Som inkarneret hunde menneske har jeg aldrig rigtig været interesseret
i at få mig en kat. Jeg har altid holdt af pelsdyr, men hunde og
kaniner var egentlig de dyr der tiltalte mig mest.
Så var det at min mor pludselig afigk ved døden og dér efterlod hun
sig så en sund og rask kat på knap 2 år. Sådan en kan man jo ikke bare
aflive, så den tog vi (min mand og jeg) til os. Mini blev hurtigt
"min" kat, selvom min mand på alle mulige måder forsøgte at "købe"
hende med godbidder og nus. Intet hjalp. Skulle hun nusses var det hos
"mor". Basta!
Mini var jo voksen da jeg fik hende og en temmelig sær kat. Hun var
ikke specielt kælen, men kom når HUN trængte. Hun ville ikke tages op,
hun kunne ikke spinde og hendes miauv var nærmest en vittighed, men en
dejlig kat var hun og jeg savner hende stadig. (Hun blev kørt ned for
et lille års tid siden.)
Efter Mini fulgte der et par andre voksne katte. Popsie, som
vantrivedes i sin daværende flok, men som nu stortrives her - Buster,
som var en del af et hovsa-kuld (moderen fik p-piller, men alligevel
gik det altså galt) - Bamse, som var en tilløber-kat andetsteds, men
som blev mobbet i sin daværende flok, og som efter at være blevet
kastreret og øremærket stak af fra os, for aldrig at vise sig igen. Og
så det nyeste skud på stammen, Samson. Ham fik vi da han var lige knap
12 uger gammel. Vores første killing nogensinde, og aldrig har jeg
oplevet så bealstende en kat.
Han render om benene på os hele tiden. han slås/leger med de øvrige
katte (Buster vil gerne lege, men Popsie hvæser af ham, så dér holdes
lidt afstand) med hundene (som kunne æde ham i en enkelt mundfuld) og
med os. Man kan ikke længere sidde stille og roligt ved pc'en uden at
der kommer en kat og jokker hen over tastaturet, eller simpelthen
smider sig på det så putteren siger BEEP BEEP BEEP...
Han ligger og sover med hundene (en ting jeg altid har været lidt
misundelig over at se andre steder), og han sover osse gerne med os.
Han har ingen favoritter. Han går lige gerne til min mand som til mig.
Han vælter planter, lysestager, vaser og diverse pyntegenstande i sin
jagt på insekter, og nogle gange ligner vores hjem et bombekrater, når
han har været i sving.
Han er blevet sparket til, trådt på og faldet over, fordi han
overhovedet ikke er bange for noget som helst, og han har osse været
lukket inde i div. skabe og har sågar været i køleskabet. Her opdagede
vi ham dog heldigvis FØR døren blev lukket.
En plage er lige hvad han er, og derfor mener jeg mig i min fulde ret
til at foretrække hunde. De er ikke nær så belastende...
Men... Han kommer osse af sig selv og vil nusses. Bare man rører ved
ham, så spinder han højlydt og begynder at gnubbe sig op ad en. Man
bliver vasket (ikke bare et enkelt slik, men virkelig vasket!), og han
er til enhver tid villig til at smække sig enten på skødet eller lige
ved siden af en når der skal ses fjernsyn. Han er et hyggedyr af
dimensioner, og ALTID villig til kæl og leg.
Han leger med det kattelegetøj, som vi giver ham, selvom de andre
katte aldrig har vist den fjerneste interesse for sådanne genstande,
og han skulle ikke gøres renlig (som hundene skulle), men brugte uden
problemer sin bakke fra dag et. Og når jeg tager ham op og han trygt
putter sig ind til mig og spinder højlydt og tilfreds, så ved jeg
hvorfor man er til katte. Han er jo lige så skøn som han er
belastende!
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk