---

Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus, i
dag. Han blev 10 år.

Det var leveren. Nærmere kunne vi ikke komme det. Men han holdt op med at
spise og tabte 2 kilo fra januar til starten af marts, hvor han blev
indlagt. De fandt så en infektion ved galdegangen, og han kom på antibiotika
og prednisolon, og jeg fik ham hjem. Desværre ville han stadig ikke spise,
så jeg skulle tvangsfodre ham. Det gik ikke særligt godt, og i weekenden var
jeg lige ved at få ham indlagt igen. Men så virkede han meget frisk, og jeg
ventede til mandag og ringede til egen dyrlæge, der straks smed mig på
hospitalet med ham til indlæggelse af sonde. Men i dag, efter nye blodtal,
meldte de tilbage, at han virkede meget træt, spiste kun ved tvangsfodring
og tallene var frygteligt grumme i forhold til i mandags og til sidste
indlæggelse, så de mente ikke, at der var mere at gøre.

Min far startede endnu en gang bilen og hentede mig for den tunge tur til
Valby. Vi fik 10 minutter med Hampus, hvor han tullede rundt, og så lå han
lidt på skødet af mig og spandt og hyggede sig. Men han var meget langt fra
sit sædvanlige jeg. Og der var stort set kun skind og knogler tilbage. Jeg
havde ham på skødet, da han fik sprøjten. Han havde velflon isat efter
droppet, så da han satte i et vræl, gik jeg totalt i spåner. Det var ikke
lige ventet. Da Harry blev aflivet i november, sov han bare stille ind. Men
min far sagde, at i det øjeblik Hampus vrælede, faldt hans hovede ned. Men
det var alt rigeligt til, at jeg gik i opløsning.

De andre kan klart mærke, at intet er som det plejer. Quincy har mistet sit
sovedyr, og de andre kan ligge på min mave uden risiko for at blive
fladmast, når Hampus kommer tromlende og vil ligge der også.

Hvor jeg dog savner min store, brovtende, herkommerjegogherviljegligge mis,
som han havde med sig helt fra killing. Han valgte mig ved at slikke på mine
øjenlåg, og så var jeg solgt. Tænk at jeg ikke mere skal slås med en 6,9
kilos kæmpe om min hovedpude. Det bliver en fornøjelse at kunne sove uden
kattetunge på øjenlåget, men for pokker hvor vil jeg dog savne at skubbe han
væk.

Han gik fra 6,9 til 6,3 på et år. Det var der ingen, der undrede sig over.
Men da han så røg ned på 4,9 på to måneder, blev der slået alarm. Og han
nåede at tabe sig yderligere. På hospitalet nåede han ned på 4,1, inden vi
sagde stop.

Hampus min skat, jeg vil altid savne dig og dit vidunderlige temperament og
brovtende måde at være på. Du var altid den kat, der gik rent ind hos mine
gæster, fordi du partout skulle op på deres maver og ligge og så putte dit
hovede op under halsen og slikke. Det var en klar succes. Og jeg glemmer dig
aldrig som killing under håndboldfinalen i Atlanta 1996, hvor du for alle
midler prøvede at gøre indtryk på en antikatteperson. Du var ikke til at stå
for.

Hampus min skat, du vil være i mit hjerte altid, og jeg glæder mig til den
dag, hvor du tager imod mig ved Regnbuebroen. Og indtil da vil jeg nøjes med
at græde øjnene ud, når jeg tænker på dig og vores gode timer.

Tak for alt min skat, du har det bedre nu.

Med sønderknuste hilsener
Lise ( og de nu 5 tilbage, der ikke forstår, hvad der sker)

---

Hej Lise!

Her sidder man og får tåre i øjnene kl. 03:20, det gør ond at høre din
elskede kat er gået bort.

Mvh. Johnny
www.voreskat.dk


"Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff" <lboden@mail.nospam.dk> skrev i en
meddelelse news:442afe6c$0$178$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus,
> i dag. Han blev 10 år.
>
> Det var leveren. Nærmere kunne vi ikke komme det. Men han holdt op med at
> spise og tabte 2 kilo fra januar til starten af marts, hvor han blev
> indlagt. De fandt så en infektion ved galdegangen, og han kom på
> antibiotika og prednisolon, og jeg fik ham hjem. Desværre ville han stadig
> ikke spise, så jeg skulle tvangsfodre ham. Det gik ikke særligt godt, og i
> weekenden var jeg lige ved at få ham indlagt igen. Men så virkede han
> meget frisk, og jeg ventede til mandag og ringede til egen dyrlæge, der
> straks smed mig på hospitalet med ham til indlæggelse af sonde. Men i dag,
> efter nye blodtal, meldte de tilbage, at han virkede meget træt, spiste
> kun ved tvangsfodring og tallene var frygteligt grumme i forhold til i
> mandags og til sidste indlæggelse, så de mente ikke, at der var mere at
> gøre.
>
> Min far startede endnu en gang bilen og hentede mig for den tunge tur til
> Valby. Vi fik 10 minutter med Hampus, hvor han tullede rundt, og så lå han
> lidt på skødet af mig og spandt og hyggede sig. Men han var meget langt
> fra sit sædvanlige jeg. Og der var stort set kun skind og knogler tilbage.
> Jeg havde ham på skødet, da han fik sprøjten. Han havde velflon isat efter
> droppet, så da han satte i et vræl, gik jeg totalt i spåner. Det var ikke
> lige ventet. Da Harry blev aflivet i november, sov han bare stille ind.
> Men min far sagde, at i det øjeblik Hampus vrælede, faldt hans hovede ned.
> Men det var alt rigeligt til, at jeg gik i opløsning.
>
> De andre kan klart mærke, at intet er som det plejer. Quincy har mistet
> sit sovedyr, og de andre kan ligge på min mave uden risiko for at blive
> fladmast, når Hampus kommer tromlende og vil ligge der også.
>
> Hvor jeg dog savner min store, brovtende, herkommerjegogherviljegligge
> mis, som han havde med sig helt fra killing. Han valgte mig ved at slikke
> på mine øjenlåg, og så var jeg solgt. Tænk at jeg ikke mere skal slås med
> en 6,9 kilos kæmpe om min hovedpude. Det bliver en fornøjelse at kunne
> sove uden kattetunge på øjenlåget, men for pokker hvor vil jeg dog savne
> at skubbe han væk.
>
> Han gik fra 6,9 til 6,3 på et år. Det var der ingen, der undrede sig over.
> Men da han så røg ned på 4,9 på to måneder, blev der slået alarm. Og han
> nåede at tabe sig yderligere. På hospitalet nåede han ned på 4,1, inden vi
> sagde stop.
>
> Hampus min skat, jeg vil altid savne dig og dit vidunderlige temperament
> og brovtende måde at være på. Du var altid den kat, der gik rent ind hos
> mine gæster, fordi du partout skulle op på deres maver og ligge og så
> putte dit hovede op under halsen og slikke. Det var en klar succes. Og jeg
> glemmer dig aldrig som killing under håndboldfinalen i Atlanta 1996, hvor
> du for alle midler prøvede at gøre indtryk på en antikatteperson. Du var
> ikke til at stå for.
>
> Hampus min skat, du vil være i mit hjerte altid, og jeg glæder mig til den
> dag, hvor du tager imod mig ved Regnbuebroen. Og indtil da vil jeg nøjes
> med at græde øjnene ud, når jeg tænker på dig og vores gode timer.
>
> Tak for alt min skat, du har det bedre nu.
>
> Med sønderknuste hilsener
> Lise ( og de nu 5 tilbage, der ikke forstår, hvad der sker)
>

---

Åh hvor jeg føler med dig. Har selv været den tur igennem nogle gange og ved
hvor ked af det man er og hvor skidt man har det. Jeg måtte også lige sluge
en klump i halsen da jeg læste dit indlæg, jeg kan sagtens sætte mig ind i
de tudeture du tager! Det er rædselsfuldt, savnet er stort, men på et
tidspunkt kommer man igennem det.
Mange tanker går til dig.

