I dagens Kristeligt Dagblad kan man på:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/dentredjeverden/artikel:aid=263431
læse et interview med økonomi-professor Martin Paldam, der har
analyseret 100 studier af udviklingshjælp og konkluderet, at det er
umuligt at se en effekt af u-landsbistand på et lands samlede vækst. Det
er dog ikke ensbetydende med, at man skal holde op med at hjælpe, mener
han. Jeg citerer:
==
AF ULLA POULSEN
Det er svært. Meget svært. At give u-landsbistand på en måde, så den
gavner hele landets samlede udvikling og økonomiske vækst. Det er
økonomiprofessor Martin Paldams nedslående konklusion, efter at han
sammen med en australsk kollega, Hristos Doucouliagos, har analyseret
100 studier af effekterne af udviklingsbistand. Studierne er gennemført
af forskere over hele verden fra 1968 til i år.
- Vi kan simpelthen ikke se, at de lande, der har fået bistand, også har
haft en højere økonomisk vækst, siger Martin Paldam, professor ved
Aarhus Universitet.
Et eksempel er Tanzania, der siden landets uafhængighed i 1961 har været
stormodtager af bistand, men stort set stadig har samme levestandard som
dengang. Omvendt har Kina ikke fået bistand udefra, men er alligevel et
af de lande, der har haft størst økonomisk fremgang.
==
Man skulle måske her tilføje, at det er sket efter at Deng Xiaping satte
sig på Dragetronen; Kinas sidste kejser erstattede den socialistiske
økonomi med en markedsøkonomi.
==
- Det skulle jo gerne være sådan, at det kunne ses på landets samlede
økonomi, hvis det har fået meget u-landsbistand. Men den sammenhæng er
der ikke. Man kan finde lande med god økonomi, som har fået bistand -
men man kan også finde lande med dårlig økonomi, som har fået bistand.
Det er tilsyneladende ikke bistanden, der præger udviklingen, siger han.
Det besynderlige er, at mens u-landsbistanden tilsyneladende slår fejl
på det overordnede generelle økonomiske niveau, er det ikke ensbetydende
med, at de enkelte projekter mislykkes. Der er masser af skoler,
vandpumper, landbrugsordninger, der fungerer efter hensigten. Det
indrømmer Martin Paldam gerne.
- Det er jo det store paradoks - det såkaldte mikro-makro-paradoks - at
selvom tingene virker på det lokale, konkrete plan, får de ikke en
afsmittende positiv virkning på landets genelle udvikling. Det er meget
mystisk, og indtil nu er der ikke rigtig nogen, der har kunnet finde en
forklaring på, hvorfor det er sådan, siger professoren.
Han hælder selv til en teori om, at det kan hænge sammen med, at de
mennesker, der bliver engageret i udviklingsarbejde, kommer til at
mangle et andet sted i samfundet. For eksempel i eksportsektoren, hvor
de muligvis kunne gøre mere gavn i forhold til landets økonomiske vækst.
==
Eller ulandshjælpen kan i et vist omfang opfattes som en sovepude.
Herunder synes det afgørende om man har en social kontrakt mellem
samfundsgrupperne, eller om den dominerende styreform er kleptokratiet.
De kleptokratiske styreformer synes kun at styrte landene ned i armod -
som det senest ses i Zimbabwe, som i øvrigt på det seneste er fortsat ud
af apartheid-vejen. Nu må /hvide/ der får deres ejendom konfiskeret ikke
længere gå til domstolene med sagen ...
==
Den eneste faktor, Martin Paldam med sikkerhed tør udpege som en positiv
drivkraft i et lands udvikling, er handel.
- Jeg tror, at man må sige, at der er overvældende bevis for, at handel
hjælper landet. Det afgørende er at få del i globaliseringen. Det er nok
den eneste klare lektie, det er muligt at drage, siger Martin Paldam og
fremhæver Indien og Kina.
- Begge lande er kæmpesuccesser. Og de har skabt deres udvikling ved at
udnytte globaliseringen, siger han og understreger, at det ikke er
ensbetydende med, at alt er fryd og gammen i de to lande.
- Der er masser af problemer. Væksten er langtfra kommet alle til gode
endnu. Der er millioner af fattige stadigvæk - men der sker trods alt
noget, siger han.
==
Altså kort sagt: globaliseringen gavner ulandene, hvis de fører en
liberal økonomisk politik, hvis de satser på markedsøkonomi. Satser de
på sociaisme, går det kun ned ad bakkke.
==
Hans bedste råd er at forenkle bistanden mest muligt og koncentrere sig
om simple projekter som at bygge skoler, veje og jernbaner frem for at
forsøge at løfte opgaver som at indføre demokrati eller ligestilling.
==
Skoler, måske, især hvis der er tale om kostskoler for forældreløse
børn; tænk på aids-katastrofen i Afrika - tænk her på den danske
kostskole i Nairobi, for 4-20 årige velbegavede, forældreløse drenge.
Men plejer veje og jernbaner ikke at forfalde igen, i høj grad fordi de
lokale befolkninger ikke tager et medansvar?
--
Per Erik Rønne