---

Hej NG.

Jeg tænkte at her nok var nogle mennesker som har en del viden om hunde og
deres tankegang.

Min kærestes om min hund kan bare ikke enes. Det er ved at blive et stort
problem ikke mindst for hundene med også for min kæreste og jeg.

Hundene som begge er tæver (Amerikansk bulldog og
Retriever/labradorblanding) Har nu været i slagsmål 3 gange. Det er utrolige
voldsomme ture de tager og de er faktisk ikke til at skille ad igen når de
først er gået i krig.

1. Slagsmål startede hos min kæreste hvor jeg gik og legede med alle 3
hunde. (Nr. 3 er en engelsk cocker) Pludselig røg de to store i totterne på
hinanden. Denne gang skete der heldigvis ikke noget. Jeg var nok lidt naiv
dengang så jeg gik ud fra at det var pinden de var blevet uvenner over.

2. Slagsmål. Vi ville køre en tur til stranden med alle 3 hunde og gå en
tur. På vej derud ville vi lige stoppe og hente et par småting i netto. Da
vi kom ud igen havde de to store været i totterne på hinanden igen. Denne
gang var der ikke nogen der kunne stoppe dem så skaderne var noget større.
Set i bakspejlet var det ikke så smart at lukke de to hunde sammen på 1 m2
uden opsyn.

3. Slagsmål skete under en fiske tur hvor labberen stod og gøede ad en fisk
som lå i spanden. Den stod og trippede og gøede lidt i leg da den igen blev
overfaldet igen.

Ingen af hundene har umotiveret vis nogen form for aggressiv adfærd over for
andre hunde... eller dyr i det hele taget... Derfor er vi begge meget kede
af at lige præcis de to hunde ikke kan enes.

Vi har på ingen måde gjort forskel på hinandens hunde... alle har fået lige
mange klap og godbidder.

Er her nogen som har et kvalificeret bud på hvorfor de ikke kan sammen eller
hvad vi kan gøre for at det skal blive bedre???

Det skal lige tilføjes at hundene godt kan rende på marken og snuse og grave
sammen. Men da vi ikke har lyst til at få flere regninger fra dyrlægen og
vil undgå flere hundeslagsmål har vi holdt dem hver for sig siden.

Alle råd er velkomne da vi ikke aner hvad vi kan gøre.

På forhånd tak

Morten Holst

---

Morten Holst wrote:
> Alle råd er velkomne da vi ikke aner hvad vi kan gøre.

Hej Morten
Træls problem at stå med - føler med Jer.
Hvad gør I når hundene er ved at komme op og toppes? Lader I dem slås eller
træder I imellem og skiller dem ad? Hvordan er hundene ellers rent
lydighedsmæssigt? Er de meget knyttet til Jer hver især? Hvem angriber
hvem?

Vi har en tæve på 15 mdr og har fået 6 uger siden fået endnu en tæve,der
lige er blevet 6 år.
Den lille ( yngste) var ved at eksplodere af jalousi de første uger. ( ja ja
man siger at hunde ikke kan blive jaloux- men det var/er hun altså) Hun bed,
angreb, gøede og skabte sig hysterisk hver gang den vokse tæve var i
nærheden af mig ( jeg går på arbejde, min mand arbejder hjemme, så det var
"vigtigt "at være den hund der først fik lov til at sige goddag til mig når
jeg kom hjem)
Dagmar ( den gamle tæve) trak sig væk i starten - men efterhånden kom der
mere knurren på fra hende også. I starten lod vi dem selv finde ud af det -
men det gik ikke. Angrebene blev for voldsomme, så hårtotterne stod rundt i
entreen. Vi begyndte så at træde imellem - skælde ud, hårdt. Fat i
halsbåndet på den yngste ( den angribende) samt i begge kinder, stirre hende
i øjnene med opspilede øjne - "Puuuh det vil jeg ikke ha- det må du ikke".
Holde ved, indtil hun blev helt slap i kroppen og kom med dæmpende signaler
( slikker sig om munden og lign.) Knurrede ad hende og skældte mere ud hvis
hun forsøgte at vride sig løs.
Når der var ro på, reagerede hun som om hun var flov. Halen mellem benene,
trak sig væk, undgik øjenkontakt. Jeg talte til 5-10 stykker kaldte hende så
til mig med glad stemme og hilste på hende som om ingenting var sket, som
om jeg lige var kommet hjem. Kørte hun så op igen og angreb- så forfra.

Det har hjulpet. Hun angriber og bider ikke mere, selv de dage hvor hun
stresser op fordi jeg kommer hjem. Hun gør højt - men lader det ikke gå ud
over Dagmar, så vi er på vej.

Jeg ved ikke om du/I kan bruge dette til noget, men jeg prøver nok at sige
at I skal have fortalt de hunde at det slåsseri vil I bare ikke ha' - slut!
I er flokkens alfa'er og I bestemmer. Når hundene begge har fattet det,
bliver der ro i lejren.
prøv evt at tage nogle træningstimer hos en god træner - agility eller
almindelig lydighedstræning sammen med hver sin hund. Det hjælper også på
vores at de træner på samme bane og ser hinanden blive "hundset rundt"
Ikke mindst vil I på træningsbanen have en meget kvalificeret rådgiver i
træneren, hvis problemerne fortsætter.

god arbejdslyst

/ Anette
www.philana.dk

---

"Anette" <abc@def.es> skrev i en meddelelse
news:4330a251$0$692$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Morten Holst wrote:
>> Alle råd er velkomne da vi ikke aner hvad vi kan gøre.

Hej Morten.
Det er da en træls situation at være havnet i.
Jeg har selv Rottweilere, og oplevede på et tidspunkt noget lign.
Da jeg flyttede fra en tidligere kæreste måtte jeg ikke få vores hund med
(Tæve),
så jeg anskaffede mig en ny (Tæve) efter ca. 6 måneder kunne jeg lige
pludselig få den "gamle" hund, ellers skulle den aflives.
Gode råd var dyre, nu havde jeg jo e hund.. hmm.. beslutning taget.. jeg
kunne have dem begge.

Selvfølgelig mente min gamle tæve at hun havde fortrinsret til mig, og det
samme mente min nye tæve.
Det gav nogle gnidninger.
De 2 kunne pludselig toppes over de mindste ting.
Selvfølgelig fik de begge straf og skæld ud da JEG er leder for dem begge,
og siger der skal være ro.
Adskillige situationer, straf og tid senere accepterer de begge hinanden og
opfører sig som jeg vil have det.

Det er bare at ligge masser af arbejd i de 2 hunde, og stå frem som leder af
flokken og sige de skal enes.

Selvfølgelig findes der hunde som bare ikke kan med hinanden, men i må prøve
jer frem.

Hilsen Berit
http://www.ox-arabere.dk

---

Hej til alle og tak for den hurtige respons.

Der er ikke noget optrin til slagsmålene. sidste gang angreb min amerikanske
bulldog uden at blinke. Det eneste optrin der kan være er at hun stiller sig
hen ved siden af den anden og står helt stille men uden at gøre eller sige
noget for derefter at springe på labberen. Vi lader dem selvfølgelig ikke
slås. Vi gik imellem 2 ad gangene (De var selv stoppet gang nr. 2? Men da de
begge bider sig fast i den anden er det svært bare at trække dem fra
hinanden uden at pådrage den flere skader.

