mindretal
med sig - Fogh har flertallet med sig. De undersøgelser, som blev nævnt
ovenfor, fortæller noget om baggrunden.
Ellemanns manglende føling med danskernes holdninger betød, at han
aldrig fik den succes som politisk leder, som Fogh har fået.
==
Og det kan han vel nok have ret i
![Glad](images/smileys/glad.gif)
.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk