David Gress introducerer i Jyllandsposten 4/2 2006 begrebet "dhimmificering"
i en dansk sammenhæng.
Dhimmificering er ikke-muslimers tilbøjelighed til instinktivt at give sig
selv uret og muslimer ret. Den er tilbøjeligheden til at møde muslimske
krav, uanset disses art og berettigelse, med at ydmyge sig selv, undskylde,
beklage og love oprejsning, ofte i form af penge. At en sådan tilbøjelighed
er udbredt blandt politikere, intellektuelle og journalister i hele den
vestlige verden, er ubestrideligt. Den sidste uge har vist, at den også er
udbredt blandt danske erhvervsledere.
Halal-hippier kaldte Naser Khader i sin tid de velmenende men naive, som i
misforstået tolerance ukritisk accepterede enhver form for tilpasning til
muslimsk skik og brug. Dhimmificering har sat sig spor mange steder i det
danske samfund i form af restriktioner dikteret af den traditionelle
muslimske opdeling i halal og haram - dvs. hvad der af muslimer opfattes som
tilladt og forbudt. Eksemplerne er legio; halal-slagtet kød i skoler og
daginstitutioner (hvilket snart i al ubemærkethed bliver konsekvent tvunget
igennem i København), kønsopdelte adgangsforhold til kommunale
idrætsfaciliteter og generelt enhver form for affirmative action, der
specifikt tilgodeser tilhængere af islam. At disse restriktioner eksisterer
i 2006 i et sekulariseret samfund som det danske - ligesom de findes i
Tyskland, i Frankrig og resten af Europa - er nærmest ufatteligt. Men
dhimmierne, der som åndelig bagage bærer på dels en rigtig dårlig
samvittighed på den vestlige civilisations vegne dels en kulturrelativistisk
utopi om realisering af et konfliktløst mulitikulturelt samfund baseret på
ensidige indrømmelser udgør en væsentlig del af forklaringen.
Dhimmierne gør sig under dække af humanistiske principper i praksis skyldige
i et forræderi - ikke overfor deres fædrelande men overfor den vestlige
verdens bærende værdier; de individuelle frihedsrettigheder, det liberale
demokrati, overfor adskillelse af den religiøse privatsfære fra den
politiske sfære. Under besværgende paroler såsom "frihed til forskellighed"
o.l. suspenderer de i virkeligheden den enkeltes individuelle frihed og
idealiserer en muslimsk minoritets kollektive forskellighed. Det er en
tendens, som kalder på et modspil, omend det er vanskeligt at se hvorfra det
skal komme i en situation hvor et land som Tyrkiet blot i kraft af symbolske
indrømmelser der, hvor landet gør sig skyldig i den mest formørkede
undertrykkelse, snart optages i EU
|