Hilsen
LH
"Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff" <lboden@mail.nospam.dk> skrev i en
meddelelse news:442afe6c$0$178$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus,
> i dag. Han blev 10 år.
>
> Det var leveren. Nærmere kunne vi ikke komme det. Men han holdt op med at
> spise og tabte 2 kilo fra januar til starten af marts, hvor han blev
> indlagt. De fandt så en infektion ved galdegangen, og han kom på
> antibiotika og prednisolon, og jeg fik ham hjem. Desværre ville han stadig
> ikke spise, så jeg skulle tvangsfodre ham. Det gik ikke særligt godt, og i
> weekenden var jeg lige ved at få ham indlagt igen. Men så virkede han
> meget frisk, og jeg ventede til mandag og ringede til egen dyrlæge, der
> straks smed mig på hospitalet med ham til indlæggelse af sonde. Men i dag,
> efter nye blodtal, meldte de tilbage, at han virkede meget træt, spiste
> kun ved tvangsfodring og tallene var frygteligt grumme i forhold til i
> mandags og til sidste indlæggelse, så de mente ikke, at der var mere at
> gøre.
>
> Min far startede endnu en gang bilen og hentede mig for den tunge tur til
> Valby. Vi fik 10 minutter med Hampus, hvor han tullede rundt, og så lå han
> lidt på skødet af mig og spandt og hyggede sig. Men han var meget langt
> fra sit sædvanlige jeg. Og der var stort set kun skind og knogler tilbage.
> Jeg havde ham på skødet, da han fik sprøjten. Han havde velflon isat efter
> droppet, så da han satte i et vræl, gik jeg totalt i spåner. Det var ikke
> lige ventet. Da Harry blev aflivet i november, sov han bare stille ind.
> Men min far sagde, at i det øjeblik Hampus vrælede, faldt hans hovede ned.
> Men det var alt rigeligt til, at jeg gik i opløsning.
>
> De andre kan klart mærke, at intet er som det plejer. Quincy har mistet
> sit sovedyr, og de andre kan ligge på min mave uden risiko for at blive
> fladmast, når Hampus kommer tromlende og vil ligge der også.
>
> Hvor jeg dog savner min store, brovtende, herkommerjegogherviljegligge
> mis, som han havde med sig helt fra killing. Han valgte mig ved at slikke
> på mine øjenlåg, og så var jeg solgt. Tænk at jeg ikke mere skal slås med
> en 6,9 kilos kæmpe om min hovedpude. Det bliver en fornøjelse at kunne
> sove uden kattetunge på øjenlåget, men for pokker hvor vil jeg dog savne
> at skubbe han væk.
>
> Han gik fra 6,9 til 6,3 på et år. Det var der ingen, der undrede sig over.
> Men da han så røg ned på 4,9 på to måneder, blev der slået alarm. Og han
> nåede at tabe sig yderligere. På hospitalet nåede han ned på 4,1, inden vi
> sagde stop.
>
> Hampus min skat, jeg vil altid savne dig og dit vidunderlige temperament
> og brovtende måde at være på. Du var altid den kat, der gik rent ind hos
> mine gæster, fordi du partout skulle op på deres maver og ligge og så
> putte dit hovede op under halsen og slikke. Det var en klar succes. Og jeg
> glemmer dig aldrig som killing under håndboldfinalen i Atlanta 1996, hvor
> du for alle midler prøvede at gøre indtryk på en antikatteperson. Du var
> ikke til at stå for.
>
> Hampus min skat, du vil være i mit hjerte altid, og jeg glæder mig til den
> dag, hvor du tager imod mig ved Regnbuebroen. Og indtil da vil jeg nøjes
> med at græde øjnene ud, når jeg tænker på dig og vores gode timer.
>
> Tak for alt min skat, du har det bedre nu.
>
> Med sønderknuste hilsener
> Lise ( og de nu 5 tilbage, der ikke forstår, hvad der sker)
>

---

Det gør mig inderligt ondt at høre om Hampus
Han var virkelig en personlighed... og dejlig!
Stort knusetrøstekram fra Ann K og Jan


"Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff" <lboden@mail.nospam.dk> skrev i en
meddelelse news:442afe6c$0$178$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus,
> i dag. Han blev 10 år.
>
> Det var leveren. Nærmere kunne vi ikke komme det. Men han holdt op med at
> spise og tabte 2 kilo fra januar til starten af marts, hvor han blev
> indlagt. De fandt så en infektion ved galdegangen, og han kom på
> antibiotika og prednisolon, og jeg fik ham hjem. Desværre ville han stadig
> ikke spise, så jeg skulle tvangsfodre ham. Det gik ikke særligt godt, og i
> weekenden var jeg lige ved at få ham indlagt igen. Men så virkede han
> meget frisk, og jeg ventede til mandag og ringede til egen dyrlæge, der
> straks smed mig på hospitalet med ham til indlæggelse af sonde. Men i dag,
> efter nye blodtal, meldte de tilbage, at han virkede meget træt, spiste
> kun ved tvangsfodring og tallene var frygteligt grumme i forhold til i
> mandags og til sidste indlæggelse, så de mente ikke, at der var mere at
> gøre.
>
> Min far startede endnu en gang bilen og hentede mig for den tunge tur til
> Valby. Vi fik 10 minutter med Hampus, hvor han tullede rundt, og så lå han
> lidt på skødet af mig og spandt og hyggede sig. Men han var meget langt
> fra sit sædvanlige jeg. Og der var stort set kun skind og knogler tilbage.
> Jeg havde ham på skødet, da han fik sprøjten. Han havde velflon isat efter
> droppet, så da han satte i et vræl, gik jeg totalt i spåner. Det var ikke
> lige ventet. Da Harry blev aflivet i november, sov han bare stille ind.
> Men min far sagde, at i det øjeblik Hampus vrælede, faldt hans hovede ned.
> Men det var alt rigeligt til, at jeg gik i opløsning.
>
> De andre kan klart mærke, at intet er som det plejer. Quincy har mistet
> sit sovedyr, og de andre kan ligge på min mave uden risiko for at blive
> fladmast, når Hampus kommer tromlende og vil ligge der også.
>
> Hvor jeg dog savner min store, brovtende, herkommerjegogherviljegligge
> mis, som han havde med sig helt fra killing. Han valgte mig ved at slikke
> på mine øjenlåg, og så var jeg solgt. Tænk at jeg ikke mere skal slås med
> en 6,9 kilos kæmpe om min hovedpude. Det bliver en fornøjelse at kunne
> sove uden kattetunge på øjenlåget, men for pokker hvor vil jeg dog savne
> at skubbe han væk.
>
> Han gik fra 6,9 til 6,3 på et år. Det var der ingen, der undrede sig over.
> Men da han så røg ned på 4,9 på to måneder, blev der slået alarm. Og han
> nåede at tabe sig yderligere. På hospitalet nåede han ned på 4,1, inden vi
> sagde stop.
>
> Hampus min skat, jeg vil altid savne dig og dit vidunderlige temperament
> og brovtende måde at være på. Du var altid den kat, der gik rent ind hos
> mine gæster, fordi du partout skulle op på deres maver og ligge og så
> putte dit hovede op under halsen og slikke. Det var en klar succes. Og jeg
> glemmer dig aldrig som killing under håndboldfinalen i Atlanta 1996, hvor
> du for alle midler prøvede at gøre indtryk på en antikatteperson. Du var
> ikke til at stå for.
>
> Hampus min skat, du vil være i mit hjerte altid, og jeg glæder mig til den
> dag, hvor du tager imod mig ved Regnbuebroen. Og indtil da vil jeg nøjes
> med at græde øjnene ud, når jeg tænker på dig og vores gode timer.
>
> Tak for alt min skat, du har det bedre nu.
>
> Med sønderknuste hilsener
> Lise ( og de nu 5 tilbage, der ikke forstår, hvad der sker)
>

---

</klip>
> Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus,
> i dag. Han blev 10 år.
</klip>

Kære Lise

Der findes ingen ord der kan trøste når man har elsket én man elsker dybt i
sit hjerte, men følgende lille digt kan måske gøre det lettere at bære
sorgen og savnet:
Det er oversat fra engelsk hvor det hedder "Lend me a kitten"
---
En killing til låns

"Jeg vil, for en stund, lade dig tage vare på en killing, sagde Gud. Som du
vil elske sålænge hun lever, og sørge over når hun dør. Måske lever hun i
mange år, måske kun i få.

Men fortæl mig nu, vil du, mens hun lever, tage dig af hende for mig? Hun
vil fylde din tilværelse med liv og glæde og skulle hendes ophold hos dig
blive kort, vil du huske hende med glæde midt i sorgen. Jeg kan ikke love
dig hvorlænge hun bliver, da alle vender tilbage til mig når jeg kalder. Men
vi skal alle lære, og jeg ønsker denne killing vil lære hos dig.

Jeg har søgt i hele verden efter hendes læremester, og har valgt netop dig
af alle. Sig mig nu, vil du elske hende betingelsesløst uden at tænke på de
sorger og problemer hun kan give dig? Og ej heller hade mig, når jeg kalder
hende hjem til mig?

Mit hjerte svarede: Kære Gud, det vil jeg.

For alle de glæder en killing vil bringe mig, løber jeg gerne risikoen for
at opleve sorg. Jeg vil tage mig af hende som mit eget barn lige så længe du
lader hende være hos mig. Og den glæde vi oplever sammen, vil jeg altid
huske tilbage på med glæde. Og skulle du kalde hende hjem før end vi aner,
så vil jeg ikke føle vrede, men taknemmelighed for den tid vi havde sammen.
Hvis vi gennem vores kærlighed til hende, opfylder dine krav til os, så
hjælp os over sorgen, når vi mister hende. Når vores elskede killing
forlader os, så send os endnu en lille sjæl, som vi kan elske lige så højt
af hele vort hjerte."

Ukendt forfatter

-------

Mange medfølende tanker fra
Heidi, Miver og Mulles mor

---

"Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff" <lboden@mail.nospam.dk> wrote in message
news:442afe6c$0$178$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus,
> i dag. Han blev 10 år.

Kære Lise
Sidder med tårer i øjnene, ved hvor slemt det er for dig.
Din kærlighed til ham lyser ud at dine ord, må han møde mine andre i
kattehimlen, så vil han få det dejligt.
Trøstehilsner Denise

---

Kære Lise

Ja, jeg måtte også fælde en tåre eller måske lidt flere....
føler med dig, har selv prøvet det for tre måneder siden, og når man så
læser et indlæg som dit vælder det hele op i en igen...

Ha det nu rigtigt godt...

mange mange tanker fra Majbritt

---

Kæreste Lise

Nej, ingen ord trøster nu, men når jeg har været aller mest ulykkelig
over et sådant tab, har jeg altid spurgt mig selv "Ville du hellere være
ligeglad og ingen ting føle?" - Svaret har altid været "Nej", for sorgen
ved at miste er den pris, vi betaler for at have holdt af.

Med venlig hilsen
Hanne Engermann
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Kære Lise.

Alle os i vonFriberg sender hermed de varmeste knus og kram i din retning.
Han var en lækker kat .
Du må giver de andre en næsemus og kram fra os her i Ringsted.

Hilsen Hanne Dahl

"Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff" <lboden@mail.nospam.dk> skrev i en
meddelelse news:442afe6c$0$178$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus,
> i dag. Han blev 10 år.
>
> Det var leveren. Nærmere kunne vi ikke komme det. Men han holdt op med at
> spise og tabte 2 kilo fra januar til starten af marts, hvor han blev
> indlagt. De fandt så en infektion ved galdegangen, og han kom på
> antibiotika og prednisolon, og jeg fik ham hjem. Desværre ville han stadig
> ikke spise, så jeg skulle tvangsfodre ham. Det gik ikke særligt godt, og i
> weekenden var jeg lige ved at få ham indlagt igen. Men så virkede han
> meget frisk, og jeg ventede til mandag og ringede til egen dyrlæge, der
> straks smed mig på hospitalet med ham til indlæggelse af sonde. Men i dag,
> efter nye blodtal, meldte de tilbage, at han virkede meget træt, spiste
> kun ved tvangsfodring og tallene var frygteligt grumme i forhold til i
> mandags og til sidste indlæggelse, så de mente ikke, at der var mere at
> gøre.
>
> Min far startede endnu en gang bilen og hentede mig for den tunge tur til
> Valby. Vi fik 10 minutter med Hampus, hvor han tullede rundt, og så lå han
> lidt på skødet af mig og spandt og hyggede sig. Men han var meget langt
> fra sit sædvanlige jeg. Og der var stort set kun skind og knogler tilbage.
> Jeg havde ham på skødet, da han fik sprøjten. Han havde velflon isat efter
> droppet, så da han satte i et vræl, gik jeg totalt i spåner. Det var ikke
> lige ventet. Da Harry blev aflivet i november, sov han bare stille ind.
> Men min far sagde, at i det øjeblik Hampus vrælede, faldt hans hovede ned.
> Men det var alt rigeligt til, at jeg gik i opløsning.
>
> De andre kan klart mærke, at intet er som det plejer. Quincy har mistet
> sit sovedyr, og de andre kan ligge på min mave uden risiko for at blive
> fladmast, når Hampus kommer tromlende og vil ligge der også.
>
> Hvor jeg dog savner min store, brovtende, herkommerjegogherviljegligge
> mis, som han havde med sig helt fra killing. Han valgte mig ved at slikke
> på mine øjenlåg, og så var jeg solgt. Tænk at jeg ikke mere skal slås med
> en 6,9 kilos kæmpe om min hovedpude. Det bliver en fornøjelse at kunne
> sove uden kattetunge på øjenlåget, men for pokker hvor vil jeg dog savne
> at skubbe han væk.
>
> Han gik fra 6,9 til 6,3 på et år. Det var der ingen, der undrede sig over.
> Men da han så røg ned på 4,9 på to måneder, blev der slået alarm. Og han
> nåede at tabe sig yderligere. På hospitalet nåede han ned på 4,1, inden vi
> sagde stop.
>
> Hampus min skat, jeg vil altid savne dig og dit vidunderlige temperament
> og brovtende måde at være på. Du var altid den kat, der gik rent ind hos
> mine gæster, fordi du partout skulle op på deres maver og ligge og så
> putte dit hovede op under halsen og slikke. Det var en klar succes. Og jeg
> glemmer dig aldrig som killing under håndboldfinalen i Atlanta 1996, hvor
> du for alle midler prøvede at gøre indtryk på en antikatteperson. Du var
> ikke til at stå for.
>
> Hampus min skat, du vil være i mit hjerte altid, og jeg glæder mig til den
> dag, hvor du tager imod mig ved Regnbuebroen. Og indtil da vil jeg nøjes
> med at græde øjnene ud, når jeg tænker på dig og vores gode timer.
>
> Tak for alt min skat, du har det bedre nu.
>
> Med sønderknuste hilsener
> Lise ( og de nu 5 tilbage, der ikke forstår, hvad der sker)
>

