Efter at have set Søren Krarup igår i "Jul med Gud" på DR2, hvor han
debatterede med bla. den meget dygtige - og personligt troende -
Kierkegaard-forsker Peter Tudvad kommer jeg til at undre mig lidt under
førstnævntes tilsyneladende ret misantropiske menneske-forståelse:
Jovist er mennesket selvfølgeligt ifølge Luthers Bibelforståelse
uværgeligt syndigt _i udgangspunktet_, men hvor pokker blev dét, vi
ellers fejrer i netop disse dage - og som Luther da trods alt OGSÅ
forstod mennesket i lyset af, nemlig Evangeliet om Menneskets Frelse ved
Jesus Kristus - dog egentlig af i alt denne dystre snak om menneskets
syndighed?
Ifølge Luthers "evangeliske"(!!!) Kristendomsfortolkning er vi jo netop
"Bürger beide Reicher" i at vi netop PÅ TRODS af vor syndighed frelses
ved Troen (og principielt troen alene!).
Så vidt jeg forstår Luther, var det da netop for at slippe fri af den
"neurotiske syndsbevidsthedsindkrogethed", han selv oplevede i
klosteret, at vi ved at tro syndernes forladelse "uforskyldt og ved Guds
Nåde alene" måtte kunne frigøres til at gøre de næstekærlige gerninger,
vi faktisk er pålagt af Kristus, ikke ud fra tvang og frygtsmotiver, men
derimod af ren uforfalsket lyst til at være næstekærlige ved - som
Johannes vist et sted taler om - at videregive den næsten utrolige
kærlighed, vi selv uforskyldt er blevet vist?
Det forekom mig i skræmmende grad som om Krarup lagde så meget vægt på
den menneskelige syndighed, at han på bekostning af selve "det
evangeliske" delelement i begrebet "luthersk-evangelisk" snarere
forsøgte at være "luthersk" i en tilsyneladende helt overdreven og
misforstået grad?
Det fik mig et kort øjeblik til - måske lettere paradoksalt for
situationen - at tænke på Jesu første veråb over Farisæerne i
Matthæusevangeliet 23,13:
"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for
mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det,
tillader I det ikke!"
Jo, der er altså noget skræmmende hovmodigt i denne næsten absurde
ortodoksidyrkelse, man som måske søgt intellektuel
"konservativ-luthersk" kristen kan have let til at forfalde til. Det kan
endda i visse tilfælde ende i et aldeles uretmæssigt
"Keruber-storhedsvanvid" (jvf. 1. Mos 3,24)?
Uden at prøve at gå Jesus for meget i bedene, ville man vel hurtigt
kunne formulere det i stil med een af Hans egne lignelser
"En rig mand holdt (efter et tidligere beskrevet forgæves forsøg) fest
og lod derfor alle, der kunne tænke sig at deltage, komme.
Een af de nyankomne gæster blev imidlertid i døren og begyndte at afvise
folk uden selv at gå ind.
Den rige mand gik i rette med ham: 'Du er selv velkommen som gæst i mit
hus, så hvorfor er du utilfreds over at jeg inviterer alle, der selv
gerne vil komme?'"
--
Mvh
Anders Peter Johnsen
|