Begge hunde lystre fint... også når jeg kommer med kommandoer til hendes
hund og omvendt. Hundene er meget tæt knyttet til os hver især... måske også
lidt forkælede.

Det er umuligt at stoppe dem på afstand. De hverken høre eller mærker noget
når de først er gået igang. Det ved vandet virker heller ikke. Jeg prøvede
med en hel spandfuld på fisketuren men uden held... selv om den ene ikke kan
li vand i hovedet.

Forslaget om at hundene skal have lov til at sætte hinanden på plads tør vi
simpelthen ikke. Jeg er bange for at der kun kommer én hund tilbage.

Jeg siger 1000 tak for de gode råd... Der er noget at arbejde med.
Skriv endelig hvis i kommer på mere.

Morten Holst





--


Morten H. Christensen

Korsør/Skælskør Strandjagtforening
www.strandjaeger.dk


"Anette" <abc@def.es> skrev i en meddelelse
news:4330a251$0$692$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Morten Holst wrote:
>> Alle råd er velkomne da vi ikke aner hvad vi kan gøre.
>
> Hej Morten
> Træls problem at stå med - føler med Jer.
> Hvad gør I når hundene er ved at komme op og toppes? Lader I dem slås
> eller træder I imellem og skiller dem ad? Hvordan er hundene ellers rent
> lydighedsmæssigt? Er de meget knyttet til Jer hver især? Hvem angriber
> hvem?
>
> Vi har en tæve på 15 mdr og har fået 6 uger siden fået endnu en tæve,der
> lige er blevet 6 år.
> Den lille ( yngste) var ved at eksplodere af jalousi de første uger. ( ja
> ja man siger at hunde ikke kan blive jaloux- men det var/er hun altså) Hun
> bed, angreb, gøede og skabte sig hysterisk hver gang den vokse tæve var i
> nærheden af mig ( jeg går på arbejde, min mand arbejder hjemme, så det var
> "vigtigt "at være den hund der først fik lov til at sige goddag til mig
> når jeg kom hjem)
> Dagmar ( den gamle tæve) trak sig væk i starten - men efterhånden kom der
> mere knurren på fra hende også. I starten lod vi dem selv finde ud af
> det - men det gik ikke. Angrebene blev for voldsomme, så hårtotterne stod
> rundt i entreen. Vi begyndte så at træde imellem - skælde ud, hårdt. Fat i
> halsbåndet på den yngste ( den angribende) samt i begge kinder, stirre
> hende i øjnene med opspilede øjne - "Puuuh det vil jeg ikke ha- det må du
> ikke". Holde ved, indtil hun blev helt slap i kroppen og kom med dæmpende
> signaler ( slikker sig om munden og lign.) Knurrede ad hende og skældte
> mere ud hvis hun forsøgte at vride sig løs.
> Når der var ro på, reagerede hun som om hun var flov. Halen mellem benene,
> trak sig væk, undgik øjenkontakt. Jeg talte til 5-10 stykker kaldte hende
> så til mig med glad stemme og hilste på hende som om ingenting var sket,
> som om jeg lige var kommet hjem. Kørte hun så op igen og angreb- så
> forfra.
>
> Det har hjulpet. Hun angriber og bider ikke mere, selv de dage hvor hun
> stresser op fordi jeg kommer hjem. Hun gør højt - men lader det ikke gå ud
> over Dagmar, så vi er på vej.
>
> Jeg ved ikke om du/I kan bruge dette til noget, men jeg prøver nok at sige
> at I skal have fortalt de hunde at det slåsseri vil I bare ikke ha' -
> slut! I er flokkens alfa'er og I bestemmer. Når hundene begge har fattet
> det, bliver der ro i lejren.
> prøv evt at tage nogle træningstimer hos en god træner - agility eller
> almindelig lydighedstræning sammen med hver sin hund. Det hjælper også på
> vores at de træner på samme bane og ser hinanden blive "hundset rundt"
> Ikke mindst vil I på træningsbanen have en meget kvalificeret rådgiver i
> træneren, hvis problemerne fortsætter.
>
> god arbejdslyst
>
> / Anette
> www.philana.dk
>

---

Morten Holst wrote:
>
> Det eneste optrin der kan være er
> at hun stiller sig hen ved siden af den anden og står helt stille men
> uden at gøre eller sige noget for derefter at springe på labberen.

Nu har jeg jo ikke set dine hunde, men bare den attitude du beskriver her er
dominans.
De taler sammen med deres kropssprog.
For mine er det i hvert fald forsøg på dominans. Den lille, Philana stiller
sig med siden til den anden , halen lige i vejret , hun gør sig bred over
brystet og høj over ryggen. Hun truer ikke som en vred hund, der er ikke
rejste børster eller visen tænder, ingen knurren, men hun dominerer med sit
kropssprog, viser at "her bestemmer jeg og rør du så meget som et øjenbryn
så får du bank"

Den anden hund kan så vælge - alt efter hvor dominerende den er- enten at gå
væk ( så har den vist at den er underdanig) eller bare blive stående stille.
( og dermed spille bolden tilbage på den andens banehalvdel) Vores Dagmar
giver sig ikke. Bliver bare ståede stille og ser på Philana - afventer hvad
der sker.

Philana havde det meget med at stille sig i vejen for Dagmar i f.eks
døråbninger eller spærre vejen hen til madskålen eller til en af os, med
netop den attitude. Tog Dagmar bare et lille skridt fremad eller virkede
bare den mindste smule usikker, angreb Philana eller spankulerede hen og
lagde sit hoved hen over halsen på Dagmar ( =grov dominans). Det ville
Dagmar ikke finde sig i - forståeligt nok.

Vi greb ind og skældte ud så snart vi så den der "høje haleføring" hos
Philana, trak hende væk fra Dagmar og for 117. gang den dag fik hende til at
forstå at det ville vi bare ikke ha.-slut.
Hun gør det stadig af og til, måske et par gange om ugen nu, men det bliver
mindre, for hver "tur" vi tager med hende.
Det er endnu aldrig nået at udvikle sig til egentlige slåskampe - kun
markeringer, knurren, biden ud efter hinanden - og der er stadig masser af
kropssprog, der forsøger at klarlægge magtbalancen mellem de to.

/ Anette

---

"Morten Holst" <Stigsnaes@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:43308ee1$0$890$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej NG.
>
> Jeg tænkte at her nok var nogle mennesker som har en del viden om hunde og
> deres tankegang.
>
> Min kærestes om min hund kan bare ikke enes. Det er ved at blive et stort
> problem ikke mindst for hundene med også for min kæreste og jeg.
>
> Hundene som begge er tæver (Amerikansk bulldog og
> Retriever/labradorblanding) Har nu været i slagsmål 3 gange. Det er
> utrolige voldsomme ture de tager og de er faktisk ikke til at skille ad
> igen når de først er gået i krig.
>
> 1. Slagsmål startede hos min kæreste hvor jeg gik og legede med alle 3
> hunde. (Nr. 3 er en engelsk cocker) Pludselig røg de to store i totterne
> på hinanden. Denne gang skete der heldigvis ikke noget. Jeg var nok lidt
> naiv dengang så jeg gik ud fra at det var pinden de var blevet uvenner
> over.
>
> 2. Slagsmål. Vi ville køre en tur til stranden med alle 3 hunde og gå en
> tur. På vej derud ville vi lige stoppe og hente et par småting i netto. Da
> vi kom ud igen havde de to store været i totterne på hinanden igen. Denne
> gang var der ikke nogen der kunne stoppe dem så skaderne var noget større.
> Set i bakspejlet var det ikke så smart at lukke de to hunde sammen på 1 m2
> uden opsyn.
>
> 3. Slagsmål skete under en fiske tur hvor labberen stod og gøede ad en
> fisk som lå i spanden. Den stod og trippede og gøede lidt i leg da den
> igen blev overfaldet igen.
>
> Ingen af hundene har umotiveret vis nogen form for aggressiv adfærd over
> for andre hunde... eller dyr i det hele taget... Derfor er vi begge meget
> kede af at lige præcis de to hunde ikke kan enes.
>
> Vi har på ingen måde gjort forskel på hinandens hunde... alle har fået
> lige mange klap og godbidder.
>
> Er her nogen som har et kvalificeret bud på hvorfor de ikke kan sammen
> eller hvad vi kan gøre for at det skal blive bedre???
>
> Det skal lige tilføjes at hundene godt kan rende på marken og snuse og
> grave sammen. Men da vi ikke har lyst til at få flere regninger fra
> dyrlægen og vil undgå flere hundeslagsmål har vi holdt dem hver for sig
> siden.
>
> Alle råd er velkomne da vi ikke aner hvad vi kan gøre.
>
> På forhånd tak
>
> Morten Holst
>
>
>------------------

hej Morten.

hvor gamle er tæverne?, er nogen af dem steriliserede? er det i forbindelse
med løbetider at de er stridbare, eller hele tiden?
tæver kan være frygtelig stridbare, og faktisk ofte værre end hannerne.
hvor længe har de været sammen?, hvordan er de blevet sammenført?, hvor
længe siden er det?.
det er ikke så unormalt, at de hver især forsvarer deres, bil, hus, fisk,
legetøj, pind og hvad den end måtte være at små ting man ikke selv tænker
over.
og at lade 3 hunde være alene i et lille rum, er nu heller ikke smart!..

jeg synes at i skal fjerne alt hvad der måtte være spændene af ting og
legesager. læg det væk for en tid, og så må i tage den derfra. lad være med
at ynke nogen af dem eller favoriser nogen af dem, så hellere ignorer dem.
ros dem når de er "søde" ved hinanden, og slå ned, når de ikke er, gør som
anette beskriver med overlegenhedsgreb i kinderne, brug en tom
opvaskemiddelsflaske med vand, og brug den, hvis de knurrer, nedstirrer,
eller går på hinanden ledsaget af et NEJ!..og ja, dyyyyygtig når de stopper
festen igen. netop når de stopper!.

skulle de slås uden for rækkevidde, så lad være med at rende hen til dem,
forsøg på afstand at få dem til at stoppe og kald dem til jer mens i går
modsat retning.
brug evt. en vandpistol, dem der kan skyde langt, det kan være ret
effektivt.

problemet med at man kommer løbende, er at hundens selvtillid vokser, for
her kommer min ejer og hjælper mig.... og det duer ikke i sådanne
situationer.

brug meget tid på at trætte dem mentalt, så de ikke har så meget overskud
til at lave ballade, lav søgeøvelser, lav et kort spor af deres foder,
godbidder, andet som de kan lide i små stykker, og læg dem med en lille
meters mellemrum over en kort afstand 8m feks.
gem godbidder under forskellige ting og lad hunden selv finde ud af at få
dem ud, under kopper, tallerkner bøtter, her i huset er det duploklodser der
sidder på en dertil egnet plade...svært men udfordrende.. det er kun
fantasien der sætter grænserne..
gem godbidder i haven, og øg sværheden efterhånden, så de placeres snedige
steder, på lavthængene grene, mellem sten, på fodmuren, igen, fantasien.

det er ihvertfald ting der trætter meget mentalt, aktivitetsbolde, og guffer
i sodavandsflasker kan stresse og øger aktivitetsniveauet, så det ville jeg
ikke gøre. men stille søg og hjernevridning vil kunne hjælpe. og gør det med
hver sin hund ad gangen, så der ikke bliver konkurrence imellem. senere kan
de sagtens gøre det sammen, når de kan fungere sammen uden ballade.

og så træning, lydighed, lær dem nej, og ja, og vær konsekvent hver gang!.

god fornøjelse!

og husk!, det er ikke noget der klares på 5 min. det kan tage lang tid.

mvh. marie

---

Hej Morten!

Stakkels jer. Det lyder hårdt.

Men jeg tror det er nedenstående der er gået galt. I SKAL gøre forskel.

Når I laver en hel lille hundeflok ( og 2 er såmænd nok ), er hundene
jævnfør deres natur nødt til at finde deres indbyrdes magtforhold.

2 hunde af samme køn er altid det største problem.

Der bestemmer som udgangspunkt altid den ældste.

Derfor anbefaler man også at få hund nr 1. - og så vente et par år og få
den næste som hvalp. Så skulle mange problemer kunne undgåes.

Jeres flok lyder lidt som sammenbragte børn, og det kræver noget arbejde
fra jer.

I skal lade den ældste hund bestemme. D.v.s. den skal have lov til først
at hilse på jer om morgenen / når I kommer hjem, den skal have sin mad
først, og gå først ud af døren/ ind af døren. Simpelthen have alle
privelegierne.

Og så skal I selvfølgelig blande jer og skille dem ad, og skælde
voldsomt ud, hvis der er optræk til ballade. Men det er en balancegang -
for den ældste skal også have lov at sætte den yngre på plads ( knurre
og vise tænder - og ikke mere ).

I skal være opmærksomme på, at de er 10 gange værre, når I ikke er
hjemme.

Vi havde fået en omplaceringshund, som vi sendte retur netop fordi den
var lidt ældre end vores egen, og der var optræk til sådanne ture ( + at
den var blevet slået af tidligere ejer - og derfor nervøs - og det gik
ikke a.h.t. vores børn ). Af sidstnævnte årsag var der ligesom for mange
problemer - og jeg ville ikke gå i gang med det store arbejde det er, at
socialisere to hunde som pr. natur vil kæmpe.

Nu har vi fået en hvalp i stedet - og vi viser hele tiden dem begge, at
det er den store der bestemmer. Jeg tror ikke vi overhovedet får
problemer med det.

Husk - det er jer der leder flokken.

M.v.h.
Nette


>
> Vi har på ingen måde gjort forskel på hinandens hunde... alle har fået
> lige mange klap og godbidder.
>

---

> Når I laver en hel lille hundeflok ( og 2 er såmænd nok ), er hundene
> jævnfør deres natur nødt til at finde deres indbyrdes magtforhold.
>
> 2 hunde af samme køn er altid det største problem.
>
> Der bestemmer som udgangspunkt altid den ældste.
>
> Derfor anbefaler man også at få hund nr 1. - og så vente et par år og få
> den næste som hvalp. Så skulle mange problemer kunne undgåes.
>
> I skal lade den ældste hund bestemme. D.v.s. den skal have lov til først
> at hilse på jer om morgenen / når I kommer hjem, den skal have sin mad
> først, og gå først ud af døren/ ind af døren. Simpelthen have alle
> privelegierne.
>
> I skal være opmærksomme på, at de er 10 gange værre, når I ikke er
> hjemme.
>
> Nu har vi fået en hvalp i stedet - og vi viser hele tiden dem begge, at
> det er den store der bestemmer. Jeg tror ikke vi overhovedet får
> problemer med det.
>
> Husk - det er jer der leder flokken.
>
> M.v.h.
> Nette
>

Er der noget om at hvis to tæver virkelig ikke kan enes så er det værre end
to hanner. Man siger jo at to hanner slås til den ene overgiver sig, men at
tæver kan finde på at slås til den ene dør. Ved ikke om der er noget om
snakken. Har kun prøvet at have hanhunde. Men har da et eksempel, hvor det
gik galt.

Min venindes forældre anskaffede sig en golden. Da den var tre år fik de
endnu en. Alt gik fint, der var selvfølgelig alm små knurren, men aldrig
slåskampe. De sov hver nat sammen i bryggerset. Da den unge var 3 år og den
gamle 6 år gik det galt. Det skete om natten. Den unge havde bidt den gamle
i struben.

Men er det bare et enkeltstående eksempel eller er der noget om snakken
eller var den unge syg i roen

LN

---

"Mus" <Bastian@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:4331285b$0$75938$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...

> Er der noget om at hvis to tæver virkelig ikke kan enes så er det værre
> end
> to hanner. Man siger jo at to hanner slås til den ene overgiver sig, men
> at
> tæver kan finde på at slås til den ene dør. Ved ikke om der er noget om
> snakken.

Det siger man i hvert fald, samt at det ligger i at I naturen, så forekommer
kampe mellem hanner i territoriegrænserne, hvor den ene flygter, når den må
give op, medens kampe mellem hunner forkommer internt i flokken, og der må
den tabende dø, for flokken kan ikke bestå, hvis der forekommer interne
slåskampe. Det er hvad jeg har hørt.

Jeg kender ikke selv til kamp mellem tæver hvor det har resulteret i den
enes død, men jeg kender til kamp mellem tæver, og der kommer man ikke langt
med at sige "nej", og at træde imellem er der ikke noget der hedder.

Mvh
Søren

---

"Nette Stormlund" <nette@stormlund.dk> wrote in message
news:Xns96D853001D859nettestormlunddk@62.243.74.162...
> Men jeg tror det er nedenstående der er gået galt. I SKAL gøre forskel.

Det giver jeg dig ret i.

> I skal lade den ældste hund bestemme. D.v.s. den skal have lov til først
> at hilse på jer om morgenen / når I kommer hjem, den skal have sin mad
> først, og gå først ud af døren/ ind af døren. Simpelthen have alle
> privelegierne.

Jeg mener ikke det automatisk er den ældste som skal være leder.
Det er ikke alle hunde som er alfa hunde og det synes jeg man først og
fremmest skal se på.
Når man så har fundet ud af det, synes jeg man skal bakke alfa hunden op.
Altså lade den komme først i de forskellige situartioner.

> I skal være opmærksomme på, at de er 10 gange værre, når I ikke er
> hjemme.

Min mening: Lad dem ALDRIG være uden opsyn når de er sammen.

> Vi havde fået en omplaceringshund, som vi sendte retur netop fordi den
> var lidt ældre end vores egen, og der var optræk til sådanne ture ( + at
> den var blevet slået af tidligere ejer - og derfor nervøs - og det gik
> ikke a.h.t. vores børn ). Af sidstnævnte årsag var der ligesom for mange
> problemer - og jeg ville ikke gå i gang med det store arbejde det er, at
> socialisere to hunde som pr. natur vil kæmpe.

Hmm... Jeg håber så, at du ikke vidste, at den var blevet slået ( og derfor
nervøs anlagt ) før du fik den hjem.
Hunde er ikke prøveklude og når man vælger at få hund tager man ikke bare en
chance.
Det er synd for hunden at ende som kaste bold. Også selvom man gør det af et
godt hjerte.
( Siger det ikke for, at lyde som en sur mokke, men synes bare det er synd
for hunde at blive flyttet fra sted til sted. Især når de er skrøbelige
psykisk )

Har også altid hørt, at tæver slås med livet som indsats.
Jeg kan også se, at der er forskel når vores hunde kommer op, at toppes med
andre ( ikke at det sker tit, men det er dog sket et par gange ). Han hunden
slås for, at vise han er stor og stærk og hun hunden slås bare fordi hun kan
og hun viger IKKE. Det gør han hvis han kan se han ikke vinder.

Jeg ville personligt aldrig have to tæver, netop fordi de slås på en anden
måde.
Jeg har en af hver nu og det vil jeg fortsætte med. Der har INGEN problemer
været. Han hunden er ældst, men han lader tøsen gøre hvad hun vil ved ham.
Der er kun 1 års forskel og jeg tror også hun vil tage magten når hun bliver
"rigitg" voksen. Men det vil ikke blive gennem kamp. Hun er bare mere mental
stærk.

Mange hilsner

Karina

---

> Har også altid hørt, at tæver slås med livet som indsats.
> Jeg kan også se, at der er forskel når vores hunde kommer op, at toppes
med
> andre ( ikke at det sker tit, men det er dog sket et par gange ). Han
hunden
> slås for, at vise han er stor og stærk og hun hunden slås bare fordi hun
kan
> og hun viger IKKE. Det gør han hvis han kan se han ikke vinder.
>
> Jeg ville personligt aldrig have to tæver, netop fordi de slås på en anden
> måde.
> Jeg har en af hver nu og det vil jeg fortsætte med. Der har INGEN
problemer
> været. Han hunden er ældst, men han lader tøsen gøre hvad hun vil ved ham.
> Der er kun 1 års forskel og jeg tror også hun vil tage magten når hun
bliver
> "rigitg" voksen. Men det vil ikke blive gennem kamp. Hun er bare mere
mental
> stærk.
>
> Mange hilsner
>
> Karina
>
>

Jeg tror også generelt hanhunde finder sig i meget fra tævernes side. Dvs de
er "gentlemænd"

Vores hanhund er simpelthen så from og virker underdanig overfor tæver. De
må tage hans mad og kan sågar tage hans legetøj fra ham. De kan bide efter
ham og gø ham lige op i hovedet. Han finder sig i alt - men men men næsten.
Er farmand også ude i haven og de begge vil lege med ham og tæven prøver at
tage legetøjet fra ham i den situation, ja så ranker han sig bare og kigger
hende direkte i øjnene og så kan du tro der bliver sluppet. Han behøver
sjælden give lyd fra sig men bliver der ikke sluppet, så tager det ikke to
sekunder, hvis han brummer lidt. Så er der ingen tvivl om hvem der
bestemmer, når det kommer til stykket. Men det kan godt snyde ved første
øjekast. Der går hans grænse ellers er han bare overbærende så det er helt
utroligt. Hvalpeopdrager er han heller ikke . De vælter ham fordi de går
efter hans ben. Eller også hænger de fat i hans mundflapper og så trækker
han rundt med dem. Han leger som regel kun med en hvalp af gangen - ellers
er det for meget for den gamle dreng. Men hanhunde puha så kan han godt være
oppe på mærkerne.

LN

---

Hej Karina!

Niks - det vidste jeg ikke!

Jeg undrede mig over dens adfærd over for kennel-ejeren, i.f.m. vi
hentede den. Den krøb.

Så lavede jeg research - han mange venner blandt hundefolket, og der var
rygter om at hun slog hundene.

Hun var en mærkelig kvinde, meget dominerende - og derfor valgte jeg at
stole på rygter samt intuition.

Men jeg hylede en hel dag, inden jeg tog beslutningen.

Den snappede ud efter vores hund et par gange, hvor den ( altså vores )
bare ville lege - og vores turde slet ikke komme ind i huset til sidst.
Det skar i hjertet. Kennel-ejeren forklarede det med, at hunden jo
aldrig havde lært at lege - fordi de jo havde så mange.

Vores havde hentet bolde, pivedyr m.m. og kastet for fødderne af hunden,
og den anede ikke hvad den skulle stille op.

Niks - det var aldrig blevet godt.

Jeg er enig i det er synd. Men den kom tilbage til kennellen, som den
kender - og ja, hun er en spasser efter min mening - man MÅ ikke slå
dyr. Men jeg kan ikke redde verden ( har prøvet - har 13
omplaceringskaniner i skuret ), og grunden til vi ønskede en mere, var
at vores hund fik en god kammerat. Det har han nu.

M.v.h.
Nette


>
> Hmm... Jeg håber så, at du ikke vidste, at den var blevet slået ( og
> derfor nervøs anlagt ) før du fik den hjem.
> Hunde er ikke prøveklude og når man vælger at få hund tager man ikke
> bare en chance.
> Det er synd for hunden at ende som kaste bold. Også selvom man gør det
> af et godt hjerte.
> ( Siger det ikke for, at lyde som en sur mokke, men synes bare det er
> synd for hunde at blive flyttet fra sted til sted. Især når de er
> skrøbelige psykisk )
>

---

Hej Alle.

Jeg synes i har nogle rigtige gode forslag til hvordan vi skal få de to
hunde til at være sammen igen. Jeg forlanger ikke at de nogensinde skal
komme til at lege eller på anden måde hygge sig sammen (Det må de jo selv
om) Jeg håber bare at de vil kunne gå sammen uden at de/den straks ser rødt.

Jeg har læst alle indlæg og er utrolig glad for at så mange har lyst til at
hjælpe... Tak til alle.

Jeg har lige et lille spørgsmål til.

Jeg har nu efter et par dage fået overtalt min kæreste til at prøve at sætte
hundene sammen igen (Selvfølgelig under konstant opsyn.)

Da hun sidste gang var til dyrlægen og få taget sting sagde han at hun
skulle være heldig at hun overhovedet stadig havde en hund og at hundens øre
ikke kunne holde til sådan en omgang mere. Derfor er hun noget nervøs over
at de skal være sammen men på den anden side hjælper det jo heller ikke at
holde dem hver for sig. Derfor vil jeg spørge om det kan hjælpe noget at
give den ene hund en mundkurv på? Jeg mener bare at de 20-30 sek. måske mere
som det tager at få dem fra hinanden igen, der kan de bæster alligevel nå at
udrette en del skade på hinanden som måske kunne undgås med en mundkurv....
eller hvad?

Jeg har altid været modstander af mundkurve og lign. men som tingene ser ud
nu er det måske det der skal til for at spare blod, sved og tåre...


Morten Holst

---

Hej Morten!

Jeg er ikke ekspert.

Jeg synes bare umiddelbart ikke om ideen med mundkurv.

Det ville svare til at give den ene snor på - og ikke den anden, og det har
jeg i hvet fald tit oplevet på lufteture - at den med snor kan føle sig
truet, og angribe af nervøsitet. I den situation bliver der så alligevel
slåskamp.

Man kan anføre at med mundkurv kan den ene så ikke bide - men det kan den
anden jo. Og den med mundkurven kan sagtens føle sig utroligt presset, idet
den er begrænset i sin frihed, og prøve at true den anden - som så også
føler sig truet og angriber.

Det jeg ville gøre, var ikke at lade dem være sammen i jeres hjem, men tage
dem ud et neutralt sted, og lade dem rende sammen.

Gør det nogle gange, og se hvorledes det spænder af.

Jeg ved ikke om du og kæresten bor sammen, og hundene derfor deler hjem nu
?

Men en god ide vil nok være ikke at transportere dem sammen hen til det
neutrale sted.

Hvis hundene farer på hinanden på det neutrale sted - så er der efter min
mening ikke noget at gøre.

Men det lyder skidt med det øre.......

M.v.h.
Nette

---

"Nette Stormlund" <nette@stormlund.dk> skrev i en meddelelse
news:Xns96DA4F3772D42nettestormlunddk@62.243.74.162...
> Hej Morten!
>
> Jeg er ikke ekspert.
>
> Jeg synes bare umiddelbart ikke om ideen med mundkurv.
>
> Det ville svare til at give den ene snor på - og ikke den anden, og det
> har
> jeg i hvet fald tit oplevet på lufteture - at den med snor kan føle sig
> truet, og angribe af nervøsitet. I den situation bliver der så alligevel
> slåskamp.
>
> Man kan anføre at med mundkurv kan den ene så ikke bide - men det kan den
> anden jo. Og den med mundkurven kan sagtens føle sig utroligt presset,
> idet
> den er begrænset i sin frihed, og prøve at true den anden - som så også
> føler sig truet og angriber.
>
> Det jeg ville gøre, var ikke at lade dem være sammen i jeres hjem, men
> tage
> dem ud et neutralt sted, og lade dem rende sammen.
>
> Gør det nogle gange, og se hvorledes det spænder af.
>
> Jeg ved ikke om du og kæresten bor sammen, og hundene derfor deler hjem nu
> ?
>
> Men en god ide vil nok være ikke at transportere dem sammen hen til det
> neutrale sted.
>
> Hvis hundene farer på hinanden på det neutrale sted - så er der efter min
> mening ikke noget at gøre.
>
> Men det lyder skidt med det øre.......
>
> M.v.h.
> Nette

Jeg forstår på Morten at på neutrale steder er der ikke problemer.

Men hvis han skal arbejde på at få dem til at acceptere hinanden de steder
der har vist sig problemer, er der jo hver gang en risiko for at det går
galt. Jeg synes da mundkurv er en god ide, når man starter et sted, hvor der
er en risiko. Jeg er ikke overbevist om at det vil gøre ondt værre, og i
hvert tilfælde forhindrer det jo skader. Men hunden/hundene skal
selvfølgelig vænnes langsomt til mundkurv, med masser af godbidder, og jeg
ved slet ikke om en halvgammel hund kan lære at acceptere en mundkurv.

Men det skal jo være den hund der plejer at angribe, som skal have
mundkurven på, eller evt. begge. Hvis det altid er den ene (bulldoggen?) der
plejer at angribe, tror jeg ikke den anden (labben?) pludselig vil angribe,
fordi den første får mundkurv på.

Morten spurgte i øvrigt på et tidspunkt hvordan man skille hundene, og jeg
tror ikke han har fået svar. Det man gør er at to personer trækker i hver
sin hund i bagbenene eller halen.

Mvh
Søren

---

>
> Morten spurgte i øvrigt på et tidspunkt hvordan man skille hundene, og jeg
> tror ikke han har fået svar. Det man gør er at to personer trækker i hver
> sin hund i bagbenene eller halen.
>
> Mvh
> Søren
>
>

Vores hund blev overfaldet engang der hjalp dette altså ikke overhovedet,
Andet end at kind og øre var ved at blive længere og længere på vores hund.

Har hørt at det hjælper at løfte bagbenene og så drege dem rundt så hunden
drejes om på ryggen. Herved skulle den blive usikker og forsøge at rette op
og slipper så.

Har hørt om en und knægt der fik en stor hund til at slippe ved stille sig
overskrævs på hunden og klemme til med benene så den mister luften og
automatisk slipper.

Der er jo som regel ikke så meget tid til at forsøge. Og når en metode
mislykkes kan der godt gå lidt panik i en, hvis det begynder at blive grimt
.. især hvis det er ens egen hund.

Jeg har kun den ene gang oplevet at en hund ikke vil slippe. Der skal siges
min bedre halvdel lå midt i bunken af hunde. Ikke smart men tror det var en
panikhandling, som resulterede i vores slappede helt af, som om han tænkte
nåh det klarer far lige for mig. Han smed sig i bunken for at få vores til
at slippe, men han havde slet ikke fat. Så han prøvede at få den anden til
at slippe. Men kunne bare ikke få gabet op på den overfaldende hund. Et held
det et eller andet sted var kæben/øret den anden hund bed sig fast, for det
betød vi kun skulle kæmpe med at få en hund til at slippe. Det virkede som
om der var lukket totalt af for omverdenen.

Løsningen blev at en gav den overfaldende hund en ordentlig kæberasler og så
slap den og der var tre mand til at holde den efterfølgende. Og så var det
ellers afsted på skadestue og dyrehospital. Dyrehospitalet først
selvfølgelig

LN

---

"Mus" <Bastian@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:4333c39c$0$19577$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> >
>> Morten spurgte i øvrigt på et tidspunkt hvordan man skille hundene, og
>> jeg
>> tror ikke han har fået svar. Det man gør er at to personer trækker i hver
>> sin hund i bagbenene eller halen.
>>
>> Mvh
>> Søren
>>
>>
>
> Vores hund blev overfaldet engang der hjalp dette altså ikke overhovedet,
> Andet end at kind og øre var ved at blive længere og længere på vores
> hund.
>
> Har hørt at det hjælper at løfte bagbenene og så drege dem rundt så hunden
> drejes om på ryggen. Herved skulle den blive usikker og forsøge at rette
> op
> og slipper så.
>
> Har hørt om en und knægt der fik en stor hund til at slippe ved stille sig
> overskrævs på hunden og klemme til med benene så den mister luften og
> automatisk slipper.
>
> Der er jo som regel ikke så meget tid til at forsøge. Og når en metode
> mislykkes kan der godt gå lidt panik i en, hvis det begynder at blive
> grimt
> . især hvis det er ens egen hund.
>
> Jeg har kun den ene gang oplevet at en hund ikke vil slippe. Der skal
> siges
> min bedre halvdel lå midt i bunken af hunde. Ikke smart men tror det var
> en
> panikhandling, som resulterede i vores slappede helt af, som om han tænkte
> nåh det klarer far lige for mig. Han smed sig i bunken for at få vores til
> at slippe, men han havde slet ikke fat. Så han prøvede at få den anden til
> at slippe. Men kunne bare ikke få gabet op på den overfaldende hund. Et
> held
> det et eller andet sted var kæben/øret den anden hund bed sig fast, for
> det
> betød vi kun skulle kæmpe med at få en hund til at slippe. Det virkede som
> om der var lukket totalt af for omverdenen.
>
> Løsningen blev at en gav den overfaldende hund en ordentlig kæberasler og
> så
> slap den og der var tre mand til at holde den efterfølgende. Og så var det
> ellers afsted på skadestue og dyrehospital. Dyrehospitalet først
> selvfølgelig
>
> LN

Min hund var engang oppe og slås med en anden tæve. Det var min hund der
dominerede den anden utidigt, og den anden sagde så fra ved at bide ud og
starte slåskampen. Jeg var i første omgang alene og løftede min 38 kg
schæfer fra jorden i det ene bagben i strakt arm (man får uanede kræfter i
sådan en situation), og den slap så også. Den anden slap så da dens ejer kom
til og trak den væk i bagbenene. Så at løfte hundene fra jorden i bagbenene
er måske en mulighed (eller umulighed med en amerikansk bulldog :-/ ),
alternativt den der kæberasler eller et velrettet spark.

Mvh
Søren

---

Jeg tror ikke på at labberen kan finde på at springe på bulldoggen... Skulle
labberen finde på at bide vil det være i selvforsvar hvis bulldoggen skulle
gå til angreb selvom den har mundkurv på.

Den teknik med at trække hver sin hund fra hinanden i bagben og hale har vi
prøvet men ha ingen af dem ville slippe den anden måtte vi opgive.

--


Morten Holst




"Søren LH" <slh@DELETEcity.dk> skrev i en meddelelse
news:4333b8fb$0$1823$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> "Nette Stormlund" <nette@stormlund.dk> skrev i en meddelelse
> news:Xns96DA4F3772D42nettestormlunddk@62.243.74.162...
>> Hej Morten!
>>
>> Jeg er ikke ekspert.
>>
>> Jeg synes bare umiddelbart ikke om ideen med mundkurv.
>>
>> Det ville svare til at give den ene snor på - og ikke den anden, og det
>> har
>> jeg i hvet fald tit oplevet på lufteture - at den med snor kan føle sig
>> truet, og angribe af nervøsitet. I den situation bliver der så alligevel
>> slåskamp.
>>
>> Man kan anføre at med mundkurv kan den ene så ikke bide - men det kan den
>> anden jo. Og den med mundkurven kan sagtens føle sig utroligt presset,
>> idet
>> den er begrænset i sin frihed, og prøve at true den anden - som så også
>> føler sig truet og angriber.
>>
>> Det jeg ville gøre, var ikke at lade dem være sammen i jeres hjem, men
>> tage
>> dem ud et neutralt sted, og lade dem rende sammen.
>>
>> Gør det nogle gange, og se hvorledes det spænder af.
>>
>> Jeg ved ikke om du og kæresten bor sammen, og hundene derfor deler hjem
>> nu
>> ?
>>
>> Men en god ide vil nok være ikke at transportere dem sammen hen til det
>> neutrale sted.
>>
>> Hvis hundene farer på hinanden på det neutrale sted - så er der efter min
>> mening ikke noget at gøre.
>>
>> Men det lyder skidt med det øre.......
>>
>> M.v.h.
>> Nette
>
> Jeg forstår på Morten at på neutrale steder er der ikke problemer.
>
> Men hvis han skal arbejde på at få dem til at acceptere hinanden de steder
> der har vist sig problemer, er der jo hver gang en risiko for at det går
> galt. Jeg synes da mundkurv er en god ide, når man starter et sted, hvor
> der er en risiko. Jeg er ikke overbevist om at det vil gøre ondt værre, og
> i hvert tilfælde forhindrer det jo skader. Men hunden/hundene skal
> selvfølgelig vænnes langsomt til mundkurv, med masser af godbidder, og jeg
> ved slet ikke om en halvgammel hund kan lære at acceptere en mundkurv.
>
> Men det skal jo være den hund der plejer at angribe, som skal have
> mundkurven på, eller evt. begge. Hvis det altid er den ene (bulldoggen?)
> der plejer at angribe, tror jeg ikke den anden (labben?) pludselig vil
> angribe, fordi den første får mundkurv på.
>
> Morten spurgte i øvrigt på et tidspunkt hvordan man skille hundene, og jeg
> tror ikke han har fået svar. Det man gør er at to personer trækker i hver
> sin hund i bagbenene eller halen.
>
> Mvh
> Søren
>

---

Det har jeg hørt, er en myte (????)

Fordi at hunden godt kan dreje sig rundt, og bide den der løfter. I kampens
hede, tjekker den jo ikke lige at det er ejermanden. Og der skal løftes -
så bagbenene ikke rører jorden, ellers kan den med garanti vende på en
studs og bide til.

Nogle der har praktiske erfaringer i metoden ?

Jeg har hørt man skal tage fat i hovedet på dem. Evt. ører hvis man kan
komme til.

Men jeg tror egentlig jeg ville glemme alle teorier, og kaste mig imellem,
hvis det var mine to, der begyndte. Og råbe og skrige selvfølgelig og hvis
det ikke virker - en "kæberasler".

Men nu kender jeg også dem begge. Hvis det var en fremmed, stor hund der
angreb min - ville jeg ærlig talt føle mig lidt afmægtig.

M.v.h.
Nette



>
> Morten spurgte i øvrigt på et tidspunkt hvordan man skille hundene, og
> jeg tror ikke han har fået svar. Det man gør er at to personer trækker
> i hver sin hund i bagbenene eller halen.
>
> Mvh
> Søren
>
>

---

Nette Stormlund skrev:
Og der skal løftes -
> så bagbenene ikke rører jorden, ellers kan den med garanti vende på en
> studs og bide til.
>
> Nogle der har praktiske erfaringer i metoden ?
>
> Jeg har hørt man skal tage fat i hovedet på dem. Evt. ører hvis man kan
> komme til.
>

Lad os slå fast med 7 tommer søm.
Man kommer ALDRIG jeg gentager aldrig til en hunds hoved, halsbånd, hvis
de er oppe og slås.
Du bliver betragtet som en angriber i kampens hede, da hunden ikke har
har mulighed for at genkende dig (hvis det er din hund, Du er blot endnu
en hund der angriber.

2 mennesker tager fat i hver sin hale, eller bagben, trækker dem fra
hinanden (helst ens egen hund, .
Jeg har set det flere gange på diverse træningspladser, hvor hundene
holder frikvarter.
Med det samme skal det siges at det er sjælden at 2 hunde der
er"normale" skader hinanden, selv om de kommer op at slås.
90% af hundene kender hundenes kropssprog og respekter dem
2 hunde der stiger hinanden i øjne kommer op at slås, hvis den ene ikke
kikker væk, hvilket betyder at den der kikker væk siger til den anden du
er den stærkeste og du får lov at bestemme. Så er der ikke mere at slås om.
En hund der drejer hovedet væk fra den angribende hund fortæller det
samme og slagsmålet hører op.

Kommer de op at toppes er de begge lige dominerende og de bliver ved til
den ene overgiver sig,
det er ikke sikker det sker før en ene ligger på ryggen med den anden
stående over sig. I den situation er farlig at gå hen og skille dem ad.
slagsmålet er stoppet her, de skal bare have lov til at dæmpe sig ned,
og hvis man kommer den underste hund til undsætning bliver slagsmålet
bare værre, for nu får den jo hjælp at en arts fælde, så nu er de to.

Det er for øvrig yderst sjælden at hundene kommer noget til ved at slås
færdig, men det ser forfærdelig ud og man tror det værste.




--
Mvh
Jørgen O

---

> Lad os slå fast med 7 tommer søm.
> Man kommer ALDRIG jeg gentager aldrig til en hunds hoved, halsbånd, hvis
> de er oppe og slås.
> Du bliver betragtet som en angriber i kampens hede, da hunden ikke har har
> mulighed for at genkende dig (hvis det er din hund, Du er blot endnu en
> hund der angriber.
>
> 2 mennesker tager fat i hver sin hale, eller bagben, trækker dem fra
> hinanden (helst ens egen hund, .
> Jeg har set det flere gange på diverse træningspladser, hvor hundene
> holder frikvarter.

Nu har jeg jo kun oplevet de 3 gange men den metode "røv og nøgler" (egen
erfaring) Vi har selv prøvet det men hundene slap ikke og derfor trak vi jo
så bare i det øre som hunden havde fat i... I stedet for kun at blive bidt i
vil det så også blive flænset.
morten Holst

---

>
> Nu har jeg jo kun oplevet de 3 gange men den metode "røv og nøgler" (egen
> erfaring) Vi har selv prøvet det men hundene slap ikke og derfor trak vi
jo
> så bare i det øre som hunden havde fat i... I stedet for kun at blive bidt
i
> vil det så også blive flænset.
> morten Holst
>

Præcis samme erfaring gjorde vi os.

LN

---

Næh - det forekommer mig også lidt vanskeligt. Hovederne kører jo rundt
i forsøg på at ramme hinanden.

Hvad hvis man er alene med dem ?

F.eks hvis Morten er alene hjemme med de to brushoveder ?

Han kan umuligt hive i to haler samtidigt.

Vi havde en omplaceringhund i nøjagtigt 2 dage, som blev leveret
tilbage. Den nåede at slåsse tre gange med vores.

Alle gangene kom min mands farende som skudt ud af en kanon, tog fat i
vores egen og hev ham væk og smed ham i haven. Han havde fat i både
hoved og røv ( rent ud sagt).

Det virkede - og han blev ikke bidt. Men han er også 2 meter høj. Det er
jeg ikke, så jeg er nede i en lidt anden højde.

Jeg forestiller mig ikke det bliver relevant. Vores hund elsker andre
hunde - og forsvarede sig kun - men man hvad jo aldrig hvad man møder på
sin tur ( starter lige ny tråd om det. ).

Nu har vi så fået os en hvalp - og de to hunde er uadskillige. De er
rigtigt glade for hinanden, og vi støtter den store alt hvad vi kan i,
at han er lederen af de to ( vi er selvfølgelig over ham ).

Men man ved jo ikke hvad der sker, når den lille bliver kønsmoden. Jeg
tror egentlig ikke noget, for den store er også meget omsorgsfuld - men
jeg kan godt lide at være velforberedt.

M.v.h.
Nette




> Lad os slå fast med 7 tommer søm.
> Man kommer ALDRIG jeg gentager aldrig til en hunds hoved, halsbånd,
> hvis de er oppe og slås.
> Du bliver betragtet som en angriber i kampens hede, da hunden ikke har
> har mulighed for at genkende dig (hvis det er din hund, Du er blot
> endnu en hund der angriber.
>
> 2 mennesker tager fat i hver sin hale, eller bagben, trækker dem fra
> hinanden (helst ens egen hund, .
> Jeg har set det flere gange på diverse træningspladser, hvor hundene
> holder frikvarter.
> Med det samme skal det siges at det er sjælden at 2 hunde der
> er"normale" skader hinanden, selv om de kommer op at slås.
> 90% af hundene kender hundenes kropssprog og respekter dem
> 2 hunde der stiger hinanden i øjne kommer op at slås, hvis den ene
> ikke kikker væk, hvilket betyder at den der kikker væk siger til den
> anden du er den stærkeste og du får lov at bestemme. Så er der ikke
> mere at slås om. En hund der drejer hovedet væk fra den angribende
> hund fortæller det samme og slagsmålet hører op.
>
> Kommer de op at toppes er de begge lige dominerende og de bliver ved
> til den ene overgiver sig,
> det er ikke sikker det sker før en ene ligger på ryggen med den anden
> stående over sig. I den situation er farlig at gå hen og skille dem
> ad. slagsmålet er stoppet her, de skal bare have lov til at dæmpe sig
> ned, og hvis man kommer den underste hund til undsætning bliver
> slagsmålet bare værre, for nu får den jo hjælp at en arts fælde, så nu
> er de to.
>
> Det er for øvrig yderst sjælden at hundene kommer noget til ved at
> slås færdig, men det ser forfærdelig ud og man tror det værste.
>
>
>
>

---

>
> Jeg har hørt man skal tage fat i hovedet på dem. Evt. ører hvis man kan
> komme til.

Hold dig væk fra hoveder og munde, de bider ud efter alt, uden at tænke over
hvad det er. Min første opdrætter mangler et led af en finger på den konto.

> Og råbe og skrige selvfølgelig

Det er nytteløst.

Mvh
Søren

---

"Morten Holst" <Stigsnaes@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:433335be$0$248$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej Alle.
>
> Jeg synes i har nogle rigtige gode forslag til hvordan vi skal få de to
> hunde til at være sammen igen.

Det lyder som om, i måske er lidt for bløde, og ikke får hierakiet til at
fungere, med en af jer på toppen, og den anden af jer, som nummer to,
o.s.v.... Kan det passe.. ??

M.V.H.....Benny..

---

>
> Alle råd er velkomne da vi ikke aner hvad vi kan gøre.
>
> På forhånd tak
>
> Morten Holst
>
>
>
Hvis der er 2 hunde og de er lige dominerende, er der problemer,
hvis 2 hunde ser hinanden i øjnene og ingen vil tage blikket væk, bliver
der slagsmål.
Der er desværre ikke ret meget at gøre ved det, anden end at lade
hundene afgøre det selv, det vil sige uden indblanding og slet ikke når
den ene ligger på ryggen med den over sig. Lad dem gøre det færdig. I
den situation er det næsten overstået. herefter er rang ordenen sat på
plads og en lille brum eller blot blik fra den vindende hund er herefter
nok.

Det er naturens gang (rang orden).

Læs evt Roder Abrantes bog "Psykologi frem for vold

--
Mvh
Jørgen O

---

"Morten Holst" <Stigsnaes@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:43308ee1$0$890$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej NG.
>
> Jeg tænkte at her nok var nogle mennesker som har en del viden om hunde og
> deres tankegang.
>
> Min kærestes om min hund kan bare ikke enes. Det er ved at blive et stort
> problem ikke mindst for hundene med også for min kæreste og jeg.
>
> Hundene som begge er tæver (Amerikansk bulldog og
> Retriever/labradorblanding) Har nu været i slagsmål 3 gange. Det er
> utrolige voldsomme ture de tager og de er faktisk ikke til at skille ad
> igen når de først er gået i krig.
>
> 1. Slagsmål startede hos min kæreste hvor jeg gik og legede med alle 3
> hunde. (Nr. 3 er en engelsk cocker) Pludselig røg de to store i totterne
> på hinanden. Denne gang skete der heldigvis ikke noget. Jeg var nok lidt
> naiv dengang så jeg gik ud fra at det var pinden de var blevet uvenner
> over.
>
> 2. Slagsmål. Vi ville køre en tur til stranden med alle 3 hunde og gå en
> tur. På vej derud ville vi lige stoppe og hente et par småting i netto. Da
> vi kom ud igen havde de to store været i totterne på hinanden igen. Denne
> gang var der ikke nogen der kunne stoppe dem så skaderne var noget større.
> Set i bakspejlet var det ikke så smart at lukke de to hunde sammen på 1 m2
> uden opsyn.
>
> 3. Slagsmål skete under en fiske tur hvor labberen stod og gøede ad en
> fisk som lå i spanden. Den stod og trippede og gøede lidt i leg da den
> igen blev overfaldet igen.
>
> Ingen af hundene har umotiveret vis nogen form for aggressiv adfærd over
> for andre hunde... eller dyr i det hele taget... Derfor er vi begge meget
> kede af at lige præcis de to hunde ikke kan enes.
>
> Vi har på ingen måde gjort forskel på hinandens hunde... alle har fået
> lige mange klap og godbidder.
>
> Er her nogen som har et kvalificeret bud på hvorfor de ikke kan sammen
> eller hvad vi kan gøre for at det skal blive bedre???
>
> Det skal lige tilføjes at hundene godt kan rende på marken og snuse og
> grave sammen. Men da vi ikke har lyst til at få flere regninger fra
> dyrlægen og vil undgå flere hundeslagsmål har vi holdt dem hver for sig
> siden.
>
> Alle råd er velkomne da vi ikke aner hvad vi kan gøre.
>
> På forhånd tak
>
> Morten Holst

Hej,

Jeg synes bestemt ikke du skal lade hundene slås færdig. Det vil være
dyrplageri, og hvem ved hvor stor en dyrlægeregning der vil blive tale om.
Der må helst ikke ske flere slagsmål, for det gavner intet, og du kan ikke
nå hundene, når de slås, hvad du sikkert allereder har erfaret.

Mit forslag er at nøjes med at lade dem gå frit sammen i situationer, hvor
du ved der ikke vil ske noget. I øvrige situationer skal det kun være når I
har et øje på dem HELE TIDEN, så man ØJEBLIKKELIGT kan irettesætte den hund,
der lægger an til at ville dominere den anden eller det der er værre. Her
skal du træde ind som leder, som andre skriver. Der skal selvfølgelig ikke
ligge noget legetøj eller andet attraktivt fremme i de situationer.

Jeg vil tro at hunde på den måde langsomt kan vænne sig til hinandens
tilstedeværelse. Hvor langt du kan komme skal jeg ikke sige, f.ex. om de
nogen sinde vil kunne være alene sammen.

Mvh
Søren

---

Et lignende problem har jeg haft, det var så med hanhunde, men
løsningen for mit vedkommende bestod løsningen i at finde ud af hvem
af hundene der var bedst som overordnet af de to. Derefter fik den
overordnede altid sin mad først, går ud af døren før den anden, og
siger først goddag. Det betyder ikke at den anden bliver trængt i
baggrunden, for de får hver deres alenetimer med mig også.
Der er mange små detaljer som betyder meget for hundenes opfattelse af
indbyrdes magtforhold. De skal overholdes, og det skal være hver
gang. Så virker det, ingen slagsmål i et halvt år nu.
Hvis hundene under leg braser voldsomt ind i hinanden står de bagefter
og undskylder over for hinanden, før var der opstået kamp.


Hilsen Kim