> er der nogen som har erfaringer med katte der har været det samme
> igennem,
Ja og nej.... Operationen er ikke foretaget endnu, men den kommer
inden længe.
Min hunkat på 11 år blev i 1998 påkørt (formoder vi) - hun var væk
fra hjemmet i knap 3 døgn og pga. hendes tilstand, udover at lårbenet
var slået ud af hofteskålen, mente både vagtlægen og vores egen dyrlæge
at hun var blevet påkørt allerede tidligt det første døgn hun var væk.
Vagtlægen ville have aflivet hende med det samme efter røntgen, men
da han også have nævnt at hun have klaret sig længe i dén tilstand
mente jeg selv at det absolut var fordi hun skulle leve videre.
Vejen lå kun 300 meter væk, men det havde taget hende så lang tid at
komme hjem og da hun flere gange tidligere havde været væk i et par
døgn og var vant til at gå frit i et landligt idyl var jeg ikke voldsomt
meget ude at lede. Hun slæbte sig selv ind af min åbne dør 3. aften
1/2 time efter jeg havde været ude at kalde på hende...
Hun var bedøvet for at blive røntgenfotograferet og vi fik smertestillende
med hjem til hende så hun kunne klare sig til næste morgen hvor jeg ville
konsultere vores egen dyrlæge.
Udover fakta om hendes tilstand sagde han lige det modsatte; selvom
det ikke kunne skubbes på plads fordi det var blevet ødelagt så ville det
i løbet af 3 uger gro sammen så brusk ville holde lårbenet på plads - og
hvis det ikke gik godt nok, så ville han hurtigt kunne lave en operation
og jeg mener ikke det var mere end godt 2.000 kr det skulle koste alt i alt.
Hun var i ro så godt som hun nu selv kunne overholde det og fik dagligt
smertestillende og der gik ganske rigtig ikke mere end 3 uger før hun
begyndte at støtte på det igen og langsomt gik det kun fremad. Hun har
løbet/gået en smule skævt siden da, men har siden det var "helt" lægt klaret
sig lige så godt som inden ulykken. Eneste forskel var at hun selv begyndte
at holde sig inde hver nat og har stort set gjort det siden....
Man skulle tro hun så kunne leve lykkeligt til sine dages ende, men nej....
Sidste år i maj var hun væk i et døgn da jeg fik skrækken op i mig igen,
så vi var 3 voksne i skiftehold ude og lede og kalde efter hende i de fleste
dagtimer. På 3. dagen skulle det bare være; da jeg kom hjem fra job trak
jeg i godt fodtøj og gik alle tænkelige veje i silende regnvejr og ledte
grundigt
i rabatterne sammen med vores hund. Jeg havde da opgivet at finde hende i
live, men findes skulle hun!! Da jeg helt opløst af regn og gråd vendte
tomhændet hjem igen efter nogle timer, måtte jeg have tid for mig selv og
valgte at gå rundt i udhusene, hvor der også var blevet ledt meget af de 2
andre mens jeg de forgange dage havde været på arbejde. Jeg følte bare
måtte kalde på hende og så skete det - hun svarede igen!!!
Først troede jeg til min glæde at hun bare var blevet spærret ind i
luftkanalerne
som bruges til at tørre korn med, men desværre havde hun søgt i ly under en
vogn fordi hun ikke kunne bevæge sig. Klart en påkørsel. Afsted med os til
vagtlægen. (hvorfor sker det altid kl. 23!?!?)
Og det var nøjagtig det samme der var sket igen og faktisk meget heldigt det
samme ben. Han var ikke bekymret for hende da der ikke var andet i vejen
med hende udover dét og dehydrering. Smertestillende igen og til kontrol hos
vor egen dyrlæge et par dage senere. Jeg var i tæt telefonkontakt med
dyrlægen den efterfølgende uge fordi han var lidt bange for at der var andet
i
vejen end røntgen havde vist, men det fandt vi jo ud af med tiden at det var
der ikke. Men hun blev beordret fuldstændig i ro og fik specialkost for så
vidt
mulig at undgå at hun skulle besørge. Men det var noget af et pres at holde
øje
med om hun fik tisset, hvilket hun skulle min. 2 gange i døgnet for at vi
kunne
være sikker på at det var ok. Hun boede i et alm. transport bur i 14 dage
hvor
hun kun måtte komme ude for at se om hun skulle tisse og når hun skulle
spise/drikke og have smertestillende. I 3. uge måtte hun komme ud af buret
og
"gå" det hun ville, når hun ikke blev overanstrengt og når vi kunne gå og
støtte
hende konstant. I løbet af 3. uge måtte hun også få et større bur - så vores
marsvin måtte bo de næste 3 uger i en papkasse og overlade sit bo til
missen.
Og så kom endelig tiden hvor hun måtte gå rundt som det behagede hende
men vi skulle forhindre hende i at hoppe op og ned af møbler (dét var ikke
nemt når damen har en jernvilje og "kan" og vil alt som tidligere!) og hun
måtte
komme gradvist ud under skarp opsyn. Sidst på sommeren var hun ude og løbe
tumle og jage mus som hun plejede, dog noget mere skævt end tidligere...
Hun har siden fået kiropraktik ca hver 2-3. måned, men nu har vi altså talt
om
at en operation vil være bedre, da hendes smerter der får hende til at
spænde
i musklerne og låse i ryghvirvlerne, vil kunne fjernes ca 70 % ved at fjerne
knogleledet på lårbenet som formentligt ligger og skurer på hofteskålen. Vi
skal forvente udgifter på det på ca. 3.000 kr.
Allerede første gang hun kom til skade mente alle omkring mig at hun absolut
skulle have været aflivet, men jeg er selv overbevist om at det begge gange
har været meningen hun skulle leve - ellers kunne hun ikke trods tilstandene
være så klar i hovedet som hun var begge gange og slæbt sig så langt for at
komme væk fra vejene og hjemad. Og jeg er jo blevet bekræftet på hendes
måde at opføre sig på efterfølgende hvor hun absolut har vist vilje til at
kunne
fungere normalt igen. Men jeg må nok sige; hvis hun har tænkt sig at bruge
alle sine 9 liv på denne måde, så kan jeg altså ikke klare det i længden
Nu vil jeg slutte min beretning, for Siri (som hun hedder) er lige hoppet op
for at være med på tastaturet *S*
Held og lykke med din kat! - Det skal nok komme til at gå godt!
Iben