Christiansborg, mandag den 27. marts 2006
PRESSEMEDDELELSE
Dansk Folkeparti:
Imamers krav om virksomheders finansielle støtte
overtræder ny dansk lovgivning om bestikkelse
Dansk Folkeparti har bedt udenrigsministeren bekræfte, at
Bahrain-erklæringens slutdokument overtræder lovgivningen om
bestikkelse. Yderligere forlanger DF, at regeringen henvender sig til
relevante internationale fora og gør opmærksom på, at arabiske lande
opfordrer til bestikkelse.
I imamernes slutdokument fra Bahrain hedder det, at "boykotten
mod de danske virksomheder, der vil give finansiel støtte til at
informere om værdien af den store profet, vil blive ophævet".
- Der er tale om et primitivt, men meget konkret krav om
bestikkelse - intet andet. Og danske virksomheder, der yder
bestikkelse, overtræder den danske lovgivning om bestikkelse, som vi
inden for de seneste år har fået gennemført i Folketinget, siger Dansk
Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen.
- Vi har inden for de seneste år fra dansk side været utrolig
optaget af at komme alle former for bestikkelse og krav om bestikkelse
til livs, siger Søren Espersen.
- Bestikkelse er ofte meget vanskeligt at komme til livs fordi
ingen af parterne i en bestikkelsesaffære har særlig megen lyst til at
stå frem. I dette tilfælde har vi en ren tilståelsessag fra den ene
part - nu gælder det bare om i god tid at advare de danske
virksomheder, der kunne have lyst til at hoppe på limpinden og gøre
dem forståeligt, at de vil blive straffet, hvis de udbetaler
bestikkelsespenge. Det er det, jeg nu har bedt udenrigsministeren om
at forklare virksomhederne, siger Søren Espersen.
--------------------------------------------------------------------------
Såfremt du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbreve fra Dansk
Folkeparti, kan du afmelde her
|