---

Jeg er en gammel mand, homosexuel, som føler at mit liv til tider er
uretfærdigt... specielt vedr. kærlighed og sex.
Når jeg har lyst til sex er jeg enten sammen med nogen jeg kender (de er
typisk knapt så attraktive) eller også prøver jeg at finde nogen på nettet,
der har lyst til det samme.
Mit problem opstår, hvis jeg er sammen med en fyr som både er attraktiv
indadtil som udadtil. Jeg har meget lyst til at være sammen med ham, men
samtidig kender jeg mig selv så godt, så jeg ved hvordan jeg reagerer efter
at ha' været sammen med fyren.
Jeg får pludseligt voldsomme følelser, panikangst, min verden bliver
pludselig dyster, jeg kan kun tænke på at jeg har lavet noget med fyren og
fyldes oftest med så stor en angst, at jeg har behov for at ringe fyren op
og fortælle ham om min situation og at jeg ikke har lyst til at se ham mere,
selvom jeg bliver ked af ikke at kunne se ham mere.
Som regel går der 14 dage før jeg er ovre den nedtur!

Mit spørgsmål er hvorfor jeg reagerer sådan? Er der nogen måde at få
bearbejdet de følelser/reaktioner, som jeg syntes er forvirrende, fremmede
og unormale? For jeg syntes det er uretfærdigt at opleve andre mennesker
nyde sådanne oplevelser og jeg selv skal igennem et helvede for alligevel at
føle mig som en taber på den anden side af nedturen. Skal jeg bare acceptere
mit liv vil være sådan resten livet?

MkH Steen Nuslesen

---

Steen Johansen wrote:
> Jeg er en gammel mand, homosexuel, som føler at mit liv til tider er
> uretfærdigt... specielt vedr. kærlighed og sex.
> Når jeg har lyst til sex er jeg enten sammen med nogen jeg kender (de er
> typisk knapt så attraktive) eller også prøver jeg at finde nogen på nettet,
> der har lyst til det samme.
> Mit problem opstår, hvis jeg er sammen med en fyr som både er attraktiv
> indadtil som udadtil. Jeg har meget lyst til at være sammen med ham, men
> samtidig kender jeg mig selv så godt, så jeg ved hvordan jeg reagerer efter
> at ha' været sammen med fyren.
> Jeg får pludseligt voldsomme følelser, panikangst, min verden bliver
> pludselig dyster, jeg kan kun tænke på at jeg har lavet noget med fyren og
> fyldes oftest med så stor en angst, at jeg har behov for at ringe fyren op
> og fortælle ham om min situation og at jeg ikke har lyst til at se ham mere,
> selvom jeg bliver ked af ikke at kunne se ham mere.
> Som regel går der 14 dage før jeg er ovre den nedtur!
>
> Mit spørgsmål er hvorfor jeg reagerer sådan? Er der nogen måde at få
> bearbejdet de følelser/reaktioner, som jeg syntes er forvirrende, fremmede
> og unormale? For jeg syntes det er uretfærdigt at opleve andre mennesker
> nyde sådanne oplevelser og jeg selv skal igennem et helvede for alligevel at
> føle mig som en taber på den anden side af nedturen. Skal jeg bare acceptere
> mit liv vil være sådan resten livet?
>
> MkH Steen Nuslesen

Tjaa... jeg synes det lyder som at der engang har været en grund til, at
du følte sådan, men nu er det efterhånden bare blevet til en "vane" at
du får det sådan - vi er jo alle vanedyr. Det det handler om er, at du
skal begynde at ændre din adfærd. Når du får dine nedture over det, så
prøv at spørg dig selv, hvad grunden er og om der overhovedet er en
grund til, at du får det sådan. Der ligger sikkert en slags tryghed i
din adfærd for dig - den er kendt og tryg. Hvorfor tror du den er
opstået og hvor længe har det varet?

NS

---

"Steen Johansen" <steenbelle@galnet.dk> wrote in message
news:2bb86$433e8553$55da9869$10471@nf4.news-service.com...
> Jeg er en gammel mand, homosexuel, som føler at mit liv til tider er
> uretfærdigt... specielt vedr. kærlighed og sex.
> Når jeg har lyst til sex er jeg enten sammen med nogen jeg kender (de er
> typisk knapt så attraktive) eller også prøver jeg at finde nogen på
> nettet, der har lyst til det samme.
> Mit problem opstår, hvis jeg er sammen med en fyr som både er attraktiv
> indadtil som udadtil. Jeg har meget lyst til at være sammen med ham, men
> samtidig kender jeg mig selv så godt, så jeg ved hvordan jeg reagerer
> efter at ha' været sammen med fyren.
> Jeg får pludseligt voldsomme følelser, panikangst, min verden bliver
> pludselig dyster, jeg kan kun tænke på at jeg har lavet noget med fyren og
> fyldes oftest med så stor en angst, at jeg har behov for at ringe fyren op
> og fortælle ham om min situation og at jeg ikke har lyst til at se ham
> mere, selvom jeg bliver ked af ikke at kunne se ham mere.
> Som regel går der 14 dage før jeg er ovre den nedtur!
>
> Mit spørgsmål er hvorfor jeg reagerer sådan? Er der nogen måde at få
> bearbejdet de følelser/reaktioner, som jeg syntes er forvirrende, fremmede
> og unormale? For jeg syntes det er uretfærdigt at opleve andre mennesker
> nyde sådanne oplevelser og jeg selv skal igennem et helvede for alligevel
> at føle mig som en taber på den anden side af nedturen. Skal jeg bare
> acceptere mit liv vil være sådan resten livet?

Det er svære spørgsmål du lægger frem, og udenforstående kan vist kun svare,
at alt er tilladt, der ikke er voldeligt, og man skal adlyde sin indre
stemme - men man er undergivet udbud og efterspørgsel loven og os
midaldrende mænd er ikke generelt i høj kurs, uanset hvilket køn vi går
efter

Man skal elske sin skæbne, sagde Karen Blixen og Nietzsche - kan man ikke få
hvad man helst ville have, må man elske hvad man kan få. Så ja til at
"acceptere resten af livet". Men hvad man vil det kan man UNDERTIDEN, hvis
man virkelig vil og satser - det bliver vist banalt det her. Try and try and
try again. Skift taktik. Søg ny græsgange. Netdating sku være lykken i din
situation - de må andre have erfaringer med.

---

Steen Johansen skrev:

> Skal jeg bare acceptere mit liv vil være sådan resten livet?

Ja.

M.v.h.

Paul

---

"Steen Johansen" <steenbelle@galnet.dk> skrev i en meddelelse
news:2bb86$433e8553$55da9869$10471@nf4.news-service.com...
> Jeg er en gammel mand, homosexuel, som føler at mit liv til tider er
> uretfærdigt... specielt vedr. kærlighed og sex.
> MkH Steen Nuslesen
>
Kære . Steen Nuslesen

Mange tak for dit brev. Du føler dit liv er uretfærdigt og ønsker hjælp til
at få det bedre. Selvfølgelig.

Jeg tror, du ikke tillader dig at leve dine følelser helt ud, at det er
forbudt for dig på en eller anden måde, måske fra din opvækst er det ikke
tilladt at være homoseksuel. Og hvis det er sådan, ja, så må du jo heller
ikke nyde det, så får du skam- og skyldfølelse og bliver angst, men du skal
ikke lade dette gå ud over den person, du har været sammen med. For det er
jo dig, der har sådanne reaktioner, det er dig, der har taget initiativ.
Sætter måske forventningerne for højt og bliver skuffet ?

Det synes som om, der er vrede iblandet din reaktion, og den skal du have
bearbejdet. Allerbedst via en psykolog, der kan tilbyde dig samtaler, så du
kan lære at hvile i dig selv, ikke blive vred, lære at acceptere m.v. Det er
ikke nemt altid at være homoseksuel, der er mange der må have hjælp til at
acceptere dette, - du måske også ? Så hvis du ikke selv finder en psykolog,
(eller psykiater), så spørg din egen læge.

Held og lykke fremover,

venlig hilsen
Hanne Calberg
speciallæge i psykiatri

---

Steen Johansen wrote:
> "Steen Johansen" <steenbelle@galnet.dk> skrev i en meddelelse
> news:2bb86$433e8553$55da9869$10471@nf4.news-service.com...

> Kære . Søs
>
> Mange tak for dit brev. Du føler dit liv er uretfærdigt og ønsker
> hjælp til at få det bedre. Selvfølgelig.


Steen jeg er ikke meget for at du ydmyger mig offentligt ved at flirte med
andre ind mig !

--
>--
> Med venlig hilsen - Niels Riis Ebbesen
> http://www.niels-ebbesen.net - grafiker, fotograf & webdesigner
> http://www.photo-gallery.dk - Skandinaviens største fotoarkiv
> http://home3.inet.tele.dk/elgo - Links til alverdens søgemaskiner