---

Dage i mit liv...

Jeg handler ind på vej hjem og mødes med den yngste på metro-stationen, så
vi kan få fornyet hans månedskort på vejen - dvs. så skal vi lige forbi
centret, og det tager jo også lidt tid.

Da jeg endelig kommer hjem, 9½ time efter jeg forlod mit hjem om morgenen -
er det første jeg gør, at rydde det værste af rodet til side, pakke varerne
ud, evt. sætte en vask over - og måske sætter jeg ungerne i gang med lidt
oprydning (og tager skænderiet med dem, mens jeg er i gang med de andre
ting).

Jeg begynder på maden, en smule træt og lidt ugidelig - og det er endnu en
lang dag.

Børnene mundhugges, og jeg siger med mellemrum fra køkkenet, at de skal tale
pænt til hinanden. Til sidst beder jeg dem lade hinande helt være og siger,
at de kan bruge deres energi på at rydde op, når de nu ikke kan give
hinanden ro - og maden skal laves, og sovsen er ved at brænde på og jeg
bliver lidt hidsig, men mest af alt fyldt af en smule afmagt, dagene er
simpelthen for lange, der er for mange ting der skal nås hver eneste dag -
og jeg trænger til at have mindre ansvar, færre pligter, mere fritid, mere
frihed... måske er dagene for korte, hvis de var længere, og jeg var
friskere - så kunne jeg nå mere, finde ro i viden om at der ville komme styr
på tilværelsens mange småting.

Så kommer kæresten ind ad døren, han er også lidt træt efter arbejdsdagen -
og jeg kommer ikke hen i døren og kysser ham og viser glæde over, at han nu
er hjemme - det tætteste han kommer en velkomst er et træt: "Hej, vil du
ikke være sød at dække bord... maden er færdig lige om lidt" - og ikke
engang et henkastet blik kan det blive til.... og han tænker, kan vi ikke
lige kramme, være forelskede, kysse på hinanden... så han går ud til mig,
lægger armene om mig... Men intet bliver som han kunne ønske... jeg skubber
ham lidt til side, og tænker ved mig selv - forstår han da ingenting.

Så laver jeg maden færdig, sætter en ny vask over imens frikadellerne
steger, og sovsen er på laveste blus - bærer ind og spiser (det er dejligt
at sidde ned lidt!!). Efter maden hænger jeg vasketøj op, og længes efter at
smide benene op og slappe af i sofaen - men min datter skal lige læsse af,
hun er nervøs her op til eksamen, så vi snakker og tiden går - og pludselig
er klokken næsten 21.00 og endnu en dag er nærmest forsvundet, uden at jeg
kunne mærke den var der. Den yngste skal være i sin seng kl. 21.30, så efter
snakken med min datter, er det dér mine tanker er - og det sårer kæresten,
som havde regnet med, at vi skulle kysse, kramme og være tæt lidt, inden han
skal på arbejde kl. 22.15. Da den yngste er lagt, med de sædvanlige
forsinkelser som børn kan lægge ind i form af et glas vand, to ekstra kram
mv. - kommer den ældste hjem og vil lige give besked om fodboldkampen den
kommende weekend, hvor han gerne vil have, at jeg laver en fodboldlagkage
til holdet.

Klokken bliver 22.00-22.15 og midt i snakken med den ældste, skal kæresten
til at gå, og jeg tænker på opskrifter til lagkagebunde, tider, aftaler og
den sidste vask - der endnu ikke er hængt op.

Jeg registrerer dog, at det halvlunkne kys kæresten får til farvel i
forbifarten - er utilfredsstillende for ham - for han ser temmelig
mellem-fornøjet ud, og fordi jeg lader min opmærksomhed fange af det, hører
jeg ikke det sidste knægten siger, inden han også stryger ud af døren - og
senere når jeg ved sengetid kl. 23.30 ringer og spørger hvor han er - siger
han, at jeg aldrig hører efter hvad han siger - for han sagde jo, at han
ville gå over til sin ven, Thomas.

Jeg har svært ved at falde i søvn, ligger og spekulerer på
semesterafslutningen og lønregnskaberne på arbejdet - jeg forbereder mig
mentalt på den kommende dag. Kæresten sender en sms, og ønsker mig godnat.
Jeg svarer det samme tilbage, er glad for opmærksomheden - men også træt
efter en lang dag med mennesker der kræver min tid, min opmærksomhed, min
kærlighed osv. Så jeg svarer ikke kærligt og hengivent, ikke længselsfuldt
og savnende - bare kort - og ønsker også ham en god nat.

Dagen efter har kæresten sovedag (det er noget han har, når han har været på
arbejde om natten. Jeg står op kl. 6.30 og går på toilettet - bagefter
vækker jeg den ældste og så går jeg i bad (som hver eneste hverdagsmorgen,
når jeg er hjemme).

Efter badet vækker jeg den ældste igen, og igen og igen - indtil han er
kommet op. Kl. 7.00 vækker jeg også de to andre børn. Mens vækkeriet står
på, tørrer jeg mig, putter creme i ansigtet, lægger lidt mascara på - tager
tøj på mv. Konstaterer som de fleste morgener, at der ikke bliver tid til at
sætte håret - og så er jeg ude af døren kl. 7.30 ca.


På arbejdet prøver jeg at huske, at jeg skal ringe til
ejendomsfunktionærerne ang. komfuret - lyset er gået i det, det er pæren der
skal udskiftes. Men jeg kan kun ringe imellem kl. 8.30 og 9.00 - og da jeg
skal til et møde omkring samarbejdet mellem centrale og decentrale enheder i
organisationen kl. 9.00 - når jeg at glemme alt om komfuret, og i stedet
forbereder jeg mig til mødet - skriver dagsordenen ud, tilføjer et par
input, som jeg meget gerne vil have taget op, og så går jeg den korte tur
over til en af organisationens andre bygninger, hvor mødet finder sted.

Kl. 12.00 er mødet slut, og jeg haster forbi Føtex, hvor jeg køber ind til
en salat til frokost. Ved 12.45 tiden har jeg spist frokost, og opdager at
kæresten, som har sovedag, har sendt en sød og kærlig sms, og jeg begynder
at svare.

Der kommer en, som har brug for en udskrift til brug for arbejdssøgning i
England, og da jeg har ordnet det, og en andens tilmelding - har jeg glemt
alt om den sms, som jeg var ved at skrive.

Jeg sender en mail til samtlige samarbejdspartnere på det ene studie, hvor
jeg beder dem oplyse mig om deres ønsker for det kommende semester, bagefter
ordner jeg løn for de, som på nuværende tidspunkt afslutter det indeværende
semester. Indimellem tager jeg telefonen, rådgiver en omkring udbuddets
placering på webben, en anden skal vide reglerne for syge-/omprøver og en
tredje ønsker at melde sig ud, da han ikke mener, at han kan klare det - jeg
henviser ham til rådgivningen, og bruger næsten 10 minutter på at forsikre
ham om, at mange - rigtigt mange - oplever perioder, hvor det forekommer at
være uoverskueligt, men de fleste vælger at hænge på, en dag af gangen, og
pludselig er det alligevel lykkedes dem at komme igennem det.

Jeg henter et glas vand, da det går op for mig, at jeg er vanvittigt tørstig
og at jeg nærmest har glemt at drikke hele dagen - på vejen tilbage fra
køkkenet, går jeg ud og tisser, da jeg bliver bevidst om, at jeg vist har
holdt mig temmelig længe uden at tænke over det. Som jeg sidder dér, kommer
jeg i tanke om den sms jeg var ved at skrive til kæresten - og jeg rammes af
dårlig samvittighed - jeg fik aldrig skrevet den færdig.

På vej tilbage til kontoret, bliver jeg kaldt ind til en kollega, da han
ikke kan få en power-point præsentation til at virke, baggrunden ændrer
opsætning fra side til side, og det er bestemt ikke meningen. Det tager lidt
tid, men jeg finder fejlen og får opsætningen rettet til, så han kan arbejde
videre med præsentationen - så kalder receptionisten, fordi der er telefon,
og for øvrigt ligger der to telefonbeskeder på mit bord. Jeg tager
telefonen, og det er en, der skal tage to hold i det kommende semester - han
er blevet i tvivl om sine indleverede ønsker og vil derfor gerne drøfte dem
igen - han skal nemlig være far til september, og må hellere forsøge at
passe arbejdet ind efter det.

Jeg finder en, som kan tage nogle uger af den andens arbejde - og er meget
glad for på den måde at kunne hjælpe. Bagefter ringer jeg til den
ansvarlige, som havde lagt den ene telefonbesked - han siger, at han nu er
klar med materialet til en større opgave, så nu kan jeg gå i gang med
udarbejdelsen heraf, og han håber, at jeg kan have det klar på torsdag. Det
ved jeg virkelig ikke om jeg kan, men jeg vil da gerne prøve - og jeg ser på
materialet med det samme - selvom jeg faktisk var i gang med en længe
tiltrængt arkivering.

Jeg kommer i tanke om den anden telefonbesked, og ringer tilbage til min
ældste søn - han ville minde mig om, at jeg skal checke med Teknisk Skole,
hvornår han har sommerferie - og om det bliver et problem mht. vores tur til
England. Jeg tænker, at jeg hellere må ringe med det samme, så jeg ikke når
at glemme det igen. Det viser sig heldigvis, at det ikke bliver noget
problem - allerhøjest med en enkelt fredag (den første dag i vores ferie).

En kommer forbi kontoret, og skal have påtegnet papirerne til hendes
boligsøgning, samtidig vil hun gerne høre om jeg ved noget om tiderne i
næste semester, og jeg oplyser om, at vi ikke kan sige noget endeligt før
primo juli. Da hun er gået, ser jeg nærmere på den større opgave, og
erindrer med det samme, hvorfor det er en større arbejdsopgave - der skal
både scannes, redigeres i billeder, stykkes sammen af diverse gamle
dokumenter - samt udarbejdes helt nye grafer mv. Det kommer til at tage et
par dage, før det første udkast er klart. Jeg skal jo også kalkulere med de
afbrydelser der kommer.


Jeg beslutter mig til at påbegynde scanningen, da det er en afgrænset
opgave, som jeg forventer at kunne gøre færdigt i dag. Da det er ved at være
længe siden at scanneren var i brug, viser det sig at forbindelsen til
computeren ikke virker - og jeg roder rundt i omkring 10 minutter, før jeg
får det til at virke (stikket under reolen med skuffer var faldet ud,
sikkert pga. hæve/sænke-funktionen i skrivebordet). Min kollega spørger, om
ikke jeg har mulighed for "hurtigt" at lave en oversigt over efteråret, så
det gør jeg lige, og udskriver dem i 2 eksemplarer til hende og jeg.

Efterfølgende kommer vores IT-mand og minder mig om, at jeg skal overføre
samtlige filer fra et drev til et andet drev, iflg. vores aftale i sidste
uge - men mapperne skal arrangeres anderledes i den nye filstruktur, så det
kan jeg ikke nå i dag. I stedet vender jeg tilbage til arbejdet med at
scanne artikler mv.

Klokken er gået hen og er blevet 14.30, og jeg går i køkkenet for at hente
vand - på vejen kommer jeg igen i tanke om sms'en fra kæresten. Jeg får
svaret på sms'en, men det bliver kun en kort besked - og jeg ved allerede,
at det er for lidt opmærksomhed, for sent - og mentalt forsvarer jeg mig
med, at jeg ved gud ikke har tid eller overskud til at være lige så
opmærksom på ham, som han er på mig - og det kanaliserer jeg så over i en
irritation over, at han er så meget "på", at det bliver umuligt for mig at
forholde mig til i min i forvejen pressede dagligdag.

Jeg abstraherer fra det, det bliver jeg nødt til, og når næsten at blive
færdig med scanningen af materialet til opgaven - resten må vente til i
morgen. Det er derfor med en følelse af "ufærdighed", at jeg forlader
arbejdspladsen også den dag - og med hovedet fuld af planer for, hvordan jeg
skal nå at gøre opgaven færdig inden torsdag, når jeg nærmest er bagud,
inden jeg fik begyndt.

På vej hjem fra arbejde, handler jeg ind - det gør jeg sådan set mere eller
mindre altid. Der er altid et eller andet der mangler, også selvom kæresten
er begyndt at køre mig til Bilka for at handle stort ind - hvilket er en
virkelig stor hjælp og aflastning. Mens jeg handler ind, når jeg at se
efter, om der er strømpebukser i Føtex, for det mangler jeg. Desværre havde
ikke dem jeg vil have, så jeg skal snart i Tøj&Sko, tænker jeg.

Da jeg kommer hjem, og får pakket varene ud, opdager jeg - at jeg ikke fik
vasket den yngstes fodboldtøj i går, hvorfor jeg straks sætter en enkelt
vask over - samtidig går det op for mig, at den sidste vask fra i går aldrig
blev hængt op - hvor irriterende. Jeg husker også, nu, at jeg skulle have
haft ringet til ejendomsfunktionærerne, men ikke fik det gjort. Jeg prøver
at give mig selv en indre "huskekage" - så jeg ikke også glemmer det igen i
morgen.

Jeg får hængt vasketøjet fra i går op, og får sat en ny over med
fodboldtøjet. Bagefter går jeg i gang med maden. Halvvejs igennem
madlavningen, springer pæren på badeværelset, da den lille skal på
toilettet - så jeg skruer ned for blussene og ordner det.

I dag kommer kæresten ikke, for vi har aftalt, at jeg skal have lidt tid for
mig selv - det har jeg fortalt, at jeg har brug for. Han siger, at han
forstår - men når situationerne opstår, så virker det alligevel som om, at
det gør han overhovedet ikke - i hvert fald ikke følelsesmæssigt. Det er
sikkert også svært at forholde sig til - det føles sikkert som manglende
interesse fra min side - og skal jeg være ærlig, så er min interesse vel
også mindre end hans - jeg har jo slet ikke tid til at investere så meget i
forholdet som han har. Desuden føles det efterhånden som endnu et pres, fra
endnu et menneske, der egentlig har krav på min opmærksomhed, mit nærvær
osv.

Jeg ringer til bedsteforældrene, efter jeg har fået ryddet væk fra
aftensmaden - de havde skrevet i en mail, at det ville de gerne have. Det er
også alt for længe siden, og jeg er alt for dårlig til at tage kontakt -
bedstemoderen har også gjort mig opmærksom på, at jeg måske skulle "fordele
mig" bedre, da jeg på et tidspunkt havde ondt af mig selv - og fortalte i en
mail, at jeg ikke kunne give min kæreste dét, som han havde brug for - tid,
opmærksomhed osv. Gad vide hvordan denne "bedre fordeling" skal se ud - jeg
orker knapt at tænke på det. Det er i hvert fald sikkert, at tiden ikke skal
tages fra den lille smule samvær, som jeg har med dem.

Samtalen trækker ud - det er jo længe siden - og selvom jeg virkelig ikke
ønsker at være uhøflig, så er det, som altid, mig der ender med at afslutte
samtalen. Klokken er blevet 20.30, og jeg ville bare så gerne sidde lidt og
være i ro, og ikke skulle noget.

Men jeg skal lige have vasketøjet op i tørretumbleren, ellers har vi ingen
rene håndklæder i morgen. Da jeg er færdig med det, vælger jeg lige at tørre
bordene i stuen af - jeg havde glemt det efter maden. Den yngste skal skrive
stil, og har brug for hjælp - så jeg staver for ham imens, og giver ham
ideer til hvad han kan skrive.

da jeg står og skyller karkluden op, slår det mig at jeg igen har glemt fars
dag - og for øvrigt fik jeg ikke ringet og sagt tillykke til min veninde i
forgårs. Det er da helt fantastisk som jeg aldrig får det gjort. Heldigvis
har min veninde kendt mig siden 1. klasse, så hun tager ikke så let anstød
af sådanne forglemmelser. Hun ved godt, at det ikke er ond vilje, ligesom
hun ved, at jeg har meget at se til.

Jeg ringer til hende og bliver en dejlig snak, mens vi snakker sender jeg
den yngste ud at børste tænder og gøre sig klar til natten - jeg afslutter
samtalen efter ca. 30 min. da jeg skal have sagt godnat til den yngste.
Klokken er ved at være 21.30 og jeg er træt. Men jeg skal have fundet
papirerne til passene til de to store, dåbsattesterne og papirerne på at jeg
har forældremyndigheden. Vi skal nå på politistationen og bestille nye pas
inden ugen er omme.

Der skal også overflyttes penge fra betalingskontoen til lønkontoen, så jeg
er lige et smut på netbank. Min far kommer forbi på sin vej hjem fra nogle
vi kender, der bor i den anden gård - og vi snakker lidt om løst og fast, og
drøfter endnu engang, at jeg burde få lagt mine to lån sammen til et, og til
en bedre rente. Jeg ligger i forhandlinger med banken herom allerede.

Klokken er 22.30 og den ældste kommer hjem, han er i dårligt humør for
Brøndby (som han holder med) har tabt - igen! Det går der lidt tid med, han
har noget brok, som han virkelig trænger til at komme ud med - også lidt
brok omkring skolen - nu vi er i gang. Vi får sagt godnat og jeg får sagt,
at jeg gerne vil have lidt fred, men så er det datterens tur til at sige
godnat og lige få snakket en smule om dagen der gik. Det er også hyggeligt
og jeg er stolt af at have deres fortrolighed, havde aldrig forventet, at de
ville føle det sådan med mig - jeg havde det ikke sådan med min mor.

Igen kommer jeg alt for sent i seng, eller i sovesofaen - som det jo er. Jeg
sover i stuen på en gammel, arvet sovesofa, for der er alt for få værelser i
lejligheden. Det er trælst at skulle rede seng klokken møg om aftenen, når
jeg er ved at falde død om af træthed, men det nytter ikke at spekulere på
det. Det er nu engang sådan det er, når der er to værelser og tre børn. Man
må indrette sig efter forholdene.

Da jeg ligger i sengen ved midnatstid, tænker jeg på, at jeg ikke fik
håndklæderne ud af tørretumbleren - men jeg orker virkelig overhovedet ikke
at rejse mig igen. Nu må det være slut, jeg skal trods alt op igen i morgen
kl. 6.30.

Jeg sender en sms til kæresten, hvor jeg siger godnat - og han skynder sig
at ringe op - for som han siger, vi har jo slet ikke fået talt sammen i dag.
Jeg ved godt, at jeg er uhøflig, og jeg ved godt, at han ikke vil kunne
forstå, og jeg ved godt, at han forventer andet og mere - men jeg har ingen
energi tilbage, jeg længes sådan efter at sove, at jeg kunne skrige. Så jeg
går ikke rigtigt ind i samtalen, og jeg kan ikke mærke og derfor ikke give
udtryk for dyb og inderlig længsel efter ham.

Skal jeg være ærlig ligger jeg bare og ønsker at jeg i et par uger kunne
være på en øde ø for mig selv. Sove, sove og sove - hvile, hvile og hvile.
Tænke tanker uden at blive forstyrret. Ja, det er det jeg længes efter, og
her nu lidt over midnat kan jeg slet ikke rigtigt samle tankerne om
samtalen.

Da vi siger farvel, har jeg allerede glemt hvad vi talte om.

Og sådan var det også i sidste uge - og ugen før.

Jeg ligger og tænker...

Måske ville livet være anderledes
- hvis børnenes far ikke var alkoholiker.
- hvis jeg havde børnefri weekender.
- hvis min mor ikke var misbruger, så hun kunne være der lidt for mig.
- hvis min far ikke var langturschauffør, så han kun var hjemme i
weekenderne og der skal nå sine egne ting.
- hvis jeg ikke havde fået mine børn så tidligt.
- hvis jeg havde kunnet affinde mig med et kassedame-job.
- hvis og hvis og hvis.

Hvor ville det være rart, at blive elsket for min indsats, min vilje til at
få livet/dagligdagen og fremtiden til at hænge sammen - ikke bare for mig
selv, men for børnene (familien) også.

Hvor ville det være rart, at blive elsket for trætheden, den manglende
energi, den periodevise ulyst og humørsvingningerne, der enten er udløst af
udmattelse eller pms.

Hvor ville det være rart at blive elsket for de resultater jeg skaber, midt
i denne alt for travle verden, med alt for lidt tid til at være menneske.

Hvor ville det være rart at blive elsket, uden at skulle leve op til en
masse forventninger om lyserød, lægeromans-kærlighed, uden at skulle være
sexet midt i sovsen, kærlig midt i opvasken, erotisk midt i lektielæsningen,
smuk kl. 4.30 om natten midt i en omgang diarré.

Hvor ville det være rart at blive elsket for det jeg er, i stedet for at
skulle være noget andet, noget mere, noget anderledes.

Der er kærlighed i aftensmaden jeg laver.
Der er kærlighed i vasketøjet jeg ordner.
Der er kærlighed i de penge jeg tjener og bruger på familien.
Der er kærlighed i at passe på de gamle i familien.
Der er kærlighed i at læse lektier med børnene.
Der er kærlighed i at handle ind.
Der er kærlighed i mig. hele tiden. hvad skulle ellers holde mig på benene,
bringe smil på mine læber, få mig op igen i morgen. hvis ikke det er
kærlighed til børnene, til mig selv, til familien, til livet selv.

Det er ikke kærlighed som på film - men det er mere ægte end de 1½ minut
skuespillerne står og ser på hinanden og kysser - for det er hver dag, hver
time, hvert minut - gennem alle år. Det er kærlighed, der er til at stole
på, den slags der gør hvad der kræves - når det kræves, og bliver ved længe
efter at kræfterne er sluppet op og udmattelsen er sat ind.

Godnat.

---------------------

Kæresten slog op i søndags - jeg kunne ikke give ham den opmærksomhed, som
han havde brug for (og han kunne ikke give mig den plads/albuerum, som jeg
har brug for). Teksten var under udarbejdelse inden bruddet og blev skrevet
færdig efter bruddet.

mange hilsner

---

In news:446df11e$0$204$edfadb0f@dread16.news.tele.dk,
nusle nuslesen <nusle@invalid.com> wrote:

> Kæresten slog op i søndags - jeg kunne ikke give ham den
> opmærksomhed, som han havde brug for (og han kunne ikke give mig den
> plads/albuerum, som jeg har brug for).

Ain't life such a motherfucking bitch?

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446df11e$0$204$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Dage i mit liv...
>
> Jeg handler ind på vej hjem og mødes med den yngste på metro-stationen, så
> vi kan få fornyet hans månedskort på vejen - dvs. så skal vi lige forbi
> centret, og det tager jo også lidt tid.
>
> Da jeg endelig kommer hjem, 9½ time efter jeg forlod mit hjem om
> morgenen - er det første jeg gør, at rydde det værste af rodet til side,
> pakke varerne ud, evt. sætte en vask over - og måske sætter jeg ungerne i
> gang med lidt oprydning (og tager skænderiet med dem, mens jeg er i gang
> med de andre ting).
>
> Jeg begynder på maden, en smule træt og lidt ugidelig - og det er endnu en
> lang dag.
>
> Børnene mundhugges, og jeg siger med mellemrum fra køkkenet, at de skal
> tale pænt til hinanden. Til sidst beder jeg dem lade hinande helt være og
> siger, at de kan bruge deres energi på at rydde op, når de nu ikke kan
> give hinanden ro - og maden skal laves, og sovsen er ved at brænde på og
> jeg bliver lidt hidsig, men mest af alt fyldt af en smule afmagt, dagene
> er simpelthen for lange, der er for mange ting der skal nås hver eneste
> dag - og jeg trænger til at have mindre ansvar, færre pligter, mere
> fritid, mere frihed... måske er dagene for korte, hvis de var længere, og
> jeg var friskere - så kunne jeg nå mere, finde ro i viden om at der ville
> komme styr på tilværelsens mange småting.
>
> Så kommer kæresten ind ad døren, han er også lidt træt efter
> arbejdsdagen - og jeg kommer ikke hen i døren og kysser ham og viser glæde
> over, at han nu er hjemme - det tætteste han kommer en velkomst er et
> træt: "Hej, vil du ikke være sød at dække bord... maden er færdig lige om
> lidt" - og ikke engang et henkastet blik kan det blive til.... og han
> tænker, kan vi ikke lige kramme, være forelskede, kysse på hinanden... så
> han går ud til mig, lægger armene om mig... Men intet bliver som han kunne
> ønske... jeg skubber ham lidt til side, og tænker ved mig selv - forstår
> han da ingenting.
>
> Så laver jeg maden færdig, sætter en ny vask over imens frikadellerne
> steger, og sovsen er på laveste blus - bærer ind og spiser (det er dejligt
> at sidde ned lidt!!). Efter maden hænger jeg vasketøj op, og længes efter
> at smide benene op og slappe af i sofaen - men min datter skal lige læsse
> af, hun er nervøs her op til eksamen, så vi snakker og tiden går - og
> pludselig er klokken næsten 21.00 og endnu en dag er nærmest forsvundet,
> uden at jeg kunne mærke den var der. Den yngste skal være i sin seng kl.
> 21.30, så efter snakken med min datter, er det dér mine tanker er - og det
> sårer kæresten, som havde regnet med, at vi skulle kysse, kramme og være
> tæt lidt, inden han skal på arbejde kl. 22.15. Da den yngste er lagt, med
> de sædvanlige forsinkelser som børn kan lægge ind i form af et glas vand,
> to ekstra kram mv. - kommer den ældste hjem og vil lige give besked om
> fodboldkampen den kommende weekend, hvor han gerne vil have, at jeg laver
> en fodboldlagkage til holdet.
>
> Klokken bliver 22.00-22.15 og midt i snakken med den ældste, skal kæresten
> til at gå, og jeg tænker på opskrifter til lagkagebunde, tider, aftaler og
> den sidste vask - der endnu ikke er hængt op.
>
> Jeg registrerer dog, at det halvlunkne kys kæresten får til farvel i
> forbifarten - er utilfredsstillende for ham - for han ser temmelig
> mellem-fornøjet ud, og fordi jeg lader min opmærksomhed fange af det,
> hører jeg ikke det sidste knægten siger, inden han også stryger ud af
> døren - og senere når jeg ved sengetid kl. 23.30 ringer og spørger hvor
> han er - siger han, at jeg aldrig hører efter hvad han siger - for han
> sagde jo, at han ville gå over til sin ven, Thomas.
>
> Jeg har svært ved at falde i søvn, ligger og spekulerer på
> semesterafslutningen og lønregnskaberne på arbejdet - jeg forbereder mig
> mentalt på den kommende dag. Kæresten sender en sms, og ønsker mig godnat.
> Jeg svarer det samme tilbage, er glad for opmærksomheden - men også træt
> efter en lang dag med mennesker der kræver min tid, min opmærksomhed, min
> kærlighed osv. Så jeg svarer ikke kærligt og hengivent, ikke længselsfuldt
> og savnende - bare kort - og ønsker også ham en god nat.
>
> Dagen efter har kæresten sovedag (det er noget han har, når han har været
> på arbejde om natten. Jeg står op kl. 6.30 og går på toilettet - bagefter
> vækker jeg den ældste og så går jeg i bad (som hver eneste hverdagsmorgen,
> når jeg er hjemme).
>
> Efter badet vækker jeg den ældste igen, og igen og igen - indtil han er
> kommet op. Kl. 7.00 vækker jeg også de to andre børn. Mens vækkeriet står
> på, tørrer jeg mig, putter creme i ansigtet, lægger lidt mascara på -
> tager tøj på mv. Konstaterer som de fleste morgener, at der ikke bliver
> tid til at sætte håret - og så er jeg ude af døren kl. 7.30 ca.
>
>
> På arbejdet prøver jeg at huske, at jeg skal ringe til
> ejendomsfunktionærerne ang. komfuret - lyset er gået i det, det er pæren
> der skal udskiftes. Men jeg kan kun ringe imellem kl. 8.30 og 9.00 - og da
> jeg skal til et møde omkring samarbejdet mellem centrale og decentrale
> enheder i organisationen kl. 9.00 - når jeg at glemme alt om komfuret, og
> i stedet forbereder jeg mig til mødet - skriver dagsordenen ud, tilføjer
> et par input, som jeg meget gerne vil have taget op, og så går jeg den
> korte tur over til en af organisationens andre bygninger, hvor mødet
> finder sted.
>
> Kl. 12.00 er mødet slut, og jeg haster forbi Føtex, hvor jeg køber ind til
> en salat til frokost. Ved 12.45 tiden har jeg spist frokost, og opdager at
> kæresten, som har sovedag, har sendt en sød og kærlig sms, og jeg begynder
> at svare.
>
> Der kommer en, som har brug for en udskrift til brug for arbejdssøgning i
> England, og da jeg har ordnet det, og en andens tilmelding - har jeg glemt
> alt om den sms, som jeg var ved at skrive.
>
> Jeg sender en mail til samtlige samarbejdspartnere på det ene studie, hvor
> jeg beder dem oplyse mig om deres ønsker for det kommende semester,
> bagefter ordner jeg løn for de, som på nuværende tidspunkt afslutter det
> indeværende semester. Indimellem tager jeg telefonen, rådgiver en omkring
> udbuddets placering på webben, en anden skal vide reglerne for
> syge-/omprøver og en tredje ønsker at melde sig ud, da han ikke mener, at
> han kan klare det - jeg henviser ham til rådgivningen, og bruger næsten 10
> minutter på at forsikre ham om, at mange - rigtigt mange - oplever
> perioder, hvor det forekommer at være uoverskueligt, men de fleste vælger
> at hænge på, en dag af gangen, og pludselig er det alligevel lykkedes dem
> at komme igennem det.
>
> Jeg henter et glas vand, da det går op for mig, at jeg er vanvittigt
> tørstig og at jeg nærmest har glemt at drikke hele dagen - på vejen
> tilbage fra køkkenet, går jeg ud og tisser, da jeg bliver bevidst om, at
> jeg vist har holdt mig temmelig længe uden at tænke over det. Som jeg
> sidder dér, kommer jeg i tanke om den sms jeg var ved at skrive til
> kæresten - og jeg rammes af dårlig samvittighed - jeg fik aldrig skrevet
> den færdig.
>
> På vej tilbage til kontoret, bliver jeg kaldt ind til en kollega, da han
> ikke kan få en power-point præsentation til at virke, baggrunden ændrer
> opsætning fra side til side, og det er bestemt ikke meningen. Det tager
> lidt tid, men jeg finder fejlen og får opsætningen rettet til, så han kan
> arbejde videre med præsentationen - så kalder receptionisten, fordi der er
> telefon, og for øvrigt ligger der to telefonbeskeder på mit bord. Jeg
> tager telefonen, og det er en, der skal tage to hold i det kommende
> semester - han er blevet i tvivl om sine indleverede ønsker og vil derfor
> gerne drøfte dem igen - han skal nemlig være far til september, og må
> hellere forsøge at passe arbejdet ind efter det.
>
> Jeg finder en, som kan tage nogle uger af den andens arbejde - og er meget
> glad for på den måde at kunne hjælpe. Bagefter ringer jeg til den
> ansvarlige, som havde lagt den ene telefonbesked - han siger, at han nu er
> klar med materialet til en større opgave, så nu kan jeg gå i gang med
> udarbejdelsen heraf, og han håber, at jeg kan have det klar på torsdag.
> Det ved jeg virkelig ikke om jeg kan, men jeg vil da gerne prøve - og jeg
> ser på materialet med det samme - selvom jeg faktisk var i gang med en
> længe tiltrængt arkivering.
>
> Jeg kommer i tanke om den anden telefonbesked, og ringer tilbage til min
> ældste søn - han ville minde mig om, at jeg skal checke med Teknisk Skole,
> hvornår han har sommerferie - og om det bliver et problem mht. vores tur
> til England. Jeg tænker, at jeg hellere må ringe med det samme, så jeg
> ikke når at glemme det igen. Det viser sig heldigvis, at det ikke bliver
> noget problem - allerhøjest med en enkelt fredag (den første dag i vores
> ferie).
>
> En kommer forbi kontoret, og skal have påtegnet papirerne til hendes
> boligsøgning, samtidig vil hun gerne høre om jeg ved noget om tiderne i
> næste semester, og jeg oplyser om, at vi ikke kan sige noget endeligt før
> primo juli. Da hun er gået, ser jeg nærmere på den større opgave, og
> erindrer med det samme, hvorfor det er en større arbejdsopgave - der skal
> både scannes, redigeres i billeder, stykkes sammen af diverse gamle
> dokumenter - samt udarbejdes helt nye grafer mv. Det kommer til at tage et
> par dage, før det første udkast er klart. Jeg skal jo også kalkulere med
> de afbrydelser der kommer.
>
>
> Jeg beslutter mig til at påbegynde scanningen, da det er en afgrænset
> opgave, som jeg forventer at kunne gøre færdigt i dag. Da det er ved at
> være længe siden at scanneren var i brug, viser det sig at forbindelsen
> til computeren ikke virker - og jeg roder rundt i omkring 10 minutter, før
> jeg får det til at virke (stikket under reolen med skuffer var faldet ud,
> sikkert pga. hæve/sænke-funktionen i skrivebordet). Min kollega spørger,
> om ikke jeg har mulighed for "hurtigt" at lave en oversigt over efteråret,
> så det gør jeg lige, og udskriver dem i 2 eksemplarer til hende og jeg.
>
> Efterfølgende kommer vores IT-mand og minder mig om, at jeg skal overføre
> samtlige filer fra et drev til et andet drev, iflg. vores aftale i sidste
> uge - men mapperne skal arrangeres anderledes i den nye filstruktur, så
> det kan jeg ikke nå i dag. I stedet vender jeg tilbage til arbejdet med at
> scanne artikler mv.
>
> Klokken er gået hen og er blevet 14.30, og jeg går i køkkenet for at hente
> vand - på vejen kommer jeg igen i tanke om sms'en fra kæresten. Jeg får
> svaret på sms'en, men det bliver kun en kort besked - og jeg ved allerede,
> at det er for lidt opmærksomhed, for sent - og mentalt forsvarer jeg mig
> med, at jeg ved gud ikke har tid eller overskud til at være lige så
> opmærksom på ham, som han er på mig - og det kanaliserer jeg så over i en
> irritation over, at han er så meget "på", at det bliver umuligt for mig at
> forholde mig til i min i forvejen pressede dagligdag.
>
> Jeg abstraherer fra det, det bliver jeg nødt til, og når næsten at blive
> færdig med scanningen af materialet til opgaven - resten må vente til i
> morgen. Det er derfor med en følelse af "ufærdighed", at jeg forlader
> arbejdspladsen også den dag - og med hovedet fuld af planer for, hvordan
> jeg skal nå at gøre opgaven færdig inden torsdag, når jeg nærmest er
> bagud, inden jeg fik begyndt.
>
> På vej hjem fra arbejde, handler jeg ind - det gør jeg sådan set mere
> eller mindre altid. Der er altid et eller andet der mangler, også selvom
> kæresten er begyndt at køre mig til Bilka for at handle stort ind -
> hvilket er en virkelig stor hjælp og aflastning. Mens jeg handler ind, når
> jeg at se efter, om der er strømpebukser i Føtex, for det mangler jeg.
> Desværre havde ikke dem jeg vil have, så jeg skal snart i Tøj&Sko, tænker
> jeg.
>
> Da jeg kommer hjem, og får pakket varene ud, opdager jeg - at jeg ikke fik
> vasket den yngstes fodboldtøj i går, hvorfor jeg straks sætter en enkelt
> vask over - samtidig går det op for mig, at den sidste vask fra i går
> aldrig blev hængt op - hvor irriterende. Jeg husker også, nu, at jeg
> skulle have haft ringet til ejendomsfunktionærerne, men ikke fik det
> gjort. Jeg prøver at give mig selv en indre "huskekage" - så jeg ikke også
> glemmer det igen i morgen.
>
> Jeg får hængt vasketøjet fra i går op, og får sat en ny over med
> fodboldtøjet. Bagefter går jeg i gang med maden. Halvvejs igennem
> madlavningen, springer pæren på badeværelset, da den lille skal på
> toilettet - så jeg skruer ned for blussene og ordner det.
>
> I dag kommer kæresten ikke, for vi har aftalt, at jeg skal have lidt tid
> for mig selv - det har jeg fortalt, at jeg har brug for. Han siger, at han
> forstår - men når situationerne opstår, så virker det alligevel som om, at
> det gør han overhovedet ikke - i hvert fald ikke følelsesmæssigt. Det er
> sikkert også svært at forholde sig til - det føles sikkert som manglende
> interesse fra min side - og skal jeg være ærlig, så er min interesse vel
> også mindre end hans - jeg har jo slet ikke tid til at investere så meget
> i forholdet som han har. Desuden føles det efterhånden som endnu et pres,
> fra endnu et menneske, der egentlig har krav på min opmærksomhed, mit
> nærvær osv.
>
> Jeg ringer til bedsteforældrene, efter jeg har fået ryddet væk fra
> aftensmaden - de havde skrevet i en mail, at det ville de gerne have. Det
> er også alt for længe siden, og jeg er alt for dårlig til at tage
> kontakt - bedstemoderen har også gjort mig opmærksom på, at jeg måske
> skulle "fordele mig" bedre, da jeg på et tidspunkt havde ondt af mig
> selv - og fortalte i en mail, at jeg ikke kunne give min kæreste dét, som
> han havde brug for - tid, opmærksomhed osv. Gad vide hvordan denne "bedre
> fordeling" skal se ud - jeg orker knapt at tænke på det. Det er i hvert
> fald sikkert, at tiden ikke skal tages fra den lille smule samvær, som jeg
> har med dem.
>
> Samtalen trækker ud - det er jo længe siden - og selvom jeg virkelig ikke
> ønsker at være uhøflig, så er det, som altid, mig der ender med at
> afslutte samtalen. Klokken er blevet 20.30, og jeg ville bare så gerne
> sidde lidt og være i ro, og ikke skulle noget.
>
> Men jeg skal lige have vasketøjet op i tørretumbleren, ellers har vi ingen
> rene håndklæder i morgen. Da jeg er færdig med det, vælger jeg lige at
> tørre bordene i stuen af - jeg havde glemt det efter maden. Den yngste
> skal skrive stil, og har brug for hjælp - så jeg staver for ham imens, og
> giver ham ideer til hvad han kan skrive.
>
> da jeg står og skyller karkluden op, slår det mig at jeg igen har glemt
> fars dag - og for øvrigt fik jeg ikke ringet og sagt tillykke til min
> veninde i forgårs. Det er da helt fantastisk som jeg aldrig får det gjort.
> Heldigvis har min veninde kendt mig siden 1. klasse, så hun tager ikke så
> let anstød af sådanne forglemmelser. Hun ved godt, at det ikke er ond
> vilje, ligesom hun ved, at jeg har meget at se til.
>
> Jeg ringer til hende og bliver en dejlig snak, mens vi snakker sender jeg
> den yngste ud at børste tænder og gøre sig klar til natten - jeg afslutter
> samtalen efter ca. 30 min. da jeg skal have sagt godnat til den yngste.
> Klokken er ved at være 21.30 og jeg er træt. Men jeg skal have fundet
> papirerne til passene til de to store, dåbsattesterne og papirerne på at
> jeg har forældremyndigheden. Vi skal nå på politistationen og bestille nye
> pas inden ugen er omme.
>
> Der skal også overflyttes penge fra betalingskontoen til lønkontoen, så
> jeg er lige et smut på netbank. Min far kommer forbi på sin vej hjem fra
> nogle vi kender, der bor i den anden gård - og vi snakker lidt om løst og
> fast, og drøfter endnu engang, at jeg burde få lagt mine to lån sammen til
> et, og til en bedre rente. Jeg ligger i forhandlinger med banken herom
> allerede.
>
> Klokken er 22.30 og den ældste kommer hjem, han er i dårligt humør for
> Brøndby (som han holder med) har tabt - igen! Det går der lidt tid med,
> han har noget brok, som han virkelig trænger til at komme ud med - også
> lidt brok omkring skolen - nu vi er i gang. Vi får sagt godnat og jeg får
> sagt, at jeg gerne vil have lidt fred, men så er det datterens tur til at
> sige godnat og lige få snakket en smule om dagen der gik. Det er også
> hyggeligt og jeg er stolt af at have deres fortrolighed, havde aldrig
> forventet, at de ville føle det sådan med mig - jeg havde det ikke sådan
> med min mor.
>
> Igen kommer jeg alt for sent i seng, eller i sovesofaen - som det jo er.
> Jeg sover i stuen på en gammel, arvet sovesofa, for der er alt for få
> værelser i lejligheden. Det er trælst at skulle rede seng klokken møg om
> aftenen, når jeg er ved at falde død om af træthed, men det nytter ikke at
> spekulere på det. Det er nu engang sådan det er, når der er to værelser og
> tre børn. Man må indrette sig efter forholdene.
>
> Da jeg ligger i sengen ved midnatstid, tænker jeg på, at jeg ikke fik
> håndklæderne ud af tørretumbleren - men jeg orker virkelig overhovedet
> ikke at rejse mig igen. Nu må det være slut, jeg skal trods alt op igen i
> morgen kl. 6.30.
>
> Jeg sender en sms til kæresten, hvor jeg siger godnat - og han skynder sig
> at ringe op - for som han siger, vi har jo slet ikke fået talt sammen i
> dag. Jeg ved godt, at jeg er uhøflig, og jeg ved godt, at han ikke vil
> kunne forstå, og jeg ved godt, at han forventer andet og mere - men jeg
> har ingen energi tilbage, jeg længes sådan efter at sove, at jeg kunne
> skrige. Så jeg går ikke rigtigt ind i samtalen, og jeg kan ikke mærke og
> derfor ikke give udtryk for dyb og inderlig længsel efter ham.
>
> Skal jeg være ærlig ligger jeg bare og ønsker at jeg i et par uger kunne
> være på en øde ø for mig selv. Sove, sove og sove - hvile, hvile og hvile.
> Tænke tanker uden at blive forstyrret. Ja, det er det jeg længes efter, og
> her nu lidt over midnat kan jeg slet ikke rigtigt samle tankerne om
> samtalen.
>
> Da vi siger farvel, har jeg allerede glemt hvad vi talte om.
>
> Og sådan var det også i sidste uge - og ugen før.
>
> Jeg ligger og tænker...
>
> Måske ville livet være anderledes
> - hvis børnenes far ikke var alkoholiker.
> - hvis jeg havde børnefri weekender.
> - hvis min mor ikke var misbruger, så hun kunne være der lidt for mig.
> - hvis min far ikke var langturschauffør, så han kun var hjemme i
> weekenderne og der skal nå sine egne ting.
> - hvis jeg ikke havde fået mine børn så tidligt.
> - hvis jeg havde kunnet affinde mig med et kassedame-job.
> - hvis og hvis og hvis.
>
> Hvor ville det være rart, at blive elsket for min indsats, min vilje til
> at få livet/dagligdagen og fremtiden til at hænge sammen - ikke bare for
> mig selv, men for børnene (familien) også.
>
> Hvor ville det være rart, at blive elsket for trætheden, den manglende
> energi, den periodevise ulyst og humørsvingningerne, der enten er udløst
> af udmattelse eller pms.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket for de resultater jeg skaber,
> midt i denne alt for travle verden, med alt for lidt tid til at være
> menneske.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket, uden at skulle leve op til en
> masse forventninger om lyserød, lægeromans-kærlighed, uden at skulle være
> sexet midt i sovsen, kærlig midt i opvasken, erotisk midt i
> lektielæsningen, smuk kl. 4.30 om natten midt i en omgang diarré.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket for det jeg er, i stedet for at
> skulle være noget andet, noget mere, noget anderledes.
>
> Der er kærlighed i aftensmaden jeg laver.
> Der er kærlighed i vasketøjet jeg ordner.
> Der er kærlighed i de penge jeg tjener og bruger på familien.
> Der er kærlighed i at passe på de gamle i familien.
> Der er kærlighed i at læse lektier med børnene.
> Der er kærlighed i at handle ind.
> Der er kærlighed i mig. hele tiden. hvad skulle ellers holde mig på
> benene, bringe smil på mine læber, få mig op igen i morgen. hvis ikke det
> er kærlighed til børnene, til mig selv, til familien, til livet selv.
>
> Det er ikke kærlighed som på film - men det er mere ægte end de 1½ minut
> skuespillerne står og ser på hinanden og kysser - for det er hver dag,
> hver time, hvert minut - gennem alle år. Det er kærlighed, der er til at
> stole på, den slags der gør hvad der kræves - når det kræves, og bliver
> ved længe efter at kræfterne er sluppet op og udmattelsen er sat ind.
>
> Godnat.
>
> ---------------------
>
> Kæresten slog op i søndags - jeg kunne ikke give ham den opmærksomhed, som
> han havde brug for (og han kunne ikke give mig den plads/albuerum, som jeg
> har brug for). Teksten var under udarbejdelse inden bruddet og blev
> skrevet færdig efter bruddet.
>
> mange hilsner
>
>
Puha Nusle
Lidt trist .... men så alligevel egentlig livsbekræftende.
Alle os med familier har været eller kommer der på et tidspunkt.
Det er det der modner, får os til at vokse og giver os ballasten til at stå
imod og få enderne til at mødes.
Det har det med at løse sig til sidst.
Ved godt det er en ringe trøst, men jeg har også været der et par gange.
Når jeg kigger det tilbage på perioden, kan jeg mærke at det har styrket
mig, og vigtigst har det fået mig til bedre at kunne prioritere min tid og
følelser.
På det sidste er det også gået op for mig, at jeg har sat mig selv til side
i meget stor grad.
Nok om det.
Bare hold ud og prøv at finde det positive, samt dyrk nærværet med ungerne.
Så lykkes det hele alligevel.
Knus Niels

---

In news:e4l9u8$14jb$1@newsbin.cybercity.dk,
KubikH <kallehauge@HHHemail.dk> wrote:

> Så lykkes det hele alligevel.

Hvad er det, der død-og-pine skal lykkes?

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

Jens Bruun wrote:
> KubikH <kallehauge@HHHemail.dk> wrote:
>>Så lykkes det hele alligevel.
>
> Hvad er det, der død-og-pine skal lykkes?

Et eller andet "projekt", som går ud på noget...

--
Peter Knutsen
sagatafl.org

---

In news:446e2dd3$0$67255$157c6196@dreader2.cybercity.dk,
Peter Knutsen (usenet) <peter@sagatafl.invalid> wrote:

> Et eller andet "projekt", som går ud på noget...

Vor tids svøbe. Alle forsøger fortvivlet at få et eller andet - ikke nærmere
defineret - til at lykkes. Det kan kun mislykkes.

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

"Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:L9OdncxDnYX4sfPZRVnyrA@giganews.com...
> In news:e4l9u8$14jb$1@newsbin.cybercity.dk,
> KubikH <kallehauge@HHHemail.dk> wrote:
>
>> Så lykkes det hele alligevel.
>
> Hvad er det, der død-og-pine skal lykkes?


Have det godt med sig selv, føle selvværd, føle at man betyder noget i
verdenen, og måske endda gør en forskel!!!

Mvh
Niels

---

"KubikH" <kallehauge@HHHemail.dk> skrev i en meddelelse
news:e4n50a$20bk$1@newsbin.cybercity.dk...
>
> "Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:L9OdncxDnYX4sfPZRVnyrA@giganews.com...
> > In news:e4l9u8$14jb$1@newsbin.cybercity.dk,
> > KubikH <kallehauge@HHHemail.dk> wrote:
> >
> >> Så lykkes det hele alligevel.
> >
> > Hvad er det, der død-og-pine skal lykkes?
>
>
> Have det godt med sig selv, føle selvværd, føle at man betyder noget i
> verdenen, og måske endda gør en forskel!!!
Jeg synes ikke det er så klart defineret,
jeg synes det er noget "uldent" det du skriver.

---

"sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
news:446f197f$0$60784$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>
> "KubikH" <kallehauge@HHHemail.dk> skrev i en meddelelse
> news:e4n50a$20bk$1@newsbin.cybercity.dk...
>>
>> "Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
>> news:L9OdncxDnYX4sfPZRVnyrA@giganews.com...
>> > In news:e4l9u8$14jb$1@newsbin.cybercity.dk,
>> > KubikH <kallehauge@HHHemail.dk> wrote:
>> >
>> >> Så lykkes det hele alligevel.
>> >
>> > Hvad er det, der død-og-pine skal lykkes?
>>
>>
>> Have det godt med sig selv, føle selvværd, føle at man betyder noget i
>> verdenen, og måske endda gør en forskel!!!
> Jeg synes ikke det er så klart defineret,
> jeg synes det er noget "uldent" det du skriver.
>

Tjaaa det er jo dybest set følelser vi snakker om.
Det er noget "Uldent" noget, og har ikke samme værdi for andre mennesker,
som de har for mig
Mvh
Niels

---

In news:e4n50a$20bk$1@newsbin.cybercity.dk,
KubikH <kallehauge@HHHemail.dk> wrote:

> Have det godt med sig selv, føle selvværd, føle at man betyder noget i
> verdenen, og måske endda gør en forskel!!!

Drøm videre. Jeg er sikker på, du finder en krukke guld for enden af
regnbuen.

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

"Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:bamdnUihHfi9rfLZnZ2dnUVZ8tOdnZ2d@giganews.com...
> In news:e4n50a$20bk$1@newsbin.cybercity.dk,
> KubikH <kallehauge@HHHemail.dk> wrote:
>
>> Have det godt med sig selv, føle selvværd, føle at man betyder noget i
>> verdenen, og måske endda gør en forskel!!!
>
> Drøm videre. Jeg er sikker på, du finder en krukke guld for enden af
> regnbuen.

Guld er noget materielt.
Hvis vi lader guldkrukken stå stå for det følelsesmæssige, så har jeg
krukken lige nu.
Men den smutter jo væk en gang imellem.
Mvh
Niels

---

"KubikH" <kallehauge@HHHemail.dk> skrev i en meddelelse
news:e4l9u8$14jb$1@newsbin.cybercity.dk...

Hej,

> Lidt trist .... men så alligevel egentlig livsbekræftende.

Ja, det synes jeg også

> Det er det der modner, får os til at vokse og giver os ballasten til at
> stå imod og få enderne til at mødes.
> Det har det med at løse sig til sidst.

Yup.

> Ved godt det er en ringe trøst, men jeg har også været der et par gange.
> Når jeg kigger det tilbage på perioden, kan jeg mærke at det har styrket
> mig, og vigtigst har det fået mig til bedre at kunne prioritere min tid og
> følelser.
> På det sidste er det også gået op for mig, at jeg har sat mig selv til
> side i meget stor grad.
> Nok om det.
> Bare hold ud og prøv at finde det positive, samt dyrk nærværet med
> ungerne.
> Så lykkes det hele alligevel.

Tak.

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446df11e$0$204$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Dage i mit liv...
Ja, én lang og trist lidelseshistorie, krydret med stegning af frikadeller
og toiletbesøg!

Det fremgår at dit liv på en måde er lukket, de vigtige beslutninger ER
taget,
og alt drejer sig nu om hverdag og 3 børn. Om nogle år kan du så slappe lidt
af og se frem til pensionisttilværelsen. Måske med en rejse ned til en
grisefest en gang
imellem, hvor andre har stegt frikadellerne og lavet den fede sovs til dig.

Hvis du skal have en kæreste, skal det være en der står samme sted i livet
som dig selv, en med et lukket liv.

Hvis du får en kæreste hvis liv og muligheder stadig står åbne, skal du være
opmærksom på at samværet med dig lukker og slukker mulighederne i hans liv.
Det er for meget at forlange/forvente af et andet mennesker, det er total
opofrelse.
Her er lidt sex i ny og næ ikke kompensation nok!

Hvis der er saft og kraft i kæresten er han nødsaget til at gå,

> Der er kærlighed i aftensmaden jeg laver.
> Der er kærlighed i vasketøjet jeg ordner.
> Der er kærlighed i de penge jeg tjener og bruger på familien.
> Der er kærlighed i at passe på de gamle i familien.
> Der er kærlighed i at læse lektier med børnene.
> Der er kærlighed i at handle ind.
> Der er kærlighed i mig. hele tiden. hvad skulle ellers holde mig på
benene,
> bringe smil på mine læber, få mig op igen i morgen. hvis ikke det er
> kærlighed til børnene, til mig selv, til familien, til livet selv.
>
> Det er ikke kærlighed som på film - men det er mere ægte end de 1½ minut
> skuespillerne står og ser på hinanden og kysser - for det er hver dag,
hver
> time, hvert minut - gennem alle år. Det er kærlighed, der er til at stole
> på, den slags der gør hvad der kræves - når det kræves, og bliver ved
længe
> efter at kræfterne er sluppet op og udmattelsen er sat ind.
Alt her drejer sig om dig og dine børn, selvfølgelig, det kan du ikke byde
en mand
der selv skal skabe sig et liv.

Det er noget det kun giver god indhold i livet for dig, ikke for en kæreste.

Det du mangler er vist lidt hushjælp, og erkendelse af egen situation måske.
(eller måske har du erkendelsen allerede, for du skriver jo bare
konstaterende)


> ---------------------
>
> Kæresten slog op i søndags - jeg kunne ikke give ham den opmærksomhed, som
> han havde brug for (og han kunne ikke give mig den plads/albuerum, som jeg
> har brug for).
Han er selvfølgelig nødsaget til at slå op, gjorde han ikke det,
ville han være af en kvalitet, så du slet ikke vil være kærester med ham!

---

"sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
news:446ee84e$0$60785$157c6196@dreader1.cybercity.dk...

Hej,

> Ja, én lang og trist lidelseshistorie, krydret med stegning af frikadeller
> og toiletbesøg!

Det er to dage, der er beskrevet, et øjebliksbillede på periodevis travlhed.

Hvad du ikke forstår i teksten (måske fordi det ikke er skrevet eksplicit) -
er den gave det er, at være en vigtig, nødvendig del af andres liv. At man
manifesterer sig, så man vil blive savnet. Sådan er mit liv også - jeg er
savnet, når jeg ikke har tid/overskud, og det er ikke så ringe endda.

> Det fremgår at dit liv på en måde er lukket, de vigtige beslutninger ER
> taget,

Hvilke vigtige beslutninger?

> og alt drejer sig nu om hverdag og 3 børn.

Det kommer an på øjnene der ser.

Midt i denne hverdag med 3 børn, har jeg uddannet mig og skabt en sund
økonomi - jeg har rejst, læst, spillet og datet/kærestet. I perioder har jeg
også været en hel del i byen.

> Om nogle år kan du så slappe lidt
> af og se frem til pensionisttilværelsen.

Ork, denne hverdag er egentlig afslapning oven på 4 hårde år - først to med
uddannelse ved siden af arbejdet, så et år med to jobs og efterfølgende et
år med overarbejde så arbejdstiden lå ml. 45-50 timer om ugen.

Dette er ren ferie, der vil bare altid opstå travle perioder

> Måske med en rejse ned til en
> grisefest en gang
> imellem, hvor andre har stegt frikadellerne og lavet den fede sovs til
> dig.

Jeg er ikke til den slags rejser. Så vil jeg hellere besøge familie/bekendte
i England, Skotland, Spanien, USA, Tyrkiet, Norge eller Australien. Det er
en helt anden måde at opleve verdenen på.

> Hvis du skal have en kæreste, skal det være en der står samme sted i livet
> som dig selv, en med et lukket liv.

Mit liv er ikke "lukket" som sådan - synes jeg.

Jeg prioriterer bare ikke, det at være erotisk midt i madlavningen, og jeg
tænker ikke på mandens erigerede lem midt i støvsugningen - og jeg sætter
ikke en kæreste "højest", når der f.eks. sker store ting i børnenes liv
(eksamen, kærestesorger mv.).

Hver ting til sin tid.

Det har jeg det fint med - og har ingen planer om at ændre på det. På den
måde kan man måske godt hævde, at mit liv er "lukket".

> Hvis du får en kæreste hvis liv og muligheder stadig står åbne, skal du
> være
> opmærksom på at samværet med dig lukker og slukker mulighederne i hans
> liv.

Det må så være hans problem.

Selv har jeg planer om måske at rejse ud som ulandsfrivillig om ca. 6 år
(når den yngste er blevet 18 år) - og jeg har også overvejelser omkring at
bosætte mig i Australien (hvor min søster bor) i et år eller to. Men det
kommer an på, hvordan livet udvikler sig, skulle børnene rende ind i
fuldstændigt uoverskuelige problemer, så bliver jeg selvfølgelig og støtter
op om dem.

For to års tid siden overvejede jeg også at søge arbejde i det nordligste
Norge (fantastisk gode lønninger, nedsat skat og billig bolig - fordi
området ligger så det er vanskeligt at tiltrække arbejdskraft), men så blev
vores bedstemor alvorligt syg - ellers havde den yngste og jeg taget et år i
Norge, mens de store alligevel var på efterskole.

Jeg har masser af muligheder - de indebærer bare ikke (fordi jeg ikke vælger
det), at tilsidesætte børnene, familien eller mig selv for en kæreste - slet
ikke når forholdet er så nyt. Jeg havde fra begyndelsen af gjort opmærksom
på, at jeg ikke var til at sidde klinet op ad hinanden hver aften, og efter
14 dage brød jeg med ham - fordi det blev for omklamrende. Efterfølgende tog
jeg så kontakt igen, fordi jeg ikke ville "give op så let" - og jeg troede,
at han kunne acceptere og forstå, at jeg ikke ville være sammen hver dag
osv. Det sagde han også, at han kunne - men så kunne han ikke alligevel.

Jeg lod forholdet gå planken ud, i stedet for selv at smække døren med det
samme. Det var meget lærerigt, for så fik jeg feed-back fra
kæresten/ex-kæresten - og det er jeg glad for.

> Det er for meget at forlange/forvente af et andet mennesker, det er total
> opofrelse.

Måske, hvis man ser det på den måde.

Ex-kæresten konstaterede, at han var glad for ikke at blive mødt med
forventninger og krav fra min side - men han havde det svært med, at hans
forventninger og krav til mig ikke blev imødekommet. Han sagde også, at han
godt kunne se, at når omstændighederne havde ændret sig indenfor de sidste
to måneder (så jeg havde fået mere travlt i denne periode), så kunne han
godt se, at det ikke var rimeligt, at forvente/kræve opmærksomhed og
intimitet i samme grad som de første to måneder - men han havde nu engang
behov, og han kunne ikke holde ud, at de ikke blev opfyldt (selvom det kun
er en periode - sådan er livet - omskifteligt).

Det var jeg glad for at høre, for man får tudet ørerne fulde med hvor meget
man som kvinde i 30'erne forventer/kræver af de stakkels mænd

Nu er jeg så sjovt nok på vej ind i en periode med mindre travlhed *G*.

> Her er lidt sex i ny og næ ikke kompensation nok!

Lidt sex?

Du kender ikke mig.

> Hvis der er saft og kraft i kæresten er han nødsaget til at gå,

Det gjorde han så også. Hvorvidt det er tegn på saft og kraft - bliver vi
nok ikke enige om.

> Det er noget det kun giver god indhold i livet for dig, ikke for en
> kæreste.

Hvis man har den indstilling, så er det nok helt galt at give sig i kast med
et forhold til denne enlig mor.

> Det du mangler er vist lidt hushjælp, og erkendelse af egen situation
> måske.
> (eller måske har du erkendelsen allerede, for du skriver jo bare
> konstaterende)

Jeg ved, hvad jeg har og hvordan det er - og jeg holder det ikke hemmeligt,
overhovedet ikke - tværtimod.

Hushjælp - ja, det var det ex-kæresten havde i moderen. Det er nok en
mandeting - jeg skulle tjene temmelig mange penge, før jeg gad betale til en
hushjælp.

Der er en grund til, at nogle mennesker har så lidt at lave, at de forfalder
til at tro, at livet er (eller burde være) som på film.

> Han er selvfølgelig nødsaget til at slå op, gjorde han ikke det,
> ville han være af en kvalitet, så du slet ikke vil være kærester med ham!

Jamen, den sidste måned ville jeg heller ikke være kæreste med ham - jeg
ventede bare, fordi jeg forventede at tingene ville ændre sig, enten når han
begyndte at forstå, at alting ikke handlede om hans behov - eller når jeg
igen fik mere tid til at "tage mig af ham".

Den overskud af tid, der så småt er ved at genindfinde sig - vil jeg så
bruge på andre ting

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446f05b5$0$117$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
> news:446ee84e$0$60785$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
> > Ja, én lang og trist lidelseshistorie, krydret med stegning af
frikadeller
> > og toiletbesøg!
>
> Det er to dage, der er beskrevet, et øjebliksbillede på periodevis
travlhed.
De 2 dage var mere end nok!

>
> Hvad du ikke forstår i teksten (måske fordi det ikke er skrevet
eksplicit) -
> er den gave det er, at være en vigtig, nødvendig del af andres liv.
Når du her taler om "andre", så mener du dine børn + anden familie.

> > Det fremgår at dit liv på en måde er lukket, de vigtige beslutninger ER
> > taget,
>
> Hvilke vigtige beslutninger?
Vigtigst er partner og beslutning om at få egne børn.
Ved at være kærester med dig, tvinges manden til at tage en beslutning her.
En beslutning som vel er den vigtigste i livet.

> > Hvis du skal have en kæreste, skal det være en der står samme sted i
livet
> > som dig selv, en med et lukket liv.
>
> Mit liv er ikke "lukket" som sådan - synes jeg.
Dit liv er "lukket" mht. familie.

> > Hvis du får en kæreste hvis liv og muligheder stadig står åbne, skal du
> > være
> > opmærksom på at samværet med dig lukker og slukker mulighederne i hans
> > liv.
>
> Det må så være hans problem.
Det er netop hans problem.
De færreste mænd og kvinder ønsker at fraskrive sig muligheden for egen
familie.

>
> Selv har jeg planer om måske at rejse ud som ulandsfrivillig om ca. 6 år
> (når den yngste er blevet 18 år)
Sikkert underholdende pensionist-aktivitet.

> For to års tid siden overvejede jeg også at søge arbejde i det nordligste
> Norge (fantastisk gode lønninger, nedsat skat og billig bolig - fordi
> området ligger så det er vanskeligt at tiltrække arbejdskraft).
God ide, måske skulle jeg overveje det.

> Jeg har masser af muligheder - de indebærer bare ikke (fordi jeg ikke
vælger
> det), at tilsidesætte børnene, familien eller mig selv for en kæreste -
slet
> ikke når forholdet er så nyt. Jeg havde fra begyndelsen af gjort opmærksom
> på, at jeg ikke var til at sidde klinet op ad hinanden hver aften, og
efter
> 14 dage brød jeg med ham - fordi det blev for omklamrende. Efterfølgende
tog
> jeg så kontakt igen, fordi jeg ikke ville "give op så let" - og jeg
troede,
> at han kunne acceptere og forstå, at jeg ikke ville være sammen hver dag
> osv. Det sagde han også, at han kunne - men så kunne han ikke alligevel.
Hvis han er sådan, så er det da netop vigtig at han får sin egen familie
hvis nogen da kan bruge ham til sådan noget.

> > Her er lidt sex i ny og næ ikke kompensation nok!
>
> Lidt sex?
>
> Du kender ikke mig.
Det er sexet at der er perspektiv i et forhold.
Uden perspektiv bliver selv sex uinteressant.

>
> > Hvis der er saft og kraft i kæresten er han nødsaget til at gå,
>
> Det gjorde han så også. Hvorvidt det er tegn på saft og kraft - bliver vi
> nok ikke enige om.
>
> > Det er noget der kun giver god indhold i livet for dig, ikke for en
> > kæreste.
>
> Hvis man har den indstilling, så er det nok helt galt at give sig i kast
med
> et forhold til denne enlig mor.
Ja, dder var sikkert det helt galt, at han ikke havde tænkt konsekvenserne
grundig nok igemmen, at han afskrev det at få egen familie.

---

"sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
news:446f160f$0$60786$157c6196@dreader1.cybercity.dk...

Hej,

> De 2 dage var mere end nok!

Hvorfor?

Er du bange for travlhed?

> Når du her taler om "andre", så mener du dine børn + anden familie.

En kæreste er også familie - det er derfor jeg også tager mig af ham, men
jeg prioriterer.

F.eks. er det sådan, at når min datter har brug for mig, fordi hun er dybt
ulykkelig og skal igennem sin første store kærestesorg - så ignorerer jeg
ikke hende, fordi mine sønner godt kunne tænke sig, at jeg så fodbold sammen
med dem i stedet for. De kan dybest set se fodbold selv - var min datter
ikke ulykkelig, så jeg glad og gerne fodbold med dem.

Det har børn i en søskendeflok ingen problemer med at forstå og forholde sig
til.

En kæreste/partner indgår (over tid) i samme "familie" og vil ganske
naturligt blive en del af prioriteringerne.

At nogle så ikke kan forstå, at sådanne prioriteringer finder sted - kan jeg
undre mig over, men ikke tage det store hensyn til.

Hvis kærestens mor døde, ville mine børn aldrig (læs: ALDRIG) blive
fortørnede over at måtte se sig tilsidesat i nogle uger.

De ville finde det naturligt, at kæresten fik min tid og støtte - de er
nemlig vant til, at sådan prioriterer man.

> Vigtigst er partner og beslutning om at få egne børn.

Aha.

> Ved at være kærester med dig, tvinges manden til at tage en beslutning
> her.
> En beslutning som vel er den vigtigste i livet.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg vrider armen rundt på en given mand - og
siger noget i stil med:
"Du skal være min kæreste, og derfor skal du beslutte dig til aldrig at få
egne børn!!"

Nej, verden kan måske godt være lidt underligt skruet sammen til tider - men
sådan gebærder jeg mig dog ikke.

Jeg melder ud, at jeg ikke skal have flere børn - fra begyndelsen af. Hvis
en mand ønsker egne børn, ved han dermed, at så ligger lykken ikke sammen
med mig. Det er da ganske simpelt og ligetil. Det har jeg ingen problemer
med at acceptere, forstå og leve med.

Nu er det så så heldigt, at nogle mænd ikke ønsker egne børn - eller ikke
kan få egne børn - eller allerede har de børn de vil have - og derfor synes
det er ganske udmærket, at jeg allerede har børn.

> Dit liv er "lukket" mht. familie.

Nej da - jeg kan fint leve med at manden har børn, jeg er "vant" til også at
indlemme børn i familien.

Men mit liv er "lukket" mht. selv at få flere børn - det er rigtigt. Ud over
at jeg føler mig for gammel, så synes jeg generelt, at det med at have børn
med flere fædre er en overordentlig skidt idé.

> Det er netop hans problem.
> De færreste mænd og kvinder ønsker at fraskrive sig muligheden for egen
> familie.

Mange mænd i 30'erne og derover har allerede de børn de vil have, eller har
slået sig til tåls med, at de ikke kan få børn f.eks.

>> Selv har jeg planer om måske at rejse ud som ulandsfrivillig om ca. 6 år
>> (når den yngste er blevet 18 år)
> Sikkert underholdende pensionist-aktivitet.

Kan man blive pensioneret i DK som 42 årig?

Fedt

Det vil jeg glæde mig til.

(jeg er 42 år, når den yngste bliver 18 år).

> Hvis han er sådan, så er det da netop vigtig at han får sin egen familie
> hvis nogen da kan bruge ham til sådan noget.

Ja, hvis du siger det - skal jeg give ham besked på, at det er vigtigt, at
han får sin egen familie - selvom han selv har en anden mening

> Ja, dder var sikkert det helt galt, at han ikke havde tænkt konsekvenserne
> grundig nok igemmen, at han afskrev det at få egen familie.

Måske - du ved det sikkert bedre end han.

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446f1db6$0$176$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
> news:446f160f$0$60786$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
> > De 2 dage var mere end nok!
>
> Hvorfor?
>
> Er du bange for travlhed?
Nej ikke hvis travlheden fører til noget.

>
> > Når du her taler om "andre", så mener du dine børn + anden familie.
>
> En kæreste er også familie - det er derfor jeg også tager mig af ham, men
> jeg prioriterer.
>
> F.eks. er det sådan, at når min datter har brug for mig, fordi hun er dybt
> ulykkelig og skal igennem sin første store kærestesorg - så ignorerer jeg
> ikke hende, fordi mine sønner godt kunne tænke sig, at jeg så fodbold
sammen
> med dem i stedet for. De kan dybest set se fodbold selv - var min datter
> ikke ulykkelig, så jeg glad og gerne fodbold med dem.
>
> Det har børn i en søskendeflok ingen problemer med at forstå og forholde
sig
> til.
>
> En kæreste/partner indgår (over tid) i samme "familie" og vil ganske
> naturligt blive en del af prioriteringerne.
>
> At nogle så ikke kan forstå, at sådanne prioriteringer finder sted - kan
jeg
> undre mig over, men ikke tage det store hensyn til.
>
> Hvis kærestens mor døde, ville mine børn aldrig (læs: ALDRIG) blive
> fortørnede over at måtte se sig tilsidesat i nogle uger.
>
> De ville finde det naturligt, at kæresten fik min tid og støtte - de er
> nemlig vant til, at sådan prioriterer man.
>
> > Vigtigst er partner og beslutning om at få egne børn.
>
> Aha.
>
> > Ved at være kærester med dig, tvinges manden til at tage en beslutning
> > her.
> > En beslutning som vel er den vigtigste i livet.
>
> Nu er det jo ikke sådan, at jeg vrider armen rundt på en given mand - og
> siger noget i stil med:
> "Du skal være min kæreste, og derfor skal du beslutte dig til aldrig at få
> egne børn!!"
>
> Nej, verden kan måske godt være lidt underligt skruet sammen til tider - m
en
> sådan gebærder jeg mig dog ikke.
>
> Jeg melder ud, at jeg ikke skal have flere børn - fra begyndelsen af. Hvis
> en mand ønsker egne børn, ved han dermed, at så ligger lykken ikke sammen
> med mig. Det er da ganske simpelt og ligetil. Det har jeg ingen problemer
> med at acceptere, forstå og leve med.
>
> Nu er det så så heldigt, at nogle mænd ikke ønsker egne børn - eller ikke
> kan få egne børn - eller allerede har de børn de vil have - og derfor
synes
> det er ganske udmærket, at jeg allerede har børn.
Det må så være din målgruppe når du søger partner til noget længerevarende
..
>
> Men mit liv er "lukket" mht. selv at få flere børn - det er rigtigt. Ud
over
> at jeg føler mig for gammel, så synes jeg generelt, at det med at have
børn
> med flere fædre er en overordentlig skidt idé.
Set ud fra en teoretisk biologisk synsvinkel, er det ikke en skidt idé med
forskellige fædre. Det er derfor forelskelser kun varer nogle måneder.

Det at du føler dig for gammel, betyder måske at du matcher bedst med
en mand der er ca.10 år ældre end dig selv. Så står i lidt samme sted.

>
> > Det er netop hans problem.
> > De færreste mænd og kvinder ønsker at fraskrive sig muligheden for egen
> > familie.
>
> Mange mænd i 30'erne og derover har allerede de børn de vil have, eller
har
> slået sig til tåls med, at de ikke kan få børn f.eks.
>
> >> Selv har jeg planer om måske at rejse ud som ulandsfrivillig om ca. 6
år
> >> (når den yngste er blevet 18 år)
> > Sikkert underholdende pensionist-aktivitet.
>
> Kan man blive pensioneret i DK som 42 årig?
Man kan sikkert få pension allerede som 18 årig.

>
> Fedt
>
> Det vil jeg glæde mig til.
Så må du igang med at udtænke et sygdomsforløb.
Du kan sikkert få lidt vejledning er i gruppen.

Det jeg mente med bemærkningen var at jeg opfatter ulandsfrivillig
som noget man gør når man holder pause.
Før uddannelse eller efter uddannelse og inden arbejde, og
før eller efter børn.

>
> (jeg er 42 år, når den yngste bliver 18 år).
>
> > Hvis han er sådan, så er det da netop vigtig at han får sin egen familie
> > hvis nogen da kan bruge ham til sådan noget.
>
> Ja, hvis du siger det - skal jeg give ham besked på, at det er vigtigt, at
> han får sin egen familie - selvom han selv har en anden mening
Han har fortalt dig at han har en anden mening, men vi ved ikke hvad
han tænker, jeg har dog en formodning.

>
> > Ja, dder var sikkert det helt galt, at han ikke havde tænkt
konsekvenserne
> > grundig nok igemmen, at han afskrev det at få egen familie.
>
> Måske - du ved det sikkert bedre end han.
Jeg ved det sikkert ikke bedre end han,
men jeg ved lidt om hvad mænd tænker generelt,
og det er det jeg skriver om her.

---

"sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
news:446f2b47$0$60785$157c6196@dreader1.cybercity.dk...

Hej,

> Nej ikke hvis travlheden fører til noget.

Og du tror ikke, at det at forsørge og opfostre børn fører til noget?

> Det må så være din målgruppe når du søger partner til noget
> længerevarende

Min målgruppe er mænd, der ikke skal have børn - og det lægger jeg ikke
skjul på.

> Set ud fra en teoretisk biologisk synsvinkel, er det ikke en skidt idé med
> forskellige fædre. Det er derfor forelskelser kun varer nogle måneder.

Sådan som samfundet er struktureret, synes jeg - at det for mig - vil være
noget frygteligt rod med flere fædre.

> Det at du føler dig for gammel, betyder måske at du matcher bedst med
> en mand der er ca.10 år ældre end dig selv. Så står i lidt samme sted.

Problemet med mænd der er 10 år ældre er nogle gange, at de bliver trætte
bare af at høre om mit liv - og det er nok heller ikke så smart i længden.

> Så må du igang med at udtænke et sygdomsforløb.
> Du kan sikkert få lidt vejledning er i gruppen.

Nah, jeg er ikke til fusk og svindel.

> Det jeg mente med bemærkningen var at jeg opfatter ulandsfrivillig
> som noget man gør når man holder pause.
> Før uddannelse eller efter uddannelse og inden arbejde, og
> før eller efter børn.

Okay.

> Han har fortalt dig at han har en anden mening, men vi ved ikke hvad
> han tænker, jeg har dog en formodning.

Du kender ham jo slet ikke.

> Jeg ved det sikkert ikke bedre end han,
> men jeg ved lidt om hvad mænd tænker generelt,
> og det er det jeg skriver om her.

Jeg tror ikke, at mænd generelt er uafklarede mht. om de vil have egne børn
eller ej.

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446f346d$0$164$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
> news:446f2b47$0$60785$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
> > Nej ikke hvis travlheden fører til noget.
>
> Og du tror ikke, at det at forsørge og opfostre børn fører til noget?
Jo jeg tror at det føre til noget for dig at du forsørger og opfostre
dine børn.
Spørgsmålet er så bare om det ville føre til noget for kæresten at
deltage i at opfostre dine børn.

> Min målgruppe er mænd, der ikke skal have børn - og det lægger jeg ikke
> skjul på.
Godt at melde det klart ud.

> > Det at du føler dig for gammel, betyder måske at du matcher bedst med
> > en mand der er ca.10 år ældre end dig selv. Så står i lidt samme sted.
>
> Problemet med mænd der er 10 år ældre er nogle gange, at de bliver trætte
> bare af at høre om mit liv - og det er nok heller ikke så smart i længden.
Rigtig mange mænd på 46-47 står netop med børn som er på alder med dine.
Du startede jo med at få børn ca. 10 år før de fleste mænd gør det.

> > Jeg ved det sikkert ikke bedre end han,
> > men jeg ved lidt om hvad mænd tænker generelt,
> > og det er det jeg skriver om her.
>
> Jeg tror ikke, at mænd generelt er uafklarede mht. om de vil have egne
børn
> eller ej.
Det kan jeg næsten sige med sikkerhed at der er.
De mænd jeg kender som er 30-50 og som ikke har børn virker ikke
afklarede med det.

---

"sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
news:446f38a9$0$60781$157c6196@dreader1.cybercity.dk...

Hej,

> Jo jeg tror at det føre til noget for dig at du forsørger og opfostre
> dine børn.
> Spørgsmålet er så bare om det ville føre til noget for kæresten at
> deltage i at opfostre dine børn.

Tja, det har da ført til noget, at jeg har deltaget i at opfostre min
steddatter - jeg kan genkende mig selv i hende, og hun er nok kommet for at
blive i mit liv - det er da dejligt.

> Rigtig mange mænd på 46-47 står netop med børn som er på alder med dine.
> Du startede jo med at få børn ca. 10 år før de fleste mænd gør det.

Ja, men det gør ikke mænd på 46-47 år mere friske og energiske.

> Det kan jeg næsten sige med sikkerhed at der er.
> De mænd jeg kender som er 30-50 og som ikke har børn virker ikke
> afklarede med det.

Det kan godt være - at de ikke er afklarede med ikke at have egne børn - men
så er de vel afklarede med, at de gerne vil have det.

mange hilsner

---

Hvad slog mig meget sigende i denne skildring er at kæresten ikke blev
en del af familien.

Hvorfor kunne han ikke hjælpe med en tøjvask, tage opvasken, putte
ungerne i seng, lave noget mad, købe ind?

Hvis han virkelig ønskede at blive en del af familien og dit live, så
ville han gå ind i hverdagen og tage sin del af slæbet så der ville
blive tid til kvalitets kæreste tid.

Knuser og held og lykke. Børn er et kæmpe arbejde.

---

"Pia Klit Lahrolm" <pia@larholm.dk> skrev i en meddelelse
news:446efaf2$0$32071$636a55ce@news.free.fr...

Hej,

> Hvad slog mig meget sigende i denne skildring er at kæresten ikke blev en
> del af familien.

Det er begrænset hvor meget man kan komme på banen på 4 måneder - ikk'?

> Hvorfor kunne han ikke hjælpe med en tøjvask, tage opvasken, putte ungerne
> i seng, lave noget mad, købe ind?

Jamen, jeg synes, at han gjorde en hæderlig indsat.

> Hvis han virkelig ønskede at blive en del af familien og dit live, så
> ville han gå ind i hverdagen og tage sin del af slæbet så der ville blive
> tid til kvalitets kæreste tid.

Tja, denne kvalitets kæreste tid - kan være snørklet i perioder. Heldigvis
varer sådanne perioder jo ikke forevigt. Det tror jeg såmænd alle der har
været i et forhold med børn ved.

Hvis man ikke kan tilsidesætte sig selv og sine behov i nogle uger, uden at
man bliver ulykkelig over det - så tror jeg sådan set ikke, at man kan
trives i et forhold med mig. Set i det lys, gik det som det skulle.

Behov = behovet for at blive kysset x-antal gange om dagen, krammet x-antal
gange om dagen osv.

> Knuser og held og lykke. Børn er et kæmpe arbejde.

Takker, og ja - det er de. Men de er også et projekt i livet der virkelig, i
al sin enkelhed, altid er det hele værd.

knus

---

"Pia Klit Lahrolm" <pia@larholm.dk> skrev i en meddelelse
news:446efaf2$0$32071$636a55ce@news.free.fr...
> Hvad slog mig meget sigende i denne skildring er at kæresten ikke blev
> en del af familien.
Det er jo ikke hans familie, og det bliver det aldrig helt.
Den dag Nusle ikke synes det er så sjovt at være kærester mere
står han uden uden familie hvis han da ikke selv har børn.
Det er lånt familie, nogen gange er det godt, nogen gange skidt,
og det varer aldrig længere end kæresteforholdet.

>
> Hvorfor kunne han ikke hjælpe med en tøjvask, tage opvasken, putte
> ungerne i seng, lave noget mad, købe ind?
Det er bedre for ham at bruge krudt på sit eget liv hvis han ønsker familie.
Det ved han også godt, men det er ikke så rart at sige det direkte.


> Hvis han virkelig ønskede at blive en del af familien og dit live, så
> ville han gå ind i hverdagen og tage sin del af slæbet så der ville
> blive tid til kvalitets kæreste tid.
At dømme ud fra den lange lidelseshistorie, fremgår det at
cost ved at være Nusles kæreste er for stor i forhold til benefit
på nuværende tidspunkt. Det ændre sig sikkert når børnene er
blevet mere voksne.
Hvis han er typen der drømmer om familie er det nok bedre
for ham selv at skabe en.

>
> Knuser og held og lykke. Børn er et kæmpe arbejde.

Egne børn bør være en livsvarig fornøjelse/investering.

Andres børn skal man have betaling for at passe i længden.

---

"sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
news:446f0c46$0$60784$157c6196@dreader1.cybercity.dk...

Hej,

> Den dag Nusle ikke synes det er så sjovt at være kærester mere
> står han uden uden familie hvis han da ikke selv har børn.
> Det er lånt familie, nogen gange er det godt, nogen gange skidt,
> og det varer aldrig længere end kæresteforholdet.

Nahhh.

Jeg blev skilt fra min steddatters far for 10 år siden - men er altså
pap-mormor til hendes barn nu. Jeg har (og har haft) mere kontakt med hende
end hendes far - og hun og jeg elsker hinanden højt.

Hvis man mister kontakten til børn, som man har knyttet sig til - så er det
som regel altid ens egen skyld. Børn er fantastisk loyale, og har man først
ladet dem knytte sig til én, så er der ingen grund til at forsvinde ud af
deres liv - medmindre man selv vil.

Jeg havde min steddatter på weekends fra hun var 12 år og til hun blev
voksen - det var ikke noget problem, at jeg ikke længere var sammen med
hendes far (vi blev skilt, da hun var 12 år).

Det bånd vi har knyttet, var vores. Og det er det stadig.

Sådan er det også med min far og min storebror (min far er ikke min
storebrors biologiske far), og sådan er det også med min storebror og hans
ældste datter (som han ikke er biologisk far til).

Du ved tydeligvis ikke hvad du snakker om her.

> Det er bedre for ham at bruge krudt på sit eget liv hvis han ønsker
> familie.

Selvfølgelig - men det ønskede han ikke (sagde han).

> Det ved han også godt, men det er ikke så rart at sige det direkte.

Er det mere rart at undvære egne børn?

Meget alternativ logik, synes jeg.

> Egne børn bør være en livsvarig fornøjelse/investering.
>
> Andres børn skal man have betaling for at passe i længden.

Jeg tror, at min steddatter er meget tilfreds med, at jeg ikke har (og
aldrig har haft) den holdning

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446f1f8c$0$208$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
> news:446f0c46$0$60784$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
> > Den dag Nusle ikke synes det er så sjovt at være kærester mere
> > står han uden uden familie hvis han da ikke selv har børn.
> > Det er lånt familie, nogen gange er det godt, nogen gange skidt,
> > og det varer aldrig længere end kæresteforholdet.
>
> Nahhh.
>
> Du ved tydeligvis ikke hvad du snakker om her.
Jeg videregav blot mine egne erfaringer på området.


>
> > Det er bedre for ham at bruge krudt på sit eget liv hvis han ønsker
> > familie.
>
> Selvfølgelig - men det ønskede han ikke (sagde han).
Godt at du er klar over at han nok ikke mener hvad han siger her.
Han vil have gang i noget med dig, og han siger så det der skal til.

>
> > Det ved han også godt, men det er ikke så rart at sige det direkte.
>
> Er det mere rart at undvære egne børn?
Det skal han jo netop ikke pga. dig, da han jo netop gik.

>
> Meget alternativ logik, synes jeg.
Det er da logisk nok, han fik gang i noget med dig,
og han kom også videre og kan gøre hvad han vil.

Jeg har gjort præcist det samme, nemlig at på
startet noget som jeg nok vidste ikke gik i længden.
Det har du sikkert også.

---

"sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
news:446f25f3$0$60785$157c6196@dreader1.cybercity.dk...

Hej,

> Jeg har gjort præcist det samme, nemlig at på
> startet noget som jeg nok vidste ikke gik i længden.
> Det har du sikkert også.

Ja, da - men ikke på så elementært et område, hvor jeg er afklaret.

Jeg ville føle mig umanerligt dum, hvis jeg agerede sådan.

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446f292d$0$202$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "sdsf" <sdsf@her.der.dk> skrev i en meddelelse
> news:446f25f3$0$60785$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>
> Hej,
>
> > Jeg har gjort præcist det samme, nemlig at på
> > startet noget som jeg nok vidste ikke gik i længden.
> > Det har du sikkert også.
>
> Ja, da - men ikke på så elementært et område, hvor jeg er afklaret.
Mange er ikke afklarede på elementære områder.
Eller de tror de er afklarede, men opdager at det er de ikke.

Nogen gange kommer man til at gå lidt ad en vej som man var så sikker
på var den helt rigtige, men opdager så at det var den alligevel ikke.

---

On Sat, 20 May 2006 13:18:10 +0200, Pia Klit Lahrolm <pia@larholm.dk>
wrote:

HI Pia det er sørme længe siden godt at se dig igen :0)

>Hvis han virkelig ønskede at blive en del af familien og dit live, så
>ville han gå ind i hverdagen og tage sin del af slæbet så der ville
>blive tid til kvalitets kæreste tid.

Hmm det er der sikkert mange der gør bare ikke i den givne novelle og
jeg tviler på at der bliver skrevet meget litteratur om opvaske børne
putning og lorte bleer ...
>
> Børn er et kæmpe arbejde.

ja jeg gyser lidt ved tanken ... men nu for vi at se er begyndt at
date ynger kvinder så ....?

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

Bo M Mogensen wrote:
> On Sat, 20 May 2006 13:18:10 +0200, Pia Klit Lahrolm <pia@larholm.dk>
> wrote:
>
> HI Pia det er sørme længe siden godt at se dig igen :0)
>

Takker :) Nu får vi se hvor meget tid jeg får til at skrive med en 8
mdr. gammel datter (ja, min egen) i lejligheden :)
>
> ja jeg gyser lidt ved tanken ... men nu for vi at se er begyndt at
> date ynger kvinder så ....?
>

Kan ikke lade være med at tænke på hvad 'yngre' kvinder er i denne
sammenhæng ;)

Børn er det hele værd dog, og hvad jeg oplevede var at min sexuallyst
var meget meget stærkere mens jag var gravid end før.
Uhah!

---

"Pia Klit Lahrolm" <pia@larholm.dk> skrev

>
> Børn er det hele værd dog, og hvad jeg oplevede var at min sexuallyst var
> meget meget stærkere mens jag var gravid end før.
> Uhah!

Jeg forestillede mig ellers at du med dit sexede mellemnavn, altid var varm
våd og villig

Tony

---

In news:4470c19b$0$15793$14726298@news.sunsite.dk,
Tony <tonycarpediem@invalid.dk> wrote:

> Jeg forestillede mig ellers at du med dit sexede mellemnavn, altid
> var varm våd og villig

Næse i bukserne igen, Tony?

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

"Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:Ee-dnfTK9vTSX-3ZRVnyjA@giganews.com...
> In news:4470c19b$0$15793$14726298@news.sunsite.dk,
> Tony <tonycarpediem@invalid.dk> wrote:
>
>> Jeg forestillede mig ellers at du med dit sexede mellemnavn, altid
>> var varm våd og villig
>
> Næse i bukserne igen, Tony?
>

Igen ? Neej , konstant Jens, konstant.

Tony

---

In news:4470c617$0$15784$14726298@news.sunsite.dk,
Tony <tonycarpediem@invalid.dk> wrote:

> Igen ? Neej , konstant Jens, konstant.

Spookey. Må jeg anbefale en "fleshlight"? Den skulle angiveligt være i stand
til at råbe "bøsserøv" efter dig. Måske endda "babybøsserøv", hvis du er
heldig...

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

"Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:R-ednf7hss1jWu3ZRVnygQ@giganews.com...
> In news:4470c617$0$15784$14726298@news.sunsite.dk,
> Tony <tonycarpediem@invalid.dk> wrote:
>
>> Igen ? Neej , konstant Jens, konstant.
>
> Spookey. Må jeg anbefale en "fleshlight"? Den skulle angiveligt være i
> stand til at råbe "bøsserøv" efter dig. Måske endda "babybøsserøv", hvis
> du er heldig...

Jeg kan høre at du taler af erfaring Jens, men jeg har det nu bedst med den
ægte vare.

Tony

---

In news:4470cb00$0$15788$14726298@news.sunsite.dk,
Tony <tonycarpediem@invalid.dk> wrote:

> Jeg kan høre at du taler af erfaring Jens, men jeg har det nu bedst
> med den ægte vare.

Jeg kan forstå, du ikke kender betydningen af ordet "angiveligt". Slå det
op, Tony. Så tænker du heller ikke på fisse så længe.

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

"Jens Bruun" <bruun_jens@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:IoSdnTnvzOlIU-3ZRVnygw@giganews.com...
> In news:4470cb00$0$15788$14726298@news.sunsite.dk,
> Tony <tonycarpediem@invalid.dk> wrote:
>
>> Jeg kan høre at du taler af erfaring Jens, men jeg har det nu bedst
>> med den ægte vare.
>
> Jeg kan forstå, du ikke kender betydningen af ordet "angiveligt". Slå det
> op, Tony. Så tænker du heller ikke på fisse så længe.

Jeg kender udmærket betydningen af ordet ''angiveligt''

Men jeg går ud fra, når du bruger det ord, er det fordi _du_ ikke har været
heldig med at din kan sige'' babybøsserøv''

Tony

---

In news:4470e0f2$0$15795$14726298@news.sunsite.dk,
Tony <tonycarpediem@invalid.dk> wrote:

> Men jeg går ud fra, når du bruger det ord, er det fordi _du_ ikke har
> været heldig med at din kan sige'' babybøsserøv''

Nu kan jeg ikke følge dig. Hvis min tilsyneladende ikke kan sige
"babybøsserøv", kan jeg vel dårligt udtale mig på baggrund af erfaring?
Måske du skulle kombinere opslaget i "Nudansk ordbog" med et opslag i bogen
"Logik for perlehøns"? Den kan garanteret lånes på biblioteket.

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

Tony wrote:
> Jeg forestillede mig ellers at du med dit sexede mellemnavn, altid var varm
> våd og villig
>
> Tony
>
>

Hvem ved, hvem ved ;)
Min kæreste klager i al fald ikke :P

---

"Pia Klit Lahrolm" <pia@larholm.dk> skrev i en meddelelse
news:4470d5f0$0$7672$626a54ce@news.free.fr...
> Tony wrote:
>> Jeg forestillede mig ellers at du med dit sexede mellemnavn, altid var
>> varm våd og villig
>>
>> Tony
>
> Hvem ved, hvem ved ;)
> Min kæreste klager i al fald ikke :P

Forståeligt nok.

---

On Sun, 21 May 2006 21:37:12 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
wrote:

>
>Jeg forestillede mig ellers at du med dit sexede mellemnavn, altid var varm
>våd og villig

ja det_var_jo morsomt Tony jeg tænkte på om du nogen sinde har regnet
på hvor mange damer du har samleje med om året ?

jeg regnede tidliger mit snit ud til 3 om året siden jeg var 14 det er
sgu da ikke meget ? ( det er dem på sympatien ) så er der luder oven i

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

"Bo M Mogensen" <svar@i-gruppe.nz> skrev i en meddelelse
news:s5h3721jfed1j5u91j2qperhttiauon0co@4ax.com...
> On Sun, 21 May 2006 21:37:12 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
> wrote:
>
>>
>>Jeg forestillede mig ellers at du med dit sexede mellemnavn, altid var
>>varm
>>våd og villig
>
> ja det_var_jo morsomt Tony jeg tænkte på om du nogen sinde har regnet
> på hvor mange damer du har samleje med om året ?


Hehehe. Nej Bo, det har jeg sgu aldrig regnet på.

Det interesserer mig ikke, og de fleste af tøsernes navne husker jeg heller
ikke .

Tony

---

On Mon, 22 May 2006 23:32:28 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
wrote:

>> ja det_var_jo morsomt Tony jeg tænkte på om du nogen sinde har regnet
>> på hvor mange damer du har samleje med om året ?
>
>
>Hehehe. Nej Bo, det har jeg sgu aldrig regnet på.

Nahh men det var bare det at der var en der synes det lød af meget
også satte jeg mig til at lave lidt statestik på sagen ...

>
>Det interesserer mig ikke, og de fleste af tøsernes navne husker jeg heller
>ikke .


Hmm er det ikke lidt trist ?
--
Mv.
Bo M Mogensen

---

"Bo M Mogensen" <svar@i-gruppe.nz> skrev i en meddelelse
news:9ht5721p4fb7mtblj48u399pjp9m8fs0bd@4ax.com...
> On Mon, 22 May 2006 23:32:28 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
> wrote:
>
>>> ja det_var_jo morsomt Tony jeg tænkte på om du nogen sinde har regnet
>>> på hvor mange damer du har samleje med om året ?
>>
>>
>>Hehehe. Nej Bo, det har jeg sgu aldrig regnet på.
>
> Nahh men det var bare det at der var en der synes det lød af meget
> også satte jeg mig til at lave lidt statestik på sagen ...
>
>>
>>Det interesserer mig ikke, og de fleste af tøsernes navne husker jeg
>>heller
>>ikke .
>
>
> Hmm er det ikke lidt trist ?


Hæhæhæ..... jow, gu' faen er det trist Bo, ....jeg ligger søvnløs om natten
: o D

Tony

---

On Tue, 23 May 2006 22:54:57 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
wrote:

>>>Det interesserer mig ikke, og de fleste af tøsernes navne husker jeg
>>>heller
>>>ikke .
>>
>>
>> Hmm er det ikke lidt trist ?
>
>
>Hæhæhæ..... jow, gu' faen er det trist Bo, ....jeg ligger søvnløs om natten

ja det tænkte jeg nok :)

men i sandhedens tjenste må jeg indrømme den bedste kvinde jeg har "
scoret" har jeg ikke scoret på hele det her Datting / scor show - en
gæv kvinde på 43 år - med en sprudlens humor .... vi ringer sgu sammen
næsten hver dag og skal da ses når jeg kommer hjem ... jeg postulere
hårdnakket at hendes afslag ikke er seriøst - men hun bare går og
bliver mentalt parat til et modent forhold også bla bla bla :)))

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

"Pia Klit Lahrolm" <pia@larholm.dk> skrev i en meddelelse
news:4470b092$0$7699$626a54ce@news.free.fr...

Hej,

> Takker :) Nu får vi se hvor meget tid jeg får til at skrive med en 8 mdr.
> gammel datter (ja, min egen) i lejligheden :)

Tillykke, tillykke, tillykke )

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:4470e30f$0$150$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "Pia Klit Lahrolm" <pia@larholm.dk> skrev i en meddelelse
> news:4470b092$0$7699$626a54ce@news.free.fr...
>
> Hej,
>
>> Takker :) Nu får vi se hvor meget tid jeg får til at skrive med en 8 mdr.
>> gammel datter (ja, min egen) i lejligheden :)
>
> Tillykke, tillykke, tillykke )


Rolig Nuslepige, det var jo ikke trillinger ''Klitten'' havde fået.


Tony

---

On Mon, 22 May 2006 00:00:47 +0200, "nusle nuslesen"
<nusle@invalid.com> wrote:

>> Takker :) Nu får vi se hvor meget tid jeg får til at skrive med en 8 mdr.
>> gammel datter (ja, min egen) i lejligheden :)
>
>Tillykke, tillykke, tillykke )

ja det siger jeg også nogen indlæg nede ....tænker på om jeg
overhovedet turde få sådan en tænker på hvor meget jeg tager på vej
over min hund :((( ???

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

On Sun, 21 May 2006 20:25:19 +0200, Pia Klit Lahrolm <pia@larholm.dk>
wrote:

HI Igen Pia :0)

>> HI Pia det er sørme længe siden godt at se dig igen :0)
>>
>
>Takker :) Nu får vi se hvor meget tid jeg får til at skrive med en 8
>mdr. gammel datter (ja, min egen) i lejligheden :)

du milde er Per faderen ?

>>
>> ja jeg gyser lidt ved tanken ... men nu for vi at se er begyndt at
>> date ynger kvinder så ....?
>>
>
>Kan ikke lade være med at tænke på hvad 'yngre' kvinder er i denne
>sammenhæng ;)

nahh de ligger i mellem 26 & 29 år og jeg er jo 40

>
>Børn er det hele værd dog, og hvad jeg oplevede var at min sexuallyst
>var meget meget stærkere mens jag var gravid end før.

Uhh det har altid være en af mine drømme at gøre det med en gravid -
har faktisk aboneret på en binaer gruppe for lige sindede ...

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

Bo M Mogensen wrote:

> du milde er Per faderen ?
Nej heldigvis ikke. Han overtrådte grænser han ikke skulle ha, så jeg
sparkede ham ud for mere end to år siden.
>
> nahh de ligger i mellem 26 & 29 år og jeg er jo 40
>
Alt yngre end sig selv er yngre ;)
>
> Uhh det har altid være en af mine drømme at gøre det med en gravid -
> har faktisk aboneret på en binaer gruppe for lige sindede ...
>
heh
Jeg tror det var mine hormoner der løb af med mig :)

---

On Tue, 23 May 2006 00:32:37 +0200, Pia Klit Lahrolm <pia@larholm.dk>
wrote:


>> du milde er Per faderen ?

>Nej heldigvis ikke. Han overtrådte grænser han ikke skulle ha, så jeg
>sparkede ham ud for mere end to år siden.

ok ... ja ja men det er jo det der med at følge med .. :) hvad har du
så fundet i stedet :) ?

>>
>> nahh de ligger i mellem 26 & 29 år og jeg er jo 40
>>
>Alt yngre end sig selv er yngre ;)

jaeee .... men det er nu godt nok ikke planene hende jeg ind til vider
har været mest glad for er jeg tror 43 - men hun var til at blive
domineret og jeg udstråler vist ikke den her dominans men vi er
stadigt gode venner.

men af en eller anden grund havner jeg altid på de her der er ca 27 -
hvor jeg bliver den her far de aldrig havde og det går så en tid også
går det ikke mere - jeg begriber sjældent forløbet ...

>>
>> Uhh det har altid være en af mine drømme at gøre det med en gravid -
>> har faktisk aboneret på en binaer gruppe for lige sindede ...
>>

>heh
>Jeg tror det var mine hormoner der løb af med mig :)


jamen det er bare sager :))))
--
Mv.
Bo M Mogensen

---

"Pia Klit Lahrolm" <pia@larholm.dk> skrev i en meddelelse
news:446efaf2$0$32071$636a55ce@news.free.fr...
> Hvad slog mig meget sigende i denne skildring er at kæresten ikke blev en
> del af familien.
>
> Hvorfor kunne han ikke hjælpe med en tøjvask, tage opvasken, putte ungerne
> i seng, lave noget mad, købe ind?
>
> Hvis han virkelig ønskede at blive en del af familien og dit live, så
> ville han gå ind i hverdagen og tage sin del af slæbet så der ville blive
> tid til kvalitets kæreste tid.
>
> Knuser og held og lykke. Børn er et kæmpe arbejde.

Det lader ikke til at du kender Nusle særlig godt.

Hun var sgu da ikke interesseret i at han skulle blive en del af familien.
Hun var kun interesseret i en bolleven.

Hvorfor skulle ''kæresten'' dog hjælpe med noget så kedeligt som tøjvask,
opvask og putte unger, sålænge han kun kom for at få noget fisse.

De har begge opnået det de ville......et forholdsvis kort bekendtskab, som i
det store og hele, kun drejede sig om sex.

Så er set bare med at komme videre til næste oase.

Tony

---

On Sun, 21 May 2006 21:32:28 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
wrote:

>> Knuser og held og lykke. Børn er et kæmpe arbejde.
>
>Det lader ikke til at du kender Nusle særlig godt.

ahh de kender nu hianden Pia er lige så gammel skribent som Nusle så .
>

>Hvorfor skulle ''kæresten'' dog hjælpe med noget så kedeligt som tøjvask,
>opvask og putte unger, sålænge han kun kom for at få noget fisse.

Puhh nu har jeg haft kvinder med børn ikke mange men nogen og det
betaler sig nu faktisk meget godt at have en fornuftig omgang med
børnene.

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

"Bo M Mogensen" <svar@i-gruppe.nz> skrev i en meddelelse
news:jjg372p5g84reaqslinj862u49cehlkn2q@4ax.com...
> On Sun, 21 May 2006 21:32:28 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
> wrote:
>
>>> Knuser og held og lykke. Børn er et kæmpe arbejde.
>>
>>Det lader ikke til at du kender Nusle særlig godt.
>
> ahh de kender nu hianden Pia er lige så gammel skribent som Nusle så .
>>

Det var jeg så ikke klar over


>>Hvorfor skulle ''kæresten'' dog hjælpe med noget så kedeligt som tøjvask,
>>opvask og putte unger, sålænge han kun kom for at få noget fisse.
>
> Puhh nu har jeg haft kvinder med børn ikke mange men nogen og det
> betaler sig nu faktisk meget godt at have en fornuftig omgang med
> børnene.

Det er muligt.

Tony

---

On Mon, 22 May 2006 23:36:46 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
wrote:

>>>Det lader ikke til at du kender Nusle særlig godt.
>>
>> ahh de kender nu hianden Pia er lige så gammel skribent som Nusle så .
>>>
>
>Det var jeg så ikke klar over

jo jo og Pia er og var bestemt en af de gode ...

>
>>>Hvorfor skulle ''kæresten'' dog hjælpe med noget så kedeligt som tøjvask,
>>>opvask og putte unger, sålænge han kun kom for at få noget fisse.
>>
>> Puhh nu har jeg haft kvinder med børn ikke mange men nogen og det
>> betaler sig nu faktisk meget godt at have en fornuftig omgang med
>> børnene.
>
>Det er muligt.

jamen det jeg tænker på er det ikke lidt en hul fornemelse bare at
finde et eller andet kvinde mennesker stikke den op også ud i
glemslernes tåger ja ok dem har jeg så også haft en del af men det
lyder næsten som du har det på den måde med dem alle ?

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

"Bo M Mogensen" <svar@i-gruppe.nz> skrev i en meddelelse
news:hmt572deqdenrm8op79vcighjvbf81hgbb@4ax.com...
> On Mon, 22 May 2006 23:36:46 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
> wrote:
>
>>>>Det lader ikke til at du kender Nusle særlig godt.
>>>
>>> ahh de kender nu hianden Pia er lige så gammel skribent som Nusle så .
>>>>
>>
>>Det var jeg så ikke klar over
>
> jo jo og Pia er og var bestemt en af de gode ...

Naah, du har måske haft noget i klemme der Bo ?


>>>>Hvorfor skulle ''kæresten'' dog hjælpe med noget så kedeligt som
>>>>tøjvask,
>>>>opvask og putte unger, sålænge han kun kom for at få noget fisse.
>>>
>>> Puhh nu har jeg haft kvinder med børn ikke mange men nogen og det
>>> betaler sig nu faktisk meget godt at have en fornuftig omgang med
>>> børnene.
>>
>>Det er muligt.
>
> jamen det jeg tænker på er det ikke lidt en hul fornemelse bare at
> finde et eller andet kvinde mennesker stikke den op også ud i
> glemslernes tåger ja ok dem har jeg så også haft en del af men det
> lyder næsten som du har det på den måde med dem alle ?
>

Naah, helt så slemt er det nu ikke Bo.

Det er bestemt ikke alle, som glider ud i glemslens tåger.
Jeg er da af og til også sammen med gengangere, sålænge det er en person,
som siger mig noget ren mentalt.

Det er da rart at gå i byen at spise med en person, man har et nærmere
kendskab til.

Tony

---

On Tue, 23 May 2006 23:13:59 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk>
wrote:

>>>
>>>> ahh de kender nu hianden Pia er lige så gammel skribent som Nusle så .
>>>>>
>>>
>>>Det var jeg så ikke klar over
>>
>> jo jo og Pia er og var bestemt en af de gode ...
>
>Naah, du har måske haft noget i klemme der Bo ?

nej det har jeg nu godt nok ikke - men jeg ville da gerne :0)

>
>

>> jamen det jeg tænker på er det ikke lidt en hul fornemelse bare at
>> finde et eller andet kvinde mennesker stikke den op også ud i
>> glemslernes tåger ja ok dem har jeg så også haft en del af men det
>> lyder næsten som du har det på den måde med dem alle ?
>>
>
>Naah, helt så slemt er det nu ikke Bo.
>
>Det er bestemt ikke alle, som glider ud i glemslens tåger.
>Jeg er da af og til også sammen med gengangere, sålænge det er en person,
>som siger mig noget ren mentalt.

ja ok ... men ja jeg har også pløjet min række af høns - men jeg synes
det der gjorde det hele værd var dem ....som man / jeg .... ja jeg ved
det sgu ikke ....dem som man stadigt ringer sammen med 10+ år efter ..

>
>Det er da rart at gå i byen at spise med en person, man har et nærmere
>kendskab til.


klart ... en slagter som dig må da også ku skære en fornuftig bøf ?

--
Mv.
Bo M Mogensen

---

"Bo M Mogensen" <svar@i-gruppe.nz> skrev i en meddelelse
news:e0a772l1opi69vktv74cbtr7s1h81cbtnh@4ax.com...
> On Tue, 23 May 2006 23:13:59 +0200, "Tony" <tonycarpediem@invalid.dk
>>
>>Det er da rart at gå i byen at spise med en person, man har et nærmere
>>kendskab til.
>
>
> klart ... en slagter som dig må da også ku skære en fornuftig bøf ?
>

Eller kan se om ''skinkerne'' er iorden

Jow, jeg elsker at lave god mad,...ikke sådan at forstå at jeg er
overvægtig, da det ikke harmonerer så godt sammen med at jeg dyrker noget
fritidshåndbold.

Nå, jeg må afsted......hygge

Tony

---

On Fri, 19 May 2006 18:24:00 +0200, "nusle nuslesen"
<nusle@invalid.com> wrote:

>Dage i mit liv...

Kære Nusle,

Mange tak for en gribende beretning, som helt klart giver stof til
omtanke.

Jeg kan nikke genkende til mange af dine følelser - også selvom vi
ikke har børn (vort "barn" er næsten 18, og først kom ind i vort liv
for et halvt år siden).

Men derfor kan det sagtens være svært at få overskud til at vise
kærlighed, når man hele tiden er bagud med husarbejdet, og selv når
man har fri tænker over arbejdsdagen.

Det kræver at den anden part er tålmodig og overbærende når man -
nogen gang af ren refleks - afviser eller snerrer af ham.

Læg så til, at der kan være meget stor forskel på behov og lyst til
sex, at man måske ovenikøbet blot har fået det gjort til en vane at
være afvisende. Så kræver det endnu mere kærlighed.

Det drejer sig altid om prioriteringer - og jeg forstår godt at du
prioriterer dine børn og deres hverdag højest. Men det skal jo ikke
forhindre dig i at finde en mand at dele dagen, glæder og sorger med.

Men det kræver nok at du finder den rette - måske en som også kan give
en hånd med engang imellem.

Du kan måske også sænke ambitionsniveauet lidt engang imellem - der
behøves ikke hele tiden at være rydtet op og gjort rent som kom Bo
Bedre på besøg.

Børnene kan måske også hjælpe lidt til med rengøring, tøjvask og
madlavning efterhånden som de bliver lidt ældre.

Til sidst blot: Vær tålmodig - lad være med at lede. Så finder du den
rette. Og glæd dig over at du har 3 (4?) dejlige unger som du har
givet et fundament for at være gode mennesker.


Med venlig hilsen
"Babylai"

--
http://babylai.dk http://voksenbaby.dk

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446df11e$0$204$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Dage i mit liv...
>
> Jeg handler ind på vej hjem og mødes med den yngste på metro-stationen, så
> vi kan få fornyet hans månedskort på vejen - dvs. så skal vi lige forbi
> centret, og det tager jo også lidt tid.
>
> Da jeg endelig kommer hjem, 9½ time efter jeg forlod mit hjem om
> morgenen - er det første jeg gør, at rydde det værste af rodet til side,
> pakke varerne ud, evt. sætte en vask over - og måske sætter jeg ungerne i
> gang med lidt oprydning (og tager skænderiet med dem, mens jeg er i gang
> med de andre ting).
>
> Jeg begynder på maden, en smule træt og lidt ugidelig - og det er endnu en
> lang dag.
>
> Børnene mundhugges, og jeg siger med mellemrum fra køkkenet, at de skal
> tale pænt til hinanden. Til sidst beder jeg dem lade hinande helt være og
> siger, at de kan bruge deres energi på at rydde op, når de nu ikke kan
> give hinanden ro - og maden skal laves, og sovsen er ved at brænde på og
> jeg bliver lidt hidsig, men mest af alt fyldt af en smule afmagt, dagene
> er simpelthen for lange, der er for mange ting der skal nås hver eneste
> dag - og jeg trænger til at have mindre ansvar, færre pligter, mere
> fritid, mere frihed... måske er dagene for korte, hvis de var længere, og
> jeg var friskere - så kunne jeg nå mere, finde ro i viden om at der ville
> komme styr på tilværelsens mange småting.
>
> Så kommer kæresten ind ad døren, han er også lidt træt efter
> arbejdsdagen - og jeg kommer ikke hen i døren og kysser ham og viser glæde
> over, at han nu er hjemme - det tætteste han kommer en velkomst er et
> træt: "Hej, vil du ikke være sød at dække bord... maden er færdig lige om
> lidt" - og ikke engang et henkastet blik kan det blive til.... og han
> tænker, kan vi ikke lige kramme, være forelskede, kysse på hinanden... så
> han går ud til mig, lægger armene om mig... Men intet bliver som han kunne
> ønske... jeg skubber ham lidt til side, og tænker ved mig selv - forstår
> han da ingenting.
>
> Så laver jeg maden færdig, sætter en ny vask over imens frikadellerne
> steger, og sovsen er på laveste blus - bærer ind og spiser (det er dejligt
> at sidde ned lidt!!). Efter maden hænger jeg vasketøj op, og længes efter
> at smide benene op og slappe af i sofaen - men min datter skal lige læsse
> af, hun er nervøs her op til eksamen, så vi snakker og tiden går - og
> pludselig er klokken næsten 21.00 og endnu en dag er nærmest forsvundet,
> uden at jeg kunne mærke den var der. Den yngste skal være i sin seng kl.
> 21.30, så efter snakken med min datter, er det dér mine tanker er - og det
> sårer kæresten, som havde regnet med, at vi skulle kysse, kramme og være
> tæt lidt, inden han skal på arbejde kl. 22.15. Da den yngste er lagt, med
> de sædvanlige forsinkelser som børn kan lægge ind i form af et glas vand,
> to ekstra kram mv. - kommer den ældste hjem og vil lige give besked om
> fodboldkampen den kommende weekend, hvor han gerne vil have, at jeg laver
> en fodboldlagkage til holdet.
>
> Klokken bliver 22.00-22.15 og midt i snakken med den ældste, skal kæresten
> til at gå, og jeg tænker på opskrifter til lagkagebunde, tider, aftaler og
> den sidste vask - der endnu ikke er hængt op.
>
> Jeg registrerer dog, at det halvlunkne kys kæresten får til farvel i
> forbifarten - er utilfredsstillende for ham - for han ser temmelig
> mellem-fornøjet ud, og fordi jeg lader min opmærksomhed fange af det,
> hører jeg ikke det sidste knægten siger, inden han også stryger ud af
> døren - og senere når jeg ved sengetid kl. 23.30 ringer og spørger hvor
> han er - siger han, at jeg aldrig hører efter hvad han siger - for han
> sagde jo, at han ville gå over til sin ven, Thomas.
>
> Jeg har svært ved at falde i søvn, ligger og spekulerer på
> semesterafslutningen og lønregnskaberne på arbejdet - jeg forbereder mig
> mentalt på den kommende dag. Kæresten sender en sms, og ønsker mig godnat.
> Jeg svarer det samme tilbage, er glad for opmærksomheden - men også træt
> efter en lang dag med mennesker der kræver min tid, min opmærksomhed, min
> kærlighed osv. Så jeg svarer ikke kærligt og hengivent, ikke længselsfuldt
> og savnende - bare kort - og ønsker også ham en god nat.
>
> Dagen efter har kæresten sovedag (det er noget han har, når han har været
> på arbejde om natten. Jeg står op kl. 6.30 og går på toilettet - bagefter
> vækker jeg den ældste og så går jeg i bad (som hver eneste hverdagsmorgen,
> når jeg er hjemme).
>
> Efter badet vækker jeg den ældste igen, og igen og igen - indtil han er
> kommet op. Kl. 7.00 vækker jeg også de to andre børn. Mens vækkeriet står
> på, tørrer jeg mig, putter creme i ansigtet, lægger lidt mascara på -
> tager tøj på mv. Konstaterer som de fleste morgener, at der ikke bliver
> tid til at sætte håret - og så er jeg ude af døren kl. 7.30 ca.
>
>
> På arbejdet prøver jeg at huske, at jeg skal ringe til
> ejendomsfunktionærerne ang. komfuret - lyset er gået i det, det er pæren
> der skal udskiftes. Men jeg kan kun ringe imellem kl. 8.30 og 9.00 - og da
> jeg skal til et møde omkring samarbejdet mellem centrale og decentrale
> enheder i organisationen kl. 9.00 - når jeg at glemme alt om komfuret, og
> i stedet forbereder jeg mig til mødet - skriver dagsordenen ud, tilføjer
> et par input, som jeg meget gerne vil have taget op, og så går jeg den
> korte tur over til en af organisationens andre bygninger, hvor mødet
> finder sted.
>
> Kl. 12.00 er mødet slut, og jeg haster forbi Føtex, hvor jeg køber ind til
> en salat til frokost. Ved 12.45 tiden har jeg spist frokost, og opdager at
> kæresten, som har sovedag, har sendt en sød og kærlig sms, og jeg begynder
> at svare.
>
> Der kommer en, som har brug for en udskrift til brug for arbejdssøgning i
> England, og da jeg har ordnet det, og en andens tilmelding - har jeg glemt
> alt om den sms, som jeg var ved at skrive.
>
> Jeg sender en mail til samtlige samarbejdspartnere på det ene studie, hvor
> jeg beder dem oplyse mig om deres ønsker for det kommende semester,
> bagefter ordner jeg løn for de, som på nuværende tidspunkt afslutter det
> indeværende semester. Indimellem tager jeg telefonen, rådgiver en omkring
> udbuddets placering på webben, en anden skal vide reglerne for
> syge-/omprøver og en tredje ønsker at melde sig ud, da han ikke mener, at
> han kan klare det - jeg henviser ham til rådgivningen, og bruger næsten 10
> minutter på at forsikre ham om, at mange - rigtigt mange - oplever
> perioder, hvor det forekommer at være uoverskueligt, men de fleste vælger
> at hænge på, en dag af gangen, og pludselig er det alligevel lykkedes dem
> at komme igennem det.
>
> Jeg henter et glas vand, da det går op for mig, at jeg er vanvittigt
> tørstig og at jeg nærmest har glemt at drikke hele dagen - på vejen
> tilbage fra køkkenet, går jeg ud og tisser, da jeg bliver bevidst om, at
> jeg vist har holdt mig temmelig længe uden at tænke over det. Som jeg
> sidder dér, kommer jeg i tanke om den sms jeg var ved at skrive til
> kæresten - og jeg rammes af dårlig samvittighed - jeg fik aldrig skrevet
> den færdig.
>
> På vej tilbage til kontoret, bliver jeg kaldt ind til en kollega, da han
> ikke kan få en power-point præsentation til at virke, baggrunden ændrer
> opsætning fra side til side, og det er bestemt ikke meningen. Det tager
> lidt tid, men jeg finder fejlen og får opsætningen rettet til, så han kan
> arbejde videre med præsentationen - så kalder receptionisten, fordi der er
> telefon, og for øvrigt ligger der to telefonbeskeder på mit bord. Jeg
> tager telefonen, og det er en, der skal tage to hold i det kommende
> semester - han er blevet i tvivl om sine indleverede ønsker og vil derfor
> gerne drøfte dem igen - han skal nemlig være far til september, og må
> hellere forsøge at passe arbejdet ind efter det.
>
> Jeg finder en, som kan tage nogle uger af den andens arbejde - og er meget
> glad for på den måde at kunne hjælpe. Bagefter ringer jeg til den
> ansvarlige, som havde lagt den ene telefonbesked - han siger, at han nu er
> klar med materialet til en større opgave, så nu kan jeg gå i gang med
> udarbejdelsen heraf, og han håber, at jeg kan have det klar på torsdag.
> Det ved jeg virkelig ikke om jeg kan, men jeg vil da gerne prøve - og jeg
> ser på materialet med det samme - selvom jeg faktisk var i gang med en
> længe tiltrængt arkivering.
>
> Jeg kommer i tanke om den anden telefonbesked, og ringer tilbage til min
> ældste søn - han ville minde mig om, at jeg skal checke med Teknisk Skole,
> hvornår han har sommerferie - og om det bliver et problem mht. vores tur
> til England. Jeg tænker, at jeg hellere må ringe med det samme, så jeg
> ikke når at glemme det igen. Det viser sig heldigvis, at det ikke bliver
> noget problem - allerhøjest med en enkelt fredag (den første dag i vores
> ferie).
>
> En kommer forbi kontoret, og skal have påtegnet papirerne til hendes
> boligsøgning, samtidig vil hun gerne høre om jeg ved noget om tiderne i
> næste semester, og jeg oplyser om, at vi ikke kan sige noget endeligt før
> primo juli. Da hun er gået, ser jeg nærmere på den større opgave, og
> erindrer med det samme, hvorfor det er en større arbejdsopgave - der skal
> både scannes, redigeres i billeder, stykkes sammen af diverse gamle
> dokumenter - samt udarbejdes helt nye grafer mv. Det kommer til at tage et
> par dage, før det første udkast er klart. Jeg skal jo også kalkulere med
> de afbrydelser der kommer.
>
>
> Jeg beslutter mig til at påbegynde scanningen, da det er en afgrænset
> opgave, som jeg forventer at kunne gøre færdigt i dag. Da det er ved at
> være længe siden at scanneren var i brug, viser det sig at forbindelsen
> til computeren ikke virker - og jeg roder rundt i omkring 10 minutter, før
> jeg får det til at virke (stikket under reolen med skuffer var faldet ud,
> sikkert pga. hæve/sænke-funktionen i skrivebordet). Min kollega spørger,
> om ikke jeg har mulighed for "hurtigt" at lave en oversigt over efteråret,
> så det gør jeg lige, og udskriver dem i 2 eksemplarer til hende og jeg.
>
> Efterfølgende kommer vores IT-mand og minder mig om, at jeg skal overføre
> samtlige filer fra et drev til et andet drev, iflg. vores aftale i sidste
> uge - men mapperne skal arrangeres anderledes i den nye filstruktur, så
> det kan jeg ikke nå i dag. I stedet vender jeg tilbage til arbejdet med at
> scanne artikler mv.
>
> Klokken er gået hen og er blevet 14.30, og jeg går i køkkenet for at hente
> vand - på vejen kommer jeg igen i tanke om sms'en fra kæresten. Jeg får
> svaret på sms'en, men det bliver kun en kort besked - og jeg ved allerede,
> at det er for lidt opmærksomhed, for sent - og mentalt forsvarer jeg mig
> med, at jeg ved gud ikke har tid eller overskud til at være lige så
> opmærksom på ham, som han er på mig - og det kanaliserer jeg så over i en
> irritation over, at han er så meget "på", at det bliver umuligt for mig at
> forholde mig til i min i forvejen pressede dagligdag.
>
> Jeg abstraherer fra det, det bliver jeg nødt til, og når næsten at blive
> færdig med scanningen af materialet til opgaven - resten må vente til i
> morgen. Det er derfor med en følelse af "ufærdighed", at jeg forlader
> arbejdspladsen også den dag - og med hovedet fuld af planer for, hvordan
> jeg skal nå at gøre opgaven færdig inden torsdag, når jeg nærmest er
> bagud, inden jeg fik begyndt.
>
> På vej hjem fra arbejde, handler jeg ind - det gør jeg sådan set mere
> eller mindre altid. Der er altid et eller andet der mangler, også selvom
> kæresten er begyndt at køre mig til Bilka for at handle stort ind -
> hvilket er en virkelig stor hjælp og aflastning. Mens jeg handler ind, når
> jeg at se efter, om der er strømpebukser i Føtex, for det mangler jeg.
> Desværre havde ikke dem jeg vil have, så jeg skal snart i Tøj&Sko, tænker
> jeg.
>
> Da jeg kommer hjem, og får pakket varene ud, opdager jeg - at jeg ikke fik
> vasket den yngstes fodboldtøj i går, hvorfor jeg straks sætter en enkelt
> vask over - samtidig går det op for mig, at den sidste vask fra i går
> aldrig blev hængt op - hvor irriterende. Jeg husker også, nu, at jeg
> skulle have haft ringet til ejendomsfunktionærerne, men ikke fik det
> gjort. Jeg prøver at give mig selv en indre "huskekage" - så jeg ikke også
> glemmer det igen i morgen.
>
> Jeg får hængt vasketøjet fra i går op, og får sat en ny over med
> fodboldtøjet. Bagefter går jeg i gang med maden. Halvvejs igennem
> madlavningen, springer pæren på badeværelset, da den lille skal på
> toilettet - så jeg skruer ned for blussene og ordner det.
>
> I dag kommer kæresten ikke, for vi har aftalt, at jeg skal have lidt tid
> for mig selv - det har jeg fortalt, at jeg har brug for. Han siger, at han
> forstår - men når situationerne opstår, så virker det alligevel som om, at
> det gør han overhovedet ikke - i hvert fald ikke følelsesmæssigt. Det er
> sikkert også svært at forholde sig til - det føles sikkert som manglende
> interesse fra min side - og skal jeg være ærlig, så er min interesse vel
> også mindre end hans - jeg har jo slet ikke tid til at investere så meget
> i forholdet som han har. Desuden føles det efterhånden som endnu et pres,
> fra endnu et menneske, der egentlig har krav på min opmærksomhed, mit
> nærvær osv.
>
> Jeg ringer til bedsteforældrene, efter jeg har fået ryddet væk fra
> aftensmaden - de havde skrevet i en mail, at det ville de gerne have. Det
> er også alt for længe siden, og jeg er alt for dårlig til at tage
> kontakt - bedstemoderen har også gjort mig opmærksom på, at jeg måske
> skulle "fordele mig" bedre, da jeg på et tidspunkt havde ondt af mig
> selv - og fortalte i en mail, at jeg ikke kunne give min kæreste dét, som
> han havde brug for - tid, opmærksomhed osv. Gad vide hvordan denne "bedre
> fordeling" skal se ud - jeg orker knapt at tænke på det. Det er i hvert
> fald sikkert, at tiden ikke skal tages fra den lille smule samvær, som jeg
> har med dem.
>
> Samtalen trækker ud - det er jo længe siden - og selvom jeg virkelig ikke
> ønsker at være uhøflig, så er det, som altid, mig der ender med at
> afslutte samtalen. Klokken er blevet 20.30, og jeg ville bare så gerne
> sidde lidt og være i ro, og ikke skulle noget.
>
> Men jeg skal lige have vasketøjet op i tørretumbleren, ellers har vi ingen
> rene håndklæder i morgen. Da jeg er færdig med det, vælger jeg lige at
> tørre bordene i stuen af - jeg havde glemt det efter maden. Den yngste
> skal skrive stil, og har brug for hjælp - så jeg staver for ham imens, og
> giver ham ideer til hvad han kan skrive.
>
> da jeg står og skyller karkluden op, slår det mig at jeg igen har glemt
> fars dag - og for øvrigt fik jeg ikke ringet og sagt tillykke til min
> veninde i forgårs. Det er da helt fantastisk som jeg aldrig får det gjort.
> Heldigvis har min veninde kendt mig siden 1. klasse, så hun tager ikke så
> let anstød af sådanne forglemmelser. Hun ved godt, at det ikke er ond
> vilje, ligesom hun ved, at jeg har meget at se til.
>
> Jeg ringer til hende og bliver en dejlig snak, mens vi snakker sender jeg
> den yngste ud at børste tænder og gøre sig klar til natten - jeg afslutter
> samtalen efter ca. 30 min. da jeg skal have sagt godnat til den yngste.
> Klokken er ved at være 21.30 og jeg er træt. Men jeg skal have fundet
> papirerne til passene til de to store, dåbsattesterne og papirerne på at
> jeg har forældremyndigheden. Vi skal nå på politistationen og bestille nye
> pas inden ugen er omme.
>
> Der skal også overflyttes penge fra betalingskontoen til lønkontoen, så
> jeg er lige et smut på netbank. Min far kommer forbi på sin vej hjem fra
> nogle vi kender, der bor i den anden gård - og vi snakker lidt om løst og
> fast, og drøfter endnu engang, at jeg burde få lagt mine to lån sammen til
> et, og til en bedre rente. Jeg ligger i forhandlinger med banken herom
> allerede.
>
> Klokken er 22.30 og den ældste kommer hjem, han er i dårligt humør for
> Brøndby (som han holder med) har tabt - igen! Det går der lidt tid med,
> han har noget brok, som han virkelig trænger til at komme ud med - også
> lidt brok omkring skolen - nu vi er i gang. Vi får sagt godnat og jeg får
> sagt, at jeg gerne vil have lidt fred, men så er det datterens tur til at
> sige godnat og lige få snakket en smule om dagen der gik. Det er også
> hyggeligt og jeg er stolt af at have deres fortrolighed, havde aldrig
> forventet, at de ville føle det sådan med mig - jeg havde det ikke sådan
> med min mor.
>
> Igen kommer jeg alt for sent i seng, eller i sovesofaen - som det jo er.
> Jeg sover i stuen på en gammel, arvet sovesofa, for der er alt for få
> værelser i lejligheden. Det er trælst at skulle rede seng klokken møg om
> aftenen, når jeg er ved at falde død om af træthed, men det nytter ikke at
> spekulere på det. Det er nu engang sådan det er, når der er to værelser og
> tre børn. Man må indrette sig efter forholdene.
>
> Da jeg ligger i sengen ved midnatstid, tænker jeg på, at jeg ikke fik
> håndklæderne ud af tørretumbleren - men jeg orker virkelig overhovedet
> ikke at rejse mig igen. Nu må det være slut, jeg skal trods alt op igen i
> morgen kl. 6.30.
>
> Jeg sender en sms til kæresten, hvor jeg siger godnat - og han skynder sig
> at ringe op - for som han siger, vi har jo slet ikke fået talt sammen i
> dag. Jeg ved godt, at jeg er uhøflig, og jeg ved godt, at han ikke vil
> kunne forstå, og jeg ved godt, at han forventer andet og mere - men jeg
> har ingen energi tilbage, jeg længes sådan efter at sove, at jeg kunne
> skrige. Så jeg går ikke rigtigt ind i samtalen, og jeg kan ikke mærke og
> derfor ikke give udtryk for dyb og inderlig længsel efter ham.
>
> Skal jeg være ærlig ligger jeg bare og ønsker at jeg i et par uger kunne
> være på en øde ø for mig selv. Sove, sove og sove - hvile, hvile og hvile.
> Tænke tanker uden at blive forstyrret. Ja, det er det jeg længes efter, og
> her nu lidt over midnat kan jeg slet ikke rigtigt samle tankerne om
> samtalen.
>
> Da vi siger farvel, har jeg allerede glemt hvad vi talte om.
>
> Og sådan var det også i sidste uge - og ugen før.
>
> Jeg ligger og tænker...
>
> Måske ville livet være anderledes
> - hvis børnenes far ikke var alkoholiker.
> - hvis jeg havde børnefri weekender.
> - hvis min mor ikke var misbruger, så hun kunne være der lidt for mig.
> - hvis min far ikke var langturschauffør, så han kun var hjemme i
> weekenderne og der skal nå sine egne ting.
> - hvis jeg ikke havde fået mine børn så tidligt.
> - hvis jeg havde kunnet affinde mig med et kassedame-job.
> - hvis og hvis og hvis.
>
> Hvor ville det være rart, at blive elsket for min indsats, min vilje til
> at få livet/dagligdagen og fremtiden til at hænge sammen - ikke bare for
> mig selv, men for børnene (familien) også.
>
> Hvor ville det være rart, at blive elsket for trætheden, den manglende
> energi, den periodevise ulyst og humørsvingningerne, der enten er udløst
> af udmattelse eller pms.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket for de resultater jeg skaber,
> midt i denne alt for travle verden, med alt for lidt tid til at være
> menneske.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket, uden at skulle leve op til en
> masse forventninger om lyserød, lægeromans-kærlighed, uden at skulle være
> sexet midt i sovsen, kærlig midt i opvasken, erotisk midt i
> lektielæsningen, smuk kl. 4.30 om natten midt i en omgang diarré.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket for det jeg er, i stedet for at
> skulle være noget andet, noget mere, noget anderledes.
>
> Der er kærlighed i aftensmaden jeg laver.
> Der er kærlighed i vasketøjet jeg ordner.
> Der er kærlighed i de penge jeg tjener og bruger på familien.
> Der er kærlighed i at passe på de gamle i familien.
> Der er kærlighed i at læse lektier med børnene.
> Der er kærlighed i at handle ind.
> Der er kærlighed i mig. hele tiden. hvad skulle ellers holde mig på
> benene, bringe smil på mine læber, få mig op igen i morgen. hvis ikke det
> er kærlighed til børnene, til mig selv, til familien, til livet selv.
>
> Det er ikke kærlighed som på film - men det er mere ægte end de 1½ minut
> skuespillerne står og ser på hinanden og kysser - for det er hver dag,
> hver time, hvert minut - gennem alle år. Det er kærlighed, der er til at
> stole på, den slags der gør hvad der kræves - når det kræves, og bliver
> ved længe efter at kræfterne er sluppet op og udmattelsen er sat ind.
>
> Godnat.
>
> ---------------------
>
> Kæresten slog op i søndags - jeg kunne ikke give ham den opmærksomhed, som
> han havde brug for (og han kunne ikke give mig den plads/albuerum, som jeg
> har brug for). Teksten var under udarbejdelse inden bruddet og blev
> skrevet færdig efter bruddet.

Et eller andet sted er det ikke så svært: Var personen en du mente der var
værd at bygge noget på, forsøger du klinke skårene og glemmer din værdighed.

Der er jo en ganske god chance for at hans afvisning kommer i desparation
"over ikke at kunne føle dig".

Derfor må du bare i gang med en dialog om hvad der gik galt og hvorfor ting
blev som de blev. Hvis ikke udkommet er positivt, kan du trods alt tage
erfaringerne og snakkerne med bruddet som oftest som nogen meget mere ærlige
udsagn end dem midt i forholdet.

Et lille råd dog: Prøv at lade ham fortælle og berette hvad han følte (ved
godt det er svært for en kvinde )
Lad være med selv at forsvare dine handlinger eller manglende handlinger,
for så bliver dialogen ikke så åben

/Frank Leegaard

Der grundlæggende tillægger indlæg der er skrevet under pseudonym mindre
vægt.

---

"Frank Leegaard" <frank@FJERNESsuperbruger.dk> skrev i en meddelelse
news:446f4ff8$0$38633$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

Hej,

> Et eller andet sted er det ikke så svært: Var personen en du mente der var
> værd at bygge noget på, forsøger du klinke skårene og glemmer din
> værdighed.
>
> Der er jo en ganske god chance for at hans afvisning kommer i desparation
> "over ikke at kunne føle dig".
>
> Derfor må du bare i gang med en dialog om hvad der gik galt og hvorfor
> ting blev som de blev. Hvis ikke udkommet er positivt, kan du trods alt
> tage erfaringerne og snakkerne med bruddet som oftest som nogen meget mere
> ærlige udsagn end dem midt i forholdet.
>
> Et lille råd dog: Prøv at lade ham fortælle og berette hvad han følte (ved
> godt det er svært for en kvinde )
> Lad være med selv at forsvare dine handlinger eller manglende handlinger,
> for så bliver dialogen ikke så åben

Tak for dine tanker - men jeg er ikke længere interesseret i manden, så det
får lov at være.

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446f836b$0$112$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "Frank Leegaard" <frank@FJERNESsuperbruger.dk> skrev i en meddelelse
> news:446f4ff8$0$38633$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> Hej,
>
>> Et eller andet sted er det ikke så svært: Var personen en du mente der
>> var værd at bygge noget på, forsøger du klinke skårene og glemmer din
>> værdighed.
>>
>> Der er jo en ganske god chance for at hans afvisning kommer i desparation
>> "over ikke at kunne føle dig".
>>
>> Derfor må du bare i gang med en dialog om hvad der gik galt og hvorfor
>> ting blev som de blev. Hvis ikke udkommet er positivt, kan du trods alt
>> tage erfaringerne og snakkerne med bruddet som oftest som nogen meget
>> mere ærlige udsagn end dem midt i forholdet.
>>
>> Et lille råd dog: Prøv at lade ham fortælle og berette hvad han følte
>> (ved godt det er svært for en kvinde )
>> Lad være med selv at forsvare dine handlinger eller manglende handlinger,
>> for så bliver dialogen ikke så åben
>
> Tak for dine tanker - men jeg er ikke længere interesseret i manden, så
> det får lov at være.
´
Hvis det er så let burde det jo nok være stoppet for længst. Så er det jo
intet tab i det. Problematikken her må så være den at du ikke kan finde tid
i din hverdag til en partner.
--

/Frank Leegaard

Der grundlæggende tillægger indlæg der er skrevet under pseudonym mindre
vægt.

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446f836b$0$112$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...

> Tak for dine tanker - men jeg er ikke længere interesseret i manden, så
> det får lov at være.

Du lyder som en meget følelseskold person.. Hvis man på under en uge kan
være total kold overfor sin ex - har man et problem.

Du ventede måske bare på, at han slog op? - Havde du ikke selv styrken til
at gøre det?

/Johnny

---

"Johnny Andersen" <netsat_99@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:446f94cc$0$15782$14726298@news.sunsite.dk...
>
> "nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
> news:446f836b$0$112$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
>> Tak for dine tanker - men jeg er ikke længere interesseret i manden, så
>> det får lov at være.
>
> Du lyder som en meget følelseskold person.. Hvis man på under en uge kan
> være total kold overfor sin ex - har man et problem.
>
Eller som en person der har været ud for mange svigt i sit liv, og derfor er
parat til at "lukke af" når selvopfyldensens profeti (ubevidst) er nået.
/FL

---

"Johnny Andersen" <netsat_99@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:446f94cc$0$15782$14726298@news.sunsite.dk...

Hej,

> Du lyder som en meget følelseskold person.. Hvis man på under en uge kan
> være total kold overfor sin ex - har man et problem.

Det er så din mening.

> Du ventede måske bare på, at han slog op?

Jeg ventede på at han tog konflikten op (konstruktivt), eller at han måske
ligefrem gav mig en undskyldning.

> - Havde du ikke selv styrken til at gøre det?

Når jeg slår op, er der en del der opfatter det som om jeg stikker halen
mellem benene for hurtigt (har der været skrevet om herinde) - når han slår
op, er det fordi han har styrken til det. Jeg må le.

mange hilsner

---

In news:446fac04$0$99998$edfadb0f@dread16.news.tele.dk,
nusle nuslesen <nusle@invalid.com> wrote:

> Når jeg slår op, er der en del der opfatter det som om jeg stikker
> halen mellem benene for hurtigt (har der været skrevet om herinde) -
> når han slår op, er det fordi han har styrken til det. Jeg må le.

Jeg ser ikke noget smil i dit ansigt.

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

nusle nuslesen skrev:

> Dage i mit liv...
>
> Jeg handler ind på vej hjem og mødes med den yngste på metro-stationen, så
> vi kan få fornyet hans månedskort på vejen - dvs. så skal vi lige forbi
> centret, og det tager jo også lidt tid.
>
> Da jeg endelig kommer hjem, 9½ time efter jeg forlod mit hjem om morgenen -
> er det første jeg gør, at rydde det værste af rodet til side, pakke varerne
> ud, evt. sætte en vask over - og måske sætter jeg ungerne i gang med lidt
> oprydning (og tager skænderiet med dem, mens jeg er i gang med de andre
> ting).
>
> Jeg begynder på maden, en smule træt og lidt ugidelig - og det er endnu en
> lang dag.
>
> Børnene mundhugges, og jeg siger med mellemrum fra køkkenet, at de skal tale
> pænt til hinanden. Til sidst beder jeg dem lade hinande helt være og siger,
> at de kan bruge deres energi på at rydde op, når de nu ikke kan give
> hinanden ro - og maden skal laves, og sovsen er ved at brænde på og jeg
> bliver lidt hidsig, men mest af alt fyldt af en smule afmagt, dagene er
> simpelthen for lange, der er for mange ting der skal nås hver eneste dag -
> og jeg trænger til at have mindre ansvar, færre pligter, mere fritid, mere
> frihed... måske er dagene for korte, hvis de var længere, og jeg var
> friskere - så kunne jeg nå mere, finde ro i viden om at der ville komme styr
> på tilværelsens mange småting.
>
> Så kommer kæresten ind ad døren, han er også lidt træt efter arbejdsdagen -
> og jeg kommer ikke hen i døren og kysser ham og viser glæde over, at han nu
> er hjemme - det tætteste han kommer en velkomst er et træt: "Hej, vil du
> ikke være sød at dække bord... maden er færdig lige om lidt" - og ikke
> engang et henkastet blik kan det blive til.... og han tænker, kan vi ikke
> lige kramme, være forelskede, kysse på hinanden... så han går ud til mig,
> lægger armene om mig... Men intet bliver som han kunne ønske... jeg skubber
> ham lidt til side, og tænker ved mig selv - forstår han da ingenting.
>
> Så laver jeg maden færdig, sætter en ny vask over imens frikadellerne
> steger, og sovsen er på laveste blus - bærer ind og spiser (det er dejligt
> at sidde ned lidt!!). Efter maden hænger jeg vasketøj op, og længes efter at
> smide benene op og slappe af i sofaen - men min datter skal lige læsse af,
> hun er nervøs her op til eksamen, så vi snakker og tiden går - og pludselig
> er klokken næsten 21.00 og endnu en dag er nærmest forsvundet, uden at jeg
> kunne mærke den var der. Den yngste skal være i sin seng kl. 21.30, så efter
> snakken med min datter, er det dér mine tanker er - og det sårer kæresten,
> som havde regnet med, at vi skulle kysse, kramme og være tæt lidt, inden han
> skal på arbejde kl. 22.15. Da den yngste er lagt, med de sædvanlige
> forsinkelser som børn kan lægge ind i form af et glas vand, to ekstra kram
> mv. - kommer den ældste hjem og vil lige give besked om fodboldkampen den
> kommende weekend, hvor han gerne vil have, at jeg laver en fodboldlagkage
> til holdet.
>
> Klokken bliver 22.00-22.15 og midt i snakken med den ældste, skal kæresten
> til at gå, og jeg tænker på opskrifter til lagkagebunde, tider, aftaler og
> den sidste vask - der endnu ikke er hængt op.
>
> Jeg registrerer dog, at det halvlunkne kys kæresten får til farvel i
> forbifarten - er utilfredsstillende for ham - for han ser temmelig
> mellem-fornøjet ud, og fordi jeg lader min opmærksomhed fange af det, hører
> jeg ikke det sidste knægten siger, inden han også stryger ud af døren - og
> senere når jeg ved sengetid kl. 23.30 ringer og spørger hvor han er - siger
> han, at jeg aldrig hører efter hvad han siger - for han sagde jo, at han
> ville gå over til sin ven, Thomas.
>
> Jeg har svært ved at falde i søvn, ligger og spekulerer på
> semesterafslutningen og lønregnskaberne på arbejdet - jeg forbereder mig
> mentalt på den kommende dag. Kæresten sender en sms, og ønsker mig godnat.
> Jeg svarer det samme tilbage, er glad for opmærksomheden - men også træt
> efter en lang dag med mennesker der kræver min tid, min opmærksomhed, min
> kærlighed osv. Så jeg svarer ikke kærligt og hengivent, ikke længselsfuldt
> og savnende - bare kort - og ønsker også ham en god nat.
>
> Dagen efter har kæresten sovedag (det er noget han har, når han har været på
> arbejde om natten. Jeg står op kl. 6.30 og går på toilettet - bagefter
> vækker jeg den ældste og så går jeg i bad (som hver eneste hverdagsmorgen,
> når jeg er hjemme).
>
> Efter badet vækker jeg den ældste igen, og igen og igen - indtil han er
> kommet op. Kl. 7.00 vækker jeg også de to andre børn. Mens vækkeriet står
> på, tørrer jeg mig, putter creme i ansigtet, lægger lidt mascara på - tager
> tøj på mv. Konstaterer som de fleste morgener, at der ikke bliver tid til at
> sætte håret - og så er jeg ude af døren kl. 7.30 ca.
>
>
> På arbejdet prøver jeg at huske, at jeg skal ringe til
> ejendomsfunktionærerne ang. komfuret - lyset er gået i det, det er pæren der
> skal udskiftes. Men jeg kan kun ringe imellem kl. 8.30 og 9.00 - og da jeg
> skal til et møde omkring samarbejdet mellem centrale og decentrale enheder i
> organisationen kl. 9.00 - når jeg at glemme alt om komfuret, og i stedet
> forbereder jeg mig til mødet - skriver dagsordenen ud, tilføjer et par
> input, som jeg meget gerne vil have taget op, og så går jeg den korte tur
> over til en af organisationens andre bygninger, hvor mødet finder sted.
>
> Kl. 12.00 er mødet slut, og jeg haster forbi Føtex, hvor jeg køber ind til
> en salat til frokost. Ved 12.45 tiden har jeg spist frokost, og opdager at
> kæresten, som har sovedag, har sendt en sød og kærlig sms, og jeg begynder
> at svare.
>
> Der kommer en, som har brug for en udskrift til brug for arbejdssøgning i
> England, og da jeg har ordnet det, og en andens tilmelding - har jeg glemt
> alt om den sms, som jeg var ved at skrive.
>
> Jeg sender en mail til samtlige samarbejdspartnere på det ene studie, hvor
> jeg beder dem oplyse mig om deres ønsker for det kommende semester, bagefter
> ordner jeg løn for de, som på nuværende tidspunkt afslutter det indeværende
> semester. Indimellem tager jeg telefonen, rådgiver en omkring udbuddets
> placering på webben, en anden skal vide reglerne for syge-/omprøver og en
> tredje ønsker at melde sig ud, da han ikke mener, at han kan klare det - jeg
> henviser ham til rådgivningen, og bruger næsten 10 minutter på at forsikre
> ham om, at mange - rigtigt mange - oplever perioder, hvor det forekommer at
> være uoverskueligt, men de fleste vælger at hænge på, en dag af gangen, og
> pludselig er det alligevel lykkedes dem at komme igennem det.
>
> Jeg henter et glas vand, da det går op for mig, at jeg er vanvittigt tørstig
> og at jeg nærmest har glemt at drikke hele dagen - på vejen tilbage fra
> køkkenet, går jeg ud og tisser, da jeg bliver bevidst om, at jeg vist har
> holdt mig temmelig længe uden at tænke over det. Som jeg sidder dér, kommer
> jeg i tanke om den sms jeg var ved at skrive til kæresten - og jeg rammes af
> dårlig samvittighed - jeg fik aldrig skrevet den færdig.
>
> På vej tilbage til kontoret, bliver jeg kaldt ind til en kollega, da han
> ikke kan få en power-point præsentation til at virke, baggrunden ændrer
> opsætning fra side til side, og det er bestemt ikke meningen. Det tager lidt
> tid, men jeg finder fejlen og får opsætningen rettet til, så han kan arbejde
> videre med præsentationen - så kalder receptionisten, fordi der er telefon,
> og for øvrigt ligger der to telefonbeskeder på mit bord. Jeg tager
> telefonen, og det er en, der skal tage to hold i det kommende semester - han
> er blevet i tvivl om sine indleverede ønsker og vil derfor gerne drøfte dem
> igen - han skal nemlig være far til september, og må hellere forsøge at
> passe arbejdet ind efter det.
>
> Jeg finder en, som kan tage nogle uger af den andens arbejde - og er meget
> glad for på den måde at kunne hjælpe. Bagefter ringer jeg til den
> ansvarlige, som havde lagt den ene telefonbesked - han siger, at han nu er
> klar med materialet til en større opgave, så nu kan jeg gå i gang med
> udarbejdelsen heraf, og han håber, at jeg kan have det klar på torsdag. Det
> ved jeg virkelig ikke om jeg kan, men jeg vil da gerne prøve - og jeg ser på
> materialet med det samme - selvom jeg faktisk var i gang med en længe
> tiltrængt arkivering.
>
> Jeg kommer i tanke om den anden telefonbesked, og ringer tilbage til min
> ældste søn - han ville minde mig om, at jeg skal checke med Teknisk Skole,
> hvornår han har sommerferie - og om det bliver et problem mht. vores tur til
> England. Jeg tænker, at jeg hellere må ringe med det samme, så jeg ikke når
> at glemme det igen. Det viser sig heldigvis, at det ikke bliver noget
> problem - allerhøjest med en enkelt fredag (den første dag i vores ferie).
>
> En kommer forbi kontoret, og skal have påtegnet papirerne til hendes
> boligsøgning, samtidig vil hun gerne høre om jeg ved noget om tiderne i
> næste semester, og jeg oplyser om, at vi ikke kan sige noget endeligt før
> primo juli. Da hun er gået, ser jeg nærmere på den større opgave, og
> erindrer med det samme, hvorfor det er en større arbejdsopgave - der skal
> både scannes, redigeres i billeder, stykkes sammen af diverse gamle
> dokumenter - samt udarbejdes helt nye grafer mv. Det kommer til at tage et
> par dage, før det første udkast er klart. Jeg skal jo også kalkulere med de
> afbrydelser der kommer.
>
>
> Jeg beslutter mig til at påbegynde scanningen, da det er en afgrænset
> opgave, som jeg forventer at kunne gøre færdigt i dag. Da det er ved at være
> længe siden at scanneren var i brug, viser det sig at forbindelsen til
> computeren ikke virker - og jeg roder rundt i omkring 10 minutter, før jeg
> får det til at virke (stikket under reolen med skuffer var faldet ud,
> sikkert pga. hæve/sænke-funktionen i skrivebordet). Min kollega spørger, om
> ikke jeg har mulighed for "hurtigt" at lave en oversigt over efteråret, så
> det gør jeg lige, og udskriver dem i 2 eksemplarer til hende og jeg.
>
> Efterfølgende kommer vores IT-mand og minder mig om, at jeg skal overføre
> samtlige filer fra et drev til et andet drev, iflg. vores aftale i sidste
> uge - men mapperne skal arrangeres anderledes i den nye filstruktur, så det
> kan jeg ikke nå i dag. I stedet vender jeg tilbage til arbejdet med at
> scanne artikler mv.
>
> Klokken er gået hen og er blevet 14.30, og jeg går i køkkenet for at hente
> vand - på vejen kommer jeg igen i tanke om sms'en fra kæresten. Jeg får
> svaret på sms'en, men det bliver kun en kort besked - og jeg ved allerede,
> at det er for lidt opmærksomhed, for sent - og mentalt forsvarer jeg mig
> med, at jeg ved gud ikke har tid eller overskud til at være lige så
> opmærksom på ham, som han er på mig - og det kanaliserer jeg så over i en
> irritation over, at han er så meget "på", at det bliver umuligt for mig at
> forholde mig til i min i forvejen pressede dagligdag.
>
> Jeg abstraherer fra det, det bliver jeg nødt til, og når næsten at blive
> færdig med scanningen af materialet til opgaven - resten må vente til i
> morgen. Det er derfor med en følelse af "ufærdighed", at jeg forlader
> arbejdspladsen også den dag - og med hovedet fuld af planer for, hvordan jeg
> skal nå at gøre opgaven færdig inden torsdag, når jeg nærmest er bagud,
> inden jeg fik begyndt.
>
> På vej hjem fra arbejde, handler jeg ind - det gør jeg sådan set mere eller
> mindre altid. Der er altid et eller andet der mangler, også selvom kæresten
> er begyndt at køre mig til Bilka for at handle stort ind - hvilket er en
> virkelig stor hjælp og aflastning. Mens jeg handler ind, når jeg at se
> efter, om der er strømpebukser i Føtex, for det mangler jeg. Desværre havde
> ikke dem jeg vil have, så jeg skal snart i Tøj&Sko, tænker jeg.
>
> Da jeg kommer hjem, og får pakket varene ud, opdager jeg - at jeg ikke fik
> vasket den yngstes fodboldtøj i går, hvorfor jeg straks sætter en enkelt
> vask over - samtidig går det op for mig, at den sidste vask fra i går aldrig
> blev hængt op - hvor irriterende. Jeg husker også, nu, at jeg skulle have
> haft ringet til ejendomsfunktionærerne, men ikke fik det gjort. Jeg prøver
> at give mig selv en indre "huskekage" - så jeg ikke også glemmer det igen i
> morgen.
>
> Jeg får hængt vasketøjet fra i går op, og får sat en ny over med
> fodboldtøjet. Bagefter går jeg i gang med maden. Halvvejs igennem
> madlavningen, springer pæren på badeværelset, da den lille skal på
> toilettet - så jeg skruer ned for blussene og ordner det.
>
> I dag kommer kæresten ikke, for vi har aftalt, at jeg skal have lidt tid for
> mig selv - det har jeg fortalt, at jeg har brug for. Han siger, at han
> forstår - men når situationerne opstår, så virker det alligevel som om, at
> det gør han overhovedet ikke - i hvert fald ikke følelsesmæssigt. Det er
> sikkert også svært at forholde sig til - det føles sikkert som manglende
> interesse fra min side - og skal jeg være ærlig, så er min interesse vel
> også mindre end hans - jeg har jo slet ikke tid til at investere så meget i
> forholdet som han har. Desuden føles det efterhånden som endnu et pres, fra
> endnu et menneske, der egentlig har krav på min opmærksomhed, mit nærvær
> osv.
>
> Jeg ringer til bedsteforældrene, efter jeg har fået ryddet væk fra
> aftensmaden - de havde skrevet i en mail, at det ville de gerne have. Det er
> også alt for længe siden, og jeg er alt for dårlig til at tage kontakt -
> bedstemoderen har også gjort mig opmærksom på, at jeg måske skulle "fordele
> mig" bedre, da jeg på et tidspunkt havde ondt af mig selv - og fortalte i en
> mail, at jeg ikke kunne give min kæreste dét, som han havde brug for - tid,
> opmærksomhed osv. Gad vide hvordan denne "bedre fordeling" skal se ud - jeg
> orker knapt at tænke på det. Det er i hvert fald sikkert, at tiden ikke skal
> tages fra den lille smule samvær, som jeg har med dem.
>
> Samtalen trækker ud - det er jo længe siden - og selvom jeg virkelig ikke
> ønsker at være uhøflig, så er det, som altid, mig der ender med at afslutte
> samtalen. Klokken er blevet 20.30, og jeg ville bare så gerne sidde lidt og
> være i ro, og ikke skulle noget.
>
> Men jeg skal lige have vasketøjet op i tørretumbleren, ellers har vi ingen
> rene håndklæder i morgen. Da jeg er færdig med det, vælger jeg lige at tørre
> bordene i stuen af - jeg havde glemt det efter maden. Den yngste skal skrive
> stil, og har brug for hjælp - så jeg staver for ham imens, og giver ham
> ideer til hvad han kan skrive.
>
> da jeg står og skyller karkluden op, slår det mig at jeg igen har glemt fars
> dag - og for øvrigt fik jeg ikke ringet og sagt tillykke til min veninde i
> forgårs. Det er da helt fantastisk som jeg aldrig får det gjort. Heldigvis
> har min veninde kendt mig siden 1. klasse, så hun tager ikke så let anstød
> af sådanne forglemmelser. Hun ved godt, at det ikke er ond vilje, ligesom
> hun ved, at jeg har meget at se til.
>
> Jeg ringer til hende og bliver en dejlig snak, mens vi snakker sender jeg
> den yngste ud at børste tænder og gøre sig klar til natten - jeg afslutter
> samtalen efter ca. 30 min. da jeg skal have sagt godnat til den yngste.
> Klokken er ved at være 21.30 og jeg er træt. Men jeg skal have fundet
> papirerne til passene til de to store, dåbsattesterne og papirerne på at jeg
> har forældremyndigheden. Vi skal nå på politistationen og bestille nye pas
> inden ugen er omme.
>
> Der skal også overflyttes penge fra betalingskontoen til lønkontoen, så jeg
> er lige et smut på netbank. Min far kommer forbi på sin vej hjem fra nogle
> vi kender, der bor i den anden gård - og vi snakker lidt om løst og fast, og
> drøfter endnu engang, at jeg burde få lagt mine to lån sammen til et, og til
> en bedre rente. Jeg ligger i forhandlinger med banken herom allerede.
>
> Klokken er 22.30 og den ældste kommer hjem, han er i dårligt humør for
> Brøndby (som han holder med) har tabt - igen! Det går der lidt tid med, han
> har noget brok, som han virkelig trænger til at komme ud med - også lidt
> brok omkring skolen - nu vi er i gang. Vi får sagt godnat og jeg får sagt,
> at jeg gerne vil have lidt fred, men så er det datterens tur til at sige
> godnat og lige få snakket en smule om dagen der gik. Det er også hyggeligt
> og jeg er stolt af at have deres fortrolighed, havde aldrig forventet, at de
> ville føle det sådan med mig - jeg havde det ikke sådan med min mor.
>
> Igen kommer jeg alt for sent i seng, eller i sovesofaen - som det jo er. Jeg
> sover i stuen på en gammel, arvet sovesofa, for der er alt for få værelser i
> lejligheden. Det er trælst at skulle rede seng klokken møg om aftenen, når
> jeg er ved at falde død om af træthed, men det nytter ikke at spekulere på
> det. Det er nu engang sådan det er, når der er to værelser og tre børn. Man
> må indrette sig efter forholdene.
>
> Da jeg ligger i sengen ved midnatstid, tænker jeg på, at jeg ikke fik
> håndklæderne ud af tørretumbleren - men jeg orker virkelig overhovedet ikke
> at rejse mig igen. Nu må det være slut, jeg skal trods alt op igen i morgen
> kl. 6.30.
>
> Jeg sender en sms til kæresten, hvor jeg siger godnat - og han skynder sig
> at ringe op - for som han siger, vi har jo slet ikke fået talt sammen i dag.
> Jeg ved godt, at jeg er uhøflig, og jeg ved godt, at han ikke vil kunne
> forstå, og jeg ved godt, at han forventer andet og mere - men jeg har ingen
> energi tilbage, jeg længes sådan efter at sove, at jeg kunne skrige. Så jeg
> går ikke rigtigt ind i samtalen, og jeg kan ikke mærke og derfor ikke give
> udtryk for dyb og inderlig længsel efter ham.
>
> Skal jeg være ærlig ligger jeg bare og ønsker at jeg i et par uger kunne
> være på en øde ø for mig selv. Sove, sove og sove - hvile, hvile og hvile.
> Tænke tanker uden at blive forstyrret. Ja, det er det jeg længes efter, og
> her nu lidt over midnat kan jeg slet ikke rigtigt samle tankerne om
> samtalen.
>
> Da vi siger farvel, har jeg allerede glemt hvad vi talte om.
>
> Og sådan var det også i sidste uge - og ugen før.
>
> Jeg ligger og tænker...


Pyh... - og det får du også mig til. Jeg får næsten stress af at
læse dit indlæg!

>
> Måske ville livet være anderledes
> - hvis børnenes far ikke var alkoholiker.
> - hvis jeg havde børnefri weekender.
> - hvis min mor ikke var misbruger, så hun kunne være der lidt for mig.
> - hvis min far ikke var langturschauffør, så han kun var hjemme i
> weekenderne og der skal nå sine egne ting.
> - hvis jeg ikke havde fået mine børn så tidligt.
> - hvis jeg havde kunnet affinde mig med et kassedame-job.
> - hvis og hvis og hvis.


Ja... Det er nu engang sådan dit liv er. - Og en ganske stor del af
det har du selv valgt. Det er dig der har valgt, at der skal være rene
håndklæder til i morgen og at ungens fodboldtøj skal være rent.
Det er dig, der ikke siger: "Nej, det kan jeg fandeme ikke nå" på
arbejdet. Det er i virkeligheden også dig, der forventer af dig selv,
at du skal være romantisk midt i madlavningen.

> Hvor ville det være rart, at blive elsket for min indsats, min vilje til at
> få livet/dagligdagen og fremtiden til at hænge sammen - ikke bare for mig
> selv, men for børnene (familien) også.

Hvorfor? Du gør det vel ikke for andre end dig selv? Det er dine egne
krav du opfylder. Det er ikke kærestens og ikke børnenes. Det er dine
egne opstillede forventninger til dit liv og dit hjem. Ikke nogen
andres.

> Hvor ville det være rart, at blive elsket for trætheden, den manglende
> energi, den periodevise ulyst og humørsvingningerne, der enten er udløst af
> udmattelse eller pms.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket for de resultater jeg skaber, midt
> i denne alt for travle verden, med alt for lidt tid til at være menneske.

Elsk dig selv for det for fanden. Som sagt er det dine egne
forventninger til dig selv du opfylder. Hvordan skulle andre elske dig
for, at du ihærdigt (og faktisk mangelfuldt) forsøger at leve op til
dine egne krav om, hvordan dit liv, dit arbejde, dit hjem og dine børn
ser ud?

> Hvor ville det være rart at blive elsket, uden at skulle leve op til en
> masse forventninger om lyserød, lægeromans-kærlighed, uden at skulle være
> sexet midt i sovsen, kærlig midt i opvasken, erotisk midt i lektielæsningen,
> smuk kl. 4.30 om natten midt i en omgang diarré.

Hvem er det egentlig der forventer det af dig? Tror du virkelig, at det
er kæresten? Jeg har sgu aldrig mødt en mand, der forventede dét.
Sådan har mænd det jo også, - de synes da heller ikke det er fedt,
at skulle være sexet midt i fodboldkampen eller hvad det nu kan være,
- de forventer det bare heller ikke af sig selv. De sidder sgu ikke og
ser fodbold og tænker: "Åh, nej... Nu kan jeg heller ikke være
kærlig ved hende". Jeg tror snarere, at de tænker: "Når kampen er
ovre så trækker jeg hende sgu med ned på sofaen og...".

Der *er* selvfølgelig også den mulighed, at du virkelig havde en
kæreste der krævede det af dig. - altså at du skulle være sexet
midt i sovsen og smuk midt i en gang diarre... - Men så er
spørgsmålet om ikke du havde fundet dig en mand med ganske, ganske
lidt realitetssans.

> Hvor ville det være rart at blive elsket for det jeg er, i stedet for at
> skulle være noget andet, noget mere, noget anderledes.

Igen tror jeg, at det er dig selv, der synes, at du burde være noget
andet, end det du er. Jeg tror, at det er dig selv, der har svært ved
at elske dig, som det du er og kan. - Men det er kun gisninger... Jeg
kender dig jo ikke.

> Der er kærlighed i aftensmaden jeg laver.

Ja, men du gør det for din egen skyld og du vælger det selv.

> Der er kærlighed i vasketøjet jeg ordner.

Ja, men du gør det for din egen skyld og du vælger det selv.

> Der er kærlighed i de penge jeg tjener og bruger på familien.

Ja, men du gør det for din egen skyld og du vælger det selv.

> Der er kærlighed i at passe på de gamle i familien.

Ja, men du gør det for din egen skyld og du vælger det selv.

> Der er kærlighed i at læse lektier med børnene.

Ja, men du gør det for din egen skyld og du vælger det selv.

> Der er kærlighed i at handle ind.

Ja, men du gør det for din egen skyld og du vælger det selv.

> Der er kærlighed i mig. hele tiden. hvad skulle ellers holde mig på benene,
> bringe smil på mine læber, få mig op igen i morgen. hvis ikke det er
> kærlighed til børnene, til mig selv, til familien, til livet selv.

(-: Der er kærlighed i det hele. Selvfølgelig er der det. Du gør det
for din familie, fordi det får dig til at føle dig godt tilpas. De
elsker dig og det ville de gøre, uanset om du gjorde alle disse ting
eller ej. - De kommer sgu ikke og siger, at de elsker dig, fordi du
opfylder de krav, du sætter til dig selv.

Min mor vaskede utroligt meget tøj og gjorde utroligt meget rent. Hun
ville gerne have hjælp, men når man hjalp (og det galdt både min
far, mig og mine søskende) så var det ikke helt godt nok. Vasketøjet
*skulle* hænges til tørre opdelt i farver og typer og det kunne vi
ikke finde ud af. - Så min mor vaskede helt utroligt meget alene (-:
Tit brokkede hun sig over, at vi ikke elskede hende for hendes store
indsats. - Og hun havde fuldstændig ret. Vi elskede hende sgu ikke for
at hænge vasketøjet op sådan, for vi var fuldstændig ligeglade! Vi
elskede hende bare og hun havde ikke tid til at se det, fordi hun stod
begravet i vasketøj. - Når hun fik for meget og tog væk en tid (for
det gjorde hun ind imellem), ja, så rodede vi og gik i beskidt tøj.
Når der blev for rodet og tøjet blev for beskidt, ja så vaskede vi
og ryddede op. På vores egen måde. Den kunne under ingen
omstændigheder leve op til hendes standard, men det var godt nok.
Min mor har altid sagt, at hun har gjort alt for os, men at min far fik
al æren, fordi han havde tid til at lege. - Hun har aldrig formået at
se, at det aldrig nogensinde var vores krav hun opfyldte, men blot
hendes egne. - Og at vi elskede hende og syntes, at det var synd for
hende, at hun altid havde så travlt. Men det var jo for pokker hendes
egen skyld, at hun havde så travlt. - hun havde travlt med at opfylde
sine egne krav til sig selv. - Og det kan gøre mig lidt pissed off, at
det stadig den dag i dag bliver forventet, at jeg skal takke hende for
det. Jeg vil takke hende for mange ting, men ikke for at have knoklet
rundt og forsøgt at opfylde sine egne: "Jeg burde også..."


> Det er ikke kærlighed som på film - men det er mere ægte end de 1½ minut
> skuespillerne står og ser på hinanden og kysser - for det er hver dag, hver
> time, hvert minut - gennem alle år. Det er kærlighed, der er til at stole
> på, den slags der gør hvad der kræves - når det kræves, og bliver ved længe
> efter at kræfterne er sluppet op og udmattelsen er sat ind.

(-:
- Og jeg kender det sgu'da godt, Nusle. Jeg kender sgu'da godt det der
med, at mand og børn og arbejde og studie og alt muligt andet står og
river og flår i en fra alle sider. - Men man har jo selv valgt det og
det er jo i virkeligheden skideligegyldigt om håndklæderne er
beskidte, man kan sagtens tørre sig med dem alligevel. Og hvis sovsen
brænder på, fordi ungen skal på toilettet og pæren er sprunget og
manden vil have suttet pik midt i det hele, - ja så spiser vi sgu bare
morgenmad til aftensmad. Det er der ingen der tager skade af, heller
ikke selvom de gør det i en hel uge.
Hellere det, end at blive ligesom min mor (-:

Et knus herfra, - hvis du har tid (-:

---

"Blinkhinde" <blinkhinde@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:1148202298.789676.101030@i40g2000cwc.googlegroups.com...

> Pyh... - og det får du også mig til. Jeg får næsten stress af
> at læse dit indlæg!



> Ja... Det er nu engang sådan dit liv er. - Og en ganske stor del
> af det har du selv valgt. Det er dig der har valgt, at der skal
> være rene håndklæder til i morgen og at ungens fodboldtøj skal
> være rent. Det er dig, der ikke siger: "Nej, det kan jeg fandeme
> ikke nå" på arbejdet.

Ja, det er jeg enig i.

Jeg bryder mig ikke om, at børnene har beskidte, krøllede
håndklæder med til gymnastik/fodbold, og jeg bryder mig
ikke om at mudderet stadig sidder og er stift på forboldtøjet
fra sidste kamp.

> Det er i virkeligheden også dig, der forventer
> af dig selv, at du skal være romantisk midt i madlavningen.

Det er jeg til gengæld ikke enig i.

> Hvorfor? Du gør det vel ikke for andre end dig selv?

Jo, det gør jeg - når man har børn synes jeg, at en hel del
handler om at gøre ting for dem - det ligger ligesom i
forsørger-/opdragerrollen, og det har jeg ikke noget
imod.

F.eks. havde jeg to jobs for at betale for efterskolen,
som var vigtig for min søn på det tidspunkt (året efter
lånte jeg til efterskolerne, for der var det begge de to
store der gerne ville afsted).

På sin vis gør jeg det også for mig selv, idet jeg bliver
glad ved at give dem muligheder, og se dem bruge dem.
Jeg forventer så også af dem, at de "holder ud og hænger
ved" - når de f.eks. giver sig selv sådanne udfordringer,
som at være på efterskole.

> Det er dine egne krav du opfylder. Det er ikke kærestens og ikke
> børnenes. Det er dine egne opstillede forventninger til dit liv
> og dit hjem. Ikke nogen andres.

Nu er mit hjem meget langt fra at være picture-perfect.
Gulvene bliver aldrig rene igen (før de er blevet slebet
ned og omlakeret), jeg kan ikke finde ud af at tapesere
om - og det kan ses. Karmene (af plastik) er ødelagte,
og jeg har ikke pt. råd til at skifte dem ud.

Det jeg kan gøre, er som minimum at sørge for, at vi
har det nogenlunde rent. Og det hjælper børnene til med.
Hvis du læser teksten igen, så støvsuger jeg ikke de dage,
jeg gør ikke rent, jeg vasker ikke gulve og jeg reparerer
intet. Jeg gør det mest nødvendige - handler ind, laver mad
og vasker lidt tøj (i vores familie producerer vi ca. 2 vaske
om dagen, og jeg er som regel altid "bagud" med vaske-
tøjet når vi når weekenden).

Børnene holder deres værelser, de fejer (vi har ingen
gulvtæpper), de vander blomsterne, bærer skraldet ud,
vasker en gang imellem gulve, pudser vinduerne. Det er
også dem der laver mad, handler ind og vasker tøj - når
jeg beder dem om det. Det er også de store der passer
den yngste, når jeg sover hos kæresten, og så laver de
sådan set det hele - jeg er jo ikke hjemme.

I forhold til deres jævnaldrende er de (iflg. dem selv),
meget mere selvhjulpne i forbindelse med diverse opgaver
der er i en familie. Det betyder så, at de til tider syntes
deres kammerater/veninder er temmelig ubehjælpsomme
- eller som de udtrykker det "håbløse".

Men det betyder ikke, at de ikke har brug for at tale med
mig, og det betyder ikke, at de ikke har brug for stedse at
"blive holdt i ørerne" mht. deres indsats herhjemme - for
sådan er det nu engang med f.eks. teenagere. Deres eget
liv (og til tider især følelsesliv) fylder meget i perioder,
ligesom der er perioder, hvor jeg ikke hverken forventer
eller forlanger at de deltager nævneværdigt herhjemme,
af den simple årsag, at jeg ved, at når man gennemlever
sin første kærestesorg, så kan man ikke koncentrere sig
om at sortere vasketøj - og når man har bygget hele dagen
på teknisk skole, og bagefter har spillet fodboldkamp, så
har man slet ikke lyst til at rejse sig igen før dagen efter.

Når jeg har lange arbejdsdage - og det sker jævnligt - så
forventer jeg heller ikke af mig selv, at jeg handler ind,
laver mad og vasker. Så skal børnene tage over og sørge
for at tingene alligevel bliver gjort, og det gør de.

> Elsk dig selv for det for fanden.

Læste du ikke slutningen af indlægget?

> Som sagt er det dine egne forventninger til dig selv du
> opfylder.

Ja, det skriver du.

> Hvordan skulle andre elske dig for, at du ihærdigt
> (og faktisk mangelfuldt) forsøger at leve op til dine
> egne krav om, hvordan dit liv, dit arbejde, dit hjem
> og dine børn ser ud?

Jeg lever langt fra op til egne forventninger mht. hjemmet,
og det har jeg accepteret, det bliver ikke anderledes, før
jeg får mindre travlt med de øvrige vigtige ting i livet.

Det synes jeg faktisk er okay. Det er sådan jeg vælger
at prioritere.

Jeg har ingen krav til, hvordan mine børn skal se ud - ud
over at de skal have adgang til rent tøj/håndklæder og
sengetøj f.eks. Jeg er ikke tilhænger af sygdomme fremkaldt
af manglende renlighed.

Mht. mit arbejde, så forventer jeg, at jeg får løn for min
indsats - til gengæld arbejder jeg så også i det tidsrum
min arbejdsgiver betaler mig for det. At arbejde handler
for mig ikke om at "krydre røv" og prøve at skjule det.
Jep, jeg har haft og har til tider sådanne kolleger.

> Hvem er det egentlig der forventer det af dig? Tror du
> virkelig, at det er kæresten?

Citat:
"Ex-kæresten konstaterede, at han var glad for ikke at blive
mødt med forventninger og krav fra min side - men han havde
det svært med, at hans forventninger og krav til mig ikke blev
imødekommet. Han sagde også, at han godt kunne se, at når
omstændighederne havde ændret sig indenfor de sidste to
måneder (så jeg havde fået mere travlt i denne periode), så
kunne han godt se, at det ikke var rimeligt, at forvente/kræve
opmærksomhed og intimitet i samme grad som de første to
måneder - men han havde nu engang behov, og han kunne
ikke holde ud, at de ikke blev opfyldt (selvom det kun er en
periode - sådan er livet - omskifteligt)."

news:446f05b5$0$117$edfadb0f@dread16.news.tele.dk

> Jeg har sgu aldrig mødt en mand, der forventede dét.

Det var heldigt for dig

>> Hvor ville det være rart at blive elsket for det jeg er, i stedet
>> for at skulle være noget andet, noget mere, noget anderledes.
>
> Igen tror jeg, at det er dig selv, der synes, at du burde være
> noget andet, end det du er. Jeg tror, at det er dig selv, der har
> svært ved at elske dig, som det du er og kan. - Men det er
> kun gisninger... Jeg kender dig jo ikke.

Vi var på besøg hos bedsteforældrene, og de er begge svagelige
og har ikke mange kræfter - bl.a. derfor de har hjemmehjælp.
Jeg hjælper selvfølgelig med maden, og ordner lidt oprydning
bagefter - som jeg plejer, når jeg er der med børnene (børnene
bærer ud osv. - mens jeg skyller af og anretter desserten f.eks.).

Vi kommer trods alt 4 (i dette tilfælde 5) mennesker, og det
kan være anstrengende for ældre mennesker.

Samme morgen nussede og hyggede kæresten og jeg, gennem
dagen holdt vi i hånd og jeg drillede ham (flirtende, syntes jeg).
Jeg inddrog ham hele tiden i samtalerne og gik også og
kærtegnede ham lidt undervejs - ikke alt for åbentlyst, men
bare sådan "lidt privat" nus midt i samværet med bedste-
forældrene og børnene.

Jeg syntes, at det havde været en god dag/aften.

Da vi kom hjem den aften - var han sur.

Vi havde nemlig ikke kysset, mens vi var på besøg hos
bedsteforældrene - ikke en eneste gang. Og det var jo
rigtigt, jeg havde så bare ikke skænket det en tanke.

Han fik ikke et ben til jorden med sin klage - jeg blev
gal.

Efter skænderiet (som selvfølgelig foregik lavmælt, man
er jo blevet voksen) - gik der to dage, hvor han valgte
ikke at tage "konflikten" op igen - og hvor jeg for en gangs
skyld valgte at vente. Jeg mente og mener ikke, at det
var min opgave.

Da de to dage var gået, slog han op.

> (-: Der er kærlighed i det hele. Selvfølgelig er der det.

Ja, jeg troede også, at der var kærlighed i nus, kærtegn,
flirt, kram osv.

/ironi on
Men du kan jo nok se, at hvis der ikke også lige er
kys - så er det helt galt, ikk'?
/ironi off

> Min mor vaskede utroligt meget tøj og gjorde utroligt meget
> rent. Hun ville gerne have hjælp, men når man hjalp (og det
> galdt både min far, mig og mine søskende) så var det ikke
> helt godt nok. Vasketøjet *skulle* hænges til tørre opdelt i
> farver og typer og det kunne vi ikke finde ud af. - Så min mor
> vaskede helt utroligt meget alene (-:
> Tit brokkede hun sig over, at vi ikke elskede hende for hendes
> store indsats. - Og hun havde fuldstændig ret. Vi elskede hende
> sgu ikke for at hænge vasketøjet op sådan, for vi var fuldstændig
> ligeglade! Vi elskede hende bare og hun havde ikke tid til at se
> det, fordi hun stod begravet i vasketøj.

Lyder lidt OCD-agtigt efter min mening.

Jeg har forståelse for, at det er overdrevent og har sat sig sine
spor hos dig

> - Og jeg kender det sgu'da godt, Nusle. Jeg kender sgu'da
> godt det der med, at mand og børn og arbejde og studie og
> alt muligt andet står og river og flår i en fra alle sider. - Men
> man har jo selv valgt det

Ja - det har jeg også - og jeg vil ikke vælge om, hvis jeg kunne.

Jeg prioriterer, og er i det store hele vældig godt tilfreds med
måden jeg gør det på.

> og det er jo i virkeligheden skideligegyldigt om håndklæderne
> er beskidte, man kan sagtens tørre sig med dem alligevel.

Jeg foretrækker at tørre mig i rene håndklæder - dermed
ikke sagt, at man ikke kan tørre sig i det samme hånd-
klæde i et par dage i træk - men når det har været på
gulvet og/eller har ligget i vasketøjskurven - så vil jeg
meget gerne være fri. Det lever jeg så efter, og det er
også et valg jeg er tilfreds med.

> Og hvis sovsen brænder på, fordi ungen skal på toilettet
> og pæren er sprunget og manden vil have suttet pik midt
> i det hele, - ja så spiser vi sgu bare morgenmad til aftensmad.
> Det er der ingen der tager skade af, heller ikke selvom de
> gør det i en hel uge.

Jamen, fred være med det.

Nu har jeg intet soveværelse - og selvom jeg havde, ville
jeg ikke standse madlavningen og bede børnene om lige
at holde sig for sig selv - for nu skal der jo suttes pik
midt i det hele.

Fandme nej om jeg ville gide sådan noget pjat - hver
ting til sin tid - og jeg har ingen problemer med at melde
dette ud.

At jeg så syntes - at mennesker der har problemer med at
lade deres behov for opmærksomhed vente til rette tid og
sted - kan virke tåbelige, det er nok et udtryk for min
arrogance

> Hellere det, end at blive ligesom min mor (-:

Ja, jeg har heller ingen intentioner om at blive rengørings-
fanatiker eller andet i den dur - det ville da om noget
være kedeligt.

Dertil er livet for kort, og jeg skal også have tid til mine
interesser (online-spil, læsning og at skrive digte/noveller).

> Et knus herfra, - hvis du har tid (-:

Ja, hvis du kan nøjes med det, og ikke partout skal
kysses mens jeg taler politik med min far - så går det
sgu' nok *lol*

mange hilsner

---

Ups! - jeg glemte at klippe det øverste af Nusles lange indlæg væk,
så det blev lidt besværligt at læse med al det tekst. Undskyld!

---

"Blinkhinde" <blinkhinde@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:1148202970.586949.19730@i39g2000cwa.googlegroups.com...

Ups! - jeg glemte at klippe det øverste af Nusles lange indlæg væk,
så det blev lidt besværligt at læse med al det tekst. Undskyld!


Alt forladt...... dit indlæg her, er også mere livsbekræftende

Tony

---

Hej
Er det bare fiktion eller sande oplevelser?

Pisse godt skrevet!
Det lyder lidt som en doven person, der er dårlig til at planlægge og
prioritere.

Mvh. brian

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:446df11e$0$204$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Dage i mit liv...
>
> Jeg handler ind på vej hjem og mødes med den yngste på metro-stationen, så
> vi kan få fornyet hans månedskort på vejen - dvs. så skal vi lige forbi
> centret, og det tager jo også lidt tid.
>
> Da jeg endelig kommer hjem, 9½ time efter jeg forlod mit hjem om
> morgenen - er det første jeg gør, at rydde det værste af rodet til side,
> pakke varerne ud, evt. sætte en vask over - og måske sætter jeg ungerne i
> gang med lidt oprydning (og tager skænderiet med dem, mens jeg er i gang
> med de andre ting).
>
> Jeg begynder på maden, en smule træt og lidt ugidelig - og det er endnu en
> lang dag.
>
> Børnene mundhugges, og jeg siger med mellemrum fra køkkenet, at de skal
> tale pænt til hinanden. Til sidst beder jeg dem lade hinande helt være og
> siger, at de kan bruge deres energi på at rydde op, når de nu ikke kan
> give hinanden ro - og maden skal laves, og sovsen er ved at brænde på og
> jeg bliver lidt hidsig, men mest af alt fyldt af en smule afmagt, dagene
> er simpelthen for lange, der er for mange ting der skal nås hver eneste
> dag - og jeg trænger til at have mindre ansvar, færre pligter, mere
> fritid, mere frihed... måske er dagene for korte, hvis de var længere, og
> jeg var friskere - så kunne jeg nå mere, finde ro i viden om at der ville
> komme styr på tilværelsens mange småting.
>
> Så kommer kæresten ind ad døren, han er også lidt træt efter
> arbejdsdagen - og jeg kommer ikke hen i døren og kysser ham og viser glæde
> over, at han nu er hjemme - det tætteste han kommer en velkomst er et
> træt: "Hej, vil du ikke være sød at dække bord... maden er færdig lige om
> lidt" - og ikke engang et henkastet blik kan det blive til.... og han
> tænker, kan vi ikke lige kramme, være forelskede, kysse på hinanden... så
> han går ud til mig, lægger armene om mig... Men intet bliver som han kunne
> ønske... jeg skubber ham lidt til side, og tænker ved mig selv - forstår
> han da ingenting.
>
> Så laver jeg maden færdig, sætter en ny vask over imens frikadellerne
> steger, og sovsen er på laveste blus - bærer ind og spiser (det er dejligt
> at sidde ned lidt!!). Efter maden hænger jeg vasketøj op, og længes efter
> at smide benene op og slappe af i sofaen - men min datter skal lige læsse
> af, hun er nervøs her op til eksamen, så vi snakker og tiden går - og
> pludselig er klokken næsten 21.00 og endnu en dag er nærmest forsvundet,
> uden at jeg kunne mærke den var der. Den yngste skal være i sin seng kl.
> 21.30, så efter snakken med min datter, er det dér mine tanker er - og det
> sårer kæresten, som havde regnet med, at vi skulle kysse, kramme og være
> tæt lidt, inden han skal på arbejde kl. 22.15. Da den yngste er lagt, med
> de sædvanlige forsinkelser som børn kan lægge ind i form af et glas vand,
> to ekstra kram mv. - kommer den ældste hjem og vil lige give besked om
> fodboldkampen den kommende weekend, hvor han gerne vil have, at jeg laver
> en fodboldlagkage til holdet.
>
> Klokken bliver 22.00-22.15 og midt i snakken med den ældste, skal kæresten
> til at gå, og jeg tænker på opskrifter til lagkagebunde, tider, aftaler og
> den sidste vask - der endnu ikke er hængt op.
>
> Jeg registrerer dog, at det halvlunkne kys kæresten får til farvel i
> forbifarten - er utilfredsstillende for ham - for han ser temmelig
> mellem-fornøjet ud, og fordi jeg lader min opmærksomhed fange af det,
> hører jeg ikke det sidste knægten siger, inden han også stryger ud af
> døren - og senere når jeg ved sengetid kl. 23.30 ringer og spørger hvor
> han er - siger han, at jeg aldrig hører efter hvad han siger - for han
> sagde jo, at han ville gå over til sin ven, Thomas.
>
> Jeg har svært ved at falde i søvn, ligger og spekulerer på
> semesterafslutningen og lønregnskaberne på arbejdet - jeg forbereder mig
> mentalt på den kommende dag. Kæresten sender en sms, og ønsker mig godnat.
> Jeg svarer det samme tilbage, er glad for opmærksomheden - men også træt
> efter en lang dag med mennesker der kræver min tid, min opmærksomhed, min
> kærlighed osv. Så jeg svarer ikke kærligt og hengivent, ikke længselsfuldt
> og savnende - bare kort - og ønsker også ham en god nat.
>
> Dagen efter har kæresten sovedag (det er noget han har, når han har været
> på arbejde om natten. Jeg står op kl. 6.30 og går på toilettet - bagefter
> vækker jeg den ældste og så går jeg i bad (som hver eneste hverdagsmorgen,
> når jeg er hjemme).
>
> Efter badet vækker jeg den ældste igen, og igen og igen - indtil han er
> kommet op. Kl. 7.00 vækker jeg også de to andre børn. Mens vækkeriet står
> på, tørrer jeg mig, putter creme i ansigtet, lægger lidt mascara på -
> tager tøj på mv. Konstaterer som de fleste morgener, at der ikke bliver
> tid til at sætte håret - og så er jeg ude af døren kl. 7.30 ca.
>
>
> På arbejdet prøver jeg at huske, at jeg skal ringe til
> ejendomsfunktionærerne ang. komfuret - lyset er gået i det, det er pæren
> der skal udskiftes. Men jeg kan kun ringe imellem kl. 8.30 og 9.00 - og da
> jeg skal til et møde omkring samarbejdet mellem centrale og decentrale
> enheder i organisationen kl. 9.00 - når jeg at glemme alt om komfuret, og
> i stedet forbereder jeg mig til mødet - skriver dagsordenen ud, tilføjer
> et par input, som jeg meget gerne vil have taget op, og så går jeg den
> korte tur over til en af organisationens andre bygninger, hvor mødet
> finder sted.
>
> Kl. 12.00 er mødet slut, og jeg haster forbi Føtex, hvor jeg køber ind til
> en salat til frokost. Ved 12.45 tiden har jeg spist frokost, og opdager at
> kæresten, som har sovedag, har sendt en sød og kærlig sms, og jeg begynder
> at svare.
>
> Der kommer en, som har brug for en udskrift til brug for arbejdssøgning i
> England, og da jeg har ordnet det, og en andens tilmelding - har jeg glemt
> alt om den sms, som jeg var ved at skrive.
>
> Jeg sender en mail til samtlige samarbejdspartnere på det ene studie, hvor
> jeg beder dem oplyse mig om deres ønsker for det kommende semester,
> bagefter ordner jeg løn for de, som på nuværende tidspunkt afslutter det
> indeværende semester. Indimellem tager jeg telefonen, rådgiver en omkring
> udbuddets placering på webben, en anden skal vide reglerne for
> syge-/omprøver og en tredje ønsker at melde sig ud, da han ikke mener, at
> han kan klare det - jeg henviser ham til rådgivningen, og bruger næsten 10
> minutter på at forsikre ham om, at mange - rigtigt mange - oplever
> perioder, hvor det forekommer at være uoverskueligt, men de fleste vælger
> at hænge på, en dag af gangen, og pludselig er det alligevel lykkedes dem
> at komme igennem det.
>
> Jeg henter et glas vand, da det går op for mig, at jeg er vanvittigt
> tørstig og at jeg nærmest har glemt at drikke hele dagen - på vejen
> tilbage fra køkkenet, går jeg ud og tisser, da jeg bliver bevidst om, at
> jeg vist har holdt mig temmelig længe uden at tænke over det. Som jeg
> sidder dér, kommer jeg i tanke om den sms jeg var ved at skrive til
> kæresten - og jeg rammes af dårlig samvittighed - jeg fik aldrig skrevet
> den færdig.
>
> På vej tilbage til kontoret, bliver jeg kaldt ind til en kollega, da han
> ikke kan få en power-point præsentation til at virke, baggrunden ændrer
> opsætning fra side til side, og det er bestemt ikke meningen. Det tager
> lidt tid, men jeg finder fejlen og får opsætningen rettet til, så han kan
> arbejde videre med præsentationen - så kalder receptionisten, fordi der er
> telefon, og for øvrigt ligger der to telefonbeskeder på mit bord. Jeg
> tager telefonen, og det er en, der skal tage to hold i det kommende
> semester - han er blevet i tvivl om sine indleverede ønsker og vil derfor
> gerne drøfte dem igen - han skal nemlig være far til september, og må
> hellere forsøge at passe arbejdet ind efter det.
>
> Jeg finder en, som kan tage nogle uger af den andens arbejde - og er meget
> glad for på den måde at kunne hjælpe. Bagefter ringer jeg til den
> ansvarlige, som havde lagt den ene telefonbesked - han siger, at han nu er
> klar med materialet til en større opgave, så nu kan jeg gå i gang med
> udarbejdelsen heraf, og han håber, at jeg kan have det klar på torsdag.
> Det ved jeg virkelig ikke om jeg kan, men jeg vil da gerne prøve - og jeg
> ser på materialet med det samme - selvom jeg faktisk var i gang med en
> længe tiltrængt arkivering.
>
> Jeg kommer i tanke om den anden telefonbesked, og ringer tilbage til min
> ældste søn - han ville minde mig om, at jeg skal checke med Teknisk Skole,
> hvornår han har sommerferie - og om det bliver et problem mht. vores tur
> til England. Jeg tænker, at jeg hellere må ringe med det samme, så jeg
> ikke når at glemme det igen. Det viser sig heldigvis, at det ikke bliver
> noget problem - allerhøjest med en enkelt fredag (den første dag i vores
> ferie).
>
> En kommer forbi kontoret, og skal have påtegnet papirerne til hendes
> boligsøgning, samtidig vil hun gerne høre om jeg ved noget om tiderne i
> næste semester, og jeg oplyser om, at vi ikke kan sige noget endeligt før
> primo juli. Da hun er gået, ser jeg nærmere på den større opgave, og
> erindrer med det samme, hvorfor det er en større arbejdsopgave - der skal
> både scannes, redigeres i billeder, stykkes sammen af diverse gamle
> dokumenter - samt udarbejdes helt nye grafer mv. Det kommer til at tage et
> par dage, før det første udkast er klart. Jeg skal jo også kalkulere med
> de afbrydelser der kommer.
>
>
> Jeg beslutter mig til at påbegynde scanningen, da det er en afgrænset
> opgave, som jeg forventer at kunne gøre færdigt i dag. Da det er ved at
> være længe siden at scanneren var i brug, viser det sig at forbindelsen
> til computeren ikke virker - og jeg roder rundt i omkring 10 minutter, før
> jeg får det til at virke (stikket under reolen med skuffer var faldet ud,
> sikkert pga. hæve/sænke-funktionen i skrivebordet). Min kollega spørger,
> om ikke jeg har mulighed for "hurtigt" at lave en oversigt over efteråret,
> så det gør jeg lige, og udskriver dem i 2 eksemplarer til hende og jeg.
>
> Efterfølgende kommer vores IT-mand og minder mig om, at jeg skal overføre
> samtlige filer fra et drev til et andet drev, iflg. vores aftale i sidste
> uge - men mapperne skal arrangeres anderledes i den nye filstruktur, så
> det kan jeg ikke nå i dag. I stedet vender jeg tilbage til arbejdet med at
> scanne artikler mv.
>
> Klokken er gået hen og er blevet 14.30, og jeg går i køkkenet for at hente
> vand - på vejen kommer jeg igen i tanke om sms'en fra kæresten. Jeg får
> svaret på sms'en, men det bliver kun en kort besked - og jeg ved allerede,
> at det er for lidt opmærksomhed, for sent - og mentalt forsvarer jeg mig
> med, at jeg ved gud ikke har tid eller overskud til at være lige så
> opmærksom på ham, som han er på mig - og det kanaliserer jeg så over i en
> irritation over, at han er så meget "på", at det bliver umuligt for mig at
> forholde mig til i min i forvejen pressede dagligdag.
>
> Jeg abstraherer fra det, det bliver jeg nødt til, og når næsten at blive
> færdig med scanningen af materialet til opgaven - resten må vente til i
> morgen. Det er derfor med en følelse af "ufærdighed", at jeg forlader
> arbejdspladsen også den dag - og med hovedet fuld af planer for, hvordan
> jeg skal nå at gøre opgaven færdig inden torsdag, når jeg nærmest er
> bagud, inden jeg fik begyndt.
>
> På vej hjem fra arbejde, handler jeg ind - det gør jeg sådan set mere
> eller mindre altid. Der er altid et eller andet der mangler, også selvom
> kæresten er begyndt at køre mig til Bilka for at handle stort ind -
> hvilket er en virkelig stor hjælp og aflastning. Mens jeg handler ind, når
> jeg at se efter, om der er strømpebukser i Føtex, for det mangler jeg.
> Desværre havde ikke dem jeg vil have, så jeg skal snart i Tøj&Sko, tænker
> jeg.
>
> Da jeg kommer hjem, og får pakket varene ud, opdager jeg - at jeg ikke fik
> vasket den yngstes fodboldtøj i går, hvorfor jeg straks sætter en enkelt
> vask over - samtidig går det op for mig, at den sidste vask fra i går
> aldrig blev hængt op - hvor irriterende. Jeg husker også, nu, at jeg
> skulle have haft ringet til ejendomsfunktionærerne, men ikke fik det
> gjort. Jeg prøver at give mig selv en indre "huskekage" - så jeg ikke også
> glemmer det igen i morgen.
>
> Jeg får hængt vasketøjet fra i går op, og får sat en ny over med
> fodboldtøjet. Bagefter går jeg i gang med maden. Halvvejs igennem
> madlavningen, springer pæren på badeværelset, da den lille skal på
> toilettet - så jeg skruer ned for blussene og ordner det.
>
> I dag kommer kæresten ikke, for vi har aftalt, at jeg skal have lidt tid
> for mig selv - det har jeg fortalt, at jeg har brug for. Han siger, at han
> forstår - men når situationerne opstår, så virker det alligevel som om, at
> det gør han overhovedet ikke - i hvert fald ikke følelsesmæssigt. Det er
> sikkert også svært at forholde sig til - det føles sikkert som manglende
> interesse fra min side - og skal jeg være ærlig, så er min interesse vel
> også mindre end hans - jeg har jo slet ikke tid til at investere så meget
> i forholdet som han har. Desuden føles det efterhånden som endnu et pres,
> fra endnu et menneske, der egentlig har krav på min opmærksomhed, mit
> nærvær osv.
>
> Jeg ringer til bedsteforældrene, efter jeg har fået ryddet væk fra
> aftensmaden - de havde skrevet i en mail, at det ville de gerne have. Det
> er også alt for længe siden, og jeg er alt for dårlig til at tage
> kontakt - bedstemoderen har også gjort mig opmærksom på, at jeg måske
> skulle "fordele mig" bedre, da jeg på et tidspunkt havde ondt af mig
> selv - og fortalte i en mail, at jeg ikke kunne give min kæreste dét, som
> han havde brug for - tid, opmærksomhed osv. Gad vide hvordan denne "bedre
> fordeling" skal se ud - jeg orker knapt at tænke på det. Det er i hvert
> fald sikkert, at tiden ikke skal tages fra den lille smule samvær, som jeg
> har med dem.
>
> Samtalen trækker ud - det er jo længe siden - og selvom jeg virkelig ikke
> ønsker at være uhøflig, så er det, som altid, mig der ender med at
> afslutte samtalen. Klokken er blevet 20.30, og jeg ville bare så gerne
> sidde lidt og være i ro, og ikke skulle noget.
>
> Men jeg skal lige have vasketøjet op i tørretumbleren, ellers har vi ingen
> rene håndklæder i morgen. Da jeg er færdig med det, vælger jeg lige at
> tørre bordene i stuen af - jeg havde glemt det efter maden. Den yngste
> skal skrive stil, og har brug for hjælp - så jeg staver for ham imens, og
> giver ham ideer til hvad han kan skrive.
>
> da jeg står og skyller karkluden op, slår det mig at jeg igen har glemt
> fars dag - og for øvrigt fik jeg ikke ringet og sagt tillykke til min
> veninde i forgårs. Det er da helt fantastisk som jeg aldrig får det gjort.
> Heldigvis har min veninde kendt mig siden 1. klasse, så hun tager ikke så
> let anstød af sådanne forglemmelser. Hun ved godt, at det ikke er ond
> vilje, ligesom hun ved, at jeg har meget at se til.
>
> Jeg ringer til hende og bliver en dejlig snak, mens vi snakker sender jeg
> den yngste ud at børste tænder og gøre sig klar til natten - jeg afslutter
> samtalen efter ca. 30 min. da jeg skal have sagt godnat til den yngste.
> Klokken er ved at være 21.30 og jeg er træt. Men jeg skal have fundet
> papirerne til passene til de to store, dåbsattesterne og papirerne på at
> jeg har forældremyndigheden. Vi skal nå på politistationen og bestille nye
> pas inden ugen er omme.
>
> Der skal også overflyttes penge fra betalingskontoen til lønkontoen, så
> jeg er lige et smut på netbank. Min far kommer forbi på sin vej hjem fra
> nogle vi kender, der bor i den anden gård - og vi snakker lidt om løst og
> fast, og drøfter endnu engang, at jeg burde få lagt mine to lån sammen til
> et, og til en bedre rente. Jeg ligger i forhandlinger med banken herom
> allerede.
>
> Klokken er 22.30 og den ældste kommer hjem, han er i dårligt humør for
> Brøndby (som han holder med) har tabt - igen! Det går der lidt tid med,
> han har noget brok, som han virkelig trænger til at komme ud med - også
> lidt brok omkring skolen - nu vi er i gang. Vi får sagt godnat og jeg får
> sagt, at jeg gerne vil have lidt fred, men så er det datterens tur til at
> sige godnat og lige få snakket en smule om dagen der gik. Det er også
> hyggeligt og jeg er stolt af at have deres fortrolighed, havde aldrig
> forventet, at de ville føle det sådan med mig - jeg havde det ikke sådan
> med min mor.
>
> Igen kommer jeg alt for sent i seng, eller i sovesofaen - som det jo er.
> Jeg sover i stuen på en gammel, arvet sovesofa, for der er alt for få
> værelser i lejligheden. Det er trælst at skulle rede seng klokken møg om
> aftenen, når jeg er ved at falde død om af træthed, men det nytter ikke at
> spekulere på det. Det er nu engang sådan det er, når der er to værelser og
> tre børn. Man må indrette sig efter forholdene.
>
> Da jeg ligger i sengen ved midnatstid, tænker jeg på, at jeg ikke fik
> håndklæderne ud af tørretumbleren - men jeg orker virkelig overhovedet
> ikke at rejse mig igen. Nu må det være slut, jeg skal trods alt op igen i
> morgen kl. 6.30.
>
> Jeg sender en sms til kæresten, hvor jeg siger godnat - og han skynder sig
> at ringe op - for som han siger, vi har jo slet ikke fået talt sammen i
> dag. Jeg ved godt, at jeg er uhøflig, og jeg ved godt, at han ikke vil
> kunne forstå, og jeg ved godt, at han forventer andet og mere - men jeg
> har ingen energi tilbage, jeg længes sådan efter at sove, at jeg kunne
> skrige. Så jeg går ikke rigtigt ind i samtalen, og jeg kan ikke mærke og
> derfor ikke give udtryk for dyb og inderlig længsel efter ham.
>
> Skal jeg være ærlig ligger jeg bare og ønsker at jeg i et par uger kunne
> være på en øde ø for mig selv. Sove, sove og sove - hvile, hvile og hvile.
> Tænke tanker uden at blive forstyrret. Ja, det er det jeg længes efter, og
> her nu lidt over midnat kan jeg slet ikke rigtigt samle tankerne om
> samtalen.
>
> Da vi siger farvel, har jeg allerede glemt hvad vi talte om.
>
> Og sådan var det også i sidste uge - og ugen før.
>
> Jeg ligger og tænker...
>
> Måske ville livet være anderledes
> - hvis børnenes far ikke var alkoholiker.
> - hvis jeg havde børnefri weekender.
> - hvis min mor ikke var misbruger, så hun kunne være der lidt for mig.
> - hvis min far ikke var langturschauffør, så han kun var hjemme i
> weekenderne og der skal nå sine egne ting.
> - hvis jeg ikke havde fået mine børn så tidligt.
> - hvis jeg havde kunnet affinde mig med et kassedame-job.
> - hvis og hvis og hvis.
>
> Hvor ville det være rart, at blive elsket for min indsats, min vilje til
> at få livet/dagligdagen og fremtiden til at hænge sammen - ikke bare for
> mig selv, men for børnene (familien) også.
>
> Hvor ville det være rart, at blive elsket for trætheden, den manglende
> energi, den periodevise ulyst og humørsvingningerne, der enten er udløst
> af udmattelse eller pms.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket for de resultater jeg skaber,
> midt i denne alt for travle verden, med alt for lidt tid til at være
> menneske.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket, uden at skulle leve op til en
> masse forventninger om lyserød, lægeromans-kærlighed, uden at skulle være
> sexet midt i sovsen, kærlig midt i opvasken, erotisk midt i
> lektielæsningen, smuk kl. 4.30 om natten midt i en omgang diarré.
>
> Hvor ville det være rart at blive elsket for det jeg er, i stedet for at
> skulle være noget andet, noget mere, noget anderledes.
>
> Der er kærlighed i aftensmaden jeg laver.
> Der er kærlighed i vasketøjet jeg ordner.
> Der er kærlighed i de penge jeg tjener og bruger på familien.
> Der er kærlighed i at passe på de gamle i familien.
> Der er kærlighed i at læse lektier med børnene.
> Der er kærlighed i at handle ind.
> Der er kærlighed i mig. hele tiden. hvad skulle ellers holde mig på
> benene, bringe smil på mine læber, få mig op igen i morgen. hvis ikke det
> er kærlighed til børnene, til mig selv, til familien, til livet selv.
>
> Det er ikke kærlighed som på film - men det er mere ægte end de 1½ minut
> skuespillerne står og ser på hinanden og kysser - for det er hver dag,
> hver time, hvert minut - gennem alle år. Det er kærlighed, der er til at
> stole på, den slags der gør hvad der kræves - når det kræves, og bliver
> ved længe efter at kræfterne er sluppet op og udmattelsen er sat ind.
>
> Godnat.
>
> ---------------------
>
> Kæresten slog op i søndags - jeg kunne ikke give ham den opmærksomhed, som
> han havde brug for (og han kunne ikke give mig den plads/albuerum, som jeg
> har brug for). Teksten var under udarbejdelse inden bruddet og blev
> skrevet færdig efter bruddet.
>
> mange hilsner
>
>

---

Selvfølgelig er det fiktion.
Intet menneske kan udholde et sådan helvede, medmindre de er maoist ?øh,
maskoist,? damn, jeg havde ordet lige før,......nå , men du ved sikkert hvad
jeg mener.

Ps. undskyld jeg glemte at klippe, alt det overflødige fra.

Tony



"Brian Olesen" <nomail@please.dk> skrev i en meddelelse
news:447080a5$0$38637$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Hej
> Er det bare fiktion eller sande oplevelser?
>
> Pisse godt skrevet!
> Det lyder lidt som en doven person, der er dårlig til at planlægge og
> prioritere.
>
> Mvh. brian
>
> "nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
> news:446df11e$0$204$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>> Dage i mit liv...
>>
>> Jeg handler ind på vej hjem og mødes med den yngste på metro-stationen,
>> så vi kan få fornyet hans månedskort på vejen - dvs. så skal vi lige
>> forbi centret, og det tager jo også lidt tid.
>>
>> Da jeg endelig kommer hjem, 9½ time efter jeg forlod mit hjem om
>> morgenen - er det første jeg gør, at rydde det værste af rodet til side,
>> pakke varerne ud, evt. sætte en vask over - og måske sætter jeg ungerne i
>> gang med lidt oprydning (og tager skænderiet med dem, mens jeg er i gang
>> med de andre ting).
>>
>> Jeg begynder på maden, en smule træt og lidt ugidelig - og det er endnu
>> en lang dag.
>>
>> Børnene mundhugges, og jeg siger med mellemrum fra køkkenet, at de skal
>> tale pænt til hinanden. Til sidst beder jeg dem lade hinande helt være og
>> siger, at de kan bruge deres energi på at rydde op, når de nu ikke kan
>> give hinanden ro - og maden skal laves, og sovsen er ved at brænde på og
>> jeg bliver lidt hidsig, men mest af alt fyldt af en smule afmagt, dagene
>> er simpelthen for lange, der er for mange ting der skal nås hver eneste
>> dag - og jeg trænger til at have mindre ansvar, færre pligter, mere
>> fritid, mere frihed... måske er dagene for korte, hvis de var længere, og
>> jeg var friskere - så kunne jeg nå mere, finde ro i viden om at der ville
>> komme styr på tilværelsens mange småting.
>>
>> Så kommer kæresten ind ad døren, han er også lidt træt efter
>> arbejdsdagen - og jeg kommer ikke hen i døren og kysser ham og viser
>> glæde over, at han nu er hjemme - det tætteste han kommer en velkomst er
>> et træt: "Hej, vil du ikke være sød at dække bord... maden er færdig lige
>> om lidt" - og ikke engang et henkastet blik kan det blive til.... og han
>> tænker, kan vi ikke lige kramme, være forelskede, kysse på hinanden... så
>> han går ud til mig, lægger armene om mig... Men intet bliver som han
>> kunne ønske... jeg skubber ham lidt til side, og tænker ved mig selv -
>> forstår han da ingenting.
>>
>> Så laver jeg maden færdig, sætter en ny vask over imens frikadellerne
>> steger, og sovsen er på laveste blus - bærer ind og spiser (det er
>> dejligt at sidde ned lidt!!). Efter maden hænger jeg vasketøj op, og
>> længes efter at smide benene op og slappe af i sofaen - men min datter
>> skal lige læsse af, hun er nervøs her op til eksamen, så vi snakker og
>> tiden går - og pludselig er klokken næsten 21.00 og endnu en dag er
>> nærmest forsvundet, uden at jeg kunne mærke den var der. Den yngste skal
>> være i sin seng kl. 21.30, så efter snakken med min datter, er det dér
>> mine tanker er - og det sårer kæresten, som havde regnet med, at vi
>> skulle kysse, kramme og være tæt lidt, inden han skal på arbejde kl.
>> 22.15. Da den yngste er lagt, med de sædvanlige forsinkelser som børn kan
>> lægge ind i form af et glas vand, to ekstra kram mv. - kommer den ældste
>> hjem og vil lige give besked om fodboldkampen den kommende weekend, hvor
>> han gerne vil have, at jeg laver en fodboldlagkage til holdet.
>>
>> Klokken bliver 22.00-22.15 og midt i snakken med den ældste, skal
>> kæresten til at gå, og jeg tænker på opskrifter til lagkagebunde, tider,
>> aftaler og den sidste vask - der endnu ikke er hængt op.
>>
>> Jeg registrerer dog, at det halvlunkne kys kæresten får til farvel i
>> forbifarten - er utilfredsstillende for ham - for han ser temmelig
>> mellem-fornøjet ud, og fordi jeg lader min opmærksomhed fange af det,
>> hører jeg ikke det sidste knægten siger, inden han også stryger ud af
>> døren - og senere når jeg ved sengetid kl. 23.30 ringer og spørger hvor
>> han er - siger han, at jeg aldrig hører efter hvad han siger - for han
>> sagde jo, at han ville gå over til sin ven, Thomas.
>>
>> Jeg har svært ved at falde i søvn, ligger og spekulerer på
>> semesterafslutningen og lønregnskaberne på arbejdet - jeg forbereder mig
>> mentalt på den kommende dag. Kæresten sender en sms, og ønsker mig
>> godnat. Jeg svarer det samme tilbage, er glad for opmærksomheden - men
>> også træt efter en lang dag med mennesker der kræver min tid, min
>> opmærksomhed, min kærlighed osv. Så jeg svarer ikke kærligt og hengivent,
>> ikke længselsfuldt og savnende - bare kort - og ønsker også ham en god
>> nat.
>>
>> Dagen efter har kæresten sovedag (det er noget han har, når han har været
>> på arbejde om natten. Jeg står op kl. 6.30 og går på toilettet - bagefter
>> vækker jeg den ældste og så går jeg i bad (som hver eneste
>> hverdagsmorgen, når jeg er hjemme).
>>
>> Efter badet vækker jeg den ældste igen, og igen og igen - indtil han er
>> kommet op. Kl. 7.00 vækker jeg også de to andre børn. Mens vækkeriet står
>> på, tørrer jeg mig, putter creme i ansigtet, lægger lidt mascara på -
>> tager tøj på mv. Konstaterer som de fleste morgener, at der ikke bliver
>> tid til at sætte håret - og så er jeg ude af døren kl. 7.30 ca.
>>
>>
>> På arbejdet prøver jeg at huske, at jeg skal ringe til
>> ejendomsfunktionærerne ang. komfuret - lyset er gået i det, det er pæren
>> der skal udskiftes. Men jeg kan kun ringe imellem kl. 8.30 og 9.00 - og
>> da jeg skal til et møde omkring samarbejdet mellem centrale og decentrale
>> enheder i organisationen kl. 9.00 - når jeg at glemme alt om komfuret, og
>> i stedet forbereder jeg mig til mødet - skriver dagsordenen ud, tilføjer
>> et par input, som jeg meget gerne vil have taget op, og så går jeg den
>> korte tur over til en af organisationens andre bygninger, hvor mødet
>> finder sted.
>>
>> Kl. 12.00 er mødet slut, og jeg haster forbi Føtex, hvor jeg køber ind
>> til en salat til frokost. Ved 12.45 tiden har jeg spist frokost, og
>> opdager at kæresten, som har sovedag, har sendt en sød og kærlig sms, og
>> jeg begynder at svare.
>>
>> Der kommer en, som har brug for en udskrift til brug for arbejdssøgning i
>> England, og da jeg har ordnet det, og en andens tilmelding - har jeg
>> glemt alt om den sms, som jeg var ved at skrive.
>>
>> Jeg sender en mail til samtlige samarbejdspartnere på det ene studie,
>> hvor jeg beder dem oplyse mig om deres ønsker for det kommende semester,
>> bagefter ordner jeg løn for de, som på nuværende tidspunkt afslutter det
>> indeværende semester. Indimellem tager jeg telefonen, rådgiver en omkring
>> udbuddets placering på webben, en anden skal vide reglerne for
>> syge-/omprøver og en tredje ønsker at melde sig ud, da han ikke mener, at
>> han kan klare det - jeg henviser ham til rådgivningen, og bruger næsten
>> 10 minutter på at forsikre ham om, at mange - rigtigt mange - oplever
>> perioder, hvor det forekommer at være uoverskueligt, men de fleste vælger
>> at hænge på, en dag af gangen, og pludselig er det alligevel lykkedes dem
>> at komme igennem det.
>>
>> Jeg henter et glas vand, da det går op for mig, at jeg er vanvittigt
>> tørstig og at jeg nærmest har glemt at drikke hele dagen - på vejen
>> tilbage fra køkkenet, går jeg ud og tisser, da jeg bliver bevidst om, at
>> jeg vist har holdt mig temmelig længe uden at tænke over det. Som jeg
>> sidder dér, kommer jeg i tanke om den sms jeg var ved at skrive til
>> kæresten - og jeg rammes af dårlig samvittighed - jeg fik aldrig skrevet
>> den færdig.
>>
>> På vej tilbage til kontoret, bliver jeg kaldt ind til en kollega, da han
>> ikke kan få en power-point præsentation til at virke, baggrunden ændrer
>> opsætning fra side til side, og det er bestemt ikke meningen. Det tager
>> lidt tid, men jeg finder fejlen og får opsætningen rettet til, så han kan
>> arbejde videre med præsentationen - så kalder receptionisten, fordi der
>> er telefon, og for øvrigt ligger der to telefonbeskeder på mit bord. Jeg
>> tager telefonen, og det er en, der skal tage to hold i det kommende
>> semester - han er blevet i tvivl om sine indleverede ønsker og vil derfor
>> gerne drøfte dem igen - han skal nemlig være far til september, og må
>> hellere forsøge at passe arbejdet ind efter det.
>>
>> Jeg finder en, som kan tage nogle uger af den andens arbejde - og er
>> meget glad for på den måde at kunne hjælpe. Bagefter ringer jeg til den
>> ansvarlige, som havde lagt den ene telefonbesked - han siger, at han nu
>> er klar med materialet til en større opgave, så nu kan jeg gå i gang med
>> udarbejdelsen heraf, og han håber, at jeg kan have det klar på torsdag.
>> Det ved jeg virkelig ikke om jeg kan, men jeg vil da gerne prøve - og jeg
>> ser på materialet med det samme - selvom jeg faktisk var i gang med en
>> længe tiltrængt arkivering.
>>
>> Jeg kommer i tanke om den anden telefonbesked, og ringer tilbage til min
>> ældste søn - han ville minde mig om, at jeg skal checke med Teknisk
>> Skole, hvornår han har sommerferie - og om det bliver et problem mht.
>> vores tur til England. Jeg tænker, at jeg hellere må ringe med det samme,
>> så jeg ikke når at glemme det igen. Det viser sig heldigvis, at det ikke
>> bliver noget problem - allerhøjest med en enkelt fredag (den første dag i
>> vores ferie).
>>
>> En kommer forbi kontoret, og skal have påtegnet papirerne til hendes
>> boligsøgning, samtidig vil hun gerne høre om jeg ved noget om tiderne i
>> næste semester, og jeg oplyser om, at vi ikke kan sige noget endeligt før
>> primo juli. Da hun er gået, ser jeg nærmere på den større opgave, og
>> erindrer med det samme, hvorfor det er en større arbejdsopgave - der skal
>> både scannes, redigeres i billeder, stykkes sammen af diverse gamle
>> dokumenter - samt udarbejdes helt nye grafer mv. Det kommer til at tage
>> et par dage, før det første udkast er klart. Jeg skal jo også kalkulere
>> med de afbrydelser der kommer.
>>
>>
>> Jeg beslutter mig til at påbegynde scanningen, da det er en afgrænset
>> opgave, som jeg forventer at kunne gøre færdigt i dag. Da det er ved at
>> være længe siden at scanneren var i brug, viser det sig at forbindelsen
>> til computeren ikke virker - og jeg roder rundt i omkring 10 minutter,
>> før jeg får det til at virke (stikket under reolen med skuffer var faldet
>> ud, sikkert pga. hæve/sænke-funktionen i skrivebordet). Min kollega
>> spørger, om ikke jeg har mulighed for "hurtigt" at lave en oversigt over
>> efteråret, så det gør jeg lige, og udskriver dem i 2 eksemplarer til
>> hende og jeg.
>>
>> Efterfølgende kommer vores IT-mand og minder mig om, at jeg skal overføre
>> samtlige filer fra et drev til et andet drev, iflg. vores aftale i sidste
>> uge - men mapperne skal arrangeres anderledes i den nye filstruktur, så
>> det kan jeg ikke nå i dag. I stedet vender jeg tilbage til arbejdet med
>> at scanne artikler mv.
>>
>> Klokken er gået hen og er blevet 14.30, og jeg går i køkkenet for at
>> hente vand - på vejen kommer jeg igen i tanke om sms'en fra kæresten. Jeg
>> får svaret på sms'en, men det bliver kun en kort besked - og jeg ved
>> allerede, at det er for lidt opmærksomhed, for sent - og mentalt
>> forsvarer jeg mig med, at jeg ved gud ikke har tid eller overskud til at
>> være lige så opmærksom på ham, som han er på mig - og det kanaliserer jeg
>> så over i en irritation over, at han er så meget "på", at det bliver
>> umuligt for mig at forholde mig til i min i forvejen pressede dagligdag.
>>
>> Jeg abstraherer fra det, det bliver jeg nødt til, og når næsten at blive
>> færdig med scanningen af materialet til opgaven - resten må vente til i
>> morgen. Det er derfor med en følelse af "ufærdighed", at jeg forlader
>> arbejdspladsen også den dag - og med hovedet fuld af planer for, hvordan
>> jeg skal nå at gøre opgaven færdig inden torsdag, når jeg nærmest er
>> bagud, inden jeg fik begyndt.
>>
>> På vej hjem fra arbejde, handler jeg ind - det gør jeg sådan set mere
>> eller mindre altid. Der er altid et eller andet der mangler, også selvom
>> kæresten er begyndt at køre mig til Bilka for at handle stort ind -
>> hvilket er en virkelig stor hjælp og aflastning. Mens jeg handler ind,
>> når jeg at se efter, om der er strømpebukser i Føtex, for det mangler
>> jeg. Desværre havde ikke dem jeg vil have, så jeg skal snart i Tøj&Sko,
>> tænker jeg.
>>
>> Da jeg kommer hjem, og får pakket varene ud, opdager jeg - at jeg ikke
>> fik vasket den yngstes fodboldtøj i går, hvorfor jeg straks sætter en
>> enkelt vask over - samtidig går det op for mig, at den sidste vask fra i
>> går aldrig blev hængt op - hvor irriterende. Jeg husker også, nu, at jeg
>> skulle have haft ringet til ejendomsfunktionærerne, men ikke fik det
>> gjort. Jeg prøver at give mig selv en indre "huskekage" - så jeg ikke
>> også glemmer det igen i morgen.
>>
>> Jeg får hængt vasketøjet fra i går op, og får sat en ny over med
>> fodboldtøjet. Bagefter går jeg i gang med maden. Halvvejs igennem
>> madlavningen, springer pæren på badeværelset, da den lille skal på
>> toilettet - så jeg skruer ned for blussene og ordner det.
>>
>> I dag kommer kæresten ikke, for vi har aftalt, at jeg skal have lidt tid
>> for mig selv - det har jeg fortalt, at jeg har brug for. Han siger, at
>> han forstår - men når situationerne opstår, så virker det alligevel som
>> om, at det gør han overhovedet ikke - i hvert fald ikke følelsesmæssigt.
>> Det er sikkert også svært at forholde sig til - det føles sikkert som
>> manglende interesse fra min side - og skal jeg være ærlig, så er min
>> interesse vel også mindre end hans - jeg har jo slet ikke tid til at
>> investere så meget i forholdet som han har. Desuden føles det efterhånden
>> som endnu et pres, fra endnu et menneske, der egentlig har krav på min
>> opmærksomhed, mit nærvær osv.
>>
>> Jeg ringer til bedsteforældrene, efter jeg har fået ryddet væk fra
>> aftensmaden - de havde skrevet i en mail, at det ville de gerne have. Det
>> er også alt for længe siden, og jeg er alt for dårlig til at tage
>> kontakt - bedstemoderen har også gjort mig opmærksom på, at jeg måske
>> skulle "fordele mig" bedre, da jeg på et tidspunkt havde ondt af mig
>> selv - og fortalte i en mail, at jeg ikke kunne give min kæreste dét, som
>> han havde brug for - tid, opmærksomhed osv. Gad vide hvordan denne "bedre
>> fordeling" skal se ud - jeg orker knapt at tænke på det. Det er i hvert
>> fald sikkert, at tiden ikke skal tages fra den lille smule samvær, som
>> jeg har med dem.
>>
>> Samtalen trækker ud - det er jo længe siden - og selvom jeg virkelig ikke
>> ønsker at være uhøflig, så er det, som altid, mig der ender med at
>> afslutte samtalen. Klokken er blevet 20.30, og jeg ville bare så gerne
>> sidde lidt og være i ro, og ikke skulle noget.
>>
>> Men jeg skal lige have vasketøjet op i tørretumbleren, ellers har vi
>> ingen rene håndklæder i morgen. Da jeg er færdig med det, vælger jeg lige
>> at tørre bordene i stuen af - jeg havde glemt det efter maden. Den yngste
>> skal skrive stil, og har brug for hjælp - så jeg staver for ham imens, og
>> giver ham ideer til hvad han kan skrive.
>>
>> da jeg står og skyller karkluden op, slår det mig at jeg igen har glemt
>> fars dag - og for øvrigt fik jeg ikke ringet og sagt tillykke til min
>> veninde i forgårs. Det er da helt fantastisk som jeg aldrig får det
>> gjort. Heldigvis har min veninde kendt mig siden 1. klasse, så hun tager
>> ikke så let anstød af sådanne forglemmelser. Hun ved godt, at det ikke er
>> ond vilje, ligesom hun ved, at jeg har meget at se til.
>>
>> Jeg ringer til hende og bliver en dejlig snak, mens vi snakker sender jeg
>> den yngste ud at børste tænder og gøre sig klar til natten - jeg
>> afslutter samtalen efter ca. 30 min. da jeg skal have sagt godnat til den
>> yngste. Klokken er ved at være 21.30 og jeg er træt. Men jeg skal have
>> fundet papirerne til passene til de to store, dåbsattesterne og papirerne
>> på at jeg har forældremyndigheden. Vi skal nå på politistationen og
>> bestille nye pas inden ugen er omme.
>>
>> Der skal også overflyttes penge fra betalingskontoen til lønkontoen, så
>> jeg er lige et smut på netbank. Min far kommer forbi på sin vej hjem fra
>> nogle vi kender, der bor i den anden gård - og vi snakker lidt om løst og
>> fast, og drøfter endnu engang, at jeg burde få lagt mine to lån sammen
>> til et, og til en bedre rente. Jeg ligger i forhandlinger med banken
>> herom allerede.
>>
>> Klokken er 22.30 og den ældste kommer hjem, han er i dårligt humør for
>> Brøndby (som han holder med) har tabt - igen! Det går der lidt tid med,
>> han har noget brok, som han virkelig trænger til at komme ud med - også
>> lidt brok omkring skolen - nu vi er i gang. Vi får sagt godnat og jeg får
>> sagt, at jeg gerne vil have lidt fred, men så er det datterens tur til at
>> sige godnat og lige få snakket en smule om dagen der gik. Det er også
>> hyggeligt og jeg er stolt af at have deres fortrolighed, havde aldrig
>> forventet, at de ville føle det sådan med mig - jeg havde det ikke sådan
>> med min mor.
>>
>> Igen kommer jeg alt for sent i seng, eller i sovesofaen - som det jo er.
>> Jeg sover i stuen på en gammel, arvet sovesofa, for der er alt for få
>> værelser i lejligheden. Det er trælst at skulle rede seng klokken møg om
>> aftenen, når jeg er ved at falde død om af træthed, men det nytter ikke
>> at spekulere på det. Det er nu engang sådan det er, når der er to
>> værelser og tre børn. Man må indrette sig efter forholdene.
>>
>> Da jeg ligger i sengen ved midnatstid, tænker jeg på, at jeg ikke fik
>> håndklæderne ud af tørretumbleren - men jeg orker virkelig overhovedet
>> ikke at rejse mig igen. Nu må det være slut, jeg skal trods alt op igen i
>> morgen kl. 6.30.
>>
>> Jeg sender en sms til kæresten, hvor jeg siger godnat - og han skynder
>> sig at ringe op - for som han siger, vi har jo slet ikke fået talt sammen
>> i dag. Jeg ved godt, at jeg er uhøflig, og jeg ved godt, at han ikke vil
>> kunne forstå, og jeg ved godt, at han forventer andet og mere - men jeg
>> har ingen energi tilbage, jeg længes sådan efter at sove, at jeg kunne
>> skrige. Så jeg går ikke rigtigt ind i samtalen, og jeg kan ikke mærke og
>> derfor ikke give udtryk for dyb og inderlig længsel efter ham.
>>
>> Skal jeg være ærlig ligger jeg bare og ønsker at jeg i et par uger kunne
>> være på en øde ø for mig selv. Sove, sove og sove - hvile, hvile og
>> hvile. Tænke tanker uden at blive forstyrret. Ja, det er det jeg længes
>> efter, og her nu lidt over midnat kan jeg slet ikke rigtigt samle
>> tankerne om samtalen.
>>
>> Da vi siger farvel, har jeg allerede glemt hvad vi talte om.
>>
>> Og sådan var det også i sidste uge - og ugen før.
>>
>> Jeg ligger og tænker...
>>
>> Måske ville livet være anderledes
>> - hvis børnenes far ikke var alkoholiker.
>> - hvis jeg havde børnefri weekender.
>> - hvis min mor ikke var misbruger, så hun kunne være der lidt for mig.
>> - hvis min far ikke var langturschauffør, så han kun var hjemme i
>> weekenderne og der skal nå sine egne ting.
>> - hvis jeg ikke havde fået mine børn så tidligt.
>> - hvis jeg havde kunnet affinde mig med et kassedame-job.
>> - hvis og hvis og hvis.
>>
>> Hvor ville det være rart, at blive elsket for min indsats, min vilje til
>> at få livet/dagligdagen og fremtiden til at hænge sammen - ikke bare for
>> mig selv, men for børnene (familien) også.
>>
>> Hvor ville det være rart, at blive elsket for trætheden, den manglende
>> energi, den periodevise ulyst og humørsvingningerne, der enten er udløst
>> af udmattelse eller pms.
>>
>> Hvor ville det være rart at blive elsket for de resultater jeg skaber,
>> midt i denne alt for travle verden, med alt for lidt tid til at være
>> menneske.
>>
>> Hvor ville det være rart at blive elsket, uden at skulle leve op til en
>> masse forventninger om lyserød, lægeromans-kærlighed, uden at skulle være
>> sexet midt i sovsen, kærlig midt i opvasken, erotisk midt i
>> lektielæsningen, smuk kl. 4.30 om natten midt i en omgang diarré.
>>
>> Hvor ville det være rart at blive elsket for det jeg er, i stedet for at
>> skulle være noget andet, noget mere, noget anderledes.
>>
>> Der er kærlighed i aftensmaden jeg laver.
>> Der er kærlighed i vasketøjet jeg ordner.
>> Der er kærlighed i de penge jeg tjener og bruger på familien.
>> Der er kærlighed i at passe på de gamle i familien.
>> Der er kærlighed i at læse lektier med børnene.
>> Der er kærlighed i at handle ind.
>> Der er kærlighed i mig. hele tiden. hvad skulle ellers holde mig på
>> benene, bringe smil på mine læber, få mig op igen i morgen. hvis ikke det
>> er kærlighed til børnene, til mig selv, til familien, til livet selv.
>>
>> Det er ikke kærlighed som på film - men det er mere ægte end de 1½ minut
>> skuespillerne står og ser på hinanden og kysser - for det er hver dag,
>> hver time, hvert minut - gennem alle år. Det er kærlighed, der er til at
>> stole på, den slags der gør hvad der kræves - når det kræves, og bliver
>> ved længe efter at kræfterne er sluppet op og udmattelsen er sat ind.
>>
>> Godnat.
>>
>> ---------------------
>>
>> Kæresten slog op i søndags - jeg kunne ikke give ham den opmærksomhed,
>> som han havde brug for (og han kunne ikke give mig den plads/albuerum,
>> som jeg har brug for). Teksten var under udarbejdelse inden bruddet og
>> blev skrevet færdig efter bruddet.
>>
>> mange hilsner
>>
>>
>
>

---

"Brian Olesen" <nomail@please.dk> skrev i en meddelelse
news:447080a5$0$38637$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

Hej,

> Hej
> Er det bare fiktion eller sande oplevelser?

Sande oplevelser.

> Pisse godt skrevet!

Tak

> Det lyder lidt som en doven person, der er dårlig til at planlægge og
> prioritere.

*lol*

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" <nusle@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:4470e400$0$185$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "Brian Olesen" <nomail@please.dk> skrev i en meddelelse
> news:447080a5$0$38637$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> Hej,
>
>> Hej
>> Er det bare fiktion eller sande oplevelser?
>
> Sande oplevelser.
>
>> Pisse godt skrevet!
>
> Tak
>
>> Det lyder lidt som en doven person, der er dårlig til at planlægge og
>> prioritere.
>
> *lol*
>

En du lige har skrevet eller hvad?

Hvis nu jeg skulle drille dig yderligere, så ville jeg både kalde dig en
selvmedlidende klynker og andet godt, men nu er det jo forår og meget andet,
så må hellere opfører mig sådan bare nogenlunde rimeligt.

Send endelig noget mere af den slags, hvis du skulle få lyst! Det er ikke
trættende læsning og du har da nogle gode pointer, selvom du ikke får samlet
op på dem alle.

Mvh. Brian