Seidenfaden-Eichmann ligheden
Eichmann var en lillebitte magtesløs sekretær ved Wannsee-konferencen
januar 1942, hvor man besluttede at deportere Europas jøder til
Hviderusland med polske arbejdslejre som mellemstationer. (At "Endlösung"
er jargon for folkemord, er en skrøne.)
Eichmann var overrasket over, at hverken Hitler, Himmler eller andre
havde forbehold vedr. de ifl Heydrich af krigen krævede hårdhændede
tiltag, men han tænkte "Når der ingen kritik er af kz-beslutningerne,
har jeg ingen ret til at sætte mig op imod flertallet". Han adlød
lydigt Kants pligtetik og så intet kriminelt i sit fædrelands politik.
Nåt danskere undlader at tale imod indvandring, er de også
pligtmennesker , der ikke har selvtillid nok til at tale imod
flertallet - eller hvad de via journalist-manipulation oplever som
flertallet og dettes "gode smag og etik".
Seidenfaden var ilde til mode, da han pressedes til lovstridig
nægtelse af min deltagelse i betalt Kina-rejse, som Politiken stod
for.
Han var svag og lydig, helt som Eichmann, og fejede berettiget
samvittighedsnag af bordet med flertalsdiktatur slogan "Jeg er kun en
lille brik i spillet, jeg skal ikke tro jeg er noget".
Helt ligesom Eichmann (som iøvrigt aldrig fik en magtfuld position -
at han havde ansvar for ungarnske togtransporter betød ikke, at han
kunne have ændret på antal deportationer til Eichmann, hvis han havde
ville. Men Seidenfaden, derimod, kunne have adlydt sine jurister og
nægtet at nægte mig rejse, fordi dansk lov var soleklart på min side
og hverken Rejsebureau-ankenævnet eller Politiken har kunne anføre eet
eneste argument for at bryde loven, eller tolke den apologetisk mht.
den begåede udåd.
|