Bhagat Singh (1907-1931) var en af de centrale skikkelser i den indiske
uafhængighedskamp.
Som barn var han dybt berørt af briternes grusomme fremfærd mod oprørere
og politiske aktivister i hjemstaten Punjab, og især af Jallianwala
Bagh-massakren i 1919, hvor over tusind mennesker mistede livet, da en
britisk officer beordrede sine mænd til at skyde ind i en fredelig
folkemængde, der var forsamlet i anledning af en religiøs fest.
I 1920 gik den da 13-årige Bhagat Singh med liv og sjæl ind i Gandhis
"total non-cooperation"-kampagne, som havde til formål at drive
englænderne ud, inden der var gået et år - og blev ramt af den totale
skuffelse, da ikke-voldsapostlen Gandhi afblæste kampagnen, fordi en
folkemængde havde sat ild til en politistation i Chauri Chaura i det
nordlige Indien.
Som studerende gik han ind i Chandrasekhar Azads nye bevægelse Hindustan
Republican Association, som han senere selv fik omdøbt til Hindustan
Socialist Republican Association (HRSA).
Da den ledende punjabiske uafhængighedstilhænger Lala Lajpat Rai i
slutningen af 1912 blev tævet ihjel under en demonstration i Lahore,
besluttede HRSA at myrde den britiske politichef Scott. Ved en fejl kom
Bhagat Singh og hans kampfæller Rajguru og Sukhdev i stedet til at myrde
J.P. Saunders, en anden britisk politimand.
Herefter gik han og hele HSRAs ledelse under jorden, men dukkede op
igen, da han sammen med kampfællen Sandukeshwar Dutt smed to bomber i
Nationalforsamlingen i Delhi i protest mod briternes tilstedeværelse, og
især imod en ny lov, som skulle forbyde strejker og tillade
myndighederne at tilbageholde aktivister uden bevis eller dom.
Ingen kom noget til ved angrebet, og Singh og Dutt overgav sig straks
efter: Planen var, at de ville lade sig anholde og herefter benytte
retssagen som platform for deres kald til oprør mod englænderne. Denne
plan lykkedes over al forventning, og Bhagat Singh forvandlede sig fra
sin fængselscelle til en af de mest populære mænd i Indien - hans
opfordring til at smide englænderne ud med direkte aktion for og hans
afvisning af ethvert kompromis tvang det mere forhandlingsvenlige
Kongresparti under ledelse af Nehru og Gandhi til en langt skarpere
linje overfor englænderne, end de ellers kunne have ønsket sig.
Bhagat Singhs popularitet blev ikke mindre af, at han i fængslet
indledte en sultestrejke i protest mod de elendige forhold, de indiske
fanger (i modsætning til indsatte engelske forbrydere), blev budt; en
sultestrejke, som han og hans kammerater fra HSRA trods endeløs tortur
og stadige forsøg på tvangsfodring, opretholdt indtil englænderne efter
66 dage gav sig og opfyldte deres krav.
Mens han var i fængslet blev han dog også sat i forbindelse med mordet
på Saunders. Også denne sag forvandler han til en platform for at angreb
på den engelske tilstedeværelse, men retten går sin uafvendelige gang:
Bhagat Singh, Rajguru og Sukhdev dømtes til døden og blev henrettet den
23. marts 1931.
THE LEGEND OF BHAGAT SINGH er ikke en neutral film, det er en
hagiografi: Det er en film om en stor mand, som gav sit liv for sit land
og dets frihed, som aldrig tænkte på sig selv og som ikke havde noget
højere ønske end at inspirere andre ved sin død; som sammen med Rajguru
og Sukhdev modtager sin dom som en hædersbevisning og går i døden med et
stort smil på læben.
En primitivt nationalistisk fortælling om kampen mod englænderne, som
den megen flagsvingende (og falske) retorik om den danske modstandskamp
under besættelsen?
Nej, for filmen lægger også vægt på et andet aspekt. Det handler ikke om
frihed, siger han til alles overraskelse under et møde i Delhi: Hvis
englænderne blot overdrager magten til rige og velhavende indere, vil de
så ikke blot fortsætte med at udbytte de fattige, og vil det så ikke
være, som om intet var hændt?
Og vil de ikke fortsætte med at spille på spændingerne mellem landets
religiøse og nationale grupper? Bhagat Singh skildres som fortaler for
et frit og lige samfund, for broderskab mellem hinduer og muslimer (han
var selv sikh), for uddannelse og sekularisme.
Det er svært for tilskueren ikke at spørge sig selv, hvad der egentlig
blev af det alt sammen. Skulle nogen være i tvivl, sætter filmens
sluttekst tingene på plads:
Bhagat Singh, Sukhdev and Rajguru were just 23 years old when they
were hanged. They gave their lives for their dream of a free, democratic
and secular India.
And yet, today Indian society is ravaged by the poison of
fundamentalism, communal hatred, injustice and corruption.
Have we betrayed their sacrifice?
Et spørgsmål, som filmen selv lægger op til at besvare med et rungende JA.
Som tilhænger af direkte aktion fremfor ikke-vold kommer Bhagat Singh i
opposition til Gandhi, som han betragter med en blanding af beundring og
bitterhed:
One who can draw 12-year-olds into the streets must have something
about him.
Gandhi-ji says "no white education". Children throw their books into
the gutters, burn their books and pencils. Ready for action - little
boys ... distributing pamphlets, carrying placards.
And suddenly one day the movement's off. That's it. Government
schools ... closed to them. Government colleges refuse admission. Where
do you go? What do you do? Don't you remember?
Hvor Gandhis slagord er "non-cooperation" og ikke-vold, er Bhagat Singhs
Inquilab Zindabad! - leve revolutionen!
I en sekvens stilles Bhagat Singhs erklæringer i retten overfor Gandhis
irettesættelser og kritik af ethvert tilløb til vold, og hans kritik af
Gandhi og Kongrespartiet er sviende, ætsende: Gandhi samarbejder, han
kæmper mod englænderne på deres egne betingelser, tager imod
indrømmelser og lempelser i stedet for at stille krav.
The Legend of Bhagat Singh er en medrivende og solid historisk film om
en tid, der fik stor betydning for den indiske uafhængighedskamp.
Fortælletempoet er roligt og sindigt, af og til måske lidt for sindigt -
det er en meget lang film.
Interessant er det, at den handler om en mand, der tilsyneladende blev
lidt af en fiasko efter manges begreber: Efter en forholdsvis kort
karriere som politisk aktivist blev han fængslet, torteret og dømt til
døden.
Og dog var han det netop ikke efter sin egen målestok: Filmens Bhagat
Singh havde intet højere ønske end at dø, hvis hans død kunne inspirere
andre til at kæmpe. 23 år gammel døde han som en af sit lands største
ledere, en politiker og inspirator på linje (men langtfra identisk eller
overhovedet enig) med Gandhi.
Og nu er der så lavet en film om ham - en film, hvis formål klart nok er
at gøre opmærksom på en ofte overset skikkelse, og at opfordre dagens
ungdom til at følge i hans fodspor, sålænge der stadig er intolerance,
uretfærdighed og korruption at bekæmpe.
Et stærkt og subversivt budskab fra en stærk og ganske bemærkelsesværdig
film.
THE LEGEND OF BHAGAT SINGH, Indien 2002. Instrueret af Rajkumar Santoshi
med manuskript af Piyush Mishra og Anjum Rajabali. Hindi med engelske
undertekster. Købes over nettet eller i Basar Vest, Århus.
--
http://www.modspil.dk
- fordi tiden kræver et MODSPIL!