Bro er den falske godheds mand - med omkvædet "Ingen bør dø alene", og
viser sig psykopatmassemorder med handicappede som offer.
Han gifter sig med dem og lar dem få rigeligt morfin og i badet begår
de selv selvmord , og da Politiken journalisten N Lie Kaas' søster
myrdes lige efter sit bryllup med Bro, så rejser Lie til den jyske
meget typiske stationsby Mørke, hvor Bro netop skal til at gentage
serie-mord scenariet. Politiet ser mistænkt i Lie. Og den åh så
venlige Bro får stresset Lie i sit net og næsten dræbt ham.
Af en gyser er den lidt kedelig, men da budskabet er rigtigt -
velfærdsstaten gavner ikke de handicappede men mangedobler deres
selvhad så de let lokkes til selvmord - er den interessant fornyende
ligesom Fly's "Drabet" der også kovender enhedslistefilmindustrien ved
at udstille autonomterrorist-sympatiserende gymnasielærere som
Danmarks værste skiderikker
Der er ikke een årsag og een virkning i typiske mord, selvom vort
forsimplende retssystem hylder de populære forenklinger.
"Vi er i vane med at forklare det, som skyldes mange årsager ved
enkelt årsag, og de fleste uenigheder kan føres tilbage til dette."
Justus von Liebig
Når den skadelige medlidenhed løber løbsk, mistes selvtillid. Livet
bliver uvirkeligt og fremmedgjort. Ren Nietzsche.
At filmen ikke er surrealistisk men 100% REALISTISK er et stort plus.
Man kan more sig over danske top-skuespilleres hang til tre-bogstavs
efternavne og fornavnet Nikolaj.
Denne film bæres af at de to originale fornyere rager højt over hvad
de ellers har leveret, og jysk kedsommelighed gøres interessant.
At journalistik gøres halvgud agtigt er urimeligt, men at
hovedpersonerne bører i sig storhedsvanvid, som de dygtigt skjuler, er
virkelig interessant udstillet.
Der er ikke gode mennesker og dårlige mennesker. Alle er blandinger og
alt er relativt. For at leve op til publikums Hollywodske
vanetænkning, lægger "Mørke" sig for tæt ved fiktions-vanernes
forenklinger, med en skurk og en helt, men det kan ikke være
anderledes og vælter ikke filmens budskab, form eller indhold.
Folk skal have en halvgud at identificere sig med, og et fjendebillede
at hade - og derfor er realismen ikke 100%, men det er et indbygget
problem i mediet, ligesom når Ibsens dramaer er matematikopgaver hvor
alt går op og tykke bøgers budskaber er klemt ind i times dialog.
"Drama is life with the dull bits left out". SIR
ALFRED HITCHCOCK
|