<sakset i Politikken>
Tolerance er uadskillelig fra retten til at tænke, tro og tale frit.
Derfor må politikerne lære at respektere folks personlige, religiøse
opfattelser, og de religiøse ledere må lære, at religiøse normer,
værdier og forskrifter kun gælder for de mennesker, der af egen fri
vilje har tilsluttet sig et bestemt trossamfund. I det offentlige rum
har enhver ret til at give sin mening til kende på tryk eller i tale,
herunder også sin kritiske mening om andres meninger - uanset køn,
etnisk tilhørsforhold, politisk observans eller religion. Hvis man af
religiøse eller andre grunde afstår fra denne ret, kan man kun gøre
det på egne vegne.
Skal vi leve i fred med hinanden, må det ske inden for de rammer, som
det politiske fællesskab og de politiske love tillader.
Det er disse rammer, der er fælles for de forskellige trossamfund, og
som garanterer deres lige berettigelse og frihed som trossamfund. I
den forstand står staten som politisk institution over - ikke ved
siden af - religionen. Den verdslige stat og den frie offentlighed er
de bedste garanter ikke bare for de politiske borgerrettigheder, men
også for religionsfriheden.
< >
at sælge friheden for at få fred
svarer til at vække en svinestald for at få nattero
|