Fra dagens Berlingske Tidende - en ypperlig kommentar fra professor Mehdi
Mozzafari med en klar pointe. To citater fra Danmark skal stå fast på
ytringsfriheden.
"Sagen er alvorlig nok til, at den danske nation står sammen i forsvaret
for ytringsfriheden. Om man er for eller imod Muhammed-tegningerne, må man
vise sin opbakning til dette princip. Til de vægelsindede må man sige: Hvis
ytringsfriheden er så lidt værd, at den kan sættes ud af kraft for at sikre
nogle mælkeprodukters markedsandele, så kan man lige så godt afskaffe den og
indføre sharia med det samme. Men er det det, vi vil? Er det det, danskernes
bedsteforældre og oldeforældre har ofret så meget for? Skal den dyrt
erhvervede arv bare sælges for en slik?"
"De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken
Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse
danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer
i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige
udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11
ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens
kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at
opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et
påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis
modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få
ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at
forvanske demokratiets spilleregler."
|