Lav egoisme er eneste artsbesvarelsesmotiv
Kierkegaards køreplan mod selvrealisation starter med den lave,
nedrige livsnyder, epikuræer, hedonist, skønhedsdyrker der asocialt
går efter at stille sig i positur og være ÆSTETIKER
Det mere modne menneske er etiker, og bestræber sig på at være socialt
gavnlig.
Dernæst kommer det religiøse stadie, hvor Gud står for den indre
domstol og MORALEN KOMMER INDEFRA, og til gavn for medborgerne forstår
man sig selv og lever et fuldt liv med kontinuitet og helhed- er
social uden at ofre sig. På filosoffens tid var "Gud" et nødvendigt
ord vedr den indre stemme - idag er alle fagfolk enige om at den "eksistentialisme",
som Kierkegaard, Pascal, Nietzsche, Heidegger, Sartre og Camus deler,
går fint i spand med ateisme.
Videnskab var engang fyrsternes hobby, og magtens mænd ansatte
forskere med den bagtanke at bedre krigsmaskiner ville blive opfundet.
Biologi var gavnlig i århundrederne op til Linnee, idet man
undersøgte, hvor planter kan trives, og kartofler fra Latinamerika
gavnede Europa, især Irland, og talrige andre nytteplanter skabte
velstand og produktion, spændende job og mad på bordet til millioner,
som ofte slet ikke var født hvis ikke planteflytninger, brug af
kunstgødning og anden gødning, sædskifte og pesticider havde velsignet
verden , delvis hjulpet af målrettede etisk-religiøse biologer (som fx
min botanikprofessor-oldefar).
Desværre gik videnskaben over gevind og nysgerrighed og lyst til at
give sående gårdmænd og andre investorer konstruktive ideer, gled i
baggrunden. Idag er videnskabsmændene egoister, der tænker på at skabe
job til sig og deres studerende/loge-kammerater. Derfor opskruede man
en pervers lyst til at holde arter i live, som om nogen har gavn af
det.
Dybest set savner ingen geirfuglen og dronten og de få andre arter,
som det grådige industrimenneske har udryddet ( in casu sømænd i
1700-tallet).
Det er ren egoistisk æstetik, der ligger bag klynk om, at vi er ved at
udrydde en vigtig resource.
Man fortier i den offentlige debat, at der opstår ny arter cirka så
hurtigt, som de udryddes, når fx regnskov gøres til plantager, fordi
brasilianere gerne vil være så halvt så rige som EU og USA.
Der er skønhed og ordnung-muss-sein i at holde styr på kunstfærdige
klassifikationssystemer og optælle og bevare et ligegyldigt status
quo. Man opdigter særlig skønhed ved det for hundred år siden
beskrevne. En menneskefjendsk museums-mentalitet med foragt for marked
og dynamik. Med gensplejsning er indført kreativitet og fornyelse,
der fejer alle konservationsbehov af bordet - vi kan designe ny arter
med de kvaliteter, vi måtte have, for særlige afgrøder med særlig
glæde til forbrugerne. Kun hvis man foragter forbrugerne og deres
livsglæde, kan man gå ind for at stjæle penge fra de hårdtarbejdende
og give dem til de snyltende forskere.
|