I den danske grundlov udtrykkes en fundamental refleksion vedrørende
religionsfrihed. Nemlig at den kun gælder til den grænse, hvor der
læres eller handles mod "sædeligheden eller den offentlige orden". Det
er måske lidt gammeldags udtrykt, men meningen er i al enkelhed, at
grundloven skelner mellem en religions indadvendte, personlige
fromhed, og dens mulige udadvendte, offentlige og handlingsmæssige
side. Det første element er privat, og det er faktisk kun det,
grundloven giver frihedens blanco-check til. Hvis man overhovedet skal
bruge ordet respekt, rækker det højst til det rent private. Det andet
element, religionens mulige handlingsside, er selvfølgelig undergivet
de almindelige retslige og politiske vilkår i samfundet. Her må også
religionens udøvere stille op til kamp og modsigelse og restriktioner,
ja, også til mere ramsaltet modstand, hvis det, der læres og handles,
gør det nødvendigt. Det, der læres og gøres, har i et politisk frit,
demokratisk samfund intet "helle". Der er i det politiske rum ingen
blanco-chek til respekt. Respekt er noget, man gør sig fortjent til -
hvis man ellers gør det.
|