Per Hagemann wrote:
> "Bjarte Runderheim" <bruntabortder@c2i.net> skrev i en meddelelse
> news:eLtof.9145$qE.2036096@juliett.dax.net...
>
>>"Lyrik" <lyrikfjern@heaven.dk> wrote in message
>>news:dnrr3q$d4q$1@newsbin.cybercity.dk...
>>
>
>
>>>Og så er det lige at de uddør på længere sigt.
>>
>>
>>Nå, men så enkelt er det vel ikke:
>>Pr dags dato er det vel fortsatt ca. 0,5% av verdens befolkning
>>som eier og kontrollerer ca. 70% av verdens _aktive_ kapital.
>>
>>Det skal ikke mange fødsler til for å rekruttere til denne klassen.
>>Kontrollmidlene er til syvende og sist politi og militærvesen,
>>som via politiske stråmenn kontrolleres av de samme 0,5%.
>>Rekrutteringen til politi og militærvesen er jo fortsatt fra
>>de fertile klasser, så alt i alt ligger det meste til rette for at
>>status quo kan opprettholdes et par tiår til, i det minste.
>>
>
>
> Bare det var så vel at det var dygtige rigmænd som styrede verden. Så ville
> de selvfølgelig have stoppet de troendes uhæmmede formering, så samfundene
> blev mere rationelle og nytænkende.
Gud nåde og trøste os da i så fald!
Det lugter for mig af "materiel-rationalistiske" samfund, som man blandt
andet ser indenfor Marxismen, hvor individet udelukkende
"retfærdiggøres" eksistentielt ved at være en "robotnik" (russisk for
"arbejder") ifølge parolen "man er, hvad man producerer". En anden - og
sådan cirka lige så slem udgave er et puritanistisk, pseudokristent
forbudssamfund som i USA, da Ford og andre industrimagnater fik
gennemført Spiritusforbuddet, fordi det opfattedes som "irrationelt" og
"produktionshæmmende" at arbejderne drak.
Med andre ord: Vi er ude i noget, der nærmest ligner en skønsom blanding
af Franz Kafkas "Processen" og George Orwells "1984", hvor individet
skal ligge under for nogle temmeligt groteske og egentligt dybt
umenneskelige "rationalitets"-forestillinger.
(Tankegangen synes at være: "Hvorfor gør du sådan? Det er ikke rationelt
og du har ikke fået besked på at gøre det! Du er kun en rationel
arbejdsmaskine, der skal gøre, hvad du bliver fortalt og intet andet!")
> I Kina satte man Malthus lov ud af kraft ved kun at tillade 1 barn pr.
> kvinde. Dette har skabt en fornuftig fremgang i Kina, som dog kunne øges ved
> at nedsætte børnetallet fra 1 til 0.
Dét er jo ligesom ikke VORES problem: Vort problem er at vi knap nok
formår at reproducere os selv og derved risikerer ligefrem at måtte
importere arbejdskraft, hvilket - som allerede påpeget - er begyndelsen
til enden på vor egen kultur.
Jeg ser nu nok snarere hovedproblemet i at de danskere i dèt, jeg selv
kalder "yuppiegenerationen" (de ca. 35-45 årige), som overhovedet får
børn, oftest stiller næsten sygeligt høje krav til børnenes materielle
velstand udi perverteret overforkælelse: Når jeg sammenligner med mig
selv i 1980'erne, var det temmeligt forkælet af mig som privatbetalt
10-årigt lilleskolebarn at eje en Commodore 64 med tilhørende
farvefjernsyn. Idag ser jeg børn, som i 8-10-årsalderen sidder og SMS'er
på skoleudflugter på nogle faktisk ret avancerede og moderne
mobiltelefoner, som helt sikkert matcher deres flotte designermærketøj
pænt, og jeg misunder dem det sikkert på NOGLE måder, mens jeg sgu'
alligevel føler mig lidt "gammel" når jeg tænker på, hvor mange tusinde
og atter tusinde kroner det angiveligt engang vil koste mig selv at have
et par solide ønskebørn på dét materielle niveau, jeg gerne vil kunne
give dem som "ambitiøs" forælder.
Og så er spørgsmålet: Så længe far og mor er blot nogenlunde hæderlige
og anstændige, kærlige mennesker, BEHØVER et velopdragent og
velfungerende barn så dèn materielle forkælelse, som idag nærmest synes
løbet løbsk?
Indrømmet, jeg fik selv en yderst priviligeret og nok rasende dyr
lilleskoleopvækst indtil 3. klasse, men hvis jeg til sammenligning
tænker på dét tøj jeg gik, så var det oftest noget enten ret billigt
eller ligefrem aflagt tøj fra andre. Hvilket jeg skam var helt glad ved,
indtil jeg kom i 5.klasse med folkeskolebørn med dyrt mærkevaretøj.
Dèn situation synes jo nærmest utænkelig idag, hvis man ikke vil have at
eens børn skal fremstå som "materielt underpriviligerede mobbeofre".
Nej, vi stiller altså eet eller andet sted nogle ret vanvittige krav til
omkostningerne ved at have børn: De opdrages desværre helt sikkert meget
hurtigt og tidligt til små, kræsne forbrugere, men det er altså ude af
proportion, så vidt jeg kan se: Man kunne SAGTENS på en normal indkomst
have flere børn, bortset lige fra den allerværste udgift: Privatbetalte
institutionsplader i viggestuer og børnehaver, som her i min kommune
(Værløse) koster sådan ca., hvad jeg p.t. betaler for at sidde i min
lejlighed (nemlig 3500 kr om måneden!)
Dèt er galt: Det er nok dèr - på det mest kritiske område, nemlig
børnepasningen - at de dyreste udgifter ligger for danskere, der ikke
mener at "have råd til et barn til".
> I Vesten er sidste udkald, hvis man ønsker demokratiet fortsat, at se at få
> udvist muhamedanerne til egne reservater. At de kristne får flere børn end
> de almindelige mennesker i Danmark har vi hidtil kunnet kompensere for ved
> at Kristendommen er blevet udvandet og gradvis har mistet sin magt over
> befolkningen. Derfor tror jeg ikke det bliver nødvendigt at gribe ind
> overfor kristnes overdrevne antal børnefødsler.
Jeg har ikke lige fidus til din påstand om at "kristne" (altså
praktiserende-religiøse af slagsen?) nødvendigvis skulle få flere børn
end man ser i visse andre, temmeligt sækulariserede miljøer.
Tværtimod så er min frygt snarere at virkeligt troende kristne måtte
have så pokkers mange komplikationer ved kønslivet i det hele taget, at
de måske sjældent overhovedet når til at blive gift, hvis de vitterligt
praktiserer "ingen sex før ægteskab"-doktrin.
Dèr er det tværtimod de sækulariserede "kultur-kristne"s (altså de helt
almindelige moderate folkekirkelige "ikke-praktiserendes") umiddelbare
fordel at de har et mere åbent og derfor frodigt sexliv, ergo flere
muligheder for så at sige at "rode sig ud i" at få børn. Dét kommer helt
af sig selv...
> Den store hæmsko i Danmarks befolkningshistorie inden
> indvandringskatastrofen fra 1965 og frem, var væksten fra 1 mio. indbyggere
> i år 1800 til over 5 mio i 1970. Hvis vi hurtigt kunne komme ned på 1 mio.
> indbyggere igen, ville vi få en bedre boligstandard og mange andre
> lettelser.
Dét mener jeg er direkte forkert: Vort problem er netop at vi MANGLER
arbejdskraft.
Vi kan ikke sådan lige "nedsætte levealderen" (der faktisk i øvrigt ikke
er påfaldende høj nu i forhold til dengang) og vi kan heller ikke skrue
tiden tilbage til samfundsøkonomiske produktionsmodeller, hvor vi måske
engang var "romantisk" selvforsørgende i landsby-landbrug. Tværtimod
savner vi arbejdskraft, men IKKE - som nogle erklærede
indvandringstilhængere tilsyneladende mener - hvilken som helst
arbejdskraft, tværtimod reelt uddannet og vidende, indfødt arbejdskraft.
Du vil tilsyneladende en slags "Palle alene i Verden" samfund, hvor ca.
5 ud af 6 medborgere pludselig ikke er der: Dèt ville ikke være nogen
kilde til rigdom for mig at se, men tværtimod en kilde til fattigdom, da
vi ikke ville kunne ret meget andet end lige nødtørftigt at pille lopper
på hinanden i ny og næ ved siden af autonom egenproduktion...
Det synes nærmest at være sådan en slags flippet-nostalgisk
"selvforsørgende landbrugskollektiv"-ideologi, som man jo så i 1970'erne....
Mennesker som kan og vil arbejde - og som også gør det - beriger
samfundet. Merværdiskabelse fungerer gennem arbejderes produktive
egenindsats. Som de så lønnes for.
Mennesker er ikke nødvendigvis bare "unødige udgifter", selv om du måske
umiddelbart er tilbøjelig til kynisk at anskue det sådan: Well, nogle
koster helt sikkert samfundet mere end andre, men dér er løsningen for
mig at se at man går tilbage den desværre nu hedengangne
socialdemokratiske "RETTEN til arbejde"-doktrin, hvor alle
samfundsborgere altså i princippet arbejder - og dermed bidrager - så
meget de ellers nu engang kan til fællesskabet. Og så er det altså
principielt ligegyldigt om det så kun måtte nogle relativt få timer i
skånejob eller endda frivilligt arbejde, blot folk ikke passiviseres som
det sker idag, hvor de ofte går personligt psykisk ned på ikke at kunne
bidrage af rent "tekniske" årsager, altså at de administrativt holdes
helt ude af arbejdsmarkedet og stemples som "overflødige", fordi man
fra det offentlige vil forskønne nogle statistikker kunstigt ved at
fokusere på arbejdsløshed som et fænomen, der principielt UDELUKKENDE
skulle kunne ramme "fuldtidsarbejdsduelige".
Okay, nu skriver vi jo så i en gruppe om Kristendom, så jeg vil lige her
smide et obligatorisk opdragende nytestamentligt skriftsted om "kristen
arbejderetik":
Matthæusevangeliet kap 20, v 1-15:
Jesu Lignelse om arbejderne i vingården
"For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud
for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om
en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje
time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til
dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret
til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og
gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu
nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her
hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem:
Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer
til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men
sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der
var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de
første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en
denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og
sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem
lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af
dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en
denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme
som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der
er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste
blive de første, og de første de sidste."
Et par andre steder (Lukasevangeliet 10,7 og Første Timothæusbrev 5, 18)
hedder det også - men dog mere abstraheret og muligvis løsrevet fra
sammenhængen:
"En arbejder er sin løn værd".
Så kan vi ellers diskutere alt fra Marx' doktrin om at "yde efter evne
og nyde efter behov" samt fungerende grundprincipper i hhv.
"socialistiske" og kristelige fagforeninger...
(Det er faktisk ret spøjst at kunne trække Nytestamentlig etik ind over
dèt ellers så bemærkelsesværdigt udpræget sækulære felt, synes jeg!
)
--
Mvh
Anders Peter Johnsen