Kim2000 skrev:
> Kæresten og jeg havde lejet denne japanske film, for nu havde vi hørt så
> mange der fortalte at japanske splatterfilm var "nøøøøje gode" (hvis man kan
> lide den slags). Historien handler om en gut der er blevet mobbet i skolen
> og derfor slår onde mennesker ihjel. Og så kører den ellers derudaf med
> afhuggede lemmer og en utrolig underlig dialog. Manuskriptet hænger slet
> slet ikke sammen, i Japan skriver man nok ikke manuskripter men filmer bare
> løs, i dette tilfælde i ikke mindre end 2 timer, og man får noget for
> pengene må man sige, de to timer føles som ti.
Jeg havde også svært ved at skelne mellem de forskellige asiater i
starten da jeg begyndte udvide min filmhorisont østpå (noget jeg ikke
har fortrudt siden) og endnu mere havde jeg svært ved at tackle den
slapstick humor der ofte dukker op uden varsel i seriøse actionfilm...
ligeledes mange at de mere kulturelt betingede ting og handlinger sad
jeg lidt måbende overfor; men efterhånden som man lærer lidt om kulturen
(gennem filmene) og vænner sig til at skuespillerne alle tilsyneladende
ligner hinanden og ikke mindst lærer at forstå "enligshe" undertekster
hvis man køber importudgaver, så åbner der sig en helt ny verden med
mange spændende oplevelser de bare ikke formår at lave i Hollowood
(måske derfor vi ser den bølge af amerikanske remakes for tiden).
Det eneste jeg stadig må bære over med, er at man tilsyneladende ikke
nødvendigvis interesserer sig så meget for at have et sammenhængende
plot, som vi kender det fra (de fleste) amerikanske film - jeg plejer
sommetider at sammenligne især gyserfilm fra østen med vores italiensk
favoritter som Lucio Fulci m.fl. - altså stemning, atmosfære og
stemning... og så lidt plot... en grum kontrast til 90'ernes Hollywood
gysere, som hverken er uhyggelige, sjove (selvom de prøver på at være
begge) eller noget som helst andet - det er ren postevand i Coca Cola
flasker efter min mening (altså de amerikanske)... Hvorimod flere af de
mere effektive øst-gysere har formået at give mig koldsved over det
meste af kroppen.
En grov simplificering, helt ening; men min pointe er blot at det kræver
lidt tilvænning at se "fremmede" film - tilgengæld venter der mange
fantastiske oplevelser til de tålmodige
> Effekterne kan vel bedst sammenlignes med at man tager nogle dukkearme/ben
> og smider 50 liter rød maling rundt, mens man skriger og laver kung fu og
> grimasser.
Et bevidst stilvalg - det er en smagssag... personligt elskede jeg det
> En time inde i filmen havde ingen af os rigtig fat i hvem der var de gode og
> hvem der var de onde, vi havde utrolig svært ved at skelne de japanske
> skuespillere fra hinanden, gad vide om de fleste europæere har det sådan?
Tja måske er de både gode og onde alle sammen - nogen foretrækker alt er
sort eller hvidt, andre vil gerne udfordres mentalt... Vi holder jo med
Ichi når vi ser filmen; men god, det vil jeg bestemt ikke påstå han er
> Filmen slutter med at de gode vinder, men ingen af os er helt sikker for
> både betjente og skurkene når at optræde som begge dele, og jeg er endda
> sikker på at nogle af skuespillerne går igen i flere scener selvom de blev
> hakket i stykker i den første scene.
>
> Filmen scorer i min bog 0 ud af 6 samuarisværd, og der går nok lige et par
> år før der kommer en japansk film ind i huset igen.
Den gik rent ind hos mig - en af mine favoritter... men indrømmet,
Takashi Miike er ikke det letteste sted at starte hvis man skal se
"fremmede" film... Tjek hans Bizita Q hvis i er i tvivl om hvad jeg
mener