I ugens Weekendavisen kan man på:
http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20050923/IDEER/50
9220306/-1/ideer
læse en artikel om nyere kognitionsforskning, som i følge forfatteren
skulle lede frem til, at den moderne pædagogik i børnehave og de små
klasser i grundskolen gør det /sværere/ for børnene at lære, da de
ganske simplet ikke forstår symbolikken.
Jeg tror at artiklen vil have interesse i denne gruppe:
Judy S. DeLoache: Mindful of Symbols. In: Scientific American, August
2005.
Af ANNE KNUDSEN
NR. 38, 23. - 29. september 2005
FOR den voksne virker det intuitivt rigtigt og indlysende, at småbørn
bedst lærer at tælle og stave og siden regne og læse, hvis man bruger
farverige klodser, hyggelige pop-op-bøger og lignende »pædagogiske«
hjælpemidler.
Men formodentlig er man på helt gal kurs. Det viser en række
opsigtsvækkende resultater fra amerikanske universiteter. Børn helt op i
syv-otte-årsalderen har langt sværere ved at lære for eksempel
bogstaverne og tallene, hvis de præsenteres for dem gennem »pædagogiske«
symboler, end hvis de blot får de nøgne tal og bogstaver tydeligt
præsenteret på papir. Et syvårigt barn i en af undersøgelserne foreslog
bagefter ligefrem psykologerne at bruge pen og papir en anden gang; »det
ville være meget nemmere,« mente hun.
Når mindre børn har sværere ved at lære noget, når det foregår ved hjælp
af klodser eller andre genstande, skyldes det, at de små endnu ikke
mestrer symbollæsningens kunst. De forveksler simpelthen genstanden med
dens tilsigtede betydningsindhold. To-treårige kan således forsøge at
sætte sig på bittesmå dukkestole, som psykologen har sat i stedet for
rigtige børnestole. De kan forsøge at stikke fødderne i vellignende
fotografier af sko, og de kan prøve at sætte sig ind i dukkebiler.
Kognitionsforskeren Judy S. DeLoache fra University of Illinois opdagede
første gang dette forhold, mens hun studerede børns hukommelse. I
forsøgene var der to rum; det ene normalt møbleret og det andet magen
til, men i lilleput-format. Mens barnet så på, gemte psykologen en
legetøjshund bag et møbel i modellen. Barnet skulle så prøve at finde
den i det store rum.
For en voksen er de to rum identiske; det lille repræsenterer det store.
Men sådan ser det ikke ud for et barn på to et halvt. Børnene var ude af
stand til at lede det rigtige sted i det store rum. Men når de kom
tilbage til det lille rum, kunne de udmærket huske, hvor hunden var gemt
og finde den frem med øjebliks varsel.
DENNE oplevelse satte for 20 år siden DeLoache i gang med at studere
børns evner for symbollæsning. Og hun fandt til sin overraskelse, at
selvom allerede treårige kan læse billeder korrekt, så skal man være
langt ældre for at foretage mere komplicerede spring i symboliseringens
univers. Evnen til at springe mellem en ting eller et ord og den
symbolske repræsentant udvikles langsomt gennem hele barndommen.
I et andet forsøg med miniature-rum fortalte psykologerne (med
forældrenes accept, bliver vi forsikret) børnene, at de havde en magisk
maskine, der kunne »krybe« genstande. Også her gemte man en legesag,
denne gang i et stort telt midt i rummet, tog børnene udenfor og »krøb«
inventaret.
Når børnene kom ind igen, havde de ingen vanskeligheder ved at finde
legetøjet igen; denne gang var det jo det samme telt og ikke et lille
symbol for det store telt.
DeLoache er selv opmærksom på de implikationer, hendes resultater har
for pædagogik over for børn i de små klasser. Her er det over hele den
vestlige verden reglen snarere end undtagelsen, at man bruger festlige
symboler af forskellig art for at lære børnene de »kedelige« tal og
bogstaver. Sammen med Northwestern University har forskerne fra Illinois
derfor lavet sammenlignende undersøgelser af, hvordan børn lærer ved
hjælp af symboler - og hvordan uden andre symboler end en skriftlig
repræsentation af tal og bogstaver.
Et særligt interessant forsøg handlede om subtraktion. Som enhver voksen
ved, kan man nemt komme ud for at skulle »låne«, når man laver
regnestykker, hvor et tal skal trækkes fra et andet. Forsøget gik ud på
at lære seks-syv-årige at trække fra og »låne«, enten ved hjælp af
klodser (et meget udbredt pædagogisk hjælpemiddel) eller ved hjælp af
blyant og papir. Begge de to børnegrupper endte med at mestre kunsten.
Men for dem med klodserne tog det tre gange så lang tid som for dem med
papiret, blyanten og de nøgne tal.
Tilsvarende viste det sig, at syvårige, som lærte bogstaverne i en
gammeldags Ole-Bole-bog, bagefter kunne huske langt flere bogstaver end
den anden gruppe, som havde haft pop-op-bøger med billeder og andet
sjov. Forskerne antager, at de mange symboler tiltrækker sig børnenes
opmærksomhed i en grad, så de ikke mobiliserer deres relativt nydannede
evner inden for den besværlige symbollæsning, men kun forholder sig til
billederne og genstandene selv.
Konklusionen er tankevækkende i en tid, hvor vi på den ene side
forestiller os, at børnehavebørn skal lære tal og bogstaver og på den
anden side må konstatere, at læsefærdigheden blandt de små ikke er
vokset i de årtier, hvor de pædagogiske hjælpemidler har været i
højsædet.
Voksne springer ubesværet fra kompliceret symbol til det tilsigtede
meddelelsesindhold; men for børn gælder det tilsyneladende, at »less is
more«. Færre farver, færre symboler - mere ubesværet lærdom.
Judy S. DeLoache: Mindful of Symbols. In: Scientific American, August
2005.
Af ANNE KNUDSEN
NR. 38, 23. - 29. september 2005
FOR den voksne virker det intuitivt rigtigt og indlysende, at småbørn
bedst lærer at tælle og stave og siden regne og læse, hvis man bruger
farverige klodser, hyggelige pop-op-bøger og lignende »pædagogiske«
hjælpemidler.
Men formodentlig er man på helt gal kurs. Det viser en række
opsigtsvækkende resultater fra amerikanske universiteter. Børn helt op i
syv-otte-årsalderen har langt sværere ved at lære for eksempel
bogstaverne og tallene, hvis de præsenteres for dem gennem »pædagogiske«
symboler, end hvis de blot får de nøgne tal og bogstaver tydeligt
præsenteret på papir. Et syvårigt barn i en af undersøgelserne foreslog
bagefter ligefrem psykologerne at bruge pen og papir en anden gang; »det
ville være meget nemmere,« mente hun.
Når mindre børn har sværere ved at lære noget, når det foregår ved hjælp
af klodser eller andre genstande, skyldes det, at de små endnu ikke
mestrer symbollæsningens kunst. De forveksler simpelthen genstanden med
dens tilsigtede betydningsindhold. To-treårige kan således forsøge at
sætte sig på bittesmå dukkestole, som psykologen har sat i stedet for
rigtige børnestole. De kan forsøge at stikke fødderne i vellignende
fotografier af sko, og de kan prøve at sætte sig ind i dukkebiler.
Kognitionsforskeren Judy S. DeLoache fra University of Illinois opdagede
første gang dette forhold, mens hun studerede børns hukommelse. I
forsøgene var der to rum; det ene normalt møbleret og det andet magen
til, men i lilleput-format. Mens barnet så på, gemte psykologen en
legetøjshund bag et møbel i modellen. Barnet skulle så prøve at finde
den i det store rum.
For en voksen er de to rum identiske; det lille repræsenterer det store.
Men sådan ser det ikke ud for et barn på to et halvt. Børnene var ude af
stand til at lede det rigtige sted i det store rum. Men når de kom
tilbage til det lille rum, kunne de udmærket huske, hvor hunden var gemt
og finde den frem med øjebliks varsel.
DENNE oplevelse satte for 20 år siden DeLoache i gang med at studere
børns evner for symbollæsning. Og hun fandt til sin overraskelse, at
selvom allerede treårige kan læse billeder korrekt, så skal man være
langt ældre for at foretage mere komplicerede spring i symboliseringens
univers. Evnen til at springe mellem en ting eller et ord og den
symbolske repræsentant udvikles langsomt gennem hele barndommen.
I et andet forsøg med miniature-rum fortalte psykologerne (med
forældrenes accept, bliver vi forsikret) børnene, at de havde en magisk
maskine, der kunne »krybe« genstande. Også her gemte man en legesag,
denne gang i et stort telt midt i rummet, tog børnene udenfor og »krøb«
inventaret.
Når børnene kom ind igen, havde de ingen vanskeligheder ved at finde
legetøjet igen; denne gang var det jo det samme telt og ikke et lille
symbol for det store telt.
DeLoache er selv opmærksom på de implikationer, hendes resultater har
for pædagogik over for børn i de små klasser. Her er det over hele den
vestlige verden reglen snarere end undtagelsen, at man bruger festlige
symboler af forskellig art for at lære børnene de »kedelige« tal og
bogstaver. Sammen med Northwestern University har forskerne fra Illinois
derfor lavet sammenlignende undersøgelser af, hvordan børn lærer ved
hjælp af symboler - og hvordan uden andre symboler end en skriftlig
repræsentation af tal og bogstaver.
Et særligt interessant forsøg handlede om subtraktion. Som enhver voksen
ved, kan man nemt komme ud for at skulle »låne«, når man laver
regnestykker, hvor et tal skal trækkes fra et andet. Forsøget gik ud på
at lære seks-syv-årige at trække fra og »låne«, enten ved hjælp af
klodser (et meget udbredt pædagogisk hjælpemiddel) eller ved hjælp af
blyant og papir. Begge de to børnegrupper endte med at mestre kunsten.
Men for dem med klodserne tog det tre gange så lang tid som for dem med
papiret, blyanten og de nøgne tal.
Tilsvarende viste det sig, at syvårige, som lærte bogstaverne i en
gammeldags Ole-Bole-bog, bagefter kunne huske langt flere bogstaver end
den anden gruppe, som havde haft pop-op-bøger med billeder og andet
sjov. Forskerne antager, at de mange symboler tiltrækker sig børnenes
opmærksomhed i en grad, så de ikke mobiliserer deres relativt nydannede
evner inden for den besværlige symbollæsning, men kun forholder sig til
billederne og genstandene selv.
Konklusionen er tankevækkende i en tid, hvor vi på den ene side
forestiller os, at børnehavebørn skal lære tal og bogstaver og på den
anden side må konstatere, at læsefærdigheden blandt de små ikke er
vokset i de årtier, hvor de pædagogiske hjælpemidler har været i
højsædet.
Voksne springer ubesværet fra kompliceret symbol til det tilsigtede
meddelelsesindhold; men for børn gælder det tilsyneladende, at »less is
more«. Færre farver, færre symboler - mere ubesværet lærdom.
Judy S. DeLoache: Mindful of Symbols. In: Scientific American, August
2005.
==
Og der er altså en yderligere reference til Scientific American. Den er
jeg dog ikke umiddelbart i stand til at finde.
--
Per Erik Rønne