---

Kl. 5.30 bliver jeg vækket af Emil der forsøger at kaste op. Det har jeg
prøvet mange gange før, men denne gang kan jeg høre at han slet ikke kan få
noget op. Jeg står op og tjekker ham, nusser ham og snakker med ham. Går
rundt i lejligheden for at tjekke for evt. opkast der skal tørres op, men
der ligger ikke noget nogen steder. Jeg tager så Emil med i seng og han
falder lidt til ro.



Kl. 8.30 ringer kærestens vækkeur fordi han skal op. Jeg hører uret men
ligger og blunder. Pludselig skubber kæresten til mit ben og ryger op og
siger "pas på!" Øh?? hvad? Han siger så at Emil lige har skidt helt vildt i
sengen. Så kan man ellers nok lige tro at jeg vågner. Emil har aldrig før
gjort noget udenfor bakken. Der ligger en KÆMPE stak meget klistret og
ekstremt ildelugtene afføring på lagnet og Emil hyler og jamrer. Han
hyperventilerer med tungen ude af munden og har det tydeligvis meget
dårligt! Af med sengetøj og til vask med det. Kæresten går i bad imens jeg
ser Emil lidt an. Han har tydeligvis meget ondt (har aldrig set og hørt ham
sådan før) så vi bliver enige om at jeg skal ringe til dyrlægen.



Kl. 9.20 ringer jeg til dyrlægen som siger vi kan komme med det samme.



Kl.9.50 er vi hos dyrlægen som ser på Emil. Han kan godt se at Emil ikke har
det så godt og jeg fortæller så at han kun har kastet et par enkelte
stuebambusblade op men ellers kan han ikke få noget op. Dyrlægen mener det
er stuebambussen der har forgiftet ham eller som sidder fast nede i maven.
Hans temperatur bliver taget og er en anelse for lav. Slimhinder i øjne og
mund ser fine ud. Jeg foreslår at det evt. kan være en hårboller der sidder
og stopper i ham, men det mener dyrlægen ikke. Han bliver ved med at mene at
det er stuebambus. Men nu har de altså fået stuebambus SÅ mange gange før
uden problemer, så jeg er egentlig ikke helt enig. Emil får en sprøjte
brækmiddel så vi kan se om han vil kaste op hos dyrlægen. Der går ca. 5 min
og så forsøger han jamrende at kaste op, men der kommer slet ikke noget.
Dyrlægen konstaterer derfor at der intet er i ham. Han hælder til at det er
en tarminfektion, så Emil får en sprøjte antibrækmiddel og antibiotika samt
en halv narkose, så han kan falde til ro og maven kan få lidt fred. Når vi
kommer hjem skal han de næste dage have noget mælkesyrepasta (ala Paraghurt
til os mennesker) og så antibiotika samt skånekost. Det blev 613 kr.



Kl. 10.50 er vi hjemme igen og kæresten kører på arbejde. Jeg er nu alene
med Emil som skriger og jamrer af smerte. Han vandrer frem og tilbage og har
det rigtig skidt. Han forsøger hele tiden at kaste op og gå på bakken, men
der sker ingenting. Han kan slet ikke finde hvile eller ro nogen steder. Han
prøver både i sengen, under sofaen, hos mig og sågar midt i kattebakken!

Tiden går og det ser ikke ud til at narkosen virker. Han er i hvert fald
slet ikke rolig. Sylvester render efter Emil hele tiden og er også helt ude
af den fordi brormand har det skidt. Jeg forsøger at bevare overblikket
selvom det smerter noget så grusomt at høre og se sin kat skrige sådan af
smerte.



Kl. 13 virker det som om han alligevel falder lidt til ro. Han hopper op i
sofaen til mig og putter sig ind til mig. Jeg ånder lettet op og tænker at
NU får han det bedre og kan få lidt hvile. Jeg nusser ham lidt, putter ham
med et tæppe og tager lidt mad.



Kl. 13.40 ligger jeg mig ind i sengen for at sove lidt. Jeg er meget træt og
jeg ved at Emil altid er meget glad for at sove sammen med mig, så jeg håber
han kommer ind til mig. Jeg når kun lige at ligge i 5 min så skriger Emil
noget så grusomt - det var lige så nakkehårene rejste sig på mig. Jeg ryger
op og kan se at det her bliver værre og værre! Han gemmer sig nu under
sofaen og er helt vild i øjnene. Jeg skriver derfor lidt med et par
kattevenner på nettet og med svigermor over sms. Jeg ringer til Svendborg
Dyrehospital som vi var hos om formiddagen og forsøger at få fat i den
dyrlæge vi var inde hos. Han ringer tilbage en halv time senere.



Kl. 14.30 ringer dyrlægen og jeg siger at det er blevet værre med Emil og
jeg vil have en tid med det samme så han kan få smertestillende og
røngtenbilleder. Dyrlægen fejer mig af og siger vi lige skal give den
aftalte behandling en chance og de i øvrigt slet ikke har flere tider den
dag. Han lytter slet ikke til mig og afslutter samtalen hurtigt. Jeg er
rasende over han ikke fik smertestillende om formiddagen og heller ikke må
få det her om eftermiddagen.



Kl. 14.45 ringer jeg derfor til en anden dyrlæge som jeg har hørt meget godt
om. Kærestens svigerinde arbejder der som assistent. Jeg snakker med
dyrlægen selv og forklarer forløbet. Han siger vi skal komme omgående. Da
kæresten er et stykke væk kan vi først være der kl. 15.45 og det er vi.



15.45 ankommer vi til dyrlægen som hurtigt får os oprettet i systemet, ser
fakturaen og medicintyperne fra Svendborg Dyrehospital. Han lytter på Emil
og siger at det her er alvorligt. Han vil gerne have ham indlagt omgående
til røngten med kontrast og siger at det siger helt forfærdentligt i hans
mave. Emil får med det samme en sprøjte med smertestillende. Dyrlægen vil
ringe om aftenen og fortælle hvordan det gik med røngten.



Kl. 19.20 ringer dyrlægen og fortæller at de nu har taget billederne og at
hans spiserør og mavesæk er fyldt med små sår som røngtenkontrasten siver ud
af og det må det bestemt ikke!! Vi snakker om at det evt. kan være den
stuebambus som har lavet små huller, men det er han nu ikke helt sikker på.
Dyrlægen vil gerne beholde ham til overvågning weekenden over. Jeg er
selvfølgelig ked af det for jeg savner ham og er meget bekymret, men der er
ingen vej udenom. Selvfølgelig skal vi gøre som dyrlægen siger. Vi aftaler
at han ringer lørdag eftermiddag.



Kl. 15.15 om lørdagen ringer dyrlægen så. Jeg kan høre på hans stemme at han
har rigtig dårlige nyheder. Han fortæller mig at han har taget
røngtenbilleder om aftenen og at kontrasten ikke havde flyttet sig fra
mavesækken, dvs. der sidder en prop af noget fremmedlegme og spærrer.
Kontrasten skulle for længst have været sevet ud i tyndtarme osv. for at
lande i kattebakken. Lørdag morgen har han igen taget et billede og
kontrasten har stadig ikke flyttet sig. Han fortæller at Emil har fået det
meget værre og at vi med det samme skal give svar på, om vi ønsker ham
opereret og lukket op eller vi vil give ham fred. Jeg er i totalt chok og
kæresten er netop lige kørt så jeg står alene med beslutningen. Han
anbefaler at vi giver Emil fred da han mener det er så alvorligt at han ikke
kan reddes. Han vil hellere end gerne forsøge at åbne ham op, men mener ikke
at han vil kunne overleve narkosen. Jeg får 10 min til at snakke med
kæresten og skal så ringe tilbage.

Kæresten kommer hjem med det samme og vi bliver enige om at give Emil fred.
Ringer tilbage til dyrlægen som siger vi skal være der 15.45 og det er vi.



Kl. 15.45 er vi hos dyrlægen og vi græder.da han tager Emil frem bryder jeg
helt sammen. Han er helt vild i øjnene og jeg kan virkelig se hvordan
situationen har forværret sig. Vi ser røngtenbillederne og jeg kan godt se
at det er helt vanvittigt. Han giver Emil den bedøvende sprøjte og går ud,
så vi kan få sagt farvel. Jeg holder Emil og både kæresten og jeg græder.
Emil kæmper for at komme væk, men jeg holder fast. Hans øjne er helt vilde.
Langsomt begynder sprøjten at virke og han bliver mere og mere rolig. Jeg
vugger ham i armene og siger at jeg elsker ham imens jeg græder. Han falder
i søvn og lidt efter kommer dyrlægen ind. Jeg skal ligge ham på bordet og
dyrlægen nusser Emil og lytter på hans hjerte. Så får han den aflivende
sprøjte og dyrlægen siger efter at have lyttet "så fik han fred". Disse ord
kan jeg blive ved med at høre. Han går igen ud så vi kan stå lidt alene med
Emil.



Vi aftaler at vi ønsker at få Emil obduceret for vi vil gerne vide hvad
pokker der er sket siden det er så rivende galt. Han støtter os meget i
beslutningen og siger det er det helt rigtige vi har valgt at gøre. Han vil
ringe senere om aftenen for at fortælle hvad obduktionen har vist.



Kl. 19.30 ringer han og fortæller at det var helt tosset i Emils tarmsystem
og han helt sikkert ikke ville have overlevet en operation, så vi havde
valgt at gøre det rigtige. Hans tarmsystem var helt perforeret og proppet
med hårboller som havde siddet i meget lang tid og derfor var blevet ligeså
stive og rug som reb! Hans tarme var filtret fuldstændig sammen og det ville
have været umuligt for ham at filtre dem ud. Det er jo helt ekstremt! Han
forsikrer os at det intet har med stuebambussen at gøre, men simpelthen er
hans tarmsystem der er totalt ødelagt helt fra han var lille.



Dyrlægen har været knald god hele vejen igennem og har bare være så sød og
støttende. Han stod selv med tårer i øjnene da vi aflivede Emil. Han har
bare været helt fantastisk.



Kæresten og jeg er fuldstændig knuste! Emil blev 3 år og 11 mdr. Han var
virkelig vores lille barn og han hang på mig hele tiden. Vi græder det meste
af tiden og det er meget ubehageligt at være her hjemme for Emil mangler
virkelig!



Udover den enorme sorg, kostede det os lige 4000 kr. som vi overhovedet ikke
har. Og havde det ikke været for Svendborg Dyrehospital var vi sparet for en
del. Den afsluttende dyrlæge har ikke taget weekendtakst og har givet os en
del rabat selvom det var første gang vi overhovedet var hos ham. Men stadig
lyder regningerne på 4000 kr. i alt.



Vi skriver en klage til Svendborg Dyrehospital en af de nærmeste dage, men
lige nu har ingen af os overskud til det. Vi er virkelig ubeskrivelig knuste
og kan slet ikke hænge sammen. Vi ved ikke hvordan vi skal få regningen
betalt selvom vi har fået en del økonomisk hjælp.

Men det er nu ikke regningen vi er knust over.det er savnet af vores elskede
dejlige Emil.



Udover at skulle trøste os selv, så er der også Sylvester som er helt ude af
den. Han leder efter Emil og kalder på ham hele tiden. Han er meget utryg og
kan slet ikke finde ud af det. Så ham skal vi også hjælpe igennem sorgen.



Hold op hvor vi savner den lille skat..



Triste hilsner fra Helle

---

Hvor gør det mig ondt Helle.

Store trøstekram herfra

M.v.h.
Lise

---

Kondolerer.... *snøft*...

Jeg hader dyrlæger, der ser dyrene som hans profit-kilde fremfor de
skabninger han skal beskytte\behandle...

HC

---

Æv Helle
Det var da trist læsning.

Selvom det ikke hjælper meget nu, Så er det nu godt at han ikke har ondt
mere.

En masse trøstetanker her fra Hundested.

Mvh Allan

---

"Helle" <mail@hellenielsen.dk> skrev i en meddelelse
news:44717a5b$0$192$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Men det er nu ikke regningen vi er knust over.det er savnet af vores
> elskede dejlige Emil.
>
> Hold op hvor vi savner den lille skat..

> Triste hilsner fra Helle
> --------------

Nej, penge er ikke altafgørende når det er ens elskede dyr det drejer sig
om, det bør det ihvertfald ikke være!.
det er et hæsligt forløb du og emil har været igennem, og det er sådanne
situationer hvor livet skal ende på en sådan forfærdelig måde, at det er
knapt så sjovt at være dyreejer.
den magtesløshed men kan føle, det at man ikke kan mærke og se hvad der er
galt, det er forfærdeligt!
nu har jeg "kun" prøvet det med et par hunde, der måtte aflives efter meget
kort tids sygdom, og grim sygdom, det er ubeskriveligt, og det sidder dybt i
mig stadigvæk selv om det ligger nogle år tilbage.

jeg håber du lærer at leve med tabet, og at hans makker finder sig en ny
legekammerat til at fylde hans tomrum ud.

de bedste tanker fra marie

---

Pyha, jeg er helt grådkvalt... Det var hård læsning - specielt når mine
to perser-basser ligger på skrivebordet!

Jeg er meget ked af det på jeres vegne, men jeg er glad for at læse, at
I opsøgte en anden dyrlæge, hvor der blev gjort noget ved problemet.
Lad os håbe, at det kan få andre i samme forfærdelige situation til at
handle på samme måde - nemlig altid at søge flere "eksperters" råd.

Som en anden også svarede, så er det dejligt at vide, at den lille
stakkel fik lindret sine smerter.

Tanker på vej til jer fra mig...

-noon

Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Sikke da en forfærdelig omgang, herfra kondolerer vi og sender de bedste
tanker til dig og Emil til hinsides....

--
Venlig hilsen Heidi, Miver og Mulles mor
http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=616

---

"Heidi, Miver og Mulles mor" <zasha_xFJERN@DETTEhotmail.com> skrev i en
meddelelse news:44736f82$0$67261$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
> Sikke da en forfærdelig omgang, herfra kondolerer vi og sender de bedste
> tanker til dig og Emil til hinsides....
>
> --
> Venlig hilsen Heidi, Miver og Mulles mor
> http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=616
>

Tusind tak skal I alle sammen have. Det er en utrolig god støtte. Det er
hårdt, men jeg kan godt mærke at det langsomt går bedre. Jeg savner ham helt
vildt og bryder nogengange fuldstændig sammen -især om aftenen når vi går i
seng hvor han plejer at putte med mig...æv det er hårdt...

Men det har været god terapi og se billeder og film fra hans tid hos os - vi
er ikke i tvivl om han har haft en rigtig godt liv lige til det sidste.

Mvh Helle

---

"Helle" <mail@hellenielsen.dk> wrote in message
news:447410cb$0$185$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...

>
> Men det har været god terapi og se billeder og film fra hans tid hos os -
> vi er ikke i tvivl om han har haft en rigtig godt liv lige til det sidste.
>

Nej er en frygtelig tid - godt man har minderne det eneste der har kunnet
trøste mig de gange det er sket for mig har været at "shoppe" nye katte ud
på inges kattehjem eller andet sted og kigge på killinger.. de kan altid
hjælpe mig de små garnnøgler..

F