Øges "folkets lykke" af mange fødsler?
"Den store indespærring" kalder man 1600 og 1700 tallet hvor
vagabonder og andre nomader blev tvunget til at bo på institutioner
især storbyernes spirende fabriksliv med trædemøller som energikilde.
De, der var arbejdsduelige fx voldskriminelle fanger udnyttedes som
trækdyr, men det stigende antal uduelige øsede man medlidenhed ud over
og munkes spedalskheds(SctJørgen)gårde blev til sindsyg-asyler (og der
er stor lighed mellem udstødthed pga hudsygdommen og pga almindelig
upopularitet, som kaldes sindsyge).Læs Michel Fouceault.
Staten havde ved reformationen gjort munkeklostrenes
velfærdsinstitutioner til statens ejendom, og man bestak folk til at
kalde sig syge ved, at de så kunne få supergod mad uden at arbejde, og
dette fremmedgørende galimatias bidrog til, at fattigfolk fik alt for
mange børn - selvom der indtil 1849 var forbud mod håndværksuddannelse
til uægte dvs. især fattiges børn.
Krige blev afgjort af skydevåben, så der var ikke brug for flest mulig
soldater, og den forståelse sank gradvis ned i folkemasserne, så de i
1800-tallet begyndte at få små lidt-men-godt familier, hvor dødelighed
var lille og uddannelsesniveau var højt (det spirituelle og romantiske
Frankrig var først med storfamilie-afskaffelse).
Dette var OK, dengang folkestyre kun var om folkefæller, men nu er
hurtigtfødende muslimfamilier ved at blive mange og om få årtier
flest.
Det er utænkeligt, at vi lærer af dem og får smag for børnerigdom
igen.
I Zoo er der kun fødsler i bure, hvor dyrene trives - er
muslim-børneglæden udtryk for, at de er mindre sindsyge end os?
|