---

Hejsa...

Min søn (5 år) og jeg har "ved et tilfælde" arvet en lille hankilling
fra vores underbo. Min søn og jeg kom hjem ved aftenstide, da den rendte
ud mellem benene på sin daværende ejer. Vi fik os en snak, og jeg fandt
ud af, at den stod til aflivning "imorgen" hvis ikke den fik et hjem
"pronto". Og...ja, så flyttede Frygtløs ind. 3 uger før han officielt
måtte...

Nu er det så, at mine hænder er...blodige. Ikke bare "hygge-bidt", men
virkelig sårede med centimeter-lange flænger, og det er på den ene arm
helt op til albuen.
Han ikke bare "nipper", men man kan mærke og se på ham, at det gælder
liv og død...Angrebet kan komme "ud af det blå", og gå ud over både min
søn og jeg.

Jeg har fundet ud af, at de (underboerne) har leget lidt voldsomme lege
med katten, og har en fornemmelse for, at det kan komme derfra...

Men hvad kan jeg gøre ved det? Indtil videre har jeg holdt fat i
nakkeskindet på den, når det er gået helt vildt for sig, simpelthen
fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle få ham "paralyseret".

Min søn, som er knap 5, har talt om, at han ikke vil have katten mere,
og han er da også bange for den, da den også har taget nogle gevaldige
ture med ham Lige for to sekunder siden, kom min søn styrtende op i
sofaen til mig, da "katten skræmte ham". Indimellem tør han heller ikke
gå i seng, fordi "katten kan se ham"....

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved dens agressive adfærd?
Som udgangspunkt, er det jo en kærlig kat, men jeg ved ikke hvordan jeg
kan forsvare at have den boende, hvis den er sådan ret meget
længere...og særligt ikke når min søn er panisk...

Ej, jeg er altså rigtig ked af det...

Maya
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Maya wrote:
> Nu er det så, at mine hænder er...blodige. Ikke bare "hygge-bidt", men
> virkelig sårede med centimeter-lange flænger, og det er på den ene arm
> helt op til albuen.
> Han ikke bare "nipper", men man kan mærke og se på ham, at det gælder
> liv og død...Angrebet kan komme "ud af det blå", og gå ud over både
> min søn og jeg.
>
> Jeg har fundet ud af, at de (underboerne) har leget lidt voldsomme
> lege med katten, og har en fornemmelse for, at det kan komme derfra...

måske, men jeg tror det største problem er at frygtløs er kommet alt for
tidligt hjemmefra..... han er stadig killing, og hvis han havde sine
søskende, ville han bruge tiden nu på at lære at "bid og krads gør ondt" og
dermed lære at det gør man ikke når man leger....

> Men hvad kan jeg gøre ved det? Indtil videre har jeg holdt fat i
> nakkeskindet på den, når det er gået helt vildt for sig, simpelthen
> fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle få ham "paralyseret".

jeg ser det som du har to muligheder... enten finder du en voksen eller
ungkat mere, som kan "undervise" frygtløs i kattesprog, ellers drøner du på
biblioteket og læser alt det om katte/killinge adfærd du kan komme i
nærheden af.....

sådan for at give dig lidt retningslinier... du skal tillægge dig lidt
kattesprog..... hvæs af ham hvis han opfører sig dumt.... bider han, så grib
fat om en kropsdel (det er lidt ligemeget hvor men bid i fingrene undgåes
nemmest hvis man "holder" fat om snudeskaftet så han ikke kan slippe ) og
"bid" igen, så han kan mærke det gør nas..... ignorer ham hvis han er RIGTIG
træls......
det lyder måske lidt hårdt at du skal "bide igen", men eftersom han NU skal
lære hvordan man bør opføre sig og hvad det gør ondt og ikke ondt, er det op
til dig at lære ham det.... det kan betyde at vise ham det, altså learning
by doing....

> Min søn, som er knap 5, har talt om, at han ikke vil have katten mere,
> og han er da også bange for den, da den også har taget nogle gevaldige
> ture med ham Lige for to sekunder siden, kom min søn styrtende op
> i sofaen til mig, da "katten skræmte ham". Indimellem tør han heller
> ikke gå i seng, fordi "katten kan se ham"....
>
> Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved dens agressive adfærd?

som udgangspunkt er det IKKE aggressiv adfærd.... det er en killing der
lærer at være kat.... lad være med at misforstå det.....

> Som udgangspunkt, er det jo en kærlig kat, men jeg ved ikke hvordan
> jeg kan forsvare at have den boende, hvis den er sådan ret meget
> længere...og særligt ikke når min søn er panisk...
>
> Ej, jeg er altså rigtig ked af det...

mit primære råd må være at du finder en sød omplaceringkat som kan hjælpe
ham, og underholde ham.... så vil "angrebene" ike gå så meget ud over jer
plus han vil lære hvad der er acceptabel katteadfærd.....
prøv at kigge på www.vildkat.dk
--
Knus, Sabina

Se vores skønne persere på
http://www.dkshadowfax.dk

---

"Maya" <maya-louiseKATTE@BAKKEhotmail.com> skrev i en meddelelse
news:438df2a6a8263@nerdgirl.dk...
>
>
> Hejsa...
>
> Min søn (5 år) og jeg har "ved et tilfælde" arvet en lille hankilling
> fra vores underbo. Min søn og jeg kom hjem ved aftenstide, da den rendte
> ud mellem benene på sin daværende ejer. Vi fik os en snak, og jeg fandt
> ud af, at den stod til aflivning "imorgen" hvis ikke den fik et hjem
> "pronto". Og...ja, så flyttede Frygtløs ind. 3 uger før han officielt
> måtte...
>
> Nu er det så, at mine hænder er...blodige. Ikke bare "hygge-bidt", men
> virkelig sårede med centimeter-lange flænger, og det er på den ene arm
> helt op til albuen.
> Han ikke bare "nipper", men man kan mærke og se på ham, at det gælder
> liv og død...Angrebet kan komme "ud af det blå", og gå ud over både min
> søn og jeg.
>
> Jeg har fundet ud af, at de (underboerne) har leget lidt voldsomme lege
> med katten, og har en fornemmelse for, at det kan komme derfra...
>
> Men hvad kan jeg gøre ved det? Indtil videre har jeg holdt fat i
> nakkeskindet på den, når det er gået helt vildt for sig, simpelthen
> fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle få ham "paralyseret".
>
> Min søn, som er knap 5, har talt om, at han ikke vil have katten mere,
> og han er da også bange for den, da den også har taget nogle gevaldige
> ture med ham Lige for to sekunder siden, kom min søn styrtende op i
> sofaen til mig, da "katten skræmte ham". Indimellem tør han heller ikke
> gå i seng, fordi "katten kan se ham"....
>
> Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved dens agressive adfærd?
> Som udgangspunkt, er det jo en kærlig kat, men jeg ved ikke hvordan jeg
> kan forsvare at have den boende, hvis den er sådan ret meget
> længere...og særligt ikke når min søn er panisk...
>
> Ej, jeg er altså rigtig ked af det...

Det forstår jeg, men jeg synes ikke det lyder helt godt, at din søn er bange
for katten. Det er da muligt at du over tid, kan få den tæmmet, men hvad med
sønnen ?
Hvis jeg var dig ville jeg levere den tilbage til underboen. Godt nok er det
trist, hvis den bliver aflivet, men det er endnu mere trist hvis din søn på
5, får en livslang skræk for katte.

Venlig hilsen
JytteJ


>
> Maya
> - Tøm kattebakken ved privat svar
>
>
> Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk
>

---

JytteJ wrote:
> Hvis jeg var dig ville jeg levere den tilbage til underboen. Godt nok
> er det trist, hvis den bliver aflivet, men det er endnu mere trist
> hvis din søn på 5, får en livslang skræk for katte.

Se netop af den grund ville jeg ikke aflevere katten, men tage kampen op.
Det er ikke et godt eksempel at vise børn at man bare afliver et dyr når det
er besværligt.

Hvorfor reagerer katten så voldsomt - er den bange, efter de voldsomme lege
hos tidligere ejer? Er den stresset? Er der ro nok omkring den ( børn kan
være ret skræmmende når man er en lille bitte killing) ?. Har I prøvet at
helt holde op med at lege med den? Har katten et sted der er dens eget og
hvor den får lov til at være helt i fred?
Prøv i nogle uger at undgå al leg med den, og bare nøjes med at nusse med
den stille og roligt. Vænne den til at hvis den vil have kontakt med Jer, så
er det om at være rolig. Hvis den angriber en af Jer - så grib den i nakken,
sig nej og sæt den ud på badeværelset ( eller et andet sted hvor den kan
være alene) og luk døren. Lær katten at man mister kontakt med "flokken"
hvis man er voldsom.
Foreløbig har den kun lært at I går væk når den bider, at den vinder ved at
bide - den har ikke lært at det hyggelige/rare/behagelige stopper når den
er voldsom. .

Der er ingen garanti for at det virker - men det er kattens liv ( og din
søns indlæring) værd at forsøge.
Det er en stor omvæltning for såen en lille killing at den skal lære
menneskers regler - det er svært for den og kræver tålmodig forståelse

Vi overtog engang en meget voldsom killing, som tidligere ejere mente var
blevet skør i bøtten fordi de var ved at flytte. Da den smukke burma-hun kom
hjem til os angreb hun, bed og var totalt hys - men hver gang hun angreb, vi
tog hende konsekvent op i armene, holdt hendes ben fast så hun ikke kunne
kradse og gik op og ned ad gulvet med hende, nussede hende og snakkede
stille med hende til vi kunne mærke hun begyndte at slappe af. Bagefter
strøg hun væk - hen til den plads ovenpå skabet hun havde fundet sig, og
der fik hun lov til at surmule i fred. Det tog 5 dage - så var de værste
angreb overstået. Hun faldt til ro og efter et par måneder kunne vi lege med
hende uden at se ud som om vi var rullet i pigtråd. Hun blev en smuk gammel
dame på 16 år inden hun gik til Regnbuebroen.

/ Anette

---

> Maya skrev:
>
>
> Hejsa...
>
> Min søn (5 år) og jeg har
> fra vores underbo. Min søn og jeg kom hjem ved aftenstide, da den rendte
> ud mellem benene på sin daværende ejer. Vi fik os en snak, og jeg fandt
> ud af, at den stod til aflivning
>
> måtte...
>
> Nu er det så, at mine hænder er...blodige. Ikke bare
> virkelig sårede med centimeter-lange flænger, og det er på den ene arm
> helt op til albuen.
> Han ikke bare
> liv og død...Angrebet kan komme
> søn og jeg.
>
> Jeg har fundet ud af, at de (underboerne) har leget lidt voldsomme lege
> med katten, og har en fornemmelse for, at det kan komme derfra...
>
> Men hvad kan jeg gøre ved det? Indtil videre har jeg holdt fat i
> nakkeskindet på den, når det er gået helt vildt for sig, simpelthen
> fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle få ham
>
> Min søn, som er knap 5, har talt om, at han ikke vil have katten mere,
> og han er da også bange for den, da den også har taget nogle gevaldige
> ture med ham Lige for to sekunder siden, kom min søn styrtende op i
> sofaen til mig, da
> gå i seng, fordi
>
> Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved dens agressive adfærd?
> Som udgangspunkt, er det jo en kærlig kat, men jeg ved ikke hvordan jeg
> kan forsvare at have den boende, hvis den er sådan ret meget
> længere...og særligt ikke når min søn er panisk...
>
> Ej, jeg er altså rigtig ked af det...
>
> Maya
> - Tøm kattebakken ved privat svar
>
>
> Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk
>
Nu har jeg læst de tre svar, du har fået til nu, og vil blot tilføje:

Forstår godt killingens reaktioner: Noget håndhændet opvækst og alt for
tidligt kommet væk fra sin mor og måske også søskende. En lille
Palle-alene i en verden, hvor den forbinder hænder med noget
ubehageligt. Det skulle der gerne ændres på, også for din søns skyld.
Havde underboen flere end den ene killing? Hvis det er tilfældet (og de
ikke er aflivet) ville jeg skynde mig at få en killing mere. Den vil for
det første føle sig mere tryg med en søskende, den kender, og samtidig
kan de to kanaljer afreagere deres NATURLIGE fange-tæve-behov på hinanden.
Hvis underboen ikke har andre killinger, ville jeg hente en fra et
internat.

Lad din søn bruge et stykke legetøj, evt. et stykke sammenkrøllet papir
i en snor, når han så leger med mipserne, og IKKE sine hænder. (Gælder
for øvrigt omgang med killinger generelt). Hænder skal han KUN bruge til
at håndfodre dem med, mens han sidder på gulvet og lokker dem til sig.
Så er der mulighed for, når killingen bliver ældre, at den også
forbinder hænder med noget rart.

Held og lykke

Med venlig hilsen
Hanne Engermann
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Maya skrev:
> Min søn, som er knap 5, har talt om, at han ikke vil have katten mere,
> og han er da også bange for den, da den også har taget nogle gevaldige
> ture med ham Lige for to sekunder siden, kom min søn styrtende op i
> sofaen til mig, da "katten skræmte ham". Indimellem tør han heller ikke
> gå i seng, fordi "katten kan se ham"....

Ingen tvivl hos mig - se at komme af med den i en fart!

Vi har to børn på hhv. 4 og 7, og vi har fået to dejlige, harmoniske
killinger, som nu er 8 måneder. Jeg ville ikke tillade en aggressiv killing
i mit hjem - børnene kan slet ikke håndtere det, men ville være rigtig kede
af, at det, der skulle være dejligt, nu er træls!

Børnene kommer altid frem for katten! Og din dreng har brug for den
opmærksomhed, som du nu må bruge på en sindssyg kat.

Mvh

Rasmus

---

Rasmus Jakobsen wrote:

> Ingen tvivl hos mig - se at komme af med den i en fart!
>
> Vi har to børn på hhv. 4 og 7, og vi har fået to dejlige, harmoniske
> killinger, som nu er 8 måneder. Jeg ville ikke tillade en aggressiv
> killing i mit hjem - børnene kan slet ikke håndtere det, men ville
> være rigtig kede af, at det, der skulle være dejligt, nu er træls!
>
> Børnene kommer altid frem for katten! Og din dreng har brug for den
> opmærksomhed, som du nu må bruge på en sindssyg kat.

hold da op hvor jeg synes det er synd at folk bare mener killingen er
aggressiv....

det er den ikke.... det er killinger på 9-10 uger ikke..... de er blot ikke
færdiguddannede....
de har ikke lært de basale sociale færdigheder som killinger skal lære....

hvordan tror du menneskebørn ville opføre sig hvis de ikke var blevet
socialiseret til at omgåes andre mennesker??
--
Knus, Sabina

Se vores skønne persere på
http://www.dkshadowfax.dk

---

"Sabina H." <sabina@websetter.dk> skrev i en meddelelse
news:438ea51a$0$78288$157c6196@dreader1.cybercity.dk...

> hold da op hvor jeg synes det er synd at folk bare mener killingen er
> aggressiv....
>
> det er den ikke.... det er killinger på 9-10 uger ikke..... de er blot
ikke
> færdiguddannede....
> de har ikke lært de basale sociale færdigheder som killinger skal lære....
>
> hvordan tror du menneskebørn ville opføre sig hvis de ikke var blevet
> socialiseret til at omgåes andre mennesker??
> --
> Knus, Sabina
>
> Se vores skønne persere på
> http://www.dkshadowfax.dk
>
Vi fik også en tilløberkilling som som var meget voldsom. Ja den er/var så
voldsom at mine voksne katte blev lidt bange for den. Mærkeligt at skulle
sige det om en killing på 7-8 uger, ældre var den ikke. Den har været meget
tæt på at blive aflivet, da den var meget voldsom ved min pige på 10.
Heldigvis har vi det sådan at den kunne gå ude, inde fik den kun lov til at
være når den var rar, hvilket den også kunne være. Nu er den en herlig kat,
stadig for hård ved de andre katte, men vi får ingen skrammer mere. Men -
aldrig har jeg oplevet noget lignende, den kunne skifte fra lille sød
kæledyr til Godzilla på no time.

---

"Sabina H." <sabina@websetter.dk> skrev i en meddelelse
news:438ea51a$0$78288$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
> Rasmus Jakobsen wrote:
>
>> Ingen tvivl hos mig - se at komme af med den i en fart!
>>
>> Vi har to børn på hhv. 4 og 7, og vi har fået to dejlige, harmoniske
>> killinger, som nu er 8 måneder. Jeg ville ikke tillade en aggressiv
>> killing i mit hjem - børnene kan slet ikke håndtere det, men ville
>> være rigtig kede af, at det, der skulle være dejligt, nu er træls!
>>
>> Børnene kommer altid frem for katten! Og din dreng har brug for den
>> opmærksomhed, som du nu må bruge på en sindssyg kat.
>
> hold da op hvor jeg synes det er synd at folk bare mener killingen er
> aggressiv....
>
> det er den ikke.... det er killinger på 9-10 uger ikke..... de er blot
> ikke færdiguddannede....
> de har ikke lært de basale sociale færdigheder som killinger skal
lære....
>
> hvordan tror du menneskebørn ville opføre sig hvis de ikke var blevet
> socialiseret til at omgåes andre mennesker??
> --
> Knus, Sabina

Næh, selvfølgelig er der nogle grunde til at killingen gør som den gør,
men
jeg tror altid jeg ville sætte mine småbørn over killingen.
Problemkatte bør nok aldrig komme i familjer med mindre børn, selvom man
godt kan få noget positivt ud af at arbejde med den.

VH.
JytteJ
>
> Se vores skønne persere på
> http://www.dkshadowfax.dk
>

---

jeg vil blot kommentere..

jeg har igennem årene haft en del omplaceringshunde, (lidt OT måske, men det
er stadig levende væsner), og samtidig har jeg 3 børn, 4, 8, og 10 år. den
sidst ankomne hund, som kun har været her i 4 mdr. og som stammer fra et
skidt hjem,kom ulovligt til dk som 5-6 ugers hvalp, og allerede der var hun
tabt. har ingen opdragelse fået andet en hård behandling, og mærker på krop
og sjæl. hun har været en kæmpe udfordring, både for os voksne og for
ungerne, som til tider har bandet hende langt væk.
men hvis ungerne ved, hvordan de skal tacle situationerne ved vores hjælp,
hvordan de skal "redde" en opkørt situation, så er de også med til at få
dårlig situation vendt til det gode, og det er stort for et barn, at de også
kan!.
glæden ved at se fremskridtene hos den arme hund, glæden ved at kunne lære
hende nye trics, glæden ved at ligge og putte med hunden arm i arm og se
disneysjov, den er stor, for de har nemlig været med til at forme den
"sindsyge" hund, til den (efterhånden) rolige og harmoniske hund den er
blevet.

bare at sige at katten/hunden er sindsyg og få den væk, er et skidt signal
at sende til barnet, prøv at afhjælpe situationen, lytte til folk der ved
noget om de ting,læs nogle gode bøger om adfærd, og ad den vej få det til
at fungere, involver barnet i projektet, det er også omsorg!

mvh. marie

---

"fam. Ager" <dsl134977NOSPAM@vip.cybercity.dk> wrote in message
news:438ed690$0$67256$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
> jeg vil blot kommentere..
>
> jeg har igennem årene haft en del omplaceringshunde, (lidt OT måske, men
> det er stadig levende væsner), og samtidig har jeg 3 børn, 4, 8, og 10 år.
> den sidst ankomne hund, som kun har været her i 4 mdr. og som stammer fra
> et skidt hjem,kom ulovligt til dk som 5-6 ugers hvalp, og allerede der var
> hun tabt. har ingen opdragelse fået andet en hård behandling, og mærker på
> krop og sjæl. hun har været en kæmpe udfordring, både for os voksne og for
> ungerne, som til tider har bandet hende langt væk.
> men hvis ungerne ved, hvordan de skal tacle situationerne ved vores hjælp,
> hvordan de skal "redde" en opkørt situation, så er de også med til at få
> dårlig situation vendt til det gode, og det er stort for et barn, at de
> også kan!.
> glæden ved at se fremskridtene hos den arme hund, glæden ved at kunne lære
> hende nye trics, glæden ved at ligge og putte med hunden arm i arm og se
> disneysjov, den er stor, for de har nemlig været med til at forme den
> "sindsyge" hund, til den (efterhånden) rolige og harmoniske hund den er
> blevet.
>
> bare at sige at katten/hunden er sindsyg og få den væk, er et skidt signal
> at sende til barnet, prøv at afhjælpe situationen, lytte til folk der ved
> noget om de ting,læs nogle gode bøger om adfærd, og ad den vej få det til
> at fungere, involver barnet i projektet, det er også omsorg!
>
> mvh. marie

Kanont godt indlæg... tak for det!

Det sætter tingene lidt i perspektiv. Det er blevet meget sådan, at fungerer
dyrene ikke lige
som man ønsker, ja så er det bare ærgeligt, ud på lodsepladsen med dem og
køb en ny.

hilsen
Claus

---

"CC" <cc_sep@NOSPAMyahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:438f323c$0$46976$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
>> Kanont godt indlæg... tak for det!
>
> Det sætter tingene lidt i perspektiv. Det er blevet meget sådan, at
> fungerer dyrene ikke lige
> som man ønsker, ja så er det bare ærgeligt, ud på lodsepladsen med dem og
> køb en ny.
>
> hilsen
> Claus
>-------------------

ja,det er præcis der jeg vil hen med det, køb og smid væk tendensen, og det
bliver givet videre til vore børn som en selvfølge..jeg bliver så ked af de
mange historier og indlæg der er om de arme dyr. selvfølgelig kan hele
verden ikke reddes, men man kan gøre sit til at få det bedste ud af tingene,
og ikke mindst sætte sig ind i tingene og give det en chance, før man
kasserer.

tak for ordene, claus..

mvh. marie

---

"fam. Ager" <dsl134977NOSPAM@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
news:438ed690$0$67256$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
> jeg vil blot kommentere..
>
> jeg har igennem årene haft en del omplaceringshunde, (lidt OT måske, men
> det er stadig levende væsner), og samtidig har jeg 3 børn, 4, 8, og 10 år.
> den sidst ankomne hund, som kun har været her i 4 mdr. og som stammer fra
> et skidt hjem,kom ulovligt til dk som 5-6 ugers hvalp, og allerede der var
> hun tabt. har ingen opdragelse fået andet en hård behandling, og mærker på
> krop og sjæl. hun har været en kæmpe udfordring, både for os voksne og for
> ungerne, som til tider har bandet hende langt væk.
> men hvis ungerne ved, hvordan de skal tacle situationerne ved vores hjælp,
> hvordan de skal "redde" en opkørt situation, så er de også med til at få
> dårlig situation vendt til det gode, og det er stort for et barn, at de
> også kan!.
> glæden ved at se fremskridtene hos den arme hund, glæden ved at kunne lære
> hende nye trics, glæden ved at ligge og putte med hunden arm i arm og se
> disneysjov, den er stor, for de har nemlig været med til at forme den
> "sindsyge" hund, til den (efterhånden) rolige og harmoniske hund den er
> blevet.
>
> bare at sige at katten/hunden er sindsyg og få den væk, er et skidt signal
> at sende til barnet,

Det behøver det vel ikke være. Børnene kan så lære at man kun bør omgås
"ordenlige" dyr.
Det er da dejligt at det lykkedes hos jer, men jeg ville ikke løbe risikoen.
Problemdyr er en voksenopgave.
Jeg så forresten en gang en dyreudsendelse om en adfærdsekspert med høj
succesrate, måtte give op. Til stor sorg for alle ikke mindst ham selv.

Venlig hilsen
JytteJ

prøv at afhjælpe situationen, lytte til folk der ved
> noget om de ting,læs nogle gode bøger om adfærd, og ad den vej få det til
> at fungere, involver barnet i projektet, det er også omsorg!
>
> mvh. marie
>

---

On Fri, 2 Dec 2005 18:49:59 +0100, "JytteJ" <missmerkur@esenet.dk>
wrote:

>
>"fam. Ager" <dsl134977NOSPAM@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
>news:438ed690$0$67256$157c6196@dreader2.cybercity.dk...

>> bare at sige at katten/hunden er sindsyg og få den væk, er et skidt signal
>> at sende til barnet,
>
>Det behøver det vel ikke være. Børnene kan så lære at man kun bør omgås
>"ordenlige" dyr.

Faktisk havde jeg slet ikke tænkt mig at kommentere dette indlæg,
fordi jeg synes det er en utrolig svær problemstilling, men dette fik
mig alligevel op på dupperne.

"Ordentlige" dyr... hvad er det for nogle?
Som jeg læser det, så er det de dyr der ikke er problemer med. Dem der
har fået en god start, og derfor umiddelbart kan tilpasses familien.
Hvad så med alle de dyr som IKKE har startet tilværelsen særlig godt?
Skal de blot kasseres, eller skal man gøre en indsats for det dyr, som
man nu engang har påtaget sig ansvaret for?

Personligt kan jeg sagtens se den store sejr i at kunne socialisere et
dyr... osse selvom man kun er 5 år! Men det kræver selvfølglig stor
tålmodighed og rigtigt meget arbejde fra alles side, dog mest de
voksnes, for det er os der skal lære barnet, at dyret reagerer som det
gør, fordi det ikke har haft det særlig let. Vi skulle gerne være et
godt eksempel for vores børn, og blot at smide problemet væk synes jeg
egentligt ikke er at leve op til DEN rolle.


--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

"Leyna" <leyna@leyna.dk> skrev i en meddelelse
news:ljn2p1hdh2vumkon7b77prh25e1l6n3i2a@4ax.com...
> On Fri, 2 Dec 2005 18:49:59 +0100, "JytteJ" <missmerkur@esenet.dk>
> wrote:
>
>>
>>"fam. Ager" <dsl134977NOSPAM@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
>>news:438ed690$0$67256$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
>
>>> bare at sige at katten/hunden er sindsyg og få den væk, er et skidt
>>> signal
>>> at sende til barnet,
>>
>>Det behøver det vel ikke være. Børnene kan så lære at man kun bør omgås
>>"ordenlige" dyr.

Jeg satte ordet i citationstegn fordi udtrykket ikke er rigtig godt. Men
din
dækning af det passer meget godt med hvad jeg mener.

Nej jeg mener absolut ikke at man bare skal kassere et dyr fordi det har
haft dårlig opvækst osv.
Og al ære værd til dem som forsøger at give disse dyr en god tilværelse.

Men jeg synes ikke det er en opgave hvor der er små børn til stede.

Personligt ville jeg ikke turde det, tænk hvis det gik galt og den 3-4
årige
blev revet i øjet i et uopmærksomt øjeblik. Så står man jo i den situation
at skulle vælge katten fra.
Nu har jeg ikke børn selv, men jeg ville meget meget nødigt stå i den
situation at skulle vælge katten fra. Jeg elsker min kat meget højt og
ville
blive meget ked af at skulle træffe sådan et valg.
Min kollega var blevet valgt af en tilløbende ungkat, men hun fandt det
nødvendigt at komme af med den på en eller anden måde, fordi den 3 - årige
var ualmindelig hård ved den, og det var faktisk synd. Barnet er
selvfølgelig ikke en dum unge, men når man kun er 3 år forstår man jo alt,
og alt kan ikke forklares.

Ja hvad med de dyr som ikke har fået en ordenlig start på tilværelsen ?
Selvfølgelig skal kattehandlere, dårlig behandling af katte, efterladte
katte osv. bekæmpes med alle til stående rådighed midler. Ingen tvivl om
det.

Jeg synes bare ikke det skal forgå i et hjem hvor der er mindre børn.

Venlig hilsen
JytteJ
PS Sunde katte er nok et bedre ord end ordenlig, er nok lidt værdiladet i
negativ retning.
jyttej


>
> Faktisk havde jeg slet ikke tænkt mig at kommentere dette indlæg,
> fordi jeg synes det er en utrolig svær problemstilling, men dette fik
> mig alligevel op på dupperne.
>
> "Ordentlige" dyr... hvad er det for nogle?
> Som jeg læser det, så er det de dyr der ikke er problemer med. Dem der
> har fået en god start, og derfor umiddelbart kan tilpasses familien.
> Hvad så med alle de dyr som IKKE har startet tilværelsen særlig godt?
> Skal de blot kasseres, eller skal man gøre en indsats for det dyr, som
> man nu engang har påtaget sig ansvaret for?
>
> Personligt kan jeg sagtens se den store sejr i at kunne socialisere et
> dyr... osse selvom man kun er 5 år! Men det kræver selvfølglig stor
> tålmodighed og rigtigt meget arbejde fra alles side, dog mest de
> voksnes, for det er os der skal lære barnet, at dyret reagerer som det
> gør, fordi det ikke har haft det særlig let. Vi skulle gerne være et
> godt eksempel for vores børn, og blot at smide problemet væk synes jeg
> egentligt ikke er at leve op til DEN rolle.
>
>
> --
> Leyna
> Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
> http://www.big-girls.dk

---

On Sat, 3 Dec 2005 13:13:54 +0100, "JytteJ" <missmerkur@esenet.dk>
wrote:

>
>"Leyna" <leyna@leyna.dk> skrev i en meddelelse
>news:ljn2p1hdh2vumkon7b77prh25e1l6n3i2a@4ax.com...

>Personligt ville jeg ikke turde det, tænk hvis det gik galt og den 3-4
>årige
>blev revet i øjet i et uopmærksomt øjeblik.

Jeg forstår sagtens hvad du mener, men det kan jo osse ske med et
"ordentligt" dyr! Børn kan falde ned af gynger eller klatrestativer og
brække nakken. De kan blive kørt over, når de krydser gaden, og de kan
sagtens komme til skade under leg med andre børn, så hvor langt skal
beskyttelsen gå?


>Min kollega var blevet valgt af en tilløbende ungkat, men hun fandt det
>nødvendigt at komme af med den på en eller anden måde, fordi den 3 - årige
>var ualmindelig hård ved den, og det var faktisk synd. Barnet er
>selvfølgelig ikke en dum unge, men når man kun er 3 år forstår man jo alt,
>og alt kan ikke forklares.

Jeg formoder at der mangler et enkelt "ikke" i ovenstående sætning.

Jeg har heller ikke selv børn, men er papmor til 3 voksne børn og
barnebarnet er et halvt år yngre end mine 2 store hunde. Han har lært
at omgås dem (og kattene), for det skal kunne lade sig gøre at have
både dyr og børn, men det kræver selvfølgelig en indsats fra de
voksnes side. At et 3-årigt barn er ualmindelig hård i sin behandling
af dyr finder jeg helt uacceptabelt. Man kan sagtens lære et barn i
den alder, at man skal være forsigtig ved dyrene. Mit barnebarn er
ikke fyldt 3 år endnu, men han ved skam godt hvordan man omgås dyr, og
han ved osse at noget legetøj IKKE er hans, men hundenes.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

"Leyna" <leyna@leyna.dk> skrev i en meddelelse
news:psm3p15hogdc5rhi8mtq1qnht9m9ddia8g@4ax.com...
> On Sat, 3 Dec 2005 13:13:54 +0100, "JytteJ" <missmerkur@esenet.dk>
> wrote:

> Jeg forstår sagtens hvad du mener, men det kan jo osse ske med et
> "ordentligt" dyr! Børn kan falde ned af gynger eller klatrestativer og
> brække nakken. De kan blive kørt over, når de krydser gaden, og de kan
> sagtens komme til skade under leg med andre børn, så hvor langt skal
> beskyttelsen gå?
>
> Jeg formoder at der mangler et enkelt "ikke" i ovenstående sætning.
>
> Jeg har heller ikke selv børn, men er papmor til 3 voksne børn og
> barnebarnet er et halvt år yngre end mine 2 store hunde. Han har lært
> at omgås dem (og kattene), for det skal kunne lade sig gøre at have
> både dyr og børn, men det kræver selvfølgelig en indsats fra de
> voksnes side. At et 3-årigt barn er ualmindelig hård i sin behandling
> af dyr finder jeg helt uacceptabelt. Man kan sagtens lære et barn i
> den alder, at man skal være forsigtig ved dyrene. Mit barnebarn er
> ikke fyldt 3 år endnu, men han ved skam godt hvordan man omgås dyr, og
> han ved osse at noget legetøj IKKE er hans, men hundenes.
> --
> Leyna
> Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
> http://www.big-girls.dk
---------------------------------------------------

jeg er så rørende enig med dig..

min yngste, der netop er blevet 4 har også altid været noget mere "vild" end
mine 2 andre børn, og det har også krævet en stor indsats fra os voksne at
få ham til at forstå, hvordan man er overfor dyrene, sådan er det!!, lige
som at man altså ikke slår sine søskende, eller leger med ild.....og han
bliver da til stadighed mindet om hvad man gør og ikke gør, og han ved det
godt!.
de SKAL respekterer dyr, og SKAL vide hvordan man omgåes dem, det er for
farligt og risikabelt andet!!, mange ulykker og bidskader kunne have været
undgået hvis alle børn lærte lidt om det.

selvfølgelig kommer ungerne i første række hos mig, trods alt.. men de skal
dælme opføre sig ordentligt overfor dyr, alle dyr. de skal vide at hundenes
kurve og kattenes sovesteder er hellige, man forstyrrer dem ikke når de
spiser eller tygger ben, eller mus for den sags skyld..(-; man lader dem
komme til sig, man respekterer at de ikke gider hygge mere..osv. osv. og
med det kommer man langt. det er os som voksne der bærer denne opgave at
lære dem det.

mvh marie

---

Puha, jeg kan godt forstå at du er stresset over situationen. Det er ikke
sjovt at være så presset uden nogen erfaring at trække på, mht at løse det.
Heldigvis behøver det ikke være håbløst svært, at afhjælpe problemet!

Jeg kan kun tilslutte mig Sabina og Annettes indlæg 100%. Killingen er ikke
spor agressiv eller "sindssyg", men den er bare kommet hjemmefra alt, alt
for ung. Det er de tidligere ejere der har opført sig dybt uansvarligt og
killingen er uden skyld. Efter min mening er det nærmest dyremishandling at
tage en killing fra moren, når den er 9 uger. Det svarer til at sende en
dreng på 8 år væk fra hjemmet for at blive gift. Han vil nok også opføre sig
højst mærkværdigt og utilstrækkeligt i forhold til, hvad man vil forvente af
en mand på 20 år, fordi han simpelthen ikke er nået til det sted i sin
udvikling endnu. Jeres killing er lige på det sted i sit liv, hvor morkatten
og hans søskende ellers ville være ved at lære ham, hvordan man omgåes i
forhold til andre - og nu prøver han desperat, at opsøge jer med den adfærd
han ellers ville have over for sin mor og søskende.

Hvis din overbo har flere killinger, så få een til. Hvis ikke, så få en
killing der først er kommet fra sin mor som 12 uger eller ældre eller en
velfungerende ung eller voksen, fra et internat eller Den Blå Avis. Ligeså
snart I har en anden killing eller kat i huset, kan killingen redirigere sin
naturlige adfærd hen hvor den hører hjemme - nemlig på andre katte, der
forstår hans signaler og giver igen på en måde han forstår.

Giv kattene et sted de kan søge hen, hvor de er fredede og ikke må
forstyrres (en kasse, hule eller lignende). Leg ALDRIG med hænder med en
killing. Killinger leger hårdt sammen, det er en del af deres udvikling til
at blive katte. De kan ikke forstå at menneskeskind er mere sårbart end
katteskind og de opfatter det som en invitation til en styrkeprøve, hver
gang I lægger op til at lege med hænderne. Nu er opgaven så, at vænne den
fra denne uvane og til at hænder kun er til blide kærtegn. Pas på ikke
ubevidst at komme til at belønne den, i uønskede situatiuoner. Køb nogle
fjerkoste og sæt noget avispapir på en sisalsnor eller lignende til leg
(husk at killinger må ikke lege med snor uden opsyn).

I kan også lette opgaven ved at bruge noget basal kattetræning de næste
uger. Der er et utal af metoder, men jeg anbefaler altid "Klikkertræning for
Katte" af Karen Pryor, i den slags situationer, fordi metoden er _meget_
effektiv, kun bygger på belønning, giver resultater ekstremt hurtigt, let
kan tilpasses til den enkelte kats adfærdsproblem og lynhurtigt kan læres.
Lån den på biblioteket eller køb den. Klikkeren kan du købe i større
supermarkeder, hos dyrlægen eller på fx. www.netdyrdoktor.dk hvor du også
kan få bogen.

Til slut vil jeg sige, at jeg mener at aflivning er en dårlig løsning for
din søn også. Det vil lære ham at katte og killinger kan være SÅ farlige, at
de må aflives og det tror jeg kan gøre ham bange for katte/dyr. Det vil også
lære ham, at man bare kan skille sig af med et dyr. Beholder I katten og
bruger de råd du har fået, så vil din søn hurtigt blive tryg ved killingen
igen. Forklar din søn, at killingen er som et lille barn der savner sin mor
og derfor må I være lidt forsigtige med ham, de først uger, hvor han er helt
alene i verden. Når I får en kat til (forhåbentlig med det samme), så vil
der være en ekstra kat, som han kan kæle og være sammen med i den første
tid, mens killingen lærer at holde op med at bide.

Held og lykke!

Med venlig hilsen
Gainsbourg

P.S. Jeg har selv været turen igennem med en lidt større ungkat der både var
blevet taget for tidligt fra OG havde været mishandlet og slået. Ham fik vi
en dejlig, dejlig kat ud af og vi sørgede dybt, da han blev gammel og døde -
så det kan sagtens lade sig gøre - også med børn i huset.