<<<<<
Når afgørende principper er på spil, må dagligdags trakasserier vige.
Når danske ambassader brænder i Mellemøsten, og menneskeliv er i fare,
må den politiske opposition lægge sine taktiske overvejelser om
fremtidige regerings- og ministerstorme til side og slutte op om
varetagelse af rigets interesser.
Det gjorde man også. Borgfred kaldte man det. Men det varede så
pinligt kort.
En af de ynkeligste repræsentanter for denne hurtige tilbagevenden fra
kampen for de overordnede principper til lummer politisk taktik er med
skam at melde Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal.
Da banden af professionelt fortørnede imamer drog til Mellemøsten for
at sprede løgne om deres værtsland, dokumenterede Villy Søvndal på
fornem vis, at han var parat til at kæmpe for demokratiets
grundlæggende principper.
Se, hvad han skrev i et debatindlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten den
17. december:
"Ytringsfriheden kom pudselig på dagsordenen. Og straks kunne man
mærke demokratiets fortsatte vitalitet. Det har været befriende.
Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger gav - uanset hvilke
motiver JP's redaktion måtte have haft - et tiltrængt skub til den
ofte lidt selvtilfredse og trætte forestilling om, at når det gælder
demokrati, så er den hellige grav velforvaret ... Lad alle os
demokrater, danskere som nydanskere, stå sammen mod mullaher og imamer
og islamister, når de vil knægte ytringsfriheden, fordi de føler sig
stødt på, hvad de finder helligt. Lad os sammen tilkendegive, at hvad
I måtte finde helligt, finder vi andre profant - så I må lære at leve
med det."
Det var den 17. december 2005.
Men se så, hvad samme Villy Søvndal skriver i dagbladet Information
den 9. marts 2006:
" ... den danske ytringsfrihed har på intet tidspunkt været truet
under den såkaldte Muhammed-krise. Diskuteret? Ja. Under pres? Måske
nok. Men truet? Ikke et sekund. Der findes ingen ved deres fulde fem i
Danmark, som på noget tidspunkt har villet slække på ytringsfriheden."
Den ytringsfrihed, som Villy Søvndal den 17. december opfordrede alle
til at stå sammen om og forsvare, har den 9. marts på intet tidspunkt
været truet!
Hvad kan der dog være sket i mellemtiden?
Kan det hænge sammen med, at stærke kræfter i SF har belært
partiformanden om, at det ikke går an, at han er alt for enig med
landets statsminister? At langsigtede taktiske overvejelser har ført
til, at SF må markere modstanden mod statsministeren, selv om man er
enig med ham i et afgørende, grundlæggende demokratisk princip, som
uomtvisteligt er under angreb?
Vi har nemlig hverken glemt, at imamerne, som før hele denne ballade
var på besøg på Marienborg, som det vigtigste forlangte indgreb i
pressefriheden, eller at iøjnefaldende politikere på europæisk plan
har talt for indskrænkning af pressefriheden, eller at FN's
generalsekretær har ført sig frem med, at vi må tilpasse og indordne
os indvandrernes normer og ikke omvendt.
At ytringsfriheden er i fare, kan enhver se, som vil se. Men for SF
vejer gold partitaktik alligevel tungere. Det understøttes af, at
Villy Søvndals indlæg i Information er ét langt angreb på
statsministeren.
Alligevel kæmper SF for ytringsfriheden. Jovist, ingen skal komme og
sige, at SF har slækket på sit krav om, at ytringsfriheden er
afgørende.
På selv samme avisopslag i Information - i modsatte hjørne - havde
SF-folketingsmedlemmet Morten Homann et skarpt indlæg, som gentog og
understregede partiformandens synspunkter i Jyllands-Posten den 17.
december. Det er vist, hvad man i andre sammenhænge kalder en
helgardering.
Gennemskueligt og pinligt.
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3607868
<<<<<<<<