http://ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?TemplateID=4587
Ekstra Bladets Leder Lørdag den 26 November 2005
Profession: Løgner
KØBENHAVNS ærværdige Borgerrepræsentation kan se frem til en
næstformand, der notorisk er fuld af løgn. Hans navn er Wallait Khan,
pakistansk statsborger med mangeårig bopæl i Danmark, når han ikke
lige er i hjemlandet i et forsøg på at blive borgmester.
Han havde erklæret, at han 'selvfølgelig' ville udtræde af københavnsk
kommunalpolitik, hvis han blev valgt i Pakistan. Det var nu ikke mere
selvfølgeligt, end at han ikke ulejligede sig med at meddele sit
daværende danske parti Venstre om sit pakistanske kandidatur.
Denne tavshed tangerer en løgn.
LØGNEN fuldbyrdes, da Khan efter kommunalvalget med lynets hast
forlader Venstre til fordel for et politisk sammenrend, der skal sikre
kommende overborgmester Ritt Bjerregaard og hendes venstreorienterede
støtter nogle flere borgmestre på bekostning af de borgerlige.
Denne manøvre sikrer Khan personlig en ordentlig sjat penge, som det
nu viser sig, at han har hårdt brug for, hvis han vil i Folketinget!
Mere herom senere, som de siger i tv-nyhederne.
SENEST, og måske alvorligst, har Wallait Khan løjet om sit
demokratiske sindelag.
I en propagandaudgave af et pakistansk månedsblad kunne man læse en
pompøs hyldest til 'Den berømte politiske og sociale personlighed
Wallait Khan - et blik på den service, som han hidtil har ydet til
indvandrere'.
Artiklen er godkendt af hyldestens genstand, og den fremhæver, at Khan
altid har støttet kontroversielle muslimske foreninger som Minjah
ul-Quran og Hizb-ut-Tahrir.
Selv forklarer han nu, at støtten kun skulle ses som et forsvar for
disse foreningers ret til at forsamles og ytre sig, og det lyder jo
meget demokratisk.
MEN DET er jo ikke lige meget, hvilke ytringer man støtter. F.eks. har
Hizb-ut-Tahrir opfordret til drab på jøder. Sammen med bl.a. den
radikale Naser Khader gik Wallait Khan ind i kampen mod den
ekstremistiske sammenslutning, som en rigsadvokat med hår på brystet
havde slæbt for Højesteret for med grundloven i hånd at få den opløst
ved dom.
Det er galninge af den type, Wallait Khan støtter.
Endnu en løgn.
ENDEMÅLET for Hizb-ut-Tahrir er kalifatet, et muslimsk
verdensherredømme med sharia-lovgivning, der bl.a. indebærer
tildækkede kvinder. Den får Khan nok ikke Ritt Bjerregaard med på.
Men i går sagde han, at alle muslimer går ind for sharia. Da Khan er
muslim, må det jo også gælde for ham. Men han holdt et smuthul åbent:
Den skal ikke indføres i Danmark.
Hvorfor skal danskernes snydes for sharia-lovgivningens velsignelser?
Igen taler manden med to tunger.
SPØRGSMÅLET er, hvor Wallait Khan lyver mest: I pakistanske eller
danske miljøer? Svaret er formentlig, at han lyver lige stærkt i begge
lejre. Pakistanerne fortæller han, hvad de gerne vil høre, og
danskerne får så den version, han tror passer blegansigterne.
Khan har en gennemskuelig taktik: Han siger, hvad der bedst kan betale
sig for ham.
HVILKET som lovet bringer os tilbage til pengene.
Når Wallait Khan efter alle disse år ikke er dansk statsborger, er
forklaringen, at han skylder det offentlige et større beløb.
Angiveligt på grund af en skummel revisor, der for 30 år siden stak af
med nogle bilag.
Men det lover Khan, at han nok skal få bragt i orden, så han som dansk
statsborger kan stille op til næste folketingsvalg.
Vi venter spændt på, hvilket parti der bliver beæret med 'den berømte
politiske og sociale personlighed Wallait Khan'.