---

"Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff" <lboden@mail.nospam.dk> skrev i en
meddelelse news:442afe6c$0$178$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Ja, så måtte jeg sige farvel til min store blåhval af en skovkat, Hampus,
> i dag. Han blev 10 år.
>
Æv siger jeg.

Det er altid den bedste der forsvinder først.

Sådan har jeg følt det.

Men glæd dig med de katte du har.
Og det gør du selvf.
Det er den eneste kur på så ondt i hjertet som du har nu.
De ved hvad der er sket, og vil helt sikkert hjælpe dig.

Katte er ikke dumme. Selvom det ser sådan ud nogle gange.

Mvh Allan

---

for alle jeres søde ord, de luner i denne svære tid.

Det er bare så hårdt at se Quincy gå og kalde og lede, så jeg nusser og
pusser om ham. Eller også er det bare mig, der tillægger ham nogle
egenskaber, han ikke besidder

Med venlig hilsen, og endnu en gang tak
Lise

---

"Lise Hudtloff Nielsen Bodenhoff" <lboden@mail.nospam.dk> wrote in
news:442da7c3$0$46978$edfadb0f@dread15.news.tele.dk:

> for alle jeres søde ord, de luner i denne svære tid.
>
> Det er bare så hårdt at se Quincy gå og kalde og lede, så jeg
> nusser og pusser om ham. Eller også er det bare mig, der tillægger
> ham nogle egenskaber, han ikke besidder
>
> Med venlig hilsen, og endnu en gang tak
> Lise

Hej Lise

Hvor det dog gør mig ondt for dig at miste Hampus, 10 år er bare ingen
alder.

Jeg tror altså godt at de kan savne, måske på deres egen måde, men
stadigvæk..... Dengang Oliwer døde var jeg ikke i tvivl om at Johan og
Sofie undrede sig over at han var væk. Dog tror jeg ikke de savnede
ham, det samme da Sofie døde 2 år senere. Johan savnede hende ikke, men
han var klar over at hun var væk.
Da Johan døde sidste år valgte jeg for første gang at tage en afdød med
hjem. Det var faktisk en underligt dejlig oplevelse. Ja, hvordan kan
jeg beskrive det anderledes..... Jeg var jo ked af det, men samtidig
havde jeg oplevelsen af de andre katte. Lante og Doughnut stak kun lige
hovedet ud i køkkenet, hvor jeg havde sat transportkassen med Johan, så
var de fuldt ud klar over tingenes tilstand. Mowgli var henne og snuse
til ham flere gange, 3 tror jeg, inden han trak sig væk fra kassen.
Jeg ved at de ikke har savnet ham for ingen var så tæt med ham, men
alligevel gav det mig en ro i sjælen som jeg ikke har haft siden min
ene kanin døde hjemme og hans makker fik sagt rigtigt farvel.

Som andre herfra sagde da Oliwer døde, kattene mærker vores sorg, de
forstår den nok ikke, men de mærker du er ked af det og det tror jeg
påvirker dem i en eller anden grad. Dengang med Oliwer var Sofie meget
mere opmærksom på mig i nogle dage end ellers, men så blev livet jo
normalt igen.

--
Kate

http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=239
Pas på hvor du køber kat. Læs www.katteinfo.dk
Ved privat svar fjern spamme.
If you want to reach me remove spamme.