Sindsyge tortureres nytteløst med medicin. Vold stoppes af fysiske
barrierer og overvågning.
Romerretten og sikkert også stenalderen har dyrket medlidenheden med
afvigeren - som jo ofte var barn af overklassen. For ikke at skulle
henrette den rige families "sorte får" lod man advokater beskrive
kriminaliteten som sygdom.
Idag er psykiatere med i spillet og lever af at gøre medicin til
løsning.
Medicin berører aldrig ondets rod - jvf lærebogs-citatet herunder.
Medicinen er straf - altid. Den virker ved at have bivirkninger, som
er så ubehagelige, at tortur er god beskrivelse. Selvfølgelig undgår
de tvangsmedicinerede dette onde, når de kan. Det er ærligere og
bedre at operere en chip ind i den dømte end en depotindsprøjtning af
psykofarmaka. En chip - og andre redskaber - muliggør sikker
elektronisk stedbestemmelse, så der er 100% sikkerhed for at fornyet
kriminalitet bliver dømt. Hvis fængslet er ubehagelig nok, vil dette
virke.
Da den franske revolutions reformatorer afskaffede lænker på
galeanstalterne, indførte de i stedet lærredsspændetrøjer - altså et
fup-fremskridt.
At tro at medicin er mere humant end gummicelle er også fup - det
medlidende, selvglade borgerskab sørger blot for at opleve sig som
humanister ved at påstå medicinsk videnskabelighed
De er selvbedragere, helt som dem der brystede sig af at
lænke-afskaffelse var det store og absolutte fremskridt.
|