hej alice
jeg sender mine dybelse medfølelse til dig
har selv for snart 1 år siden mistede min mand
kondolere
knus lise lotte bøgebo
"Alice Trauelsen" <alice.trauelsen@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:437472a8$0$177$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Den 10.september var en dag som altid vil stå som den sorteste dag i mit
> liv, den dag jeg mistede min elskede mand. Det er så svært at skrive, men
> dagen startede med at Seje (gårdkat) havde smidt en af sine killinger
> væk, og gemt den, og samtidig havde hun en forfærdelig diare, det løb
> simpelt hen ud af hende. Erling hoppede op på knallerten og skyndte sig
> afsted for at hente medicin til Seje. Else tog den lille syge killing og
> gav den mad og varmede den. Så tog hun den fra Seje. Erling kom "fræsende"
> ind i gården og dyttede så vi hurtigt kunne give Seje medicinen og noget
> så hun kunne få mælk. Killinger var født den 8, til trods for p-piller og
> hun blev sterreliseret med det samme. Hun kunne ikke give mælk så vi gave
> killinger modermælkserstatning hver anden time døgnet rundt de første par
> dage. Men jeg skulle til politisk kandidat kursus og hyggede lidt med
> Erling, og vi snakkede om hvordan det skulle være til jeg kom hjem i
> morgen. Da taxaen kom klokken 10, sagde jeg farvel til ham, og han ville
> så gå ud i haven og rodede.
>
> Jeg kom til Odense hvor mødet var i god tid, så jeg satte min rygsæk og
> gik en tur op gennem gågaden i Odense og gik og tænkte på hvor dejligt det
> var at kunne gå alene, selvom jeg ikke kunne se hvor jeg gik, men bare det
> at være sig selv, det var mange år siden jeg sidst havde kunnet gøre det.
> Det ville jeg skrive i min dagbog og fortælle Erling når jeg kom hjem. Det
> har nok været omkring dette tidspunkt at han døde. Jeg gik tilbage til
> mødet, og det startede, jeg var der de første par timer, men så ringede
> Else og sagde at nu havde Seje smidt alle killingerne væk og hun havde
> taget dem fra hende. Og gik nu rundt med dem i en lille taskekurv, og
> fodrede dem. Men fem var for meget til hun kunne klare det, så jeg ringede
> til hende da vi havde pause og sagde at jeg kommer hjem. Jeg fortalte det
> til lederen af kurset, der sagde det var i orden for jeg skrev jo altid at
> man skulle passe på dyrene og det kunne han ikke være uenig i. Jeg gik
> gennem Kongens Have og prøvede at ringe til Erling for at fortælle ham, at
> jeg alligevel kom hjem, og vi skulle hygge os i aften. Men han svarede
> ikke. Jeg prøvede flere gange medens jeg forsigtigt fandt stationen, men
> stadig ingen svar, så jeg lagde en sjov besked på telefonsvaren. Jeg gik
> ind i rutebilen, og ringede han svarede stadig ikke.
>
> Jeg ringede til Else og bad hende gå ind og sige han skulle ringe til mig.
> Det var ikke ham der ringede, det var Else, der grædende fortalte mig at
> hun havde fundet ham død, og ringet 112, jeg skulle skynde mig hjem for
> falck, læge og politi var på vej. Jeg skreg højt inde i rutebilen, nej,
> ikke Erling ikke min Erling, han kan ikke være død, hvad skal jeg så gøre.
> Else sagde Falck kom, og jeg trykkede mekanisk telefonen ud, medens jeg
> hulkede og græd. Ikke Erling, ikke Erling. Der kom en ung mand hen til mig
> og spurgte hvad der var galt, og hulkende fortalte jeg det. De spurgte om
> jeg ikke ville have en taxa for der ville gå lang tid før jeg nåede det
> sted jeg skulle af. Jo, men jeg havde kun 100 kr. med for det var hvad
> taxaen kostede, det sidste stykke. De sagde jeg bare skulle ringe efter en
> og jeg ringede til ham der skulle have kørt mig det sidste stykke og
> fortalte ham om hvad der var sket og fik at vide hvor vi var, så han kunne
> samle mig op. Kort før vi nåede stedet, kom en af passagerene med penge de
> havde samlet sammen, så jeg havde til taxaen. Jeg takkede dem mange gange.
> Skyndte mig hjulpet af passageren over i taxaen, der hurtigt kørte mig
> hjem. Jeg tænkte det er en fejl, det er ikke rigtigt.
>
> Men da vi kørte ind i gården vidste jeg det var sandt, jeg prøvede
> rystende at tage mig sammen, og hørte lægen forklare, at Erling, min
> Erling, simpelthen var død medens han spillede sit computerspil. Han
> fortalte også at politiet var på vej. Else hentede en stol, så jeg kunne
> sidde ned. Jeg spurgte om jeg ikke kunne have gjort noget hvis jeg var
> blevet hjemme. Lægen forklarede mig, at selvom han havde været ved siden
> af med alt deres udstyr, så havde de ikke kunnet redde ham. Else spurgte
> også om hun havde kunnet, når hun kunne hjertemassage, men lægen sagde
> ingen kunne have reddet ham. Efter nogen tid kom politiet og vi skulle
> begge svare på spørgsmål. Så fik falck folkene lov til at gå ind og lægge
> ham på båren. Jeg blev bedt om at gå ind i soveværelset i medens, for ikke
> at se de strakte ham ud, og lagde ham på båren. Ude i gange fik jeg lov
> til at sige farvel. Men det var forfærdeligt, jeg kunne fornemme han var
> blå i hovedet, han havde sin briller på, og hans skæg. Jeg hulkede farvel
> Erling. Så kørte de ham ud i gården og lagde ham ind i bilen, jeg græd og
> sagde igen farvel, da de kørte med ham. Han skulle undersøges for at
> konstatere der ikke var sket en forbrydelse. Kort tid efter kørte også
> politiet, vi lukkede Pippi ud af stuen og gik over til Olde. Else fortalte
> hun var gået udenfor, og så han ikke havde hentet posten, så den tog hun
> med, hun kiggede ind af stuevinduet og kunne se der var han ikke. Så gik
> hun om for at kalde på ham, for så vidste hun han sad ved computeren. Hun
> så straks gennem vinduet hvad der var galt. Smed brevene og løb ind til
> Olde og fortalte hvad hun troede, så samlede hun alt sit mod og gik
> herover. Her sad Pippi nede foran hans stol. Han sad, som spillede han
> stadig, med hovedet hængende på skrå. Else rørte forsigtigt ved ham, bange
> for han skulle falde ned af stolen. Så ringede hun 112 og bagefter til
> mig.
>
> Jeg følte det som var der kommet en knude inde i mig. Så gik Else og mig
> en tur med Bølle (deres nye hund) og Pippi (min og ikke mindst Erlings
> hund). Bagefter var vi over og fodre. Jeg ringede til min søns kone og
> fortalte hende det, hun ville sige det videre. Så gik jeg over til mig
> selv. Jeg ville skifte til hverdagstøj, men det lå inde på kontoret. Her
> samlede jeg alt mit mod og gik ind. Erlings kontor stol var sat over til
> siden, og der var en våd plet på den. Hans computerspil spillede stadig
> bib båb, bib båb. Jeg gik hen til computeren og så græd jeg Åh Erling, du
> spillede ikke færdigt, og så lukkede jeg for sidste gang han spil og hans
> computer, medens jeg græd og sagde farvel til ham. Inde i mit indre syn,
> sad han stadig og spillede, og selv efter jeg havde lukket kunne jeg hører
> det bib båt. Jeg græd hulkende medens jeg skiftede tøj. Jeg sagde til Else
> vi skulle have hans stol sat udenfor, et sted hvor vi ikke lige kunne se
> den, indtil vi fik mulighed for at få den fjernet. Jeg ville lave om, hele
> kontoret skulle møbleres om. Vi fik også hans seng ud og vendte min om, og
> satte lys op. Jeg syntes selv det var tosset, hvorfor kunne jeg ikke bare
> lade hans seng stå, han ville jo komme tilbage, men så huskede jeg det
> igen, det gjorde han ikke. Aldrig mere. Jeg spiste sammen med Olde og
> Else, men spiste kun lidt. Knuden inde i mig ville ikke gå væk. Hvordan
> skal jeg kunne klarer mig uden min elskede Erling. Jeg græd ikke udvendig
> men indeni gjorde det så ondt. Jeg ville vise de andre jeg var stærk. Jeg
> er stærk, tænkte jeg og græd indeni af smerte og sorg.
>
> Nu er der gået to måneder, jeg kan stadig bryde grædende sammen, jeg
> tænker hele tiden på ham, og sometider tror jeg han stadig vil være her.
> Jeg føler også en forfærdelig skyldfølelse fordi jeg ikke var hjemme da
> han døde. Vi var sammen i 36 år, det er meget lang tid. Vi var sammen
> næsten døgnet rundt fordi vi begge fik førtidspension og havde fået i
> mange år. Det er så svært. Jeg ved jeg er heldig, jeg har Olde (min Mor)
> og Else ved siden af mig, og de er der altid til at hjælpe, men jeg savner
> ham så meget og græder af sorg og fortvivlese og har forresten lavet hele
> vores, nej min, lejlighed om. At jeg ikke ser ret meget og er syg, ja, det
> gør jo ikke tingene lettere.
>
> Undskyld det blev langt, men jeg havde bare brug for at læse af og det
> blev så lige her.
>
> Mange hilsner
> Alice
>
>