On Thu, 17 Nov 2005 09:08:54 +0100, "tina hedeman" <th@daf-grenaa.dk>
wrote:
>Jeg bliver bare så sur for jeg ved hvordan hun er og hun har indrømmet
>overfor kæresten at hun sagde ja til at få hund for at gøre ham glad.
Nu er der jo allerede nogle stykker der har foresæået at han skifter
kæresten ud i stedet, og lige præcis i denne situation burde det
overvejes kraftigt.
En hund skulle gerne indgå som et medlem af familien, og man tager
altså et ansvar for et levende væsen når man anskaffer et dyr. Det
være sig hund, kat, kanin, marsvin eller whatever... og FØR man
anskaffer sig et dyr skal man være 200% enige om anskaffelsen. Tænk
hvis det var et barn som kun var ønsket af den ene part, og hvor den
anden bare havde løjet for at stille partneren tilfreds...!
Her i huset snakkede vi længe om det at have dyr. Okay, det første dyr
valgte vi ikke, for det var en kat vi arvede da min mor pludselig
døde. Min mand kan godt li' dyr, men han ville ikke selv anskaffe et,
fordi han ikke gider ansvaret ved et dyr (eller flere), så kattebakken
var mit område. Fair nok, for jeg fik en klar udmelding.
Hund har jeg altid ønsket mig, så da vi fik mulighed for at anskaffe
hund snakkede vi meget længe om hvordan det skulle foregå. Manden
gider godt at fodre, kæle og lege (+træne lidt), men han var ærlig og
sagde at det dér med at lufte dem blev altså mit ansvar, for han gad
ikke rende ud i al slags vejr. Og så ville han under ingen
omstændigheder være den der skulle rydde op efter en hund der havde
gjort noget "snavs" på gulvet. *G* Så fordelingen har været klar fra
starten. Det er MINE hunde og MINE katte. De er MIT ansvar! Han elsker
dem så bare uden at have de "sure" pligter, og det synes jeg er en god
og ærlig udmelding. Hvis ikke man gider dyr, så skal de ikke
anskaffes!
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk