fortalte til andre advokater, at jeg havde spurgt, om jeg inden næste
retssag burde købe nyt tøj,
OG HAN SVAREDE
"Du skal ihvertfald ikke møde som jeg har set dig på mit kontor i
_shorts_ - så bør man søge retten om tilladelse, hvis man vil optræde
i sådan mundering"
Havde han været københavner i 1968 havde han indset at dommere er
hævet over fisefornemt bourgeous-snobberi af så plat type.
I december 1979 slæbtes jeg i byretten om cykeltyveri, hvor en
socialist havde foræret mig en stjålen cykel, og efter praksis var jeg
blevet dømt, men netop ved at møde som jeg har været påklædt altid
siden 1976 i shorts og bare tær, vandt jeg sagen og frikendtes, og
politianklageren var ved at gå ud af sit gode skind over, at
stelnummer ikke var bevis nok.
Den kvindelige dommer kunne se af min hippie-idealist-fremtoning, at
her var intet gement cykeltyveri at straffe for.
Vedr blufærdighedskrænkelses-sag håber jeg, at min advokat vil
godtage, at jeg møder netop så aparte, som jeg var, da afrikanerinden
besigtigede ledig lejlighed og fandt på at have oplevet blotteri. Mine
knæ og bare tær var unægtelig blottede, og man er sund og samfundet
usundt, hvis man ikke er som jeg på dette ligegyldige punkt